Anmeldelse af Tennis på Bora Bora
Kampen alle har ventet på!
Af Erik Exe Christoffersen
Don Gnu er tilbage i topform og med selvironi. Kompagniet blev etableret i 2010 af koreograferne Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup. De er i fællesskab den kunstneriske ledelse og henholdsvis Don og Gnu. Elkær og Andrup Pedersen spiller de to tennishelte, og står også selv for arrangement og koreografi bag Tennis.
Der er måske ikke så mange, der husker den store kamp i Wimbledon-finalen i 1980 mellem de to tennislegender Bjørn Borg og John McEnroe. Den måtte afgøres i en intens tie-breaker, med Borg som vinder. Efter sigende var det den største tenniskamp i historien. Man kan vist godt sige, det er et ret umuligt materiale at matche på en teaterscene, men en række teatrale greb gør, at det alligevel lykkes DON GNU at hale sejren hjem. Sådan da.
Publikum bliver budt velkommen af en stortalende Don og en tavs Gnu, som i stedet fokuserer på sin opvarmning. Don kommenterer tilskuerne, hilser og får alle til at føle sig velkomne, selvom han også advarer om, at de nok kommer til at klatre rundt mellem tilskuerne på stolerækkerne. Publikum varmes således også op. De spiller en vigtig rolle i forestillingen med latter, tilråb og tyssen – netop som i en tenniskamp. Det er en effekt, som forstærkes af et gennemgående lydspor med et tennispublikums aktive respons.
Forestillingens dobbelte dramaturgi er dermed introduceret. På fiktionsplanet er vi tilbage i 1980 til giganternes kamp, og på realplanet er vi med Don og Gnu i teatret. Den konstante vekslen mellem de to planer er et godt og nødvendigt greb for at få det teatrale spil til at fungere.
Gode finter
Tenniskampen spilles med imaginære bolde, og hver gang de to rivaler slår en imaginær bold i gulvet eller slår til den med ketcheren, hører vi en elektronisk lydengengivelse. Denne adskillese mellem lyden og den imaginære bold skaber en evig strøm af latter forestillingen igennem. Og det giver selvfølgelig spillerne en oplagt mulighed for at turnere bolden på den mest fantastiske og rytmiske måde.
DON GNU er suveræne til at udnytte rummet og scenografien. Baglinjen, nettet og slagene danner kampplads for de to modstandere, krydret med både suspense og uventede slag. Forestillingen er fuld af gode og beskidte finter, og de mestrer at glide mellem tennis og dans, så man mindes en anden sportslegende Muhammad Ali, som tilførte boksesporten en hurtighed og dansende elegance. Som han selv udtrykte det: “Jeg danser som en sommerfugl og stikker som en bi”.
Samtidig med den fysiske elegance og poesi formår DON GNU også at balancere mellem slapstick komik, slåskamp og rørende dans mellem de to mænd. Rivalerne kæmper som gjalt det liv og død. Men egentlig kan de ikke undvære hinanden.
Flere dramaturgier
Tennis rummer flere forskellige dramaturgier, som flettes sammen og supplerer hinanden. For det første er der den historiske kamp, som også gengives i klip på en rund videoskærm i midten af scenen. McEnroe og Borg er i den ultimative og altafgørende duel. Om den ene eller anden vinder fortoner sig faktisk i løbet af forestillingen, hvor fokus er på selve duellen mellem mændene.
Den anden dramaturgiske struktur er helt central. De fleste af grinene hives hjem gennem den performative præsentation, der ligger som et lag oven på det historiske udgangspunkt. Undervejs i duellen forsøger begge spillere ihærdigt at få tilskuerne med på hver deres måde. Især Mcenroe forsøger at påvirke dommeren og publikum ved at skrige som et barn, skælde ud og manipulere med nettet. De to antiheltes overdrevne rivalisering skaber løbende en form for selvironi og selvrefleksion. Don og Gnu ser pludselig dem selv fanget i giganternes dræbende kamp. I dans gælder det, modsat tennis, om at samarbejde og ikke om at vinde.
Den historiske kamp og sportsrivalernes overdrevne forsøg på snyd og manipulation akkompagneres af en fysisk dramaturgi baseret på tango-wrestling, slapstick og nærmest umulige, sjove hop og spring. Pludselig danser McEnroe med tre ketchere i hver hånd. Han bliver en slags tennisengel med ketcherne som vingeslag, der bombarderer den sønderknuste Gnu. Her spiller dansen sammen med et musikalsk klimaks, og sekvensen får en nærmest filmisk karakter. Det filmiske er i det hele taget karakteristisk for deres brug af musik, montage og partiturer.
En kærlig hilsen til 80’erne
Med tennissokker, svedbånd, syntetiske træningsdragter, stribede poloer og bedagede baggrundsreklamer er stilen lagt. Det historiske forlæg danner ramme for en 80’er nostalgisk æstetik, der går igen i både kostumer, lysdesign og musik. Alice Carreri har komponeret musik med masser af synthesizer, der skiftevis bruges til at skabe pompøs kampstemning og melankolsk poesi.
Efter kampens klimaks indleder de to rivaler en rolig og stille pardans. Væk er elementerne af brydning og konkurrence. De er to mænd, der danser sammen. Bagefter griber de mikrofonerne og synger Far as Thunder; den smukke titelsang af Carreri fra den tidligere forestilling ‘M.I.S. All Night Long’. Det lyder ikke godt her, men der er nok tale om en bevidst punktering af det poetiske moment. Den punktering forstyrrer dog det klimaks, kampens dramaturgi har bygget op. Den omsorg og mandlige sårbarhed, der har vist sig at lure under rivalernes hede kamp forsvinder i duettens ironiske fuldemandskaraokestil.
Hvad har vi egentlig gang i?
Don Gnu udnytter de tværæstetisk elementer på en overskudsagtig måde. Tennisrummet er en installation, som suppleres med video, lys og indimellem røg og musik. Forestillingens trailer, som indgår og vises på skærmen, giver et godt indtryk af sammenhængen mellem dans, tennis, den filmiske stil og montage med musik.
Selvironien fungerer godt til at udstille de mange maskulint dominerede ritualer, der opstår under kampens hede. Men den tager så at sige overhånd med sangduetten til sidst og skygger for den sårbarhed, som ligger under ritualerne og manipulationerne. Det havde været stærkere at lade den simple dans mellem de to mænd tale sit eget poetiske sprog.
På trods af lidt dramaturgiske udfordringer er performerne gennemgående gode til at glide eller springe mellem at være i rolle som Borg og McEnroe, Gnu og Don eller simpelthen bare dansere, som udfører et timet partitur. Og disse overgange er i sig selv ofte forbundne med en tilskuerhenvendelse og selvironi, som antyder deres egen tvivl om, hvad de egentlig har gang i. Og denne tvivl er i sig selv både sjov og rørende, og bliver selvfølgelig også tilskuernes tvivl. De seje gutter, der puster sig selv op er inderst inde sårbare, som når de taber, går helt i sort eller synger ad helvedes til.
TENNIS spiller på BORA BORA d. 9.-14. marts og på Aveny-T d.16.-21. marts 2024.
Performance & koreografi: Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen
Komponist: Alice Carreri
Film & lyddesign: Christoffer Brekne
Lysdesign: Søren Lydersen
Scenografi: Eilev Skinnarmo
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Dramaturgi, Aarhus Universitet