Anmeldelse af Titus på Operaens Store Scene
Don Titos’ hårdhændede metoder
Af Magnus Tessing Schneider
Meningerne om Mozarts La clemenza di Tito – dvs. Titus’ mildhed, skønt den slet og ret er kendt som Titus hertillands – har altid været delte. Mens nogle hylder operaen som et af hans største mesterværker, afskriver andre den som et hastigt sammenstykket bestillingsarbejde. Operaen blev skrevet til kejser Leopold d. 2.s kroning som konge af Bøhmen i Prag i 1791, og Mozart fik ikke lov til selv at vælge teksten. Kontrakten krævede, at han skulle sætte en libretto fra 1734 af den kejserlige hofdigter Pietro Metastasio til musik. Dette heroiske drama, som udspiller sig i år 79 og handler om den romerske kejser Titus’ tilgivelse af to forrædere, som har stræbt ham efter livet, var oprindelig skrevet som en hyldest til Habsburgdynastiets ”milde” kejsere og til enevælden som styreform.
Men Mozart havde andre planer. Med hjælp fra digteren Caterino Mazzolà blev teksten underkastet en voldsom redigering, som ifølge komponisten gjorde den til en ”rigtig opera”. Personerne blev gjort mere levende og det politiske perspektiv mere moderne. Vi føler med de to emotionelt forvildede forrædere, Sextus og Vitellia, såvel som med Titus, der fremstår skrøbelig i sin isolation på magtens tinde. Egentlig er Mozarts Titus slet ikke en opera om mildhed, men en opera om medfølelse – den vigtigste politiske dyd i det demokratiske samfund, for hvilket den franske revolution var ved at bane vejen. Intet under, at kejserhoffet hadede den nye kroningsopera.
Don Tito Vespasiano
Titus har dog en række udfordringer, som delvis skyldes Metastasios noget skematiske tekstforlæg. Det er op til iscenesættelsen at gøre det troværdigt, at den unge Sextus, som er forgabt i den manipulerende og magtbegærlige Vitellia, drives til mordforsøget på sin elskede mentor Titus, simpelthen fordi hans tilbedte kræver det. Og at den i øvrigt lidet sympatiske Vitellia angrer, da hun indser, at Sextus vil gå i døden for at bevare hendes hemmelighed. Og at Titus, trods sin vrede og dybe skuffelse over forræderiet, vælger at benåde og frigive dem begge. Udfordringerne bliver ikke mindre af, at 1790ernes idealistiske teatersyn ligger langt fra den kombination af psykologisk realisme og ironisk distance, som mange af nutidens operainstruktører opererer med.
Hollandske Jetske Mijnssen har set stort på operaens politiske og humanistiske temaer for i stedet at fokusere på personernes psykologiske troværdighed indenfor rammerne af en nutidig scenekonvention. Da vi jo ikke længere har enevældige kejsere i Europa, er Titus blevet til chefen for et virksomhedsimperium af den mere lyssky slags. Her er det kutyme, at man, i stedet for at melde forbrydere til politiet, får sin caporegime til at give dem en sæk over hovedet og et skud i nakken og grave dem ned i baghaven. Vi befinder os i en moralsk anløben verden af smart tøj, vilde fornøjelser, skydevåben og forråede følelser, hvor penge og magt betyder mere end menneskeliv. Tankerne ledes hen på Fellinis Det søde liv såvel som på Coppolas Godfather-trilogi. Don Vito Corleone er blevet til Don Tito Vespasiano.
Psykologisk troværdighed
Stærkest i forestillingen står Elisabeth Jansson som Sextus – et parti, der er skrevet til en kastratsanger, men oftest synges af en kvindelig mezzosopran i dag. Både gestisk og vokalt tegner Jansson et overbevisende portræt af en yngling i sine lidenskabers vold. Han er besat af den besnærende Vitellia, som han samtidig hader for den måde, hvorpå hun misbruger sin magt over ham. Hans virtuose rondoarie i første akt bruges glimrende af sangeren og instruktøren til at udtrykke den dybe ambivalens i hans følelser, der kulminerer med et fysisk angreb på Vitellia i det rasende koloraturafsnit. Hvad angår Sextus’ følelser for Titus, synes de mere prægede af den ærgerrige unge mands beundring for det succesfulde magtmenneske end af beundring for hans menneskelige kvaliteter. Titus er jo ikke just en engel i denne opsætning. Derfor forekommer det også helt troværdigt, at Vitellia kan overtale Sextus til at dræbe ham. Det er jo sådan, man kommer frem i denne beskidte verden.
Vitellia spilles af den tyske gæstesopran Mojca Erdmann som et køligt magtmenneske – lige dele overklassefrue, mafiaboss og folkeforfører. Desværre falder instruktøren for fristelsen til at gøre hende lettere komisk i terzetten i første akts finale, da Sextus’ søster Servilia og Titus’ caporegime Publius kommer for at meddele hende, at bossen har udset hende til sin hustru. Dette er opfyldelsen af Vitellias hedeste og hemmeligste drømme, men desværre kommer meddelelsen få øjeblikke efter, at hun har sendt sin unge elsker afsted for at myrde brudgommen. Hendes desperation og forvirring, som står i kontrast til Servilias og Publius’ lykønskninger, ligner en komisk situation, men er egentlig et tragisk vendepunkt, hvor Vitellia indser konsekvensen af sine handlinger. At gøre scenen komisk passer til iscenesættelsens flamboyante univers men undergraver effekten af hendes erkendelse og offer i slutningen af operaen.
Vrede eller tilgivelse?
Forestillingens største svaghed er dog fremstillingen af titelhelten – en utaknemmelig opgave, som er blevet lagt i hænderne på den i øvrigt velspillende litauiske gæstetenor Edgaras Montvidas. At gøre Mozarts ædle lederskikkelse til en kriminel kapitalist er et drastisk indgreb, som operaen ikke kan holde til. De smukke korsatser, som synges af det romerske folk, der elsker deres kejser og sørger oprigtigt over hans formodede død i første akt, bliver her fremført af chefens udeltagende kontorpersonale, hvilket underminerer deres dramatiske effekt. Det mafiøse univers taget i betragtning ville nådesaktens overmenneskelige storsind forekomme grotesk, og derfor er Titus’ tilgivelse af Sextus og Vitellia da også farvet af dyb modvilje. Hans triumferende arie i anden akt, som egentlig udtrykker kejserens tilfredshed med at have truffet det moralsk rigtige valg, synges fra først til sidst i et vredt tonefald, der passer til musik og tekst som fod i handske. At forestillingen ender med, at Titus skyder sig en kugle for panden virker mere absurd end chokerende.
Desværre matches instruktørens hårdhændede omgang med operaen af dirigentens. Iraneren Hossein Pishkar dirigerer symfonisk snarere end dramatisk, og der gives ikke megen plads til sangernes udtryk og partiturets sartere farver, som er dér, hvor medfølelsen kommer til udtryk. Kun undtagelsesvis – som i Sextus’ arie i første akt og Titus’ akkompagnerede recitativ i anden akt – får sangerne lov at synge piano. Nedtoningen af det følsomme og medmenneskelige til fordel for hårdtpumpet, senromantisk schwung ledte faktisk mine tanker i retning af opførelsen af Mascagnis hævndrama Cavalleria rusticana i Godfather III, hvilket naturligvis ville passe til konceptet.
I programmet skriver operachef Elisabeth Linton, at vi i dag har brug for Mozarts Titus med dens budskab om tilgivelse. Men Mijnssen synes ikke at dele troen på Mozarts vision, og hendes iscenesættelseskoncept karambolerer med hans musikalske dramaturgi. Hvis man vil overvære denne opsætning af værket, skal det være for at se og høre Elisabeth Jansson som Sextus.
Titus spiller på Operaens Store Scene fra d. 10. september til d. 8. oktober 2023
Læs mere her
Medvirkende: Edgaras Montvidas, Mojca Erdmann, Elisabeth Jansson, Marlene Metzger, Angela Brower, Magnus Berg, Anne-Marie Curry
Musikalsk ledelse: Hossein Pishkar
Iscenesættelse: Jetske Mijnssen
Scenografi og kostumedesign: Ben Baur
Lysdesign: Bernd Purkrabek
Bevægelsesinstruktør: Ismael Del Valle Espinosa
Desuden: Det Kongelige Operakor, Det Kongelige Kapel
Magnus Tessing Schneider er ph.d. fra Aarhus Universitet, docent i teatervidenskab fra Stockholms Universitet, dramaturg, teaterhistoriker og videnskabelig assistent i Dramaturgi ved Aarhus Universitet, hvor han er tilknyttet forskningsprojektet ”Artistic Exchanges: The Royal Danish Theatre and Europe”. Sammen med Ruth Tatlow har han redigeret bogen Mozart’s La clemenza di Tito: A Reappraisal (Stockholm University Press, 2018), som kan læses med open access her.