Anmeldelse af Is Anybody Home? Gæstespil af Gob Squad på Aarhus Teater
Intimitet og uhygge
Af Thomas Rosendal Nielsen
Det tysk-britiske kunstnerkollektiv Gob Squad er tilbage i Aarhus med en forestilling, der forsøger at tage os med ind i det hjemlige/hemmelige indre liv hos et ’helt almindeligt ungt moderne menneske’ i Aarhus. Gob Squads forestillinger er stærkt konceptuelle og bygger ofte på en kombination af live-videomediering, publikumsinvolvering, sted-specificitet, improvisation og populærkulturelle referencer. Deres værker tematiserer spørgsmål om identitet, intimitet, håb, frygt, ensomhed og fællesskab sammen med deres publikum. Og Is Anbody Home? er ingen undtagelse. Forestillingen er begavet i sin intertekstualitet og mediekompleksitet, men måske også lidt mere planlagt, mere intellektuel, mere rutineret, og derfor lidt mere tam end nogle af deres tidligere produktioner, som har spillet i Aarhus.
For hver aften laver Gob Squad en ’kontrakt’ – eller en ’pagt’, som skuespiller Sarah Thom kalder det med et dystert-ironisk glimt i øjnene – med et ungt menneske bosiddende i den aktuelle by. Den unge, i dette tilfælde den studerende Lisa på 27 år, stiller sit hjem til rådighed for forestillingen, imens hun selv opholder sig i en stor seng placeret bagved publikum i auditoriet. Forestillingen udspiller sig som det, de kalder en live film, hvor den unge interagerer med tre skuespillere. De to befinder sig ude i byen og en del af tiden i hendes lejlighed, mens den tredje befinder sig på teatret.
Alle fire performere er udstyret med et kamera, som transmitterer live til en stor projektion på et biograflærred på scenen. Der krydsklippes mellem de forskellige lokationer, ofte med en split-screen teknik som gør det muligt at iscenesætte dialog mellem især den unge og de forskellige skuespillere. Kostumeringen, brugen af underlægningsmusik samt den gradvise afsløring af et handlingspartitur bag montagen skaber et sammenhængende indtryk af en blanding af et tv-underholdningsprogram og en David Lynch-film.
Backstage underholdning
Underholdningsdimensionen skal forstås som mere end en effekt, der får publikum til at grine af og til. Underholdning bliver nærmere gjort til genstand for en refleksiv mediering. Forestillingens koncept og forløb er beslægtet med den meget udbredte type tv-underholdning, hvor vi får anledning til at bevæge os rundt i andre menneskers hjem, gætte på hvilken form for liv, der kan leves her, og måske spejle os i eller føle os forbundet med disse andres liv. Tænk fx på Danmarks Radios Kender du typen, Hammerslag eller I hus til halsen, som gør dette på meget forskellig vis. Pointen er, at vi kommer backstage, ikke blot konkret gennem live-transmissionen fra områder uden for scenen, men også i den sociologiske forstand (Goffman).
Kameraerne kigger ind bag facaden og aftvinger nogle maskefald, så den skjulte og intime grund bag vores hverdagslige selviscenesættelser træder frem. Således er forestillingen fyldt med små quiz-lignende lege, hvor den unge skal besvare spørgsmål om sit følelsesliv, sine relationer, sine drømme og frygt, eller forholde sig til performernes gæt om samme. I begyndelsen spørger performeren Sarah Thom fx Lisa, hvad der kan holde hende vågen om natten, og hun svarer, at det kan tanken om, hvordan hun kan være mere effektiv dagen efter, bekymringer for at hendes forældre er ved at blive gamle og bekymringer om hendes eget fremtidige helbred. Svarene bliver transformeret til temaer, som de tre performere skal relatere til i løbet af aftenen.
Inde i lejligheden leger en anden performer, Berit Stumpf, at hun er Lisa og spørger til/gætter på betydningen af billeder på væggene, nipsgenstande, ting hun finder i skufferne osv. Nogle gange bruges der meget eksplicitte lege-strukturer, som når Sarah og Lisa på skift spørger hinanden om emner, de er bange for: er du stadig bange for at miste din fertilitet? Eller når en produktionsassistent bliver sat til at spå om Lisas fremtid ved at nikke eller ryste på hovedet til spørgsmål, som Lisa stiller.
Når performerne vender Lisas liv på hovedet, afslører ubekvemme detaljer, overfortolker eller tildigter, kommer man under huden på den unge, sympatiserer med hende, griner og overraskes med hende. Underholdningen giver os – som sociologen Niklas Luhmann har påpeget i sin medieteori – en selvforankring i den fremstillede verden, og Gob Squad’s koncept er på den måde en underholdende mediering af tv-underholdningen. Dvs. den er en refleksion over, hvordan medierne stiller en verden til rådighed for os, som i kraft af både sine fremmede og sine velkendte aspekter giver os et tilhørsforhold til en virkelighed uden for os selv. Samtidigt tilbyder forestillingen netop selv dét, den tematiserer. Og det er umiddelbart hverken ironisk eller kritisk ment.
U-hjemlig erfaring
Men der er til gengæld en anden central dimension i iscenesættelsen, nemlig et gennemgående spil på det uhyggelige, eller for at tage det mere rammende tyske ord, erfaringen af das Unheimliche: Oplevelsen af, at det hjemlige gennembrydes af det skjulte, det hemmelige, det fortrængte eller det fremmede, hvilket bevirker en affektiv og måske også kognitiv rystelse eller forstyrrelse.
Sarah Thom, den performer der opholder sig ved et sminkebord på teatret, transformerer sig gradvist i løbet af aftenen til en ulv. Især mellemstadiet, hvor hun bare har lidt for meget hår og er lidt for rød om øjnene, virker uhyggeligt. (Hvorfor har du så store øjne bedstemor?). Berit Stumpf og Simon Wills, de to performere ude i byen, er iført nogle store kegleformede og farverige frakker, de er sminket blege i huden med sort omkring øjnene, og vækker associationer til bl.a. David Lynchs’ Mystery Man, til dæmoniske klovne og til figurer fra surrealistiske malerier. Da de nærmer sig huset, hvor Lisa bor, citerer de eventyret om de tre små grise og ulven, som er en af forestillingens tilbagevendende intertekstuelle referencer. Det er ikke kun et venligt visit.
Forestillingen spiller på forskellige måder på dobbeltgængermotivet, som bl.a. er kendt fra den romantiske gyserlitteratur, ikke mindst E.T.A. Hoffmanns Sandmanden (1815), som netop var Freuds hovedeksempel i hans artikel fra 1919 om das Unheimliche. Det gælder for eksempel, når de indtrængende performere hver især leger, at de er Lisa, og når de konkurrerer om, hvem der er den virkelige Lisa. Forestillingen spiller også i flere omgange på spejlet i Lisas hjem og hendes forhold til sit eget spejlbillede. Alle fire – inklusiv Lisa – er iført en gullig neglelak, som diskret antyder deres identitet. Forestillingen leger også – som Hoffmann, surrealisterne og Lynch – med den uklare grænse mellem drøm og virkelighed: Lisa er iført nattøj og sidder det meste af forestillingen i sin seng. Forestillingens rum er grænsen mellem virkelighed og en drøm, som truer med at slå over i mareridt.
Stemningsmæssigt sker der en form for glidning midtvejs, som både underbygges i musikken og i performernes stemmeleje og adfærd. Som Lisas alteregoer tager performerne mere og mere kontrol – hvilket dog også har en komisk undertone, som når Stumpf finder en flaske vodka, en propelhat, solbriller og nogle gamle medaljer frem, og, til Lisas synlige forbavselse, fortæller, hvordan en almindelig onsdag aften ser ud hos hende. Stemningen bliver hårdere, da Simon Wills ankommer til lejligheden og udfordrer Stumpfs rolle som alter ego til Lisa. Kontrollen bliver dog genoprettet til sidst, hvor de to performere med Lisa som dommer duellerer på deres gæt om, hvad Lisa ville have gjort i forskellige situationer. Taberen (Stumpf) må forlade hjemmet og forsvinder i sit surrealistiske kostume ud i mørket. Som det afsluttende coup træder Sarah Thom, nu fuldt forvandlet til ulv frem på scenen: Dén Mefistofeles-figur, der i starten af forestillingen lavede en pagt med Lisa, fører hende nu venligt ned på scenen til applaus.
Er Gob Squad hjemme?
Konceptet er interessant og Gob Squad virker enormt rutinerede i at håndtere den usikkerhed, der ligger i at inddrage de uforudsigelige indspil, der kommer fra den unge deltager og omgivelserne. I forhold til de tidligere produktioner, jeg har set i Aarhus, (Super Night Shot, Room Service og Gob Squad’s Kitchen), så virkede denne forestilling lidt mere tam, lidt mindre overrumplende, lidt mere sikker, lidt mere tænkt. Jeg tror ikke, jeg er en blasert tilskuer, jeg vil faktisk næsten beskrive mig selv som fan, men fornemmelsen var dog, at der simpelthen var mindre på spil – både for performerne, for den unge, for publikum – end, der var i de tidligere forestillinger, jeg har set.
Applausen var også lidt mat. Noget kan have med den konkrete aften at gøre – der var fx ikke så mange publikummer i salen. Men mit indtryk er også, at de har skubbet på nogle balancer i deres dramaturgi, som måske reducerer indsatsen: mere der er indstuderet på forhånd, mindre improvisation; mere der kun er transmitteret, mindre der sker på scenen; mere vægt på det intertekstuelle rum, mindre på det relationelle. Jeg så uhyggen og intimiteten mere end jeg følte den, og jeg tror ikke, jeg var den eneste, der havde det sådan, den aften – men hvem ved… Det er stadig teater af høj international klasse – og man må give dem, at de har sat et niveau, som det nok er svært at ramme hver eneste gang.
Is Anybody Home? spillede på Aarhus Teater fra d. 7. til d. 9 februar 2024. Forestillingen havde originalpremiere på Volksbühne i 2022.
Læs mere her
Koncept og instruktion: Gob Squad
Lyddesign: Catalina Fernandez, Isabel Gonzales Toro
Videodesign: Miles Chalcraft
Scenografi: Nina von Mechow
Kostumer: Sarah Thom, Ingken Benesch, Frank Salewski
Lys: Frank Novak
Dramaturgi: Johanna Höhman, Christina Runge
Medvirkende: Berit Stumpf, Sarah Thom, Simon Will (m.fl.).
Thomas Rosendal Nielsen er lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet, og fast medlem af Peripetis redaktion.