Jeg kan vågne midt om natten
Af Erik Exe Christoffersen
Natten – en teaterkoncert: Marie Koldkjær Højlund har komponeret og sat nogle velkendte danske sange ind i elektronisk samplede lydbilleder i samarbejde med Den Sorte Skole, der består af Simon Dokkedal og Martin Højland. Natten er iscenesat af Nicolei Faber med lysdesign af Mathias Hersland, scenografi af Julian Juhlin og koreografi af Marie Brolin-Tani. Desuden medvirker Aarhus Teaters ensemble og Kor. Koldkjær Højlund har i 6 år været huskomponist på Aarhus Teater og lydkunstner. Hun har tidligere været en del af den danske rockgruppe Nephew. Sammen med Simon Kvamm lavede hun på Aarhus Teater Lyden af de skuldre vi står på (2017) med instruktion af Nicolei Faber og med scenografi af Christian Albrechtsen. Grundlaget var her den fælles sangskat, og det koncept er fortsat med Natten, som er en visuel, musikalsk og sanselig rejse og overgang fra tusmørketimen og den sene aften, og ind i nattens stadier af drømme og mareridtssyner, erotik og dødsangst til morgensolens opstigning.
Marie Højlund har en ph.d. i audiodesign, og arbejder som lektor på Aarhus Universitets Institut for Kommunikation og Kultur – Informationsvidenskab. Derudover producerer hun også andre musikalske værker. Hun tænker ikke i skillelinjer mellem musik og lyd eller mellem lyddesign, lydkunst og musik.
Ole Lukøje med sin tvilling (Simon Mathew og Marie Koldkjær Højlund). Foto: Emilia Therese
I interview taler jeg med Marie Koldkjær Højlund om det kreative arbejde med Natten, de forskellige faser arbejdet er foregået i, beslutninger som træffes og valget af sange, deres rækkefølge, og ikke mindst samspillet med de øvrige aktører i produktionen. Hvem og hvordan styres og ledes en stor produktion? Hvad er motivationen bag konceptet og dens affekt-dramaturgi i forhold til tid og rum?
Men lad os begynde med det enkle spørgsmål: Marie Koldkjær Højlund, hvordan er du ansat på Aarhus Teater?
Jeg er huskomponist, men det er mest af navn og ret uformelt – jeg laver ikke noget for andre store teatre. Jeg mødes med den kunstneriske ledelse fra tid til anden og nogle gange helt uformelt og taler om muligheder. Jeg er meget glad for de projekter, som jeg indgår i, og som er meget forskellige, nogle gange er jeg blot konsulent. Det passer mig godt at indgå i en stort samspil, og det er vigtigt for mig at prioritere dette hold-sammenspil. På teatret kommer jeg sådan lidt ind fra siden, og jeg har ikke været bekendt med regler, arbejdsmåder og det fagsprog, som er på et teater. Men det har måske også været godt for teatret at invitere et nyt blik indenfor, og vi har været nødsaget til at eksperimentere og forhandle roller og samspil mellem komponist, instruktør og scenograf.
Hvordan er ideen til Natten opstået?
Der har længe været et ønske om at arbejde videre fra Lyden af de skuldre, men selvfølgelig på en anden måde. Det har været meget svært at nå frem til denne ramme og et stort ansvar for mig at finde den rigtige måde og form. Men på et tidspunkt blev jeg interesseret i vuggevisen, som er en særlig musikkultur, og hvor musikken og sangen anvendes til et bestemt formål.
Kan man sige at vuggevisen skaber en social og psykisk situation?
Ja, det er et fællesskab, som indvier til natten. Musikken, sangen og samværet skaber et ritual, som er en overgang fra en tilstand til en anden, og det betyder, at vuggevisen har en bestemt funktion og spiller en særlig rolle. Men det med vuggeviser kunne ikke stå alene, eller det kunne det måske nok, men vi ville også gerne have det med, at det til tider ikke virker, og hvor overgangen bliver vanskelig og smertelig. I den første fase arbejdede jeg med teaterchefen Trine Holm og dramaturgen Hanne Lund, som også var med i det kunstneriske team bag Lyden af de skuldre. Det er vigtigt med et dramaturgisk blik udefra, hvor vi andre bliver helt blinde i processen.
Vi havde forestillet os at jeg ligesom på Lyden af de skuldre skulle arbejde sammen med en anden komponist. Et stort spørgsmål var, hvem det kunne være. Vi havde en lang liste, men vi endte med Den sorte skole, fordi de er gode til at arbejde med den store pensel og skabe overgange mellem sange. Det var vigtigt for mig, at forestillingen ikke fremstod som enkeltsange og scener, men at der var et flow i tid og rum. Den sorte skole havde desuden tidligere samarbejdet med Sort/Hvid (med tekst af Christian Lollike) og Holstebro Dansekompagni (med koreografen Marie Brolin Tani) og lavet Sandmanden (2022) på Aarhus Teater, så de var bekendt med teatret.
Hvordan har du det med natten?
Jeg kan vågne midt om natten med sange kørende rundt i hovedet. Da jeg var barn, led jeg meget af søvnløshed. Jeg lå og var utryg, mens jeg lyttede til de lyde, der var. Jeg var ret optaget af det, så det var også lidt spændende. Jeg var nødt til at acceptere, at der var nogle lyde, jeg ikke vidste, hvad var og, at det ikke var så farligt. Natten handler både om den trygge søvn, drømme, mareridt, angst og ikke mindst søvnløshed. Hver anden dansker, har problemer med at sove. Sanserne opfører sig anderledes om natten, hvor hørelsen bliver meget vigtigere. Så vi har forsøgt at gå ind i emnet med kroppen mere end med hovedet. Noget af det, lyd kan er, at det rører ved os. Fysisk. Lyd er en form for berøring, vi kan mærke i kroppen.
Hvordan er sangene valgt og rækkefølgen blevet til?
Jeg har valgt sangene og præsenteret dem for holdet, og jeg har så skullet overbevise dem om hvorfor, det lige skulle være dem. Rækkefølgen er blevet forhandlet med instruktøren, hvor vi sammen har udviklet nattens faser. Det gik op for mig, at mange sange hænger sammen på den måde at en sang slutter med tid, og en anden begynder med tid. Det var virkelig spændende. Så jeg flettede dem sammen. Mange ord går igen. Sol, stjerner, universet, søvn, drømme. Jeg prøvede at lave et flettesystem. De enkelte sange er komponeret på lidt forskellig måde. Sig nærmer tiden af St. St. Blicher har jeg komponeret stemmen i to dele. Det begynder meget enkelt, og glider over i noget ret vildt. Derefter har vi præsenteret det for instruktøren og scenografen, som har skabt rum og lys.
Vi udarbejdede en lydfil for hele forestillingen, som den første grundlæggende struktur og dramaturgi. Det betyder, at vi har kunnet lave flydende overgange, så der ikke er tale om enkeltstående sange. Den struktur havde vi 4-5 måneder før selve iscenesættelsen. Derefter er der blevet lavet scenebilleder, og det har selvfølgelig betydet, at noget måtte laves om. På scenen er ofte det rent praktisk vanskeligt at få lyden til at passe med bevægelser, koreografier, drejescene, ind og udgange for koret og de medvirkende skuespillere. Det er et kæmpe puslespil, som betyder, at det undertiden var nødvendigt at redigere lydfilen. Det har været udfordrende på den måde at springe frem og tilbage mellem de forskellige lag.
Det kunne minde om redigeringen af en film hvor billeder og lydsiden skal passe sammen med replikker og musikken, men hvor lyden skabes og kommer før billederne?
Det er klart en opgave at få det hele til at passe. Vi har øvet de enkelte sange samtidig med, at koreografen Marie Brolin-Tani har arbejde med koreografien på scenen og skuespillerne og koret, som jo ikke er dansere. Før sommerferien tænkte vi, at vi var godt med og havde styr på det. Men i august blev det alligevel meget intenst med denne tværæstetiske form. Man kan sige, at det i den første fase var mig der var styrende og besluttende, mens det i anden fase er instruktøren, som styrer prøverne og scenegangen sammen med lyset, røgen og i det hele taget samler de forskellige udtryk. Men vi er fælles om at fastlægge, hvad vi vil med den enkelte sang. Jeg kan selvfølgelig gribe ind i processen, men vi prøver at holde det udenfor prøverne, så spillerne ikke bliver udsat for forskellige forslag eller diskussioner. Jeg tager en note, og jeg kan så tage det op sammen med det kunstneriske team efter prøverne. Det gælder om ikke at træde hinanden over tæerne, og det er heldigvis kun sket få gange. Det betyder også, at der har været meget lidt tidsspilde. Spillerne arbejder jo også selv og kommer med forslag. Fx hvordan skal Ole Lukøje bruge sin paraply, det udvikler han selv eller sammen med koreografen.
Hvad betyder det, at der en slags kontinuitet tilbage til samarbejdet i 2017?
Det er klart vi har et fælles sprog og forstår hinanden, og der er ikke et fast hierarki, idet vi har brugt meget tid på at finde hinanden. Men efter prøverne forsvinder instruktøren jo, mens jeg fortsætter, også fordi jeg er med på scenen. Vi bliver ved med at justere det musikalske, og jeg øver ind i mellem nogle sange med spillerne. Jeg begynder at kunne se, hvad der sker på scenen og kan justere detaljer i flowet.
Jeg oplevede et flow i første del da jeg så forestillingen i går (d. 5. september) i modsætningen til premieren for en uge siden (25. august), hvor der var et teknisk stop midt i sangen Sig nærmer tiden og det kom til at bryde rytmen. I går blev jeg virkelig revet med frem til At sige verden ret farvel, som slutter første del og det skabte en sammenhæng og en stærk patos.
Ja, det var virkelig en kæmpe frustrerende oplevelse, at flowet blev brudt til premieren. Hele forløbet i første del peger frem mod At sige verden (af N.F.S. Grundtvig), som er superlangsom. Jeg har det sådan, at den tekst betyder meget, så der skulle være fokus på den. I andre scener er det måske mindre vigtigt med tekst og derfor er der mere fokus på selve stemningen. Der er stedet, hvor teksten er vigtig som fx i Den lille Ole (af Peter Lemche), hvor både tekst og figur er fremhævet. Jeg tror der skal være den slags holdepunkter, hvor det hele falder en smule til ro og flowet bremses lidt. Det betyder også, at Lille Ole forekommer noget lettere og ikke så uhyggelig, hvad han jo egentlig også er. Det er instruktøren, som har været medskabende af figuren sammen med skuespilleren. Vi ville gerne have haft Ole mere med, men det var også et spørgsmål, om hvad der skulle ske med ham, når vi når frem til dagen.
Ja, hvem er han der? Er det lidt en skam at han forsvinder? Og at du som hans skygge eller tvilling glider ud af billedet.
Ja, han er ikke med i den sidste dødsscene. Ole Lukøje er tænkt som nattens dirigent og hans tvilling eller sidestykke varetager den musikalske del. Det er nok ikke forløst perfekt. Ole sang faktisk på et tidspunkt med på alle sangene.
Jeg tænker din figur bliver svær at forstå når du sidder oppe i logen og spiller. Har du siddet andre steder på scenen?
På et tidspunkt skulle jeg sidde inde i den elektriske pære, som sænkes ned, men der var ikke plads, men det må komme en anden gang. Jeg ville gerne have været mere på scenen især i anden del, men det har ikke været muligt rent teknisk at flytte så meget rundt.
Kan du fortælle noget om dine overvejelser omkring morgenen? Der er ligesom en kobling mellem døden og morgenstunden?
Natten handler om et rum, hvor den menneskelige logik bliver udfordret. Det er både i døden og i natten, at naturen kræver sin rytme og sin plads. Vi lever i en verden, hvor der ikke behøver være forskel på dag og nat. Vi behøver ikke gå i seng, vi kan være i kontakt døgnet rundt. Vi kan undgå nattens rytmer, som vi dybest set godt kunne bruge. Vi giver ikke os selv lov til bare at være i de der rytmer, som ikke lige passer den dag. Opløsningen af nat og dag skaber noget grænseløst og en følelse af hjemløshed. Sangene er med til at give nogle rammer i alt det grænseløse. Sangene bliver et resonansrum af klange, tekster og følelser, hvor man kan genkende sig selv. For mig kan sangene det samme, som nogle får ved at gå til psykolog eller snakke med venner. Og nogle gange er det bare nemmere at synge en sang om det end at formulere det selv
Carla Eleonora Feigenberg synger “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Foto: Emilia Therese.
Vi havde det vanskeligt med morgenscenerne. Det er jo nærmest 3 solopgange. Slutsangen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (af Naja Marie Aidt og melodi af Janne Mark, 2008/2018) har vi lavet meget lidt ved. Her er det tekstens patos, som får lov til at stå frem, og det skulle være helt rent. Det er ikke skuespilleren eller det sceniske som fylder. Jeg er stolt over, at vi på den måde slutter så lavmælt og uden et stort brag. Jeg ville gerne have, at det skulle slutte med en form for refleksion.
På et tidspunkt overvejede vi at lave en form for reprise under applausen med Fred hvile over land og by, men det virkede helt forkert, det ville nærmest være en form for overgreb, fordi der er noget stærk over Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Den er både ret simpel eller enkel og samtidig næsten magisk i sin udsigelse: hvad vil det egentlig sige at give noget tilbage, det er svært at forstå. Dagen er en dimension af natten og døden, og mørket rummer noget, som kan gives tilbage til dagen. Hvad er det døden giver til livet, hvilken mening ligger der i mørket? Det er noget, tror jeg, som taler til de unge: det voldsomme. Vi har haft en del gymnasieklasser inde, og det forekommer, at det vækker en genklang, mens der blandt ældre også er nogle som savner det mere lette og håbefulde. Der var en der ringede til mig og beklagede at Se nu stiger solen (af Jakob Knudsen) slutter med næstsidste vers
”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav” og ikke den jubelske opstandelse, som kommer i sidste vers. Men det var en form for dissonans, som jeg tænker var modigt af teatret at gå med til – vi er jo på store scene – og forestillingen kræver en stor scene for at kunne lykkes, men vi går hele vejen med den mere mørke stemning.
Det er jo meget forskelligt fra dansekoncerten Vita Danica (Aarhus Teater, 2021) som er mere blød og let, ikke?
Jo og det er så vel i orden at være mere radikal, Julian Juhlin er jo en scenograf, som har forfulgt mørket og natten ret konsekvent. Også i slutningen, selvom solen står op, er der ingen egentlig frelse fra døden.
Er der noget du savner, som ikke er lykkedes så godt?
Ja, der er overgange som halter specielt i anden del efter pausen. Der er nogle huller, hvor vi har manglet tempo. Det ville mange indenfor musikbranchen ikke kunne leve med, men her har vi en helhed, som vi er stolte af, og så må vi af forskellige tekniske grunde accepterer huller. Men hvis vi havde haft et par prøve dage mere, havde vi måske løst det.
Kunne man ikke have fået Ole Lukøje og hans tvilling ind over?
Jo, det kunne sikkert være interessant at se dem konfronteret med døden og lyset i overgangen til morgenstunden.
Det kan være svært at se hvem der synger, og hvor lyden kommer fra. Du står med dit sære træinstrument og drejer, det var virkelig en flot scene, men jeg var i tvivl om hvilken lyd, der kommer ud af det?
Noget af det vi har arbejdet meget med, er lydrummet. Der er 17 stemmer og det er virkelig en hovedpine at styre stemmerne op og ned og det kan gå ud over koncentrationen og publikums fokusering. I begyndelsen lader vi stemmerne komme ude i rummet, for at man på den måde kan fornemme forskellige retninger og placeringer.
I østens stiger solen (B.S. Ingemann) op er et overraskende brud?
Ja, jeg har altid hørt den som en meget frisk og pågående sang, så den måtter gerne have en hymneagtig form. Vi lavede så nogle brud så der opstår en stilhed efter første linje og så kommer næste linje, så det bliver en meget brudt rytme.
Der er noget marchagtigt over det?
Ja, Det betyder at kroppen rammes og det ville vi også gerne med lyset, som pludselig blænder tilskuerne, så de ikke blot hører men også rent fysisk mærker og overvældes. Tilskuerne inddrages kropsligt.
Det var virkeligt smukt, hvis man, som jeg sad på de forreste rækker og vendte sig og så rummet og tilskuerne oplyst i en gylden farve.
Det er vildt at se fra scenen og samler os med publikum, og slutningen bliver næsten helt stille. Det er netop den multimediale effekter, vi har villet skabe, hvor rummet, sangen, lyset er vævet sammen, og hvor man kan mærke de forskellige lag ved siden af hinanden og så at sige omsluttes af lyset og røgen. Det er en ambient æstetik, som skaber en resonansrum, det vil sige et rum hvor scenen og tilskuerrummet gensidigt influerer på hinanden og skaber resonans.
Men er der en akilleshæl ved denne omsluttende effekt?
Det er der klart, for det gør det også svært for den enkelte at fokusere og være opmærksom på hvor og hvem, det er der synger. Indimellem har vi forsøgt at skabe et meget klart fokus med en enkelt sanger, som står tydeligt frem som fx i sangen Sig nærmer tiden med en enlig sanger i buret for derefter at spring til en meget vital danser med grønt hår, som fortsætter i en helt anden stil. Det er et brud som understøttes af laser og hamrende rytmer, men jeg oplever vi havde brug for den slags markante brud og skift. Hvor karakteren er i fokus. Men det vigtige er jo helheden i dramaturgien og det at skabe billeder og rytme og indimellem har vi selvfølgelig smidt ud for at lave det enkelte.
Hør: https://video.aarhusteater.dk/sig-tiden-naermer-fra-natten-en
Har det været et velfungerende team hele vejen igennem?
Jeg har ikke før oplevet en så god konstruktiv gruppe, vi har selvfølgelig hver især holdet fast i en darling, hvor man siger, den holder jeg fast ved og vi har haft respekt for at andre fandt at visse detaljer skulle være sådan på en bestemt måde.
Er det fx danserens grønne hår i Snart kommer tiden?
Det er vildt og radikalt, det er Julian Juhlins faglighed, som jeg respekterer. Der er andre steder, hvor vi hver især holder fast i en faglig beslutning. Instruktøren og scenografen kunne tænke sig, at den døde skulle flyve op i stedet for at blive sænket ned i gulvet, men det kunne jeg ikke gå med til. Det er også det teksten udtrykker i Se nu stiger solen og det blev for meget når alle udtryk sagde det samme på en gang. Der er noget ved den sang, som man må respektere. Vi har været en gruppe, som har kunne forhandle og afpasse den dramaturgiske helhed med de darlings og betingelser, vi hver især har. Men jeg tænker ikke vores version som en opdatering. Sangene lever på nye måder. Det her er bare én version. Det er ikke så tit, at man får lov til at sige de store ord. Hvis man synger det, kan ordene virke meget stærkt.
Se i øvrigt anmeldelsen: https://www.peripeti.dk/2023/08/27/anmeldelse-af-natten-en-teaterkoncert-aarhus-teater/
Erik Exe Christoffersen er Lektor emeritus på Dramaturgi, Aarhus Universitet