Anmeldelse af Sleeping Beauties på Aarhus Teater
Dansen om skønheden til døden
Af Janek Szatkowski
Aarhus Teaters to huskunstnere, instruktør Sigrid Johannesen og scenograf Laura Løwe, præsenterer deres andet bud på, hvordan længslen efter realiseringen af et ustyrligt selv kan fortolkes i et teatersprog, der leger med eventyrets troper. Først var det nekrofili med udgangspunkt i Maren Uthaugs bog. En Lykkelig Slutning blev til et eventyr om manden, der turde leve sit behov for omgang med lig helt ud. For hvis prinsen kunne kysse den tilsyneladende døde prinsesse Tornerose, var det så ikke egentlig ret beset nekrofilt?
Denne gang møder vi så Snehvide, men nu med blik for eventyrenes fascination af den unge smukke kvinde, der stræbes efter livet af den onde (sted)mor. Der er mange gode greb i forestillingen. Et er at lade den onde stedmor og hendes relation til den smukke, unge kvinde være i centrum for undersøgelsen. Et andet er at arbejde med en kombination af monolog og dans for at udvide forestillingens affektive rum. Et tredje valg er brændpunktet skønhed.
Scenografien er enkel og stram, udformet som en catwalk, med det legendariske spejl placeret ved bagvæggen og med publikum på tre sider. Her møder vi så den onde stedmor (Nanna Bøttcher) og tre udgaver af prinsessen (Snehvide, Tornerose og Askepot), der først fremtræder som rene disney-pasticher med nøje indstuderede prinsesse-bevægelser (Carley Lund, Bjørk-Mynte Burchgraitz Paulse og Yeji Lim fra Holsterbro Dansekompagni).
Oprør mod den stereotypiske fortælling
Med hjælp fra en hyggelig, maskulin voice-over (Kim Veisgaard) får vi eventyret om Snehvide fortalt og illustreret. At det netop er Snehvide, som sammen med de andre eventyr, er blevet genfortalt op gennem historien skyldes ikke mindst at hovedfiguren er den unge skønhed, der trues af den onde stedmor. Disney har vel især bidraget med at gøre eventyrene endnu mere romantiske og didaktiske, end de var i den samlede udgave af brødrene Grimms eventyr fra 1812/15. Stiliseringen af kvinden som både den unge skønhed og den onde, misundelige mor (det var for resten først i 1819, at hun blev stedmor, for ikke at forstyrre billedet af den ’rene’ og algode mor) er en trope, der øjensynligt har haft sin egen permanente tiltrækningskraft.
Hvor de tre dansere og stedmoren i starten pænt følger den mandlige fortællers udlægning, udvikler der sig et begyndende oprør mod den stereotype fortælling. Den onde stedmor ender med at hive stikket i bogstavelig forstand og gøre den insisterende fortæller tavs. Hun vil gerne være kvinden, der selv fortæller. Gennem mange versioner af eventyret fra Schweiz, Sydafrika og i en keltisk udgave, præsenterer hun et argument for, at tropen findes i mange forskellige samfund. Hvad er det, dette eventyrgreb egentlig dækker over? Forestillingen tilbyder en række svar. Det sker i teksten (af Sigrid Johannesen), som til tider bliver en lidt diagnoseagtig opremsning af relationen mellem kvindelig skønhed som ideal, gave og byrde, som social og økonomisk magt. Den samlede forestilling har imidlertid sit eget meget mere nuancerede svar som anmeldelsen her prøver at komme på sporet af.
Gentagelse og Tilblivelse
Det, at modstillingen af den unge skønne kvinde og den gamle sure kvinde findes i så mange variationer bæres frem i begyndelsen ved hjælp af en udpræget sans for humor og leg med teatrets fiktion: først illustrerer de fire figurer pænt den mandlige fortælling. Efterhånden bliver kvinden vældig træt af at skulle gennem de mange gentagelser. Er vi ikke kommet videre? Forestillingens dramaturgi er båret af kampen for at undslippe den uendelige gentagelse og søge efter nye landskaber for feminin skønhed. Denne bevægelse finder vi bl.a. i den onde stedmors udvikling. Efter de mange gentagelser overtager hun fortæller-rollen, for til slut at være nuanceret, selvudleverende og eftertænksom i en modig introspektion. Nanna Bøttcher fremstiller denne udvikling med fremragende spil. Nok starter hun i figuren ’den onde stedmor’, komplet med hekseforklædning og morderiske intentioner. Men gradvist smider hun kostumet fra sig, for til slut at ligge på gulvet i undertøj og dele sine indre tanker om kampen med alderens forfald.
Nanna Bøttcher leverer en aldeles pragtfuld og nærværende figur. Hendes spil minder os om, at vi alle kan spejle os i både unges og gamles skønhed. Hun bærer derfor forestillingens bud om, at det til syvende og sidst er to sider af samme figur, og tilbyder tilskueren en mulighed for at projicere egne følelser om deres egen krops ’skønhed’ (eller mangel på samme) ind i relationen til kvinden og de tre dansere. Nanna Bøttcher orkestrer figurens forskellige positioner helt skarpt og med sans for nuancerne. Som eventyrets onde stedmor er hun kravlet ind i kostumet og bærer sin egen kliché som en byrde. Men hun viser os også, hvordan kvinden gradvist vrister sig fri af eventyrets type.
Hvem er skønnest?
Efter at den maskuline fortæller er blevet afskediget, bliver Kvinden et omvandrende leksikon, der fodrer os med historiske og aktuelle eksempler på skønhedens ideale former. Senere møder tilskueren en mere ambivalent kvinde, der både er aggressiv og skrøbelig, men også en eftertænksom kvinde, der prøver at finde meningen med alt det dér med skønhed. På den måde præsenterer forestillingen en historisk dimension. Efter eventyrprinsesserne får publikum en række eksempler på kvinder, der skaber forskellige, men bredt accepterede idealer om køn og skønhed. Fra de første moderne stil-ikoner til nutidens internetfænomener Kylie Jenner og Kim Kardashian. Vi ser de lidelser, de udsætter sig selv for. Fra overdreven brug af afføringsmidler til anoreksi.
Hen mod slutningen lader Sigrid Johannesen de fire medvirkende lege skønhedskonkurrence. Det bruger forestillingen som anledning til at understrege det relationelle forhold mellem den enkelte tilskuer og scenens figurer. Kvinden tilspørger publikum: Hvem (af os fire) er den skønneste? Der står de så, tre unge, slanke, spændstige kvinder og en ældre kvinde.
Den centrale pointe er, at skønhed netop ikke er en egenskab ved figuren foran mig på scenen. Den opstår i mellemrummet mellem kvinden på scenen og tilskueren. Det mellemrum er det potentielle rum for længslen efter den ideale verden, og det selv man så gerne ville være. Det er et affektivt rum, som muliggør en sanselig selvrefleksion. Som sådan er mødet med skønhed noget der udfordrer selvforståelsen. Konfronteret med skønhed, kan vi iagttage vore egne reaktioner på de affekter og følelser, som skønheden fremkalder. Det er disse reaktioner vi projicerer ind i det potentielle rum mellem det skønne objekt og os selv.
Vi kan være nok så meget imod den kulturelle skønhedskultur som forestillingen bærer frem, men sådan som jeg læser dens postulat, er et samfund, der kun kan forholde sig til skønhed som et stereotypt ideal et fattigt samfund.
Skønhed og Død
Valget om at lade de tre prinsessefigurer udføre af dansere er spændende. Fordi danserne har været med i processen, bliver det ikke en dans, der skal ’illustrere’, men en dans der udvikler sig sammen med forestillingens jagt på andre rammer. Noget helt andet bryder frem ud af de disneyficerede prinsesser i store balkjoler med tegnefilmens yndefulde balletbevægelser. Det er naturligvis en glimrende diversitets-pointe, at danserne har forskellige etniske træk, forskellige kropsfaconer og varierende kønsudtryk.
Ud af prinsessernes idylliske, rene og uskyldige bevægelser vokser gradvist en meget mere ekspressiv og bevidst kalkulerende dans frem. Det handler om en spejling af topmodellers pleasende og inviterende bevægelser, men også disse bevægelser kommer til at påvirke kroppene. Sådan ser vi de tillærte moves, som vedkender sig smerterne ved den nye stereotypisering. Det er ikke længere de store balkjoler, der yder modstand, nu er det de høje plateaustilletter. Kampen for at bryde fortællingen om skønhed får her lov til at udmønte sig i en koreografi, der giver et smerteligt ubehag.
Det er en anderledes objektgørelse af kroppene, der trænger sig ind i mellemrummet. Tilskueren er voyeur til en demonstrativ stillen sig til skue. Forestillingen peger både gennem tekst og dansernes stærke indsats på skønhedens fatale forvandling i et fortvivlet samfund. Et samfund, der gennem individernes ensrettede optagethed af selvet og samfundets egen manglende evne til at give plads til andet end markedspladsens skønhed, fører til at kvinden må glæde sig over, at den ældre kvinde kan få alle de unge mænd hun vil have og på samme tid bekymrer sig om rynker og grå kønshår.
Det er glimrende, at forestillingen i slutningen kommer tilbage til Snehvide i Grimms version. Her hævner Snehvide sig på den onde stedmor ved at lade hende danse sig til døde i rødglødende metalsko. Det var mere end Disney kunne klare. Forestillingen fanger derved et yderligere, nok så centralt træk ved skønheden: nemlig at drømmen om skønhed er en besværgelse over for bevidstheden om, at vi dør. Der er rigtig meget død i forestillingen. Prinsesserne dør gang efter gang på mange forskellige måder. De bliver forgiftet med æbler og skudt med sømpistoler. På billedet herunder ser vi, hvordan den ældre kvinde kvæler den skønhedsdronning, der insisterer på at være den skønneste.
Netop denne prinsesse pirrer ved sit androgyne/transkønnede udtryk. Noget forestillingen kun meget diskret udnytter, selvom det vel ret beset er en del af en ny fortælling? For skal skønheden altid kun være mulig i et rum, hvor vi føler os sikre og selv-bekræftede? Hvad med den skønhed, der inviterer til noget, vi ikke ved, hvad er. Her kan skønheden jo både føre til euforisk ekstase, men også til fortvivlet afmagt. Forestillingen kunne efter min mening have overvejet at slippe noget af dette meget mere løs. Hvad hvis nu den transkønnede prinsesse ikke blev myrdet, men omfavnet for sin skønhed?
Skønhed som tomt ideal eller håb
Skønhed kan være en undertrykkende mekanisme, fordi den idealiserer et stereotypt ideal. Men skønhed kan også være en værdi, der tegner et håb. Den globaliserede skønhedsindustri tjener milliarder på at fastholde det socialt regulerende og undertrykkende kvindebillede. Forestillingen arbejder sig ind på en kritik ved at konfrontere tilskuerne med kampen for at slippe ud af dette greb. Men skønheden er noget vi lever med, ligesom vi lever med aggressioner og sex som en del af det virkelige liv. Måske er skønheden menneskehedens længsel efter en perfektion, et håb, en længsel efter mening. Derfor gør det så ondt, når skønheden, der kunne være en intens og kraftfuld form for menneskelig mening, bliver til en illusion, et tomt ideal, der kun tjener økonomiske interesser og social kontrol.
Som samfundsborgere kan vi naturligvis affinde os med, at planeten går under engang, før eller senere, og det faktum, at vi alle skal dø. Men at henfalde til den tanke som styrende, er den hurtigste vej til forfald. Hvis ikke et samfund kan finde værdier i skønheden, hvordan finder det da det håb, der kan bekræfte livet? Forestillingen giver sit eget flertydige svar ved at insistere på at ’twiste’ eventyr.
Eventyr er fortællinger, der etablerer og opretholder grundlæggende forhold i virkeligheden. Forhold, der er med til at styre et samfunds selvforståelse. Gennem forestillingen bliver denne selvforståelse bragt i ubalance. ’Twisted’ er et anderledes loop, hvor tilskueren ser gentagelserne fungere som lange selvbekræftende besværgelser af kvindernes plads: Som skønne, men farlige, som nogen, der må holdes under kontrol, i særdeleshed nu, hvor kvindernes historiske muligheder er udvidet for en del kvinders vedkommende.
Forestillingen viser, hvordan kvinder, der har været tilstrækkelig mange gange i denne centrifuges kompakte pression, bliver ledt ind i en tilstand, hvor deres skønhed bliver reduceret til en økonomisk og social gevinst-kupon, der gør, at de heldige kan leve ’happily ever after’. Det fører til mange oplevelser af tab, utilstrækkelighed og misundelse. Hvordan lever så forestillingens kvinder videre? De gør det ved at opdage centrifugens kraft, ved at insistere på, at der er andre måder at leve og opleve skønhed på. Det lille twist, der rykker dem ud af centrifugen og sender dem ud mod andre eventyr.
Sleeping Beauties spiller på Aarhus Teater fra d. 07 februar til d. 9. marts 2024
Læs mere her
Idé: Rikke Frigast Jacobsen og Holstebro Dansekompagni
Tekst og iscenesættelse: Sigrid Johannesen
Koreografi: David Price
Koreografisk konsulent: Marie Brolin-Tani
Scenografi (koncept): Laura Løwe
Scenografi (realisering): Astrid Lindgreen Hjermind
Lysdesign: Aki Bech
Lyddesign: Kim Glud
Komponist: Mattias Johansson
Medvirkende: Nanna Bøttcher, Carley Lund, Bjørk-Mynte Burchgraitz Paulse, Yeji Lim og Kim Veisgaard (voice over)
Janek Szatkowski er lektor emeritus ved Aarhus Universitet, Dramaturgi.