Anmeldelse af The Silver Dollar Duke på Sort/Hvid
I Bowies spejlkabinet
Af Laura Luise Schultz
Madame Nielsens musikalske overflyvning og gennemlysning af The Thin White Dukes spacede særheder er en rejse mod livets ydergrænser. Vi åbner med et klassisk Nielsen-billede: Indflyvning fra bagscenens mørke med en lygte i hver hånd, blinkende i rød og hvid. Billedet går tilbage til Das Beckwerks terrormusical Den sidste europæer fra 2005. Dengang illuderede figuren på en gang flyene, der ramte Twin Towers, og det lille europæiske velfærdsindivids desorienterede kamikazeflugt gennem livet.
I den aktuelle forestilling illuderer grebet snarere et forvildet rumskib til tonerne af Bowies Space Oddity, men det er også et kors, en Jesusfigur. The Silver Dollar Duke er en musikalsk hyldest til David Bowie. Det er ikke Bowies egen Lazarus-musical, men der er absolut referencer til Bowies spil på kristen ikonografi i sine sidste produktioner, hvor han forhandlede med døden om sit kunstneriske efterliv – bl.a. med referencer til den korsfæstede Kristus og den Lazarus, Jesus vækker fra de døde, der begge optræder i musicalen og på det sidste album, Blackstar.
Madame Nielsens forestilling er en lige så dødsmærket adaptation af hele forvandlingskuglen og gesamtkunstwerket David Bowie, tilsat kutteklædte musikere og dunkel lyssætning. På én gang underspillet og grandiost er Madame Nielsens playliste fyldt med referencer til både Bowies og hendes eget bagkatalog: Das BowieBeckwerk, med alle de klassiske Nielsenske forvandlingsgreb, nu som spejlinger i Bowie.
Flydende forskydninger og glidende betydninger
Madame Nielsen bevæger sig igennem Bowies oeuvre fra Major Toms tindåse til Blackstars Lazarus-associationer med behændige forskydninger og sammensmeltninger undervejs. Menneske- og dyrelignende skikkelser alternerer i forvitrende, intense billeder. Amorfe væsener tager momentant form for øjnene af os og opløses igen, mens teksternes og musikkens umærkelige forskydninger af Bowies sange fremmedgør og underliggør hele stemningen – hvad sang han-hun-den-det-de lige der? Nummeret er Fashion, men det lød da som ’fascist’? I en underspillet markering af den glidning, der allerede ligger indlejret i Bowies egen fremføring af nummeret, sammenfattes sangens sidestilling af modetyranni og autoritære bevægelser over for reel kultur- og klassekamp.
På tekstsiden er der et væld af den slags kulturkritiske referencer til tidens aktuelle politiske tilstand – men de fremstår som næsten uhåndgribelige merbetydninger, der opstår mellem linjerne og med en let forsinkelse, fordi vi ikke lige fanger dem i første omgang, når originaltekster og genskrivninger lejres ind over hinanden. Teksterne er minimalt forskudt, transskriberet i forventning om, at vi selv har de originale numre med i baghovedet.
Er det mon klimakrisen fra Verdensfrelserinden (Aarhus Teater 2021), der skaber forskydningen af afslutningsnummeret Cat People til “Ant people” og fra Bowies seksuelt ladede “I’ve been putting out fire with gasoline…” til: “you’ve been putting out fire with gasoline”? Det store perspektiv er i givet fald, som altid hos Nielsen, sat i et eksistentielt spændingsfelt, hvor individets, menneskedyrskroppens, livsmateriens vilkår undersøges.
Mest tydeligt går måske genskrivningen af “Heroes” igennem (hvis titel Bowie selv satte i anførselstegn). Her byttes kønnene rundt, så Madame Nielsen bliver en imaginær dronning, der synger: “…you could be my king…,” men kønskodningen af både stemme og tekst skifter undervejs, ligesom drømmen om at svømme som delfiner i et hav af heroin bliver skiftet ud med en vision om engle, der kan flyve op imod kræftdøden. Mens den autoritære dommedagstrussel forskydes fra Berlinmurens skygge til nutidens trumpister. Her i det, der måske er Bowies mest storladne og neo-romantiske nummer nogensinde,må Madame Nielsen sætte identifikationens flydende længsler fri og skrive sig helt ind i en relation til dette imaginære du, lige her er hun måske allermest fangirl, men selvfølgelig hele tiden med sit eget kunstneriske ærinde forrest.
Sort og sølv
Musikalsk dukker Grandmaster Flashs The Message pludselig op: “Don’t push me…” Vi bevæger os hele tiden på kanten i det her univers: På kanten af samfundet, volden, undergangen, af livet og døden, men vel først og fremmest af kulturen. Nummeret peger på Bowies omfattende musikalske udveksling med sort kultur, som han var inspireret af, som han approprierede og huggede fra – men som til gengæld også selv samplede løs af Bowies bagkatalog i en lang række hiphopnumre af kunstnere som fx Public Enemy, Ice Cube og altså Grandmaster Flash.
Her rører vi ved et smertepunkt i Madame Nielsens egen kunstneriske positionering. Siden den skandaleramte Black Madonna (Sort/Hvid 2018), hvor hun bl.a. optrådte i blackface, har Madame Nielsens flirt med sorte stereotyper affødt massiv kritik og anklager om racisme. Selv om skredet mellem sorte og hvide kulturelle træk ligger i klar forlængelse af Nielsens dekonstruktion af andre hierarkiske identitetskategorier, så er det i undersøgelsen af samfundets racialiseringer, at identitets-samplingens udfordringer bliver mest tydelige. Pastichens paradoks er jo, at den altid vil eksponere og tydeliggøre visse træk som netop kulturbestemte snarere end naturlige, men hvis det gøres fra en majoritetsposition, risikerer det at ende som en letkøbt parodisk udlevering af den andetgjorte, hvor man ikke selv har noget på spil og i klemme.
Således må hele Madame Nielsens inkarnering af kvindeligheden siges at være en kulturkritisk gennemlysning af, hvad det er muligt at sige, gøre, føle, udtrykke, være og fremtræde som fra en kvindelig position. Men netop med det privilegie at kunne træde ud af denne position igen, selv at have valgt at træde ind i den, og at bringe hele sin hvide, mandlige kulturelle habitus og status med ind i den. Senest med Black Madonna stod det klart, at det langt hen ad vejen er et hvidt privilegie frit at kunne udfordre de samfundssanktionerede identitetskategorier, også selv om det aldrig er omkostningsfrit fra noget udgangspunkt, heller ikke fra en hvid, mandlig, ciskønnet osv. position, at udfordre kategorierne så radikalt, som Madame Nielsen gør det.
Trods den dunkle lyssætning og de flygtige apparitioner er Nielsen dog ikke i sort, men i sølv i The Silver Dollar Duke Show. Med fuld bodypaint i oxideret sølv kan hun flimre fra kutteklædt munk til romantisk skyggeskikkelse med kappe, stok og hat på filmlærredets silver screen, over dødsmærket zombie til glinsende insekt med maske og blinde, gule lygteøjne. Er det en myre eller en knæler, er det edderkoppen eller fluen fra Ziggy Stardust der bliver tilbage efter Blackstars Kristusagtige allusioner til knælende kvinder “on the day of the execution”? Eller er det et individ fra græshoppesværmene i Verdensfrelserindens profeti om menneskehedens klimabetingede undergang, der er flakset med over i Bowieforestillingen?
Ubestemmelighedsfaktoren: becoming-Bowie
Selv om scenefiguren ser sort ud ind i mellem, så er vi her tættere på Bowies mange maskespil, overblændinger og personaer. Lyset spiller og ændrer hele tiden Madame Nielsens sceniske fremtræden. Morten Kolbaks lysdesign er centralt for forvandlingsspillets forskydninger her i dødens grænsefelt. Madame Nielsen står i starten bag et transparent bobinet, der som et slør understreger den næsten spøgelsesagtige fremtræden, dette immaterielle syn, vi hjemsøges af her.
Den senede, skrøbelige krops styrke tager til, mens det androgyne får klangbund og følgeskab af andre kropslige ubestemmeligheder – mellem levende og død, mellem menneske og dyr. Det er en næsten post-human krop, et materiale på niveau med al anden væren, på en gang en rumrejse gennem Bowies fantasmagoriske stjerne- og superhelteunivers – “I’m not a marvel star (…) I’m a blackstar” – og en deleuziansk afvikling af selvet og subjektet i en uendelig proces af stadigt forskudte tilblivelser eller andet-blivelser: becoming-woman, becoming-animal, becoming-Bowie…
Først og fremmest er det med en radikal selvinvestering, at Madame Nielsen sætter sin egen krop og kunstneriske kraft ind som materiale, model og forsøgsperson for en sådan u/mulig selvafvikling.
Det er næsten som at være vidne til en tilbagespoling af Madame Nielsens egen tilsynekomst fra verdens våde urskød i Transformatoren (Caféteatret 2014), hvor menneskematerialet krøb op af vandet og forvandlede sig fra kryb til et skrigende fugledyr af en kvindeskikkelse. Det er surrealistisk og suggestivt, forvirrende og forførende. Forestillingens mange lag og overlejringer i musikken, i stemme, sang og fremføring, mellem Bowiecitater og Beckwerksreferencer, komplicerer dens foruroligende forhandling af dødens alt for nærværende, altomfattende fravær og tilfører den en anden slags kant end Bowies massekulturelle appel. Stemmen er ikke Bowies, men leveringen er superpræcis, hver gang.
The Silver Dollar Duke spillede på Sort/Hvid d. 8 til d. 12. december 2023
Læs mere her
Performance, stemme og guitar: Madame Nielsen
Piano, harmonika og elektroniske instrumenter: Simon Toldam
Trommer og elektriske instrumenter: Simon Forchhammer
Koncept, scenografi og kostumer: Madame Nielsen/The Nielsen Movement
Musik: David Bowie, transformeret af Madame Nielsen og Simon Toldam
Lysdesign: Morten Kolbak
Tekst: David Bowie, transskriberet af Madame Nielsen
Laura Luise Schultz er lektor i Teater- og Performancestudier, Københavns Universitet. Forsker og underviser i avantgarde- og samtidsteater, herunder den postdramatiske scenetekst.