Anmeldelser fra Managing Discomfort – performancefestival på Husets Teater
Ny vidtfavnende performancefestival tager temperaturen på ubehaget i vores samtid
Over en to måneders periode (22. Februar og 19. April 2024) lægger Husets Teater lokaler til performancefestivalen Managing Discomfort. Festivalen er kurateret af Toaster og Live Art Denmark og har et omfattende program, der byder på 14 forskellige danske og internationale performances. Med ubehaget som grundvilkår griber hver performance fat i aktuelle temaer, og bevæger sig i feltet mellem konfrontation og omsorg – mellem at pege på problemstillinger og at vise nye måder, vi kan være i det sammen på.
I perioden frem til festivalens afslutning vil vi, Sóley Freyja Eiríksdóttir og Christine Bonnichsen Søndergaard, deltage i Managing Discomfort og løbende opdatere siden her med korte skriv om vores oplevelser og møder med ubehaget i hver performance. Efter festivalens sidste dag, udgiver vi en længere anmeldelse om oplevelsen og konceptet i sin helhed. Du vil altid kunne finde det nyeste materiale øverst nedenfor.
Yderligere information og program for festivalen kan findes her: https://www.husetsteater.dk/managing-discomfort/
Beck Heiberg (DK) – Blue Swallowings
Beck Heiberg bevæger sig i kosmiske lag, når han iscenesætter Blue Swallowings foran projektioner af et univers, hvori tung væske langsomt opløses. Stole er placeret på hver sin side af skærmen, så dele af publikum sidder på scenen. Med bølgende bevægelser, synker Beck ned i en undersøgelse, der berører sex og intimitet, sorg og blottelse, selvnydelse og omsorg. Becks dragt, med orange detaljer, fungerer som symbolsk redningsvest, der holder kroppen oven vande, fx når den i støn og nydelse opløses i orgastisk gråd. Med et gentagende yoga-flow, af kobra og barnets stilling, kropsliggør Beck en vekselvirkende energi, der bevæger sig mellem ‘heart-opening’ og ‘surrendering’.
Beck leger med kønnede måder at performe på, når han udfører eksplicitte seksuelle bevægelser såsom det feminiserede i at sluge og være den, der modtager. Hans krop synes at ville indtage, optage og opløses, når han slikker gulvet, slikker sin krop, lapper sin sved i sig, eller sluger sin egen hånd.
Performancens følelser flyder sammen, når grænsen mellem nydelse og smerte opløses i orgamsegråd. Under overfladen folder queer og transpolitiske temaer sig ud. Det sker når Beck lader ‘redningsvesten’ falde, og den bare overkrop og arrene efter en topoperation bliver tydelige. De eksisterer også scenografisk i form af den førnævnte stoleopsætning, som mimer Ballroom-scenens catwalk (et subkulturelt konkurrence-show, bestående af forskellige kategorier man kan dyste i). Det er specielt under Becks wacking koreografi – en dansegenre som har dybe rødder i Ballroom kulturen – at denne forbindelse skabes. Desværre kommer valget på bekostning af, at vi, der sidder bagerst på scenen, under store dele af performancen, ikke kan se Becks ansigt eller detaljerne i hans bevægelser, hvis front oftest er vendt mod tribunen. Det er ærgerligt ikke at kunne se Becks ansigtsmimik, når en af performancens store omdrejningspunkter er følelser.
Som publikum bliver vi efterladt med en følelse af at have eksisteret i et vægtløst ‘udenfor’, på trods af performancens tunge og komplekse emner. Ubehaget føles fraværende, eller skulle vi sige opløst?
Aaron Williamson (UK) – Let Down Your Hair
Med langt Rapunzelhår som sin vigtigste rekvisit, er performancekunster Aaron Williamsons pointe i Let Down Your Hair tydelig. Performancen spiller fra Husets Teaters øverste etage gennem et vindue ud til gaden. Herfra lader Williamson håret falde. Som publikum er vi blevet bedt om at vente udenfor (i regnen), og med låste frontdøre er den lange fletning vores eneste vej ind i bygningen. Vores kroppe, som ikke kan klatre to etager op, er, både inden og under performancen, nægtet adgang til bekvemme ting som tørvejr, bar og toilet.
Williamson, der selv er døv, giver os i denne performance en meget klar forståelse af håbløsheden i at skulle navigere omgivelser, der ikke er indrettet eller tilpasset efter vores evner. Denne pointe forstærkes i den iscenesatte miskommunikation med publikum. Rapunzel river håret til sig, forsvinder fra vinduet, men dukker kort tid efter op nede på gadeplan. Lidt faretruende, med en slags smørebrødskniv som fingerprotese, gestikulerer Williamson på en måde, hvor det er svært at vide, om vi skal komme tættere på eller holde os væk. Publikum stimler efter en tids tøven sammen og Williamson lader den våde fletning vandre i publikums hænder. Irriteret, trækker Williamson igen fletningen til sig og smækker døren. Misforstod vi gestikulationerne? Løste vi opgaven forkert? Der er ingen second chances, da fletningen igen falder fra vinduet. Rapunzel er ingen steder at finde. Publikum trækker, banker og ringer på døren, men bliver ikke lukket ind.
Som publikum bliver vi efterladt med en direkte oplevelse af at være en krop, der ikke har adgang – Williamsons kritik af Husets Teater, der hverken har elevatorer eller rampe bliver konkret og fysisk. Selvom det er lettere ubelejligt at stå ude i regnen, består det egentlige ubehag i erkendelsen af, at vi tager den manglende adgang for givet som en undtagelse, frem for det vilkår, det udgør for en stor gruppe mennesker, hvis inklusion afhænger af de fysiske rammer.
Sall Lam Toro (DK/PT) – Obsidiana, Estranha, Erótica e Ultravioleta
Sall Lam Toros værk Obsidiana, Estranha, Erótica e Ultravioleta er et ritual, der undersøger afkoloniseringen af den sorte krop. De to performere Toro og Suziethecockroach vækker kraften i de fire elementer, når de indledningsvist tænder røgelse (luft) og stearinlys (ild), på et lille obsidianbeklædt alter, samt sprayer stenene (jord) med vand. Obsidianstenen som scenografisk element bliver symbolsk, da den siges at være rensende, groundende og hjælpende under store (ubehagelige) forandringer.
På trods af stenen, er ubehaget allerede til stede, da vi kommer ind i salen. Under introen i foyeren, er vi blevet meddelt, at de to forreste rækker er forbeholdt sorte og mixed publikummer. Med dette greb vender Toro de underliggende strukturer, som forfordeler racialiserede kroppe, på hovedet. På 2. række sidder alligevel to hvide mennesker, som sandsynligvis er gået glip af introen. De bryder, måske uden at vide det, de aftalte spilleregler, men ingen siger noget til dem. Situationen udgør, ironisk nok, den vedvarende udfordring Obsidiana, Estranha, Erótica e Ultravioleta forsøger at sætte fokus på.
Gennem Toro og Suziethecockroachs tilstedeværelse og bevægelser på scenen, som er delvis rituelle og delvis erotiske, indtager den sorte queer krop den plads, og kræver den opmærksomhed, den ofte ikke får. I en afsluttende publikumsinddragende scene bliver en publikummer fra første række ført til en neongrøn trone/stol på scenen, hvor vedkommende lapdances af de to performere. Scenen, som er en hyldest til den sorte krop gennem opmærksomhed (publikumsinddragelse) og begær (lapdance), indeholder for os en ambivalens. Præmissen for publikummerens deltagelse er uklar, og der etableres ikke en tydelig mulighed for at sige fra. Grundet lyssætningen er det udefra svært at afgøre, hvordan hyldesten reelt opleves. Er vedkommende ubekvem ved at have alles øjne på sig i den erotisk scene? Eller føles det empowering?
Som hvide publikummer bliver vi efterladt med et spørgsmål om, hvorvidt grunden til at vi er ukomfortable handler om ambivalensen i den specifikke publikumsinddragelse, eller om det i højere grad også stammer fra os selv, når performancen peger på, hvordan ubehaget er ulige distribueret mellem kroppe. Obsidiana, Estranha, Erótica e Ultravioleta konfronterer os netop med, hvordan vores bekvemmelighed som hvide mennesker er på andres bekostning og, at ubehaget kan bruges som et værktøj til at ’disrupte’ den etablerede bekvemmelighed.
Som publikum bliver vi efterladt med skræmmebilledet af det evige liv, som fungerer som en effektiv kur mod samfundets besættelse af ungdom og evigt liv. Måske O’Briens morbide univers derigennem kan give os en større modstandsdygtighed over for den ængstelighed selvsamme besættelse afføder.
Martin O’Brien (UK) – An Ambulance to the Future
Martin O’Brien vækker et ubehag, der er fysisk og kropsligt, når han i An Ambulance to the Future, med hjælp fra sine assistenter, pådrager sin krop skade og smerte. Rammefortællingen for værket handler om en mand, der har (ubehagelig) sex med Døden og derigennem opnår evigt liv. Gennem historiefortælling, videokunst og fysiske handlinger lader An Ambulance to the Future publikum forestille sig, hvordan et liv, der hverken afsluttes af tid, smerte, lemlæstelse eller sygdom, rent konkret ser ud og føles.
Svaret er ubehageligt. O’Briens oplæsninger, en lind strøm af ord om mandens tiltagende elendighed, er både absurde, humoristiske og væmmelige. I fortællingens intermezzi er vi som publikum bl.a. vidner til en spanking-session, hvor en padle efterlader røde mærker på O’Briens balder, en video hvor hans pung bliver piercet til et stykke pap med nåle og delvise kvælninger. I en sekvens sidder O’Brien på både på video og live med en tætsluttende latex-maske over hovedet, så oxygenet langsomt svinder ind, mens han trækker vejret. (Selv)pineriet skaber, udover en direkte kropslig respons, en meget intens stemning i rummet. Flere publikummer udvandrer undervejs.
Som publikum bliver vi efterladt med skræmmebilledet af det evige liv, som fungerer som en effektiv kur mod samfundets besættelse af ungdom og evigt liv. Måske O’Briens morbide univers derigennem kan give os en større modstandsdygtighed over for den ængstelighed selvsamme besættelse afføder.
Andreas Liebmann og Boaz Barkan (CH/IL/DK) – Don’t Pay Your Debts
“Today we’re gonna talk about economy and write poems,” erklærer Andreas Liebmann og Boaz Barkan i starten af deres performance Don’t Pay Your Debts. De har beige nylonstrømper trukket over ansigtet og maling i hovedet, som får dem til at ligne to klove-bankrøvere. De tér sig uforudsigeligt som impulsive børn, der i det ene øjeblik kaster sig ned på gulvet, i det næste laver akrobatik eller løber hen og hvisker hinanden i ørerne. Publikum aktiveres med hver vores lille blok og kuglepen. Vi bliver instrueret i at tegne og skrive digte om at være fattig og gammel, om banker og om en verden efter kapitalismen.
Der er en naivitet over de to performeres nærvær og historiefortælling, hvilket giver et letsindigt perspektiv på økonomi. Med humor, sanselighed og poesi formår de at pege på det tragikomiske i, at penge har så meget magt over os, men samtidig tager de luften ud af alvorsballonen. Som publikum bliver vi efterladt med et smil på læben, som måske gør det lettere at håndtere den byrde vi er pålagt som forgældede individer fastlåst i et kapitalistisk system. I det mindste kan vi grine af det sammen.
Jäger Ooms (BE) – Ambient Theatre Fury
I Jäger Ooms performance Ambient Theatre Fury ruller Anna Franziska Jäger og Nathan Ooms rundt på gulvet som to kroppe i et loop. De bevæger sig i hver deres parallelle spor på scenen, mens de fremsiger replikker. I performancens første del dominerer Ooms’ stemme, når han indtager rollen som selvoptaget “I’m not a guy experiencing the Universe, I’m the Universe experiencing a guy”-type, hvilket ikke efterlader meget plads til Jägers forsigtige forsøg på at deltage i samtalen. Da Jäger endelig kommer til orde, får vi en blanding af citater fra astrologi-appen Co-Star, diverse selvhjælpsfraser og hjemmebryggede selvdiagnosticeringer. Denne tankegang bliver et ensomt sted, der er mindst lige så navlebeskuende som Ooms’, og de to karakterer på scenen har derfor svært ved at skabe en meningsfuld forbindelse til hinanden.
Performancens sidste del har form af et live TikTok-feed, hvor Jäger og Ooms udspiller små kærlighedsscener, som repeteres flere gange, før de ‘scroller’ over i den næste scene, som også spiller igen og igen. Ambient Theatre Fury fremstiller den digitale tidsalders forbindelseshungrende individ fanget i en ensom monolog, der halvdesperat klamrer sig til en fremstilling af det perfekte forhold og det perfekte liv, som i praksis er svære at efterleve.
Som publikum bliver vi efterladt med en urovækkende ensomhed og frustration over de mange ulykkelige kærlighedshistorier, der udspiller sig mellem to individer, som aldrig får hinanden, fordi de igen og igen reproducerer uhensigtsmæssige mønstre.
Maria Metsalu (EST) – The Well
Bunden af brønden i The Well er mørk, våd og foruroligende. Dybet rummer et sofalignende lædermøbel – en sexstol og psykologbriks, hvorfra Maria Metsalu og medperformer Bosa Mina tager os med på en symbolsk nedstigning til det ubevidste. Performancen folder sig ud i sin egen drømmelogik af mystiske billeder, mens rummet fyldes af erotik, begær, psykoanalyse og vand – masser af vand. Det løber ned ad performernes ben, gennembløder deres bukser og former langsomt en sø på gulvet.
Metsalu og Minas våde kroppe danser, brydes, poserer og drypper: På gulvet, på stolen, på publikum. Med mantraet “Everything starts with the mouth” demonstreres en form for ‘oral fase’ i fortæringen af ferskner, der pludselig serveres fra et hul i stolen af en anonym hånd. The Well føles som at befinde sig i en forstyrret eventyrsdrøm, man egentlig helst vil vågne fra. Ego-opløsende fare, sex, død, tabu og fortrængning siver op gennem brøndens bund. En del af ubehaget i The Well skyldes det ubegribelige i, hvad alle disse elementer egentlig betyder, og samtidig ligger performancens styrke netop i Metsalus invitation til at give sig hen til den poetiske ikke-viden, som det ubevidste rummer.
Som publikum bliver vi efterladt med en udefinerbar sanselig erfaring med et ubehag, der knytter sig til vores ubevidste plan. Vi bliver sat i kontakt med drømme og begær uden alligevel at kunne sætte ord på dem.
Teo Ala-Ruona (FIN) – Lacuna
Med munden på vid gab og det hvide vendt ud af øjnene, bruger Teo Ala-Ruona sine kropsåbninger som portaler, der leder publikum gennem kropsdysforiens anatomi. En cirkel af salt på blankt, sort dansevinyl udgør scenen for en kombineret englepåkaldelse og dæmonuddrivelse, når Ala-Ruona rystende, savlende, og hivende efter vejret undersøger Lacuna – et hjemsøgt indre tomrum. Med elementer hentet i gysergenren ‘body horror’ skildrer performancen kroppen som bolig for vold, sygdom og transformation.
Det er brutalt at være vidne til ubehaget i Ala-Ruonas kropslige bearbejdelse og autofiktive tekster, men værket etablerer samtidig kærlig omsorgsfuldhed som en fælles nødvendighed. Publikum inviteres fx til at holde Ala-Ruonas hånd eller ae hans ryg, mens han lader tomrummet runge fra sit indre og ud gennem læberne. Under den dystre overflade udfolder sig således en praksis af ømhed, og mørket bliver pludselig en smule blødere at være i. Efter en metalkoncert-værdig udladning af skrig og growlen ender Lacuna i katarsis: Med bukserne nede vender Ala-Ruona tomrummets indgang, sit rektum, op mod en lysstribe fra loftet. Der findes en vej ind – men også ud af mørket.
Som publikum bliver vi efterladt med en forløsende oplevelse af at have været vidner til en modig sårbarhed, som gør det delte ubehag mindre farligt at være i sammen.
Lina Hashim (DK/ IRQ) – Odalisque
Lina Hashim forfører i Odalisque sit publikum med mystisk, dunkelrød belysning, kunstfærdigt arrangerede eksotiske frugter og sensuel mave-/knivdans. Performancen undersøger og udfordrer odalisken som figur og konfronterer os med måden, vores blikke er med til at reproducere ideen om en ‘orientalsk’ kvinde på. Hashims dobbelte blik gør beskueren pinligt bevidst om, hvordan det aldrig er neutralt, når vi forestiller os henholdsvis barnebrude, haremmer eller den underdanige muslimske kvindekrop. I værket lurer ubehaget under overfladen i form af: En livløs skikkelse der ligger under en massiv himmelseng; en pige, der serverer druer, som vi spiser til lyden af støn og kropsdele, der støder sammen; en seance, hvor alle fra publikum fysisk må træde over performeren for at forlade rummet. Hårdest rammer dog virkelighedens barske realiteter, når publikum bliver serveret karameller, hvorpå der står skrevet navne og alder på palæstinensiske børn, der er blevet dræbt under angrebene i Gaza.
Som publikum bliver vi efterladt med et blik rettet mod de magtkampe, som finder sted i og uden for performancerummet. Dette blik er afgørende, for ikke bare hvad vi retter vores opmærksomhed mod, men også hvad vi ser.
Maria Metsalu (EST) – Kultuur
Kultuur er Maria Metsalus tre-akters performanceværk med solen som omdrejningspunkt: 1. akt er en fysisk pølsevogns-performance på Halmtorvet. Metsalu kaster sig rundt på de rå brosten, som efterlader hudafskrabninger og sår på hendes letpåklædte krop. I 2. akt inviteres publikum til koncert af en grædende – og dermed selvvandende – blomst. Blomstens sang switcher perspektivet og spørger, hvad der sker, hvis vi bytter rundt på, hvem der er indtager rollen som domesticerende og selvoptaget. I 3. akt er vi vidne til en eskalerende apokalyptisk middag, hvor verdens fem rigeste (Metsalu og de hurtigste publikummer) nyder overdådig flerretters-vinmiddag rundt om den snart eksploderende sol, mens resten sidder på gulvet. Hierarkiet er tydeligt, når solbordet spiser østers, og resten af publikum må nøjes med halvrå hotdogs. Undervejs trækker Metsalu en kæmpe papmaché-måge nonchalant men faretruende hen over gulvet. Rigtig ubehageligt bliver det, da regningen kommer, og alle nægter at betale de i alt 6000 DKK. Udfaldet bliver, at mågen må ofres for den manglende betaling.
Som publikum bliver vi efterladt med påmindelsen om konsekvenserne af vores nydelsesdyrkelse og drømmeopfyldning – for hvem og hvad er det, der betaler prisen for vores eskapader?
Christine Bonnichsen Søndergaard er kandidatstuderende i Teater- og performancestudier ved Københavns Universitet
Sóley Freyja Eiríksdóttir er kandidatstuderende i Teater- og Performancestudier ved Københavns Universitet.