Anmeldelse af Natten – en teaterkoncert, Aarhus Teater

Anmeldelse af Natten, Aarhus Teater

Et forsøg på et tværæstetisk ritual

Af Erik Exe Christoffersen

Natten er et spændende koncept, en teaterkoncert, som bringer mange virkemidler i spil: velkendte, danske sange fra højskolesangbogen, Ole Lukøje, musikalske ny- og re-kompositioner, en varieret bevægelig og funktionel scenografi, lys og røg og det store klassiske scenerum. Det er en multisensorisk rejse ind i nattens pulserende verden udfoldet gennem vores fælles sangskat og iscenesat med en visuel variation som et abstrakt modernistisk maleri i flere dimensioner.

Forestillingen begynder med godnatsangsmedley forskellige steder i teatret og inkluderer dermed publikum i natteuniverset. Rundt omkring i salen og på balkonen dukker nattøjsklædte hvidsminkede skikkelser op, mens de synger fragmenter af kendte godnatsange. Langsomt bliver publikum inddraget i overgangen til nattelivets dunkle drømmeunivers. Både kostumer og scenografi er i grå og sort-hvide farvetoner.

Natten – en teaterkoncert på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

At gentænke natten

Forestillingen Lyden af de skuldre vi står på fra 2017 tog hul på en gentænkning af den danske højskole-sangskat. Det samme kunstneriske team har nu fortsat konceptet med sange, der relaterer sig til natten, såsom Natten er så stille, Stille nu, Sig nærmer tiden og I østen stiger solen op. Men holder har også inddraget salmer, godnatsange og nyere højskolesange. Kunstnerduoen Den Sorte Skole, som består af Simon Dokkedal og Martin Højland, har sammen med Aarhus Teaters huskomponist Marie Koldkjær Højlund skabt en unik strøm af elektronisk samplede lydbilleder rundt om materialet. Marie Koldkjær Højlund har adskillige projekter bag sig og senest lyduniverset til Leonora Christina.

Forestillingen begynder med tusmørketimen og det indledende scenebillede er byen som omringes af mørket og nattens drømme. Billedet af nattehimlen over byen ændrer sig, idet et gråt stakit langsomt vokser og bliver til en lukket tremmevæg, som kunne give det indtryk, at vi nu befinder os i ufriheds fængsel uden mulighed for at undslippe. Nattens mørke er et vilkår og samtidig en metafor for døden.

Natten – en teaterkoncert på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Det, som binder os sammen

Natten har ikke et selvstændigt narrativ eller en bestemt fortælling. Det er stemninger, oplevelser, følelser, billeder og ord uden et overordnet handlingsforløb. Forestillingen har ikke dramaets form, men i højere grad ritualets, hvor sangen skaber ord, situationer, klange, rytmer og rim. Dramaturgien har således en løst associativ og affektiv karakter. Den følger dog fire dele: Natten falder på, Nattens vågne timer, Søvnens drømmefaser og Opvågning og slutter med lyset, der vender tilbage.

Men det begynder son nævnt med at koret varsler nattens komme. For mange er der stadig tale om vågne timer og nogle har svært ved at falde til ro. De søvnløse, hvem er de? Og hvorfor sover de ikke? Er det angsten for søvnløshed eller lysten til at feste igennem? Frygten for drømmenes mareridtsagtige gentagelser eller måske frygten for ikke at vågne? Under alle omstændigheder er natten forbundet med noget grænseløst; et uendeligt tomrum og en form for intethed. Nattens tid har en helt anden karakter end dagens, hurtigere, langsommere, stilstand: det er en anden rytme, som kan iagttages i forestillingens scener og bevægelsesmåder. Søvnens forskellige drømmefaser veksler mellem gode drømme eller onde mareridt. Men ofte er den sædvanlige dikotomi mellem god og ond ophævet, som fx med figuren Ole Lukøje.

Natten – en teaterkoncert på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Hvem taler?

Der er ingen tvivl om, at det er en storslået forestilling, som taler til et stort publikum. De unge vil elske technomusikken og de ældre vil nok være lidt forstemte og måske endda mindes at have hørt mange af disse nattesange til begravelser af venner og bekendte. Der er helt klart en dystopisk stemning over denne noir-teaterkoncert, som sidestiller natten og døden. Det er både en styrke og svaghed, fordi det fastholder en bestemt modstilling mellem liv-død og dag-nat.

Det er i høj grad et kollaborativt, tværæstetisk værk med et kunstnerisk team bestående af instruktør, komponist, koreograf, scenograf og kostumedesigner, lyd og lysdesignere og naturligvis en række forskellige afdøde og nulevende sangforfattere samt det medvirkende skuespillerteam og Aarhus Teaters kor. Det betyder, at det kan være vanskeligt, at sige hvem der taler. Eller måske er pointen, at mange taler samtidig med og mod hinanden. Det kan i sig selv være en kvalitet for et kunstværk, og er det til dels også her, men indimellem bliver det uklart og for diffust så betydningen og logikken fortoner sig i kompleksiteten. Man kunne godt have forenklet her og der.

Nattens kontroltab og det grænseløse

Det spændende ved nattetemaet er mørket, det uvisse, det dunkle. Natten er der, hvor vi siger farvel til den bevidste kontrol over virkelighedens sammensætning. I natten bryder velkendte distinktioner sammen. Ven og fjender, god og ond, mand og kvinde, figur og kontekst, fortid og nutid, jeget og den anden.

Nattens opløsning, tab og fald fører ind i begærets ukendte og lovløse verden og foregriber på mange måder døden. I forestillingen er ”faldet” iscenesat næsten som et lydligt elektrochok og senere har forstørrede elpærer en truende karakter. Det at påtage sig nattens ukontrollable orden rummer både en tvang og en lyst. Natten forsøger at balancere mellem de forskellige dimensioner. Indimellem er det rigeligt overfyldt med virkemidler og forestillingen har vanskeligt ved at falde til ro og gå i dybden. Både med tabet og med nattens ekstase.

Natten – en teaterkoncert på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Som et eksempel begynder scenen med den smukke sang Sig nærmer tiden af St. St. Blicher, (1838) med melodi af Oluf Ring fra 1922 med at den lyse hvidklædte ”jomfru” hæves op i fugleburet som tekstens trækfugl og stille synger mens uendeligt mange bure toner frem omkring hende. ”Jeg ville gerne i Guds natur/ med frihed spændt mine vinger, men sidder fast/ i mit snævre bur, det alle vegne mig tvinger”. I midten af sangen skifter scenen pludselig og bliver til en karnevalistisk fest med hamrende musik og lys og en magisk figur med langt grønt rastafarihår indgår i en sangdialog med den lyse ”jomfru”. Det er egentlig en spændende overgang fra et romantisk fangenskab til en kabaretagtig fest, men bruddet er for mig at se vanskeligt at forstå i forhold til teksten.

Ole Lukøje

Den lille Ole med paraplyen (Simon Mathew) er en Pjerrot-lignende spændende androgyn figur, som både er farlig, uhyggelig og tiltrækkende som danser, sanger og en slags guide fra scene til scene. Det er Ole, der styrer vores drømme. Manden med paraplyen vugger alle i søvn, han fortæller dejlige eventyr, og vi får gode drømme, hvis vi har opført os ordentligt om dagen ellers fører han os ind i mareridtet. Lukøje kunne med fordel have være brugt mere som et sammenbindende led for undertiden forekommer kompositionen og overgangene at være lidt uformidlede.

Natten som en metafor for døden kommer til at fylde rigeligt og det muntre og frisættende mindre. Overgangen til lyset, dagen og livet er brat og bragende med en næsten militaristisk version af I østen stiger solen efterfulgt af Se, nu stiger solen.

Natten – en teaterkoncert på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

At give tilbage

Slutsangen Har døden taget noget fra dig af Naja Marie Aidt med melodi af Janne Mark, 2018, er en smuk og værdig afslutning, som rammer forestillingens tilgang både til døden og natten som en form for tab med en næsten latent depressiv stemning. Det tabte kan ikke ændres, det er et vilkår, men man kan give det tilbage, som man fik af den døde. Så det lever videre i et indre og ydre rum, i en tid i verden. Hvordan give tilbage: ved at synge sammen og tale om sangens rituelle betydning i ens liv og i forhold til dannelsen af jeg’et. Man kan altid stille sig det centrale spørgsmål, hvor, hvornår og hvad må og kan jeg synge?

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv det tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
giv det tilbage til et kontinent,
giv det tilbage til en rose,
giv det tilbage til en vinterdag,
til en dreng der ser dig an fra hættens mørke

(Naja Marie Aidt- kan høres på You tube: https://www.youtube.com/watch?v=4mbVRPESw2k)

Marie Koldkjær Højlund udtaler om den æstetiske gentagelse som et ritual:

Vuggeviser, salmer og højskolesange har det til fælles, at de skaber et tredje rum, et æstetisk rum, hvor mennesket kan få lov til bare at være, og hvor vi kan sætte nogle andre ord på tilværelsen end normalt. På den måde bliver sangene en slags ritual, en afgrænsning, som vi måske godt kan savne i en hverdag, hvor dag og nat meget nemt flyder sammen i kunstigt lys og informationer.”

Det er dette rituelle forsøg forestillingen gestalter. Ritualet griber fat i den enkelte mentalt, fysisk og sanseligt og det lykkes ikke hele vejen igennem. Der er lidt for mange gentagelser og lidt for meget diskant disharmoni. Det er ikke klart, hvad vi tager med ind i dagen, og hvordan natten adskiller sig fra dagen.

På den måde kommer forestillingen sine steder til at genskabe en dikotomi mellem nat og dag og liv og død, som jeg faktisk mener slutdigtet forsøger at gøre op med.

Forestillingen stritter i mange retninger, men det er helt sikker en rejse værd og alene tekstmaterialet og præsentationen vækker til associativ fortolkning og genbrug. 


Natten – en teaterkoncert spiller på Aarhus Teater fra d. 24. august til d. 27. september 2023.
Læs mere her

Iscenesættelse: Nicolei Faber
Musik og arrangementer: Den Sorte Skole & Marie Koldkjær Højlund
Scenografi og kostumedesign: Julian Juhlin
Koreografi: Marie Brolin-Tani
Lyddesign: Lars Gaarde
Lysdesign: Mathias Hersland
Medvirkende: Marie Marschner, Mette Klakstein, Carla Eleonora Feigenberg, Amalie Drud Abildgaard, Jacob Madsen Kvols, Simon Mathew, Emil Prenter, Emil Busk Jensen, Marie Koldkjær Højlund 


Erik Exe Christoffersen er lektor emeritus ved Dramaturgi, Aarhus Universitet og en fast del af Peripetis redaktion.