“Vi befinder os et sted på jorden, hvor den materielle rigdom og velfærden er enorm. … Hvorfor har vi ikke et overskud? Hvorfor bliver vi deprimerede og angste?” siger Naja Maria Aidt bl.a. om sin novellesamling Bavian fra 2007. Nu har Aalborg Teater overført 6 af de langt fra scenisk oplagte fortællinger på scenen: Bulbjerg, Stjernehimmel, Store træers grønne mørke, Torben og Marie, Solbær, Myggestik. Læs mere »
Svenske Jonas Karlsson træder ind foran tæppet og byder publikum velkommen iført en skoleuniform, der for længst er blevet for lille til den lange, leddeløse mand. Med perfekt komisk timing forklarer han på gebrokkent dansk-svensk, at han skam er Hamlet, prins af Danmark og altså søn af den forrige konge, der blev bidt af en slange i øret, mens han sov i haven. ”Det var så ohäldigt som det kunde vara,” konstaterer han hovedrystende, og publikum svarer igen med et latterbrøl. Læs mere »
Interview af Kathrine Winkelhorn og Erik Exe Christoffersen
”Det er med byer som med drømme: man kan drømme alt tænkeligt, men selv den mest uventede drøm er en rebus som skjuler en længsel, eller det modsatte, en angst. Som vore drømme er byerne bygget af vore længsler og angstfølelser, også selvom ledetråden i deres udsagn er hemmelig, og deres love er absurde, deres perspektiver bedrageriske, og hver ting i dem skjuler en anden.” (Italo Calvino, 1979: De usynlige byer. Forlaget Rhodos 48)
Hvordan virker den festugemodel som Odin har udviklet over 20 år og kan nogle af principperne appliceres i andre sammenhænge? Læs mere »
Eksilteater og lidelsesscenarier med politisk brod
Af Mia Mimi Boyding
Odin Teatret associeres ofte med et eksil, hvor skuespillernes langvarige eksperimenter i teaterlaboratoriet sender spillerne på prøvelse, fysisk såvel som psykisk. En rejse igennem et processuelt mørke, hvor famleriets omvendte logik afgør mængden af kunstneriske lykketræf, er kendetegnende for et skabelsesforløb, hvor skuespillerne så at sige kaster sig ud i en villet desorientering.
Affekt er i teatret traditionelt blevet forstået ud fra Aristoteles’ definition af begrebet, nemlig som frygt og medlidenhed. Affekter altså, som tragedien på én gang skulle fremkalde hos tilskuerne og befri dem fra. I sidste instans med det for øje at skabe ligevægtige borgere, der kunne indgå i en statsdannelse med andre borgere. Læs mere »
