Anmeldelse af Mortalities i Musikhuset
I underverdenen uden Eurydike
Af Magnus Tessing Schneider
Operaen som kunstform har en lang tradition for at skildre rejser til underverdenen. Navnlig Orfeusmyten, som berører forholdet mellem kunsten og døden. Denne myte er gennem århundrederne blevet brugt til at lancere nye former og undergenrer. Man kan blot tænke på Jacopo Peris Eurydike fra 1600, den første opera hvortil musikken er bevaret; på Claudio Monteverdis Orfeus fra 1607, som for alvor gav kunstformen sit eget udtryk; på Christoph Willibald Glucks Orfeus og Eurydike fra 1762, som gjorde teateroplevelsen til en indre rejse; eller på Jacques Offenbachs Orfeus i underverdenen fra 1858, som revolutionerede operettegenren. På dansk grund skabte Hotel Pro Forma i 1993 billedoperaen Operation:Orfeo – en moderne klassiker, som senest spilledes i Musikhuset i 2021.
Nu har Danmark så fået sin første virtual reality-opera, Mortalities, der lægger sig i samme tradition, uden dog at referere eksplicit til Orfeusmyten. De blot fire tilskuere/deltagere, som slippes ind til hver af de 55 minutter lange forestillinger, iføres et VR-headset, hvorefter man bevæger sig igennem en række tableauer, der forestiller underverdenens seks porte eller stadier. Stadig nye drømmelandskaber og -interiører samt en tilbagevendende dødsdæmon med fugleansigt vokser frem for beskuernes blikke for atter at opsluges af jorden, mens et kor bestående af seks operasangere synger om rejsens stadier via høretelefonerne.
Dødens arkitektur
Ifølge de gamle mesopotamiere og egyptere var der syv porte til underverdenen, og ifølge islam har helvedet syv stadier. I Mortalities går man imidlertid kun igennem seks stadier, hvorefter man, ligesom Orfeus, får lov at vende tilbage til de levendes verden. Den sidste port må vente til en anden gang.
Kvinden bag konceptet er Rebekka Sofie Bohse Meyer, kunstnerisk leder af det nystiftede Jakobe Performing Arts, som specialiserer sig i immersive forestillinger. Derudover består det kunstneriske team af billedkunstneren og koreografen Ninna Steen, som har designet det visuelle univers, af komponisten og lydkunstneren SØS Gunver Ryberg, som har udarbejdet operaens overvejende elektroniske musik i samarbejde med sangerne, og af lyrikeren Ursula Andkjær Olsen, som har skrevet den engelsksprogede libretto. Det aarhusianske extended reality-produktionsselskab MANND har stået for den tekniske udførelse af den virtuelle sceno-koreografi.
Det er en visuelt frapperende verden, som møder én. Snart står man i disen på en tilfrossen skovsø, over hvilken slørlignende gespenster svæver. Snart vokser en mægtig bjergvæg op af søen blot en armslængde borte. Snart sidder man i en grotte, som forvandles til en menneskekrops indre og derefter til en slags underjordisk tårn kaldet ”the architecture of Death”, der bringer mindelser om såvel Dantes Helvede som Piranesis fantasifængsler og rumstationerne fra Kubricks Rumrejsen år 2001. Efterhånden vokser mos og anden beplantning frem på stenoverfladerne. Til sidst bliver alt mørkt.
En ensom rejse
Når man er iført sit VR-headset, kan man hverken se sin egen eller andres kroppe. Men for at undgå at folk støder ind i hinanden, repræsenteres deltagerne af fire røde hjelme og desuden af fire anatomisk korrekte hjerter, der svæver gennem rummet, før de forlader os på rejsens andet stadie og bliver ét med klippen.
Ligesom i Operation:Orfeo er tilskueren protagonist i sit eget drama, mens sangerne udgør et ansigtsløst kor af dødsguder. Men hvor koret i Kirsten Dehlholms performanceværk i høj grad var til stede i teaterrummet, optræder koret i Mortalities kun som præindspillet lyd. Da man desuden kun har en begrænset fornemmelse af de øvrige deltagere i salen, hvor forestillingen udspiller sig, bliver den til en ensom rejse, der ikke har den karakter af overgangsritual, som Operation:Orfeo havde, og som den seksdelte struktur synes at lægge op til. Kun indgangsscenen, hvor man modtages af den fuglelignende sjælefører i skikkelse af en maskeret, men levende sangerinde (formentlig mezzosopranen Kirsten Voss), besidder scenisk og musikalsk nærvær.
Døden som digital virkelighed
I programmet beskrives Mortalities som ”en multisensorisk dødsopera”, og Andkjær Olsens tekst er fuld af beskrivelser af sanselige erfaringer som kulde, tyngde, kropslig kontakt, mørke osv. Nogle af tekstens billeder er endda blevet forstærket ved hjælp af specialeffekter, som når en kold vind blæser gennem lokalet, mens koret synger om ”the gust of icy wind of our / cooler and cooler / emotions”. Eller når fingrene rører ved en rigtig sten, mens de synger om hjertets flugt som ”leaving a heavy stone behind”. Eller når man mærker duften af parfume, mens de synger om ”dark lavender, earth, moss / moist materials / cosmic fragrance”.
Skønt forestillingen appellerer til næsten alle sanserne, føles den ikke mere sanselig eller følelsesmæssigt engagerende end et meget avanceret computerspilsunivers. De digitalt skabte billeder, lydsporsmusikken og – frem for alt – det næsten totale fravær af menneskelig interaktion gør Mortalities til en udpræget cerebral oplevelse.
Der findes ingen død Eurydike, som den sørgende Orfeus leder efter og forsøger at bringe tilbage til livet. Vandringen gennem underverdenen præges mindre af længsel end af nysgerrighed, når man går rundt for at opdage alle hjørner af det digitale univers. Da man end ikke kan se sin egen krop, reduceres man til et vandrende blik, der – i skarp modsætning til Orfeus, som af dødsguderne fik forbud mod at se på Eurydike – har lov at bevæge sig overalt.
Døden som fravær
Måske er dette pointen? Sjælen, som har forladt legemet, er jo netop befriet fra sine kropslige og dermed sine følelsesmæssige erfaringer. Operaen har givet hver af de seks porte en indskrift, ligesom Dante forsynede porten til helvedet med indskriften: ”Her lades alt håb ude”. I Mortalities lyder indskrifterne som følger: ”Without the cold you are nothing”, ”Without gravity you are nothing”, ”Without dirt you are nothing”, ”Without distortion you are nothing”, ”Without meltdown you are nothing”, ”Without darkness you are nothing”. Døden er først og fremmest et fravær.
”I believed in the illusion of / the terrestrial world in its three-dimensional glory”, synger koret som indledning til det femte stadie. Og i virtual reality-operaen blev dødsriget for mig en allegori over den digitale skinvirkelighed i al dens herlighed. Det er en verden, hvor vi er lukkede om vores egen tanke- og følelsesverden, dømt til at drive rundt som iagttagere, uden at involvere os. Når man forlader salen, sidder operaen ikke i kroppen, men billederne sidder tilbage i erindringen som noget, man har drømt. Drømme har heller ingen fysisk realitet.
Mortalities spillede i Musikhuset fra d. 19. til d. 23. september 2023.09.21
Læs mere her
Koncept og kunstnerisk leder: Rebekka Sofie Bohse Meyer
Komponist af elektronisk musik, kor og stemmer: SØS Gunver Ryberg
Visuelt design, animation og koreografi: Ninna Steen
Libretto: Ursula Andkjær Olsen
VR-udvikling: MANND
Sangere (live og VR): Anne-Kristine Skov Andersen, Katinka Marie Frida Bohse Meyer, Kirsten Voss
Sangere (kun VR): Stephen Yeseta, Mathias Monrad Møller, Mikkel Tuxen
Magnus Tessing Schneider er ph.d. fra Aarhus Universitet, docent i teatervidenskab fra Stockholms Universitet, dramaturg, teaterhistoriker og videnskabelig assistent i Dramaturgi ved Aarhus Universitet, hvor han er tilknyttet forskningsprojektet ”Artistic Exchanges: The Royal Danish Theatre and Europe”.