Anmeldelse af VERDENSHERSKERNE på Mungo Park
Antropocæn tragikomedie falder over egen hastighed
Af Barbara Rousset
Med forestillingen Verdensherskerne har instruktør Kristoffer Lundberg kastet sig over en fri remediering af bestselleren Sapiens – En kort historie om menneskeheden fra 2015, skrevet af Yuval Noah Hararis. Sammen med Rasmus Krone har Lundberg tilpasset manus til en dansk kontekst. Det er ikke en hvilken som helst opgave at omsætte Sapiens, og på Teater Mungo Park forløser det sig som en 100 minutters challenge, hvor tre skuespillere fra ensemblet – Nana Morks, Alexander Mayah Larsen og Sebastian Henry Aagaard-Williams – formidler verdenshistorien fra menneskets oprindelse til i dag.
Præmissen er fra starten, at hvis de kan nå hele verdenshistorien på 100 minutter, så kan alt lade sig gøre. Formålet er at styrke tiltroen til mennesket, ved at gennemgå historien om vores udvikling fra start til nu. Et håb og en tillid der, i dansk kontekst, på mange måder, er ved at rinde ud, hvorfor det virker som en utroligt tiltrængt mulighed. Men udfordringen er tabt fra start, som både er forestillingens pointe og udfordring, for samtidig med at Verdensherskerne har hjertet på rette sted, ved at pege på problemet i menneskets idé om suverænitet og evige jagt efter herredømme, bliver den qua sit tidsbenspænd en forhastet, vestlig omgang, der ikke når at komme i dybden med den alvor, forestillingsteksten ellers har potentiale til at fremhæve.
Sportskampen som trope
Mens publikum finder sine pladser i salen, finder de tre skuespillere sig til rette i den hvide, udendørs sportsarena, der udgør scenografien. Metalhegnet og de store stadionlamper får tankerne hen på sommernætter på en fodboldbane af kunststofgræs, eller en kampdag på stadion. Sportsgrenen er til start udefineret. De tre skuespillere er klædt i hvidt sportstøj, og man må antage, at de er på hold sammen. Ikke bare pga. deres kostumer, men også deres attitude: De klapper hinanden på skulderene, og hepper hinanden klar til start.
Da forestillingen begynder, stiller de sig i en cirkel med armene om hinandens skuldre, som et velkendt ritual lige inden en afgørende kamp. De tre skuespillere engagerer publikum fra start. Vi er fans til den vigtige kamp, og vores respons har betydning for slagets gang. Og det er virkelig en vigtig kamp, for det drejer sig om menneskehedens fremtid og overlevelse. Sportsgrenen er afsløret: Kamp for håb og fremtid. Som skrevet, er den store udfordring at gennemspille verdenshistorien på 100 minutter. Hvis de tre spillere kan nå det, så kan vi måske foretage en U-vending væk fra den megakrise, der er i gang med at manifestere sig, i den verden vi lever i. Et stort ur, som også kendt fra barndommens håndboldhaller, startes og tæller ned fra 100 minutter til 0. Kampen skydes i gang.
Forestillingen bygges op omkring to dramaturgiske lag: Et her og nu, kampen, spillerne, holdet og fansene, og så de mange halvlege der udgøres af bidder, som, i kronologisk rækkefølge, formidler verdenshistorien – fra et vestligt perspektiv vel at mærke. Det store ur markerer både konkurrencen men også den realtid, som skuespillernes udfordring presses af. Realtiden er ligeledes med til at styrke relationen mellem skuespillerne og publikum. Vi er en del af et konkret her og nu. Der er ingen fjerde væg. Både fordi det er der ikke til et sportsarrangement, her er publikum en aktiv del af begivenhedens udfoldelse, og fordi den konflikt der behandles i forestillingen også er en del af publikums virkelighed. Og vi slipper ikke for at forholde os til den – i hvert fald ikke som udgangspunkt. Spilallegorien er således ikke bare en æstetik. Den har også en dramaturgisk tyngde gennem forestillingen, der igen peger på en helt reel kamp mod tiden, når det gælder at undgå megakrisen.
Menneskehedens overlevelse er en holdsport
De tre skuespillere kaster sig bravt ud i den udfordring, som de har stillet sig selv, og det er tydeligt, at det til start er et samlet hold vi hepper på. De spiller sammen og formidler bid for bid verdenshistorien. Når de har nået en bid af verdenshistorien, tager de en kort drikkepause og klapper hinanden på skuldrene: ”Vi skal videre!”. Holdånden er stærk. De tror på hinanden. Men allerede tidligt i forestillingen opstår den håbløshed, VERDENSHERSKERNE også er en reaktion på: Da Homo Sapiens og Neandertalerne møder hinanden, splittes holdet op i to. Resten af tiden er det tydeligt at holdet splittes yderligere, som mennesket bekriger hinanden op igennem tiden. Helt fysisk markeres det på banen, hvor der tegnes streger op som for at markere reglerne på en badmintonbane. Det er et tydeligt og virkefuldt udtryk for det sammenhold der splittes som mistillid, magt og kapitalismen gror sig fast i menneskets historie.
Holdfølelsen udfordres også, da de tre skuespillere præsenterer os for tre vigtige hovedpersoner i verdenshistorien: ’Profeten’, ’Økonomen’ og ’Erobreren’. Tre typer, der har været med til at etablere endnu flere ’regelstreger’ mennesker imellem, for at blive i sportssymbolikken. Hver især repræsenterer de tre skuespillere en af de tre arketyper, der – trods deres store effekt på verdenshistoriens udvikling og samtiden – ender med eksklusion fra spillet. Alle tre får de rødt kort og ender på bænken, da hverken religion, kapitalisme eller etnocentrisme er særligt populært blandt fansene – det understreges med råb initieret af spillerne selv, som opfordring til publikum. Forestillingen fremhæver også det problematiske ved hver af de tre arketypers hovedtræk, og peger igen på forestillingens udsagn om menneskets problematiske affærer verdenshistorien igennem. Men efter de tre typer er blevet udvist fra banen, står de tre ’neutrale’ fortællere tilbage med blod på hænderne, der kan forstås som en kritik af menneskers måder at løse problemer på (læs: vold, drab, udelukkelse…).
Komikken punkterer dybden
Verdensherskerne er som udgangspunkt en klog fortælling, der, på tragikomisk vis, punkterer menneskets idé om at være suveræne, at være privilegerede fra fødslen, hævet over alle de andre. Forestillingsteksten er dybt sarkastisk, og heri ligger dens potentiale. Alligevel bliver det som om, at forestillingen bider til bolle efter de lette grin, som punkterer tyngden i den antropocæne kritik der ligger mellem linjerne. I scenen hvor kornet begynder at dyrkes, portrætteres det med en cheerleader, der råber ”domesticer mig!”, mens hun slår med korn i stedet for pomponer. Komikken er en væsentlig pointe og en måde at fremhæve absurditeten i menneskets idé om overherredømme. Men selv samme greb bliver ofte overfladisk og afbryder den dybde, flere af scenerne faktisk inviterer ind til. Som for eksempel når hveden skal domesticeres, og det ender i et samleje, hvor sex bliver det sjove, fremfor den umiddelbare dybde i joken (læs: Som om hveden tænder på mennesket og har bedt om at blive høstet). Eller i samtalen med Kullet, der personificeres som en dykker i stramme speedos – gæt hvad der tager opmærksomheden. Det er jo ikke fordi, man ikke kan formidle alvor gennem humor og absurditet, det er netop tragikomikkens styrke – og verfremdung har ikke levet forgæves – men som en publikummer siger, da vi forlader salen: ”Den var meget sjov, der var ikke så mange koder der skulle knækkes”. Det kan selvfølgelig tolkes som, at budskabet var klart og tydeligt. Men kommentaren kan også tolkes som, at alvoren druknede i slapstick humor uden dybde. Humoren bliver en dramaturgisk afmontering, da det flere gange er det vittige, der står tilbage, frem for den alvor, joken også skulle mane frem. De to ting er afhængige af hinanden i iscenesættelsens valg, og det er som om, de mister kontakt flere gange undervejs
Decideret ubehageligt bliver det, når monarkiet etableres og forklares, hvor et bondepar spilles som stereotypen på underklasse. Manden refererer til kvinden som ”sin dame”. Det bliver en dårlig joke: ’kongen og dronningen af Amager’. Hvad har det at gøre med magt udover den tydelige reference til patriarkatet? Men hvorfor skal det hæftes på underklassen, som om det stammer derfra? Latteren breder sig i salen. Selvsamme situation forlænges ud i et salg af kvinden, kongens ”dame”. En åben auktion som publikum inviteres til at byde ind i. ”Hvor meget vil I give?”. ”10.000!” bliver der råbt, efterfulgt af et lille grin. ”12.000!” er der en anden der råber. ”Kan du betale med MobilePay?”, spørger den nye (narre)konge ud i publikum. Kvinden får lov at afmontere salget selv, mens de to mandlige skuespillere gør sig klar til næste scene. Grinene efter budene hænger tungt i luften. Forstår publikum alvoren? Eller var det rart at få lov at lufte MeToo-humoren? Hvis det er forestillingens intention at pege på alvoren i menneskesalg og kvindesyn i verdenshistorien, så står situationen blot tilbage som en (virkelig) dårlig joke.
Instagramtempo
Humoren er som skrevet en vigtig pointe i forestillingen, men det er ikke kun jokesnes placering, der udfordrer dybden. Spillereglerne om de 100 minutter er et benspænd, der ikke kun kommer forestillingen til gode, da den stopper sig selv hele tiden som en del af spillet: ”Vi skal videre”, ”Husk tiden”. Det skal gå stærkt, og det er en del af pointen, og måske netop en pointe, at vi har travlt, hvis vi skal nå at rette op på verdenskrisen, men den pointe er en kæp i det dramaturgiske hjul. Hele challenge-temaet får tankerne hen på Instagramreels – eller TikTok-tempo. Se og swipe videre. Det skal ikke være så svært at forstå, det skal gå hurtigt, og så skal det være sjovt, for at holde vores opmærksomhed i de max to minutter en onlinevideo helst må vare. Idéen er vittig og igen klog – det er moderne dramaturgi – men kan den bære temaet?
Spoileralert: De tre skuespillere når ikke igennem hele verdenshistorien, som desuden – i et sidste krampetræk for at forsøge at nå det hele – afslutter i en speed-opsummering af aktuel verdenshistorie fra et dansk perspektiv. Bagefter står de tilbage, i resterne af den atomrøg de kort forinden har spredt ud i rummet, og har tabt håbet. Det var jo netop håb man kunne vinde. Alligevel opmuntrer kvinden de to mænd og siger: Vi prøver igen i morgen.
Verdensherskerne er en crowdpleaser, og tilbage stod undertegnede med en følelse af en alvor, der var blevet taget så let på, at det var ubehageligt. Det kan være, at det er apatien der har ramt denne anmelder, men set i lyset af kunstens ansvar og, blev jeg ked af, at vi alle kunne gå ud – så topprivilegerede som vi er – og leve videre som intet var hændt. Måske kan man ikke forvente konkret forvandling gennem et teaterstykke, men hvad er det forestillingen håber på, at ramme i os? For de fleste gik umiddelbart ud med dejlige, lette grin. Som en gang kartarsis: Puha. Nu har jeg gjort mit for at forholde mig til verdenskrisen. Jeg har lyst til at skrive, at Verdensherskerne var en god forestilling, for det var den på mange punkter. Oplagt til et yngre publikum, umiddelbart et super godt tillæg til historieundervisningen, når en lærer kan tale pointerne igennem med eleverne, før de går hjem. Men den har ikke ordentligt tag i sit ansvar over for det publikum, der selv skal fortolke. Jo, i sine intentioner, men ikke i sit udtryk.
Instruktør Kristoffer Lundberg skriver i programmet ”Bliver vi ikke ved med at prøve på noget, så bliver det i hvert fald ikke anerledes”, og det har han virkelig ret i. Det er som Ursula K. Le Guin sagde det i 2014: ”We live in capitalism, it’s power seems inescapable – but then, so did the divine right of kings. Any human power can be resisted and changed by human beings. Resistance and change often begin in art”. Kunsten har alle dage haft et transformationspotentiale. Den kan påvirke virkeligheden. Det har vi set mange gange. Kunsten kan være dette noget, og det er også urimeligt at forvente, at kunsten kommer med svaret. Men når dette noget får samme hastighed og overflade som en Instagram-reel, jeg hurtigt kan scrolle videre fra, bliver jeg i tvivl om, hvad forestillingen kan bidrage med i den kontekst, den taler ind i.
VERDENSHERSKERNE spiller på Mungo Park fra d. 17.2 til d. 07.3 2024
Læs mere her
Medvirkende: Sebastian Henry Aagaard-Williams, Nana Morks, Alexander Mayah Larse
Manuskript Rasmus Krone og Kristoffer Lundberg
Instruktion: Kristoffer Lundberg
Scenografi: Josefine Thornberg-Thorsøe
Lyddesign & komponist: Emil Sebastian Bøll
Lysdesign: Casper Døi
Rousset er cand.mag. i dramaturgi med speciale i dialogskabende scenekunst til børn og unge og transformative scenekunstoplevelser.