Anmeldelse af En lykkelig slutning på Aarhus Teater
En lykkelig åbning
Af Janek Szatkowski
Maren Uthaugs bog om bedemandsslægten fra 2013 er blevet transformeret til en monolog på 80 minutter. Det er blevet til en fremragende forestilling, der er en lykkelig åbning af både Christian Hetlands allerfineste talenter som skuespiller, og af den nye huskunstner-duos projekt på Studioscenen: ”And they lived happily ever after”. Her viser Sigrid Johannesen (iscenesættelse og manuskript i samarbejde med dramaturg Tine Voss Illum) og Laura Løwe (scenografi), hvordan teater kan formidle både de fornøjelige og dybe eksistentielle lag.
Som tilskuer ankommer man til rummet uden for scenen med en udstilling af urner, en kiste og bårebuketter, og går så ind til bedemandens værksted. Her er en realistisk, kølig og steril scenografi, hvori man modtages af Christian Hetland, der fortæller historien om Nicolas og hans slægt af bedemænd. Som i Uthaugs prisbelønnede roman 11%, (2022) er der også her en slægtshistorie i spil, som undersøger skæbner, skam, sorg, sex- og sensualitet. Videregiver forældrenes gener en skæbne? Akkumuleres og forstærkes den fra slægtled til slægtled, eller kan/skal den brydes?
Bedemandsslægten
I forestillingen får vi opridset slægtshistorien fra den første bedemand i familien, der med sine ritualer mente at kunne forsikre de efterladte mod at blive hjemsøgt af gengangere. Det tjente han godt på. De næste i familien stod bl.a. for de første (ulovlige) ligbrændinger, der fandt sted i 1853, men som snart efter blev en velset metode til at skaffe sig af med de alt for mange lig under pesten i København. Da fotoet blev opfundet, forstod de næste bedemænd i familien hurtigt at udnytte det. De efterladte blev tilbudt et smukt opstillet billede af den afdøde.
For at give et indtryk af, hvordan det tog sig ud, anmoder Christian/Nicolas en tilskuer om at hjælpe sig. Det sker nænsomt og med respekt for den tilskuer, der siger ja til at hjælpe med i demonstrationen. Efter endt demonstration bliver tilskueren tilbudt det polaroidfoto, der er blevet taget: ”så kan du jo se dig selv som død”. Det kommer man jo ikke så let til ellers. Grebet er et vigtigt dramaturgisk element, der understreger dødens faktum: Vi skal alle den vej. Forbi bedemanden. Fra at døden var et fællesanliggende for hele det nære samfund og blev markeret af begravelsesoptog, er det nu blevet til det lille gys i snævre kredse.
Nicolas er den første af de mandlige slægtninge, der ikke bærer navnet Kristian, måske mente hans moder ikke at han var værdig til at bære det? Nicolas er født i 1972 (samme år som Maren Uthaug). På det tidspunkt havde den sirlige morfar forretningen, og blev den første bedemand med eget kølerum. Moderen overlod Nicolas til en husholderske, og ved Morfaderens død blev moderen bedemand (ja det hedder det stadig, selvom den nye danske retskrivning har søgt at kønsneutralisere mange andre ’mænd’). Nicolas, der havde lært af sin Morfader, bliver gradvis nødt til at overtage gerningen, da hans Moder var træt af at omgås alle de efterladte og andre mennesker. Han var ensom teenager uden venner, og med en kold og distanceret moder.
Omgang med de døde
Efter den indledende fortælling om slægtens historie, ændrer lyset sig pludseligt. Det bliver blåligt, og lydsiden markerer et skift i stemningen. Lyden af Nicolas’ hånd, der føres hen over en kiste, forstærkes og glider sammen med en musisk lyd. Dette fungerer som en markør i forestillingen og bliver effektivt anvendt som greb flere steder. I disse situationer bevæger Nicolas sig uden ord, og vi ser, han pines ved at være til stede i erindringen. Et af de mange eksempler på, hvor behændigt og elegant lyden og lyset arbejder med at støtte og løfte forestillingen. Et enkelt andet sted bliver scenen mørklagt, man hører kun Nicolas fortælle, og i mørket aner man en duft. Der bliver således appelleret til alle sanser.
Umiddelbart efter den første lysændring, begynder et tema om nekrofili at dukke op. Fra oldtid til nutid. Fra prinsen der kysser den døde prinsesse i eventyret, til vampyren, der kysser den smukke, unge pige. Inden Nicolas’ egen historie for alvor tager fat, får vi opsummeret nutidens bedemand og faglighed ved hjælp af endnu en frivillig tilskuer, der bliver anbragt som lig på scenografiens stålbord. Det handler om at håndtere de efterladtes ønsker bedst muligt. Efter denne nøgterne fremvisning af bedemandens klargøringsritual, marker et nyt intermezzo i blåt lys og stærkt lyddesign overgangen til Nicolas’ historie. Det ville være synd, om denne anmeldelse gik for udførligt til værks i beskrivelsen af det, der nu følger i forestillingen. Det skal opleves.
For argumentationens skyld må jeg dog lige sammenfatte, at Nicolas beretter om, hvordan han som 14-årig første gang havde seksuel omgang med et lig af en 20 årig kvinde; hvordan han kæmper for at undertrykke dette ulovlige, men reelt eksisterende begær; og hvordan det lykkes ham i en lang periode. Han oplever et varmt kærlighedsforhold til sin kone Therese, og hun føder dem tvillinger, Kristian og Liane. . Familielivet og forældreskabet belastes af tvillingernes vidt forskellige adfærd, en ustyrlig Liane og en (tilsyneladende) medgørlig Kristian. Da Therese dør af cancer, og Nicolas står alene med sorgen, falder han igen ind i et nekrofilt forhold til en afdød. Han begynder derfor at overveje, hvorvidt slægt skal følge slægters gang, og vælger en løsning, der nok er en efterfølgende tanke værd.
Mod nye teaterformer
Forestillingen undersøger det, der, for de fleste af os, fremstår svært at forstå. I denne vilje til at prøve at forstå det uforståelige ligger en meget stærk energi. Det fremragende i forestillingen er, at denne energi bliver holdt tilbage. Der er ingen råb og skrig, ingen voldsomme billeder af nøgne mennesker og vold. På intet tidspunkt hentes der lig ud af mange låger i kølerummet. Vi aner et par nøgne fødder, da en af lågerne åbnes, men ellers forbliver de fleste låger lukkede. Energien disciplineres, og overraskelser disponeres præcist og veltimet.
Christian Hetland bevæger sin figur med stor præcision fra den muntre fortæller ind mod den mørke afgrund. På den måde får det ’at fortælle’ betydning både som glad oplysning, men også som smertefuld selverkendelse. Christian Hetland forsvarer sin figur, helt uden at forfalde til sentimentalitet, med en fint antydet menneskelighed inde bag den skrøbelige og fortvivlede Nicolas. Det er en stor præstation.
Det er vældig befriende at se et nutidigt teater, der tør arbejde med en form, der bæres af en legende og smidig omgang med det episke. Og som oven i købet væves sammen med både realisme og symbolisme. Det bliver en form, der tør undersøge de sprækker i virkeligheden, der kan åbne op for lag, som måtte gemme sig bag det, vi kalder kriser. Netop derfor er formen ikke ude efter at sprede betydninger, men efter at finde mening og forståelse. Hvad er der så forestillingen antyder, der er gemt i disse lag?
Moralens umoral
Forestillingen giver sit svar i kraft af sin egensindige poetik. Der er ingen paroler og skråsikre løsninger. Forestillingens samlede kunstneriske udtryk fastholder Maren Uthaugs uforlignelige komposition af virkelighedsnær prosa og konstant overraskende forskydninger, der udvider virkeligheden. Det fører dels frem mod længsler, sensualitet, seksualitet og de glimt af menneskeligt sammenhør som gør livet rigt, og dels mod ensomhed, savn, misbrug og vold, som også er livet. De værdier, der er på spil i forestillingens præcise og velmodulerede univers, sætter spørgsmålstegn ved slægters normer og traditioner og peger på deres afhængighed af samtidens moral.
Forestillingens poetik er et værdiopgør med moralen, der tildeler agtelse eller mishag, som dømmer, om noget er godt eller ondt. Kunsten kan, når den er bedst, netop gøre dette: sætte moralen under pres. Derved spørger kunsten, hvor kærligheden, omsorgen og sikkerheden findes. Det lykkes, fordi tekst, iscenesætter, skuespiller, scenograf, lys og lyddesign magter det disciplinerede, fint registrerede og effektivt slående. Det lykkes, fordi tilskueren i det intime rum er positioneret som potentielt assisterende statist-lig. Fordi forestillingen gør virkelighedens realisme flydende. Og endelig fordi forestillingen tør at bære sin egen uafgørlighed i sig.
En subtil ironi
En lykkelig slutning udmærker sig ved fraværet af en – ellers vældig udbredt – satirisk ironi. I stedet anvender den en mere subtil ironisk form. Søren Kierkegaard beskrev i Begrebet Ironi (1841), hvordan den enkle ironi er humoristisk og fordragelig, hvorimod den subtile ironi gør galskaben endnu mere gal og aktiverer vores eksistentielle angst. Den aktiverer centrale værdier ved ikke blot at sige ét, og mene noget andet, men ved at stille spørgsmålet om, hvordan vi finder mening.
Forestillingen omfavner figuren Nicolas med en kærlig interesse i at forstå. Forståelsen favner også en historisk kontekst og antyder muligheden for, at en slægts gener kan bære skæbner med sig. Nicolas’ kølige moder og slægtens erfaringer med omgang med kolde lig støder sammen i Nicolas’ nekrofile seksualitet. Det åbner for det omstridte forhold mellem biologisk og kulturel påvirkning af mennesket. Kan slægtens gener modificeres af kulturens påvirkninger af familien? Hvis slægten bærer umoralske tendenser, skal den så have lov til at fortsætte?
Derved hvirvles der ved hjælp af slutningens konstruktion billeder op af jødeudryddelser, og af vore dages muligheder for at afbryde svangerskab, hvis særlige gen’fejl’ er til stede. Dette dramaturgiske greb installerer den subtile ironi, der gør forestillingens blik på Nicolas, hans slægt og hans individuelle valg, til en svimlende konfrontation med, hvad den menneskelig frihed indebærer.
Uafgørligheden og håbet om en sikker viden er huskunstner-duoen ikke alene om. Der er al mulig grund til at se frem mod de næste forestillinger i deres projekt. De beskriver det bl.a. således:
”Vi er den fremtidsløse generation – begge født i opsvings-90’ernes tro på den lykkelige slutning, den romantiske kærlighed, demokratiets sejr, økonomisk stabilitet. Men pludselig voksede noget frem, noget, der slog sprækker i virkeligheden, og det eneste, vi nu kan se, er klimakriser, krige, depression, stress, angst, inflation. Verden, som vi kender den, er i opløsning. Vi længes efter lykkelige historier at gemme os i. Hvor kan vi finde det forløsende credo: AND THEY LIVED HAPPILY EVER AFTER?”
En lykkelig slutning spiller fra 21.09 til 27.10 2023 på Aarhus Teater
Læs mere her
Forfatter: Maren Uthaug
Dramatisering: Sigrid Johannesen og Tine Voss Ilum
Iscenesættelse: Sigrid Johannesen
Scenografi: Laura Løwe
Lyddesign: Asger Kudahl
Lysdesign: Kim Glud
Fotograf: Rumle Skafte
Medvirkende: Christian Hetland
Janek Szatkowski er Lektor Emeritus i Dramaturgi, Aarhus Universitet.