OM PROCESSEN BAG FIX&FOXY’s IMPERIETS TROPPER
Af Kathrine Winkelhorn
Produktionsselskabet FIX&FOXY blev etableret i 2007 ,og har siden bidraget til scenekunsten i Danmark med omkalfatrende forestillinger. Her kan blot nævnes et par som den Reumert belønnede forestilling, MY DEER HUNTER med fire veteraner, der affektivt legemliggør, hvordan PTSD påvirker mennesker – og DARK NOON, en afrikansk western, om den vestlige civilisations rystende og lovløse historie i USA spillet af whitefaced sydafrikanske skuespillere. I august 2023 blev DARK NOON vist på Edinburgh Fringe Festival, med særdeles fine anmeldelser i de engelske aviser. Og i marts 2024 spillede DARK NOON fem forestillinger i Factory International i Manchester. I princippet skal DARK NOOK nu være disponibel i tre år. Telefonen er begyndt at ringe, fortæller Tue Biering fra en række steder i verden, som har set eller hørt om forestillingen og som vil samarbejde også om andre aktiviteter.
Sammen med Erik Exe Christoffersen og Ida Krøgholt har jeg været medredaktør af PERIPETI’s antologi om FIX&FOXY. I den forbindelse fortalte Tue Biering om forestillingen IMPERIETS TROPPER, og jeg aftaler med Tue Biering at følge processen. Når FIX&FOXY går i gang med en ny forestilling, ligger der ikke et færdigt manus. Tue har udviklet et grundlæggende koncept, og det afgør om de medvirkende skal være amatører eller skuespillere. Derudover anvendes der tid på at lave research i forhold til casting, især i forhold til den tematik som er i fokus. Den arbejdsmetode giver naturligt lange arbejdsprocesser og en del omveje. Ud fra konceptet improviseres de fleste scener og replikker frem af skuespillerne, og instruktørens rolle bliver mere kuraterende end direkte instruerende.
VILDVEJE, OMVEJE OG BENSPÆND
Det er er blot en side af en forestillings tilblivelse. Andre faktorer er økonomi, valg af scenografi, kostumer, lyd og lys og ikke mindst, hvor forestillingen skal spilles, når man ikke har egen teatersal. Det er alt sammen centrale brikker på vej mod den færdige forestilling. Den måde at skabe teater på er ressourcekrævende og involverer mange mennesker med forskellige fagligheder. Første gang jeg træffer Tue Biering til en samtale om IMPERIETS TROPPER er den 17. nov. 2021 på kontoret i Arkonagade på Vesterbro. Der er mange spørgsmål, der melder sig. Hvordan går FIX&FOXY i gang med en forestilling med titlen Imperiets Tropper med Kina som afsæt? FIX&FOXY har lyse lokaler, vi sætter os ved det store mødebord og Tue begynder at fortælle: ”Jeg har i mere end tre år haft lyst til at lave en forestilling med Kina som omdrejningspunkt, og min først ide var en virus, der var født i Kina. Men det koncept blev jeg af nødt til at ændre”. Dette kan ses som et første benspænd. Lige nu ved han faktisk ikke, hvad konceptet er, og det er åbent af flere grunde. Dels pga. Covid, men også fordi, det er følsomt at snakke om.
”Dilemmaet er, at en forestilling kan være nok så meget fiktion, men alt kan altid (mis)fortolkes på alle mulige måder. Så jeg skal tænke mig rigtig godt om. Men lige præcis nu, graves der politisk nogle kløfter med fordomsfulde fortællinger mellem to store kulturelle positioner i verden. Der er brug for at lave noget mellem de positioner i et forsøg på at skabe sprækker og åbninger. Jeg har fascinerende samtaler i Kina og med kinesere, der er havnet rundt omkring i verden, og som jeg spørger om, hvordan de oplever det såkaldte Vesten? For der er nogle lidt bastante kategorier i forhold til at være ”vestlig” eller ”kinesisk”. Chineseness er interessant, fordi det betyder meget forskelligt. Der er forskel på kinesere, der kommer fra Kina, Malaysia, Europa eller Los Angeles. Men også indenfor Kina er der store forskelle. Nogle kinesere siger, at kinesere ikke har nogen humor, og det er måske mest dem i Nordkina, men det er næppe passe. Jeg taler jo med et moderne Kina, som jeg sjældent ser og har stadig den kinesiske mur, Den Himmelske Fredsplads og Mao på nethinden.”
Lige nu i processen forsøger Tue at indsamle en masse viden om Kina. Han er betaget af ideen om at lave kalligrafi med kroppen. For kalligrafi taler ind i flere temaer som f.eks. kopiering og bliver en samtale med den kinesiske kultur. Fra et vestligt synspunkt er det i en forstand snyd at kopiere. Men fra et kinesisk synspunkt, er det naturligt. For gennem flere tusinde år har man kalligraferet. Man får først lov til at lave sin egen kalligrafistil efter 10-20 år, og har i årevis haft en mester, der har lært én håndværket.
”Der var en kineser, som fortalte mig, at kinesisk jura er forskellig fra vestlig jura. Vi kan jo altid bøje juraen, men det kan man ikke i Kina, fordi de kinesiske tegn er så eksakte. Der er en eksakthed i det kinesisk sprog, der betyder, at der ikke er så meget til forhandling. Man kan arbejde meget mere præcist med den form for jura. Mange kinesere, som jeg har talt med anvender kinesiske ordsprog. Det at koble til sin kultur og kalligrafi er noget, mange kinesere stadig gør.”
Den jødiske litterat, Victor Kempler (1881-1960) skrev under 2. verdenskrig dagbog fra Tyskland , om hvordan det tyske sprog ændrede sig ganske langsomt, og om hvordan man dehumaniserede den anden. Det ser Tue, som noget der kommer snigende i forhold til talen om Kina. I aviser refereres det ofte, at der sker noget farligt i Kina. Selv med dygtige folk i redaktionen, ser Tue udfald i måden, artiklerne formuleres og vinkles på. ”Det er interessant, hvordan sprog skaber frygt. Er det måske projektioner af vores egen historie? Det handler egentligt ikke om Kinas intentioner, men om, at vi som vesteuropæere, måske er bange for, at der skal ske noget, som vi har udsat andre for igennem århundreder.” Løbende har Tue haft samtaler med forskellige kinesere. Med Robin Khor Yong Kuan fra Malaysia har han lavet en workshop over Zoom, hvor Robin fjernstyrer Morten Burian med Robin som dukkefører. Det er det samme koncept som FIX&FOXY anvendte i den live-streamede forestilling Avatar Me, hvor man i 45 minutter levede et andet menneskes liv et andet sted i verden. Et nybrud for scenekunst, aktuelt i en corona tid.
Har du planer om at indføje dokumentariske filmklip fra Kina?
Jeg snakkede med en kinesisk kunstner, der laver video, men han sagde ligeud. Jeg kommer ikke til Europa, for Kina er blevet et stort et marked. Nu er det faktisk mere interessant at turnere i Kina, end at rejse til Europa eller USA. Men jeg vil gerne være med på projektet, og jeg kan levere footage og filme. Men Tue er ikke særlig glad for det præproducerede. Tue har besluttet sig for at lave en forestilling, der kan spilles i Beijing. Han har snakket med mange kinesere, der er i tvivl og forvirrede over, hvad man kan, og hvad man ikke kan, og sandsynligvis er også censuren i tvivl om, hvor grænsen går. ”Jeg har lyst til at lave noget, der kan samle eller udfordre et kinesisk blik på, hvordan man laver kunst, som man kan diskutere. Derfor er det lettere at lave en forestilling om farven blå. Men jeg skal love dig for, at der er nogen, der overvejer om farven blå, måske kan være en metafor for Xi Jinping. Det værste, der kan ske er, at kunstnerne bliver paranoide, for så bliver man handlingslammet. For at gøre det lettere, har jeg lavet en regel om, at forestillingen skal vises i Beijing. Der er altid noget, man skal passe på. Hvis det er PTSD ramte veteraner, skal vi passe på, at de ikke bliver tricket. Er det sydafrikanske medvirkende, skal vi passe på, vi ikke repeterer nogle af de strukturer, som vi gerne vil pege på osv.”
Til IMPERIETS TROPPER har Tue tilknyttet en italiensk konsulent, Farizio, som har arbejdet 15 år i Kina og taler kinesisk. Han har stået bi i flere projekter for at finde ud af, hvor grænsen præcis går. Tue spurgte Fabrizio, om man ikke over tid kunne forestille sig, at det kinesiske kommunistparti ville udvikle sig til en mere rummelig og måske mere demokratisk struktur. Fabrizio holdt en meget lang pause. Han svarede, at der er lige noget, du skal vide: det er ikke ok at spørge om det. Så mærkede Tue alvoren. Bare det, at stille spørgsmålet, er problematisk. Det handler om, hvad man kan tillade sig, og hvad men netop ikke kan tillade sig. Man skal kunne forstå og aflæse forestillingen også ud fra en kulturel kinesisk mentalitet og kontekst. Det her må på ingen måde være en kritik eller en konfrontation.
Bliver der snakket kinesisk i forestillingen?
”Selvom jeg ikke forstår kinesisk, er tanken, at der bliver snakket kinesisk i forestillingen. På en Zoom workshop med to af de medvirkende, bad jeg dem om at tale kinesisk til hinanden og en gang imellem skulle den ene oversætte. Så skulle de styre mig: ”Vi vil lige se dig uden briller, tag din trøje af, de begyndte at guide mig rundt på kontoret. Det var sjovt, men blev faktisk ubehageligt. Det kunne være fedt at lave en scene, hvor der sidder et publikum på ca. 150 mennesker, bosat i København, der har købt billetter til et teater, hvor de ofte har været. Pludselig føler de sig totalt udenfor, som om nogen har overtaget rummet. Det er jo et af flere frygtscenarier, at vi føler os overtaget og styret, som jeg er fascineret af.
Hvilke overvejelser gør du dig omkring manus?
”Det at skrive sig igennem et stof er en konstruktiv måde at afsøge, om der er gods i teksten. Jeg har vel interviewet 30-40 kinesere, og efter de første 20 interviews har jeg lavet en slags råskitse til et manus, for at anskueliggøre, hvor jeg vil hen. I min råskitse har jeg blandet deres personlige historier med horror-fortællinger. Der indgår en fortælling om en ældre kineser i Danmark, der etablerer en kinesisk grillbar. I immigrationshistorien kommer de første og assimilerer sig, og så kommer den næste bølge og den næsten igen. ”Jeg har lavet en dramaturgi baseret på en invasionsbølge med emigranter, der kom hertil i 70’erne efter Kulturrevolutionen. Den tredje bølge er ikke kommet endnu og er stadig i Beijing, og de kommer måske bare til at sidde og kontrollere os.”
Tue arbejder ikke specifikt med benspænd. Men han er nysgerrig på det, han ikke har set før. Når man hele tiden søger hen, hvor der ikke er lavet noget før, bliver det besværligt, og i den forstand er der næsten altid et indirekte benspænd og sikkert en grund til, at ingen har kastet sig over det? ”Jeg tænder på, når folk siger: det er umuligt. Jeg har prøvet det mange gange, og der er intet, der ikke kan lade sig gøre. Det handler om ganske langsomt at prøve at rykke ved nogle grænser”.
Hvilke tanker har du gjort dig dramaturgisk?
”Vi sidder og vender hver krone, for det handler også om penge. Jeg har talt med dansk-kinesisk forening, som kan mønstre en masse mennesker og tænk, hvis der pludselig står 100 kinesere på scenen. Men lige nu bokser vi med flybilletter, der stiger meget. Men det er ikke så meget at rejse til Danmark. Det er indrejsende til Kina, de skal i karantæne, når de kommer hjem. I øjeblikket er det ’kun’ to uger på karantæne hotel, men vi frygter, at det hurtigt kan blive 4 ugers karantæne. Og vi har kun råd til to personer fra Kina.”
Alle parametre som dramaturgi, koreografi og scenografi er hele tiden i spil. Både billeder og temaer. Der er aldrig noget, der kommer før det andet. Med DARK NOON arbejdede de med mange forskellige modeller, og det eneste Tue vidste var, at det skulle være noget med Western. De prøvede alt muligt, og Tue så den ene westernfilm efter den anden og havde en kort workshop med Jokum Rode, fordi han ved en masse om westernfilm. Men Tue blev bare endnu mere forvirret. Så fandt han en bog om amerikansk historie, som han havde læst lidt i et par gange – og der – i den bog – lå manuskriptet.
Hvordan sidder publikum?
”Det er et spørgsmål, som har været oppe at vende i tre måneder. Oprindelig ville vi fjerne alt inventar på Edison, fordi sigtelinjerne er dårlige. Men lige nu har Betty Nansen problemer med at få pengene til at passe. Så FIX&FOXY kæmper med at bygge en publikumsopbygning ovenpå publikumsopbygningen, så der kommer en anden stigning, og så fjerner de scenen, så man spiller på gulvet. Det er små detaljer, som gør en kæmpe forskel. Men grundideen var faktisk, at vi sidder rundt om riget i midten.
Jeg har lyst til at fortsætte denne snak, og det skal være midt i forløbet, hvor der er noget andet på spil. Så har man taget nogle beslutninger, og så skal man at se, om de beslutninger, man har taget, er de rigtige. Det er lige præcis der, hvor man er allermest i tvivl. For der står man og tænker: Skal jeg hive i håndbremsen eller lave en U-vending.”
Møde med Tue 27. marts 2023
Der er gået meget længere tid end forventet, før jeg igen taler med Tue ud over et par kortere telefonsamtaler. Der har været flere uforudsete benspænd for produktionen. Tue kommer direkte fra et møde med scenografen, og fortæller begejstret, at scenografien skal laves af moduler som legoklodser, der kan sættes sammen på alle mulige måder. Alle møbler er fra Ikea. Alt tøj er købt i H&M osv. Det er de mest globale brands, og vi er alle bærere af imperiets produkter. Undervejs i forestillingen kommer Wolt bude og leverer mad på scenen.
Jeg sidder igen på kontoret i Arkonagade. Det er 16 måneder siden, vi sidst talte sammen, og der er lidt over to måneder til premieren. FIX&FOXY har været ramt af dilemmaer omkring karantæne, det har forsinket processen. Tue har fundet en ny indgang til forestillingen i den amerikanske film Invasive of the Bodies Snatchers fra 1955, som er en anti-kommunistisk propagandafilm, og nu arbejder de med filmens begreb om invasive fortællinger. Et interessant begreb som i en forstand er åbent og samtidig har kant. Men hvordan de invasive fortællinger sættes i spil, er det ubekendte X.
FIX&FOXY har fire performere med kinesisk baggrund med i IMPERIETS TROPPER, men ikke nogen herboende kinesere. Forestillingen er flyttet fra Edison til Blaagaard Teatret, og her blev man opmærksom på, at teksten havde et vestligt hvidt vi perspektiv. Det blev heldigvis rettet efter flere samtaler med den kunstneriske leder Sargun Oshana. Problemet mindede om processen i DARK NOON, hvor Tue opdagede, at han bad de sydafrikanske skuespillere om at fortælle historien ud fra et vestligt perspektiv.
”Vi har en situation, hvor der kommer nogle fra Hong Kong og andre fra Kina. Der bliver talt engelsk under forestillingen, og flere er uddannet i England og taler godt engelsk. Der ligger også et motiv i at lave en forestilling med dygtige og velorienterede mennesker, der begriber kompleksiteten og forhåbentligvis alene af den grund, kan være med til at pirke lidt til det, forestillingen handler om.
Med to måneder til premieren, hvor er IMPERIETS TROPPER nu?
”Nu er det ikke myten og en moderne fortælling om Kina, der er på spil, men skuespillerne inviteres til at fortælle historier om imperier og om invasive fortællinger. Udgangspunktet er invasive fortællinger fra filmen The invasion of the Body Snatchers . Det åbner for spørgsmålet om, hvad det er i vores iboende kulturer, som ikke er kulturelt bestemt, men måske næsten biologisk bestemt.
Vi er jo også en invasiv art. Men det ligger nok i menneskers DNA at ekspandere, og så længe jeg husker, har man snakket om vækst. Vi er jo selv en del af et amerikansk kulturelt imperium. Men der er også et andet perspektiv. En del handler om, at enhver overlevelse er forbundet med en form for kamp om territorium og for at kunne vinde den kamp, handler det om dominans. Det er det, vi laver en forestilling om, og det vi inviterer de fire skuespillere ind i. Det er ikke kineserne, der er imperiets tropper. Det er os alle sammen, der er imperiets tropper. Uden tropper, eksisterer der ikke et imperium. Titlen kan ses som en reference til Star Wars, hvor hvide mennesker, i hvide dragter alle sammen ligner hinanden. De er ikke rigtige mennesker, men befinder sig et sted mellem cyborg og et klonet menneske. De er samlet af Darth Vader, der er en hovedskikkelse, og det er ham og hans tropper, vi er bange for at blive overtaget af. Imperiets Tropper er menneskene på gulvet, der lader sig kaste rundt i alle mulige retninger. Så Imperiets Tropper er Amazon, det er Wolt bude, Ikea, H&M og de som betjener os i Mac Donalds. Mennesker, som ud af til repræsenterer virksomheden, og i arbejdet fremstår som ansigtsløse i deres uniformer.
Hvordan arbejder du dramaturgisk og tematisk med dette?
”I slutbilledet af Invasive of the Bodies Snatchers, går mennesker rundt i en by med et tomt blik og er kopieret og overtaget af en udefrakommende alien. Jeg har en ide om, at publikum til sidst kommer op på scenen, og de fire performere sidder, hvor publikum sad. Det er en form for magtovertagelse. Det er angsten for at blive et totalitært samfund, og det er måske der, forestillingen ender. Da jeg opdagede, at den film var lavet i 1950’erne som en antikommunistisk propagandafilm, handlede det ikke længere om Kina, men snarere om at skabe fjendebilleder, som mennesker altid har produceret. Med andre ord handler forestillingen nu om invasive fortællinger og ikke om invasionen som sådan. Og lige nu ser vi invasive fortællinger og fjendebilleder florerer på nettet, hvilket i sig selv er skræmmende.”
Skal forestillingen stadig vises i Beijing?
”Ja, det er afgørende. For det handler om noget teatralsk, som en moderne måde at adressere kompleksitet på. Det begynder med, at publikum har checket ind og ser nogle kinesere. Men undervejs håber jeg, at forestillingen bliver kooperativ, og at publikum medvirker. Forestillingen er invasiv på sin egen måde, præcis som den app man får, hvor du så til gengæld leverer data, som du helst ikke vil vide ret meget om. På samme måde er forestillingen skabt, så man ikke rigtig forstår, at man er i gang med at overgive sig til forestillingen.
I har lavet en del research om imperiers dannelse og forfald? Hvordan anvender i dette dramaturgisk?
”Måske peger det snarere hen imod den næste forestilling, vi laver om nogle år. Det er gået op for mig, at jeg er i gang med at lave en trilogi. Hvor den første del var DARK NOON, der handlede om migration og skabelsen af en nation, der gik fra det horisontale til det vertikale, hvor vi byggede en by på prærien. I IMPERIETS TROPPER har vi byen. Den tredje del hedder lige nu: CONFERENCE OF FALLING EMPIRES, hvor jeg kunne tænke mig at have en international cast med mennesker fra især Frankrig, Spanien, Portugal og England.
Imperiets Tropper. foto
Møde med Tue Biering 31 oktober 2023
Nu er de invasive fortællinger forestillingens motor og det kinesiske afsæt er delvist væk. Processen omkring IMPERIETS TROPPER har haft mange udefrakommende benspænd i forhold til corona, krigen i Ukraine, skuespillere som faldt fra og et spillested, der blev ændret. En af skuespillerne fik tilmed skoldkopper lige omkring premieren, hvilket betød at et par forestillinger måtte aflyses.
Jeg har set forestillingen to gange og overværet to prøver. Det var svært som tilskuer at få rigtig greb om forestillingen. Laura Luise Schultz formulerer det ret præcist i sin anmeldelse i Peripeti: … ” kun i ganske få momenter kobles alle virkemidlerne til en sammenhængende idé, der kan afføde inspirerede, uhyggelige eller tankevækkende virkninger i rummet”. Forestillingen levede ikke op til mine forventninger, men var forestillingen dårlig? Det tænker jeg ikke, men den var snarere lidt rodet og svær at orientere sig i. Det var vigtigt for undertegnede at holde fast på aftalen om, at vi skulle tale sammen et stykke tid efter premieren og dermed afsøge, hvorfor en forestilling falder sammen på trods af dygtige skuespillere, mundrette replikker og flere fine sekvenser. Man kunne formulere det sådan, at forestillingen indeholder interessante byggesten, men konceptet smuldrer. På den baggrund mødes vi igen.
Det har været mange benspænd for IMPERIETS TROPPER:
”Ja, det blev ikke den forestilling jeg lagde ud med. Da jeg så forestillingen efter premieren, var der noget galt, som jeg ikke kunne se under processen. Nu siger du selv benspænd, og det er måske det, man skal prøve at reflektere over. For IMPERIETS TROPPER bliver jo en fortælling om det, der gik galt. Og det er altid svært at fortælle om. Men det er i virkeligheden lidt af en tragedie. For jeg oplever, at jeg har givet køb på nogle afgørende byggesten, og jeg er nødt til at reflektere over, hvordan jeg undgår, det sker igen.
Ret tidligt snakker jeg med en svensk kollega, og han anbefaler mig egentlig at lade være med at lave forestillingen. Han hørte, hvad den skulle handle og sagde:du aner ikke, hvad det er, du kan komme til at gøre. Du er på en vej, hvor der er masser af snubletråde, du ikke kan se, og det går ikke ud over dig. Men for de mennesker, du involverer, kan det få konsekvenser. Den samtale har sat sig i mig. Det er ikke fordi, jeg ikke hele tiden er opmærksom på, at jeg engagerer mennesker, som jeg skal passe på. Men i det her tilfælde var det i en vis forstand mere usynligt. Der er en skuespiller, der springer fra, og så skal forestillingen udskydes på grund af corona. Men vi har udskudt andre forestillinger flere gange. Udskydelsen af MY DEAR HUNTER og VI DE 1% pga. af corona, gav en positiv udvikling. Så da vi udskød IMPERIETS TROPPER var jeg ret rolig. Men det betød, at de oprindelige skuespillere ikke kunne være med. Så fik vi booked et nyt cast på 4 skuespillere. Den ene kunne ikke komme ind i landet pga. ændringer i visumregler. Den anden havde dagen før, vi startede prøver, fået et job på en stor TV-serie i Kina, så han var bare ikke med flyet. Ja, det koster jo også nogle penge, at han først melder fra efter vi har booked billeten.”
Så vi stod med to skuespillere, og vi havde brug for en skuespiller mere. Jeg havde tidligere talt med en skuespiller, som jeg er ret glad for. Der er bare den lille hage, at hun er fra Hongkong, og jeg ved godt, hvad det betyder, når jeg adresserer, at afsenderen er Kina. Omvendt står jeg faktisk, og har akut brug for hende. Jeg vidste på trods af, at hun er knald dygtig, at det kunne blive et seriøst benspænd i forhold til det grundlæggende koncept. For hun ville sige: ”jeg er ikke kineser, jeg er fra Hong Kong”. Samtidig med, at jeg ikke kan lade hende sige det. For skal jeg passe på hende, kan hun ikke stå på en scene og sige, at hun ikke er kineser. Det betød, at hele afsættet for forestillingen fordampede. Der begyndte den store omskrivning af konceptet.
Mit originale manuskript var bearbejdet ud fra en række interviews. Her var Kina afsender med den kinesiske stemme, og det kunne noget. Nu bruger vi et sci-fi narrativ fra Invasion of the Body Snatchers. Aller først i forestillingen siger hun: ”Jeg er ikke kinesisk, jeg er fra Hongkong”. Derfra er resten af forestillingen en stor gåen rundt om elefanten i rummet. Det gør, at forestillingen konceptuelt bliver svag.
I den proces udvikles fem forskellige projekter, som forsøger at undgå elefanten. Det var et fantastisk godt skuespilhold. Men jeg var presset og tænkte, at måske kan jeg denne gang tage en chance. Jeg er i virkeligheden en ret safe player og skal vide, at det her gør vi, og det her er konceptet. Jeg er nødt til at have kontrol. Hvis man kigger på manus, vendte vi narrativerne på hovedet så det, der fortælles om Kina bliver en projektion af alt det, Vesten har gjort. Der snakkes om vestlige kapitalisme, imperialisme og forbrug, og det er fascinerende og foruroligende at forestille sig, hvad den britiske imperialisme har sat sig af spor. Kina er også et produkt af, hvad der skete for 120 år siden under den britiske kolonisering, der begyndte med opiumskrigene. Når vi har Elisabeth II med her, er det sjovt, at Elisabeth også er grundfiguren i Invasion of the Body Snatchers, og så opstår der en figur, som hedder Elisabeth, som blev mytologisk i forestillingen.
Dramaturgisk var forestillingen i tre deler forbundet i tre blokke: Det nære, Det mellemnære og så Det store. Der er gode replikker, om hvilke narrativer, vi har om os selv. Er du en del af en fortælling, som andre fortæller? Eller er du dig selv? Og kan du nogensinde være dig selv? Eller vil du altid være en del af den fortælling, andre skriver? Det har skabt et afsæt til nogle undersøgelser, som jeg kommer til at arbejde videre med. IMPERIETS TROPPER var klart til at blive skudt af som et projektil, men blev spaltet af modstand, og det blev forestillingens dilemma. Jeg skulle have sagt til mig, at denne her forestilling må transcenderes ind i noget andet. Idéen til forestillingen, blev født på et tidspunkt, hvor der ikke var særlig mange, der havde blikket på Kina. Men med Ruslands invasion af Ukraine blev hele verdensbilledet ændret. I den vestlige del af verden, mærker man nu angsten for at miste, men også, hvor meget man vil kæmpe for ikke at miste. Lige den tematik var en del af, hvad IMPERIETS TROPPER skulle have handlet om, og som vi havde lavet en del research på. Dvs. hvordan vi projicerer dele af vores egen historie over på de andre, der måske er i gang med at overtage den vestlige position og underminere Vestens magt. Jeg er bare nødt til at holde fast i mit koncept. Det er den lære, jeg skal drage. Det er den ene side af medaljen? Den anden er, at da jeg fik ideen, kunne man faktisk godt have lavet IMPERIETS TROPPER, men tiden blev forpasset. Så det har også noget at gøre med tiden. Teater kan være mere aktuelt end film, som har så lang produktionstid, men det er en anden historie.
Efter premieren talte jeg både med dramaturgen og de kinesiske skuespillere.
Møde med Dramaturgen, Cille Meldgaard og skuespillerne 6. juni 2023 på Blaagaard teater
Cille: Tues grundtanke under prøverne har været, at skuespillerne sidder i et rum og snakker om verden af i dag. Det har været en præmis, og derfor er forestillingen meget snakkende. Under improvisationerne sagde Tue: I er tre skuespillere, der snakker om det og det emne. Det mere performative er kommet fra skuespillerne. I forestillingen er der et real spor, hvor de tre skuespillere sidder og spiser og drikker cola m.m. Så kommer et anden spor med klima og miljøkrise, der relaterer til alt, vi forbruger. Så er der et semi fiktionelt spor, hvor de er på vej ud og ind af filmen. Vi har ikke arbejdet med et storyboard. Vi har haft et tredelt skelet ud fra scifi dramaturgien. Den første del kaldte vi ”something’s wrong…”, anden del: ”They are here” og tredje del: ”They are all over and there’s no way back”.
Hvordan har samarbejdet fungeret mellem karaktererne, scenografen, dig selv og Tue?
”Jeg arbejder nu med at nedskrive den metode, vi har anvendt. Alt materialet både tekst og koreografi er kommet fra performerne ud fra Tues overordnede ramme. Vi tog udgangspunkt i skuespillernes forskellige personlige træk, som vi har forsøgt at fremhæve. Eksemepelvis er Zenghao Yang, bosat i Berlin og snakker flydende tysk, hvilket han gør flere gange i forestillingen. Replikker og de mange små sekvenser er baseret på det materiale, de medvirkende har generet under improvisationerne. I de første to uger i København arbejdede vi på Teaterøen primært med improvisation, med fokus på filmen. Tue kunne f.eks. sige, at nu skal I genfortælle filmen på 20 minutter. Så gik de ud, fandt noget tøj og gik i gang med at improvisere med filmen som afsæt. Skuespillerne forsøger her at gestalte og fortolkeforskellige scener fra filmen.
Mens Tue har skabt den overordnede ramme og i samarbejde med scenografen Ikea-kulissen, så kommer replikker og koreografi fra de medvirkende. Efter de to første uger flytter, vi fra Teaterøen til Blaagaard Teater, hvor vi prøver i 2 og en halv uge, og så begynder vi at ”høste” materialet. Det betyder, at vi justerer og sorterer i tekst og koreografi, samtidig med, at Tue strukturerer materialet. I de næste uger gør Tue så langsomt materialet til sit eget ved at lægge til og fjerne osv. Der er gennemspilninger hver dag, og vi anvender teleprompter, da replikkerne endnu ikke er fastlagte samtidig med, at en medarbejder efter Tues anvisninger skriver tekst/manus, der løbende revideres af Tue helt frem til premieren.
Robin Khor Yong Kuan: I come from a Chinese Malaysian background and during my journey Tue was curious about my heritage. When I did that show it was a rather intimate exploration of the self. In the beginning I thought it would be like a Lonely Planet journey. But eventually it was not like that and Tue kept asking about my feelings, about family and my surname and where did my family come from. So that kind of exploration began there. Tue was kind of pushing me to explore these stories that are far away from me but is so deeply rooted. The initial idea of Imperial Troopers was Western fear of Chinese invasion, and it was during Covid times and all that. I remember him putting that statement out and that was quite a big thing. I mean that, but he said that now the concept had changed. I too agree with what the others have said. And, to experience how Tue works in person and to use this platform with other performers of Chinese descent. Well, I am based in London and it’s nice to meet other ethnic Chinese actors in a European country bringing in different practices and that was a rather exiting idea. And it’s still very exciting.
Yes, we did some Zoom rehearsals two years ago. I think we had 8 Zoom workshops scheduled but we only did half since the performance was canceled due to corona. We only did one Zoom rehearsal prior to our departure to Copenhagen. We started the first rehearsal at Teaterøen. Everybody had to watch Invasion of the Body Snatchers before and that was some kind of homework or us. We did the first workshop trying to re-enact the film in whatever ways or form as long as we just reenacted it in the course of an hour. What Tue usually said is that we are going to do a run through on the first day in the process. So basically, he just handed out a lot of sticky notes and then said that there are three parts he wants to do: 1. ‘Something weird is happening’, 2. ‘they are coming’, 3. ‘they are everywhere’? Maybe we also went through some themes ‘sci-fi’, ‘fear’, ‘invasion’, ‘colonialism’, ‘aliens’, ‘plants’ etc.? that he is interested in. Then more sticky notes and different colors of sticky notes and he just throws us to the backstage and says: “Pick up a prop, pick out a costume and then action.” The process is negotiable, and he doesn’t force people to do things that one do not want to do, so he respects everyone. Of course, Tue can decide whatever he wants. Tue is sometimes rushing to push ahead quickly. Even if I pointed out something that he might not buy it immediately, or would not accept fully, the given space for the attempt itself was liberating,at least he would listen and find ways not to reject but rather try to convince me. That is also fine and usually there is space for us to comment.
Yik-Sau Chung: The first thing that brings me here is the curiosity about Danish Theatre. Why do they need to make this performance just at this moment? But it is also an opportunity to get to know other practitioners here. I think it’s a great platform as well as. Not only to meet local artists but also to work with FIX&FOXY to see what kind of methods they are using and what kind of values they care about. Likewise, it’s a very complex idea about empires and about who is your enemy. I don’t see myself as being from China since I am from Hong Kong. It is a shame that there is no such word in English to differentiate between ethnical Chinese and from being national Chinese. I feel that I do not represent that part even if I am influenced by Sinophobia. At the same time, I would not take on the label of being Chinese in a cast. This has been a negotiation I had with Tue about what kind of things he wanted to investigate in the process of devising and creating the whole performance. I could not say yes directly, and it took some time to clarify things for me. However, I am very happy that I did say yes.
Fælles skabende Teater
Den form for koncept teater FIX&FOXY skaber, er sårbar overfor benspænd. Helt frem til det sidste arbejdes der med at polere og grundfæste konceptet til IMPERIETS TROPPER. At arbejde en forestilling frem gennem improvisationer kan meget, men øger samtidig risikoen. Tue Bierings arbejdsmetoden benævnes ofte som devising, hvor instruktør og deltagere i fællesskab planlægger og skaber forestillingen på baggrund af forskellige typer materialer. Metoden involverer i høj grand deltagernes kreativitet som en kollektiv proces, hvor alle bidrager til komposition og brugen af medialiteter, som ikke traditionelt benyttes i teatret. Et devising-forløb kræver høj deltagelse og en præcis organisering i forhold til beslutningsfaser og rammesætning. Udgangspunktet kan være alt lige fra billedprojektioner, en tematik eller en film. Men hos FIX&FOXY begynder en devising-proces med et grundlæggende spørgsmål og en dramaturgisk struktur i tre moduler en udforskende fase, skabende improvisationer og den formende fase, hvor Tue kuraterer og instruerer.
FIX&FOXY er særligt optaget af opførelsens væren og relationen til publikum og søger at udnytte, at skuespillere og tilskuere er til stede samtidig, og at det er muligt at reagere på hinanden mere eller mindre udtalt. FIX&FOXY undersøger netop former og spilleregler, ofte med flere udsigelsespositioner, flere fiktionslag og fortællere, der kan være forbundet med teksten, instruktøren, skuespillerne eller scenografien. Det er det gestaltede forløb, der er centralt, og som kan have en transformerende effekt, der giver publikum mulighed for sanselig at erfare noget nyt eller noget andet, der rækker ud over hverdagen.
Der sker meget hos og for FIX&FOXY. I april 2022 blev der sammen med Bikuben Fonden skabt en fælles ambition om at udvikle FIX&FOXY til et internationalt performance- kompagni med base i København. Grundtanken er et 10-årigt partnerskab, som de første tre og et halvt år støttes med en bevilling på kr.10.356.000 kr. Det strategiske partnerskab styrker FIX&FOXYs organisation, hvilket giver langt større muligheder for at arbejde langsigtet med at udvikle forestillinger og skabe nye formater for scenekunst både her og i udlandet. I stedet for de halvårlige ansøgningsrunder indfører Bikuben Fonden nu et nyt system med mulighed for at booke møder med fondens rådgivere. Den 1. januar 2024 blev FIX&FOXY en selvejende institution, som har overtaget alle kompagniets aftaler, forpligtelser og værdier fra Teaterforeningen FIX&FOXY, som indtil da forestod driften. Man har ansat Jacob Holm, som administrationschef og en producent som er tæt knyttet til Tue Biering
FIX&FOXY er nu organisatorisk gearet til at indgå i tætte samarbejder og arbejder med, hvad de kalder en hybrid organisation. Her gør Tue det klart, at i stedet for, at der sidder en produktionsleder to forskellige steder, siger man, at det her skal fungere som en organisation til præcis denne produktion. Der skal være en, der er lokomotiv, og det er ligegyldigt, og om det kommer fra det ene eller det andet hus. Det er givet vis udfordrende, men ses som en mulighed for, at FIX&foxy kan løfte deres produktioner, så de på forhånd har et distributions potentiale og kan turnere i både i Danmark og i udlandet:
”Jeg drømmer om, at vi kan lave nogle forestillinger, som er større. Men der eksisterer i Danmark ikke en sal, der er bygget til store forestillinger i med mindre man skal ud i kolde fabrikshaller. Jeg drømmer om et cast fra hele verden med skuespillere fra USA, Rusland, Kina Ukraine osv. Men indtil videre er dette en blot en drøm.
Hvad hedder jeres næste forestilling?
Vi har premiere på Vredens Bær på Republique i den 2. maj 2024 med en titel med klar reference til John Steinbecks, Vredens Druer. Når man flyver sydpå til Spanien, ser man kilomentervis af hvidt plastik, der dækker markerne. Her sover, spiser og arbejder en underklasse, primært af kvinder i et parallelsamfund af teltlejre uden elektricitet for drømmen om et bedre liv til en dagløn på 20 euro. De sørger for, at det bugner af dejlige, ny plukkede bær i vores supermarkeder.
Kathrine Winkelhorn har i en årrække undervist i Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet og har redigeret og skrevet en række artikler om scenekunst. Hun er tidligere formand for Københavns Internationale Teater og for Hotel Pro Forma