Anmeldelse af This is not Romeo and Juliet, Granhøj Dans, Musikhuset Aarhus

Anmeldelse af This is not Romeo and Juliet, Granhøj Dans, Musikhuset Aarhus

Obstruktion af den klassiske tragedie

Af Erik Exe Christoffersen

En nøgen kvinde løber over den tomme scene og råber på Romeo, før hun forsvinder bag scenetæppet. En nøgen mand følger løbende efter og råber på Julie, før også han forsvinder. Og sådan løber de, kaldende, imens de klæder sig på. Det er ikke begyndelsen på en genfortælling af Shakespeares store tragedie Romeo og Julie. Det ligner mere en drilleleg, og sådan fortsætter det i næste scene, hvor to musikere, en cellist og en violinist, spiller, imens de læner sig op ad hinanden, støder ind i hinanden og kysser hinanden.

Det er næsten 30 år siden jeg første gang så Granhøj Dans (dannet i 1990) og forestillingen Obstruction Ultimatique fra 1996. Ikke desto mindre minder This is not Romeo and Juliet om denne forestilling, der kredsede om kroppens sensualitet, længslen efter kærlighed og det ultimative kys.

I This is not Romeo and Juliet møder vi de to elskende som både et ungt par, et modent par og som musikere. Det unge par er så forelskede og blufærdige, at de næsten ikke tør se på hinanden. Senere smider det modne par igen tøjet, lige som i starten, og springer i hinandens arme, mens de unge kun drister sig til at kysse. De tre par bliver langsomt ført sammen til musikken fra den klassiske komponist Sergej Prokofjevs ballet Romeo and Juliet – Dance of the Knights. Det bliver en form for næsten manisk ritual med violin og cello. Det er et ritual, som drejer sig om at gå i døden.

This is not Romeo and Juliet. Foto: Jonas Gricius.

Dette er ikke en pibe

Shakespeares Romeo og Julie er som bekendt en tragedie. Eller rettere: det er faktisk en komedie, der ender som en tragedie. Det hele begynder med et lykkeligt begær, der trodser alle forhindringerne skabt af familien og konventionerne. Men på grund af misforståelser og latterlige æresbegreber ender det med, at to unge elskende går i døden for at bevare deres kærlighed. Bryllupsscenen bliver et dødsleje.

Det er imidlertid ikke den historie Palle Granhøj er interesseret i at rekonstruere. Som titlen antyder, er det ikke Shakespeares udødelige kærlighedshistorie om Romeo og Julie, der er omdrejningspunktet for denne forestilling. Vi befinder os i en tid, hvor kærligheden har ringe vilkår, hvad enten vi taler om mistrivsel, klimakrise eller simpel krig.

Med negationen referer Granhøj formodentlig til Ceci n’est pas une pibe, som er underteksten på et berømt maleri af den belgiske, surrealistiske kunstner René Magritte. Det forestiller en pibe, men er jo altså blot en reproduktion, og man kan hverken holde piben i hånden eller ryge på den. Det er kun en forestilling om en pibe, som beskueren danner. Ligesom at Magritte var ude på at nedbryde vores begrebslige og visuelle vaner, har Granhøj været ude på at nedbryde dansernes vante bevægelser. Denne negation finder man også indenfor teatret i forskellige varianter som fx  Die Hamletmaschine)af Heiner Müller, 1977, som benægter at være Hamlet.

Obstruktionens nærvær

Hans obstruktionsteknik, som han lærte af den amerikanske instruktør Nacy Spanier i begyndelsen af 1990erne, går ud på at blokere, bremse eller forhale bevægelser. Det sker i træningen, ved at dansepartneren lægger en hånd på fx danserens arm eller fod og holder kraften mere eller mindre tilbage. Det afgørende er, at danseren fortsætter sit partitur som en indre dans og kan vende tilbage til det oprindelige bevægelsespartitur, idet obstruktionen ophører. Granhøj har varieret dette på rigtig mange måder, fx kan en regel være, at en fod er ”hæftet” til gulvet, så danseren ikke må løfte den. Kroppens bevægelige dele kan ”fryses”, så danseren er ubevægelig, men tilskueren fortsat kan mærke den indre dans.

Obstruktionen skaber en sanselig dobbelthed og affekt. På den en side begrænses danseren i sin frie udfoldelse og befinder sig i en kamp mod denne modstand. På den anden side skaber begrænsningen noget uventet nyt og uforudsigeligt – også for danseren. Det er en ny variation som opstår i relationen mellem danseren og obstruktøren. Med et andet begreb, med reference til den tyske filosof Hartmut Rosa, opstår der en form for resonans mellem parterne eller mellem danserens indre fokus, opmærksomhed, koncentration og ydre bevægelser.

Dansen svinger mellem det ydre fysiske og det indre mentale. Det har udviklet en dramaturgi. Danseren fortæller eller repræsenterer ikke en karakter, men er en person placeret i en given sammenhæng og kontekst. Lige som danserne, er musikerne Dalia Dedinskaite og Gleb Pysniak også obstruerede på scenen med deres instrumenter med deres rekompositioner af og uddrag fra Prokofjev, Berlioz, Gounod, Mancini, Rota, Ravel og Vasks.

Udefrakommende obstruktion

Under arbejdet med forestillingen blev det nødvendigt at ændre mange forhold på grund af krigen i Ukraine. Den internationale, sociale og politiske obstruktion har betydet aflysninger og forflyttelser af projekter. Det har også betydet, at Granhøj mødte nye unge dansere i Vilnius i Litauen, hvor prøverne blev mulige at gennemføre. Krigen og krigsangsten blev derfor meget nærværende. De medvirkendes familiers problem er ikke, om russerne vil invadere landet, men om ”hvornår” det vil ske og om de vil melde sig frivilligt til militæret.

Granhøj fortæller, at mens de havde prøver udendørs, blev de afbrudt af et kæmpebrag. Det var et russisk kampfly, der forulykkede – på den russiske side af grænsen. Hvem er det nu, der går i døden for deres kærlighed? Spørgsmålet blev stadig mere aktuelt, som et spørgsmål om at gå i døden af kærlighed til sit fædreland. Obstruktionens nærvær, som udvikles i prøven, er bevaret i forestillingen, som til en vis grad får karakter af en prøve fx på Romeo og Julies gensidige længsel. Selv lyset er ind i mellem obstrueret og flyttes rundt af danserne.

I forestillingen skaber de tre par hver deres unikke Romeo og Julie version. De løber, søger og finder hinanden igen på kryds og tværs. Ofte ender det i et kys, som fastholdes, og bliver til en ny form for obstruktion. De kysser, mens de bevæger sig rundt, så de må vride og vende sig. Deres fælles ritual gentages indtil violinisten pludselig skriger angstfuldt. Det lyder et skud, en danser synker langsomt sammen, et skud mere, en ny falder, to skud mens lyset dæmpes, og man fornemmer faldet i mørket, et sidste skud og derefter stilhed og totalt mørke.

Den aktuelle obstruktion

Det er en ultimativ nutidig transformation af forestillingens obstruktions-poetik. Krigen er nærværende i prøven og griber dermed også ind i forestillingen, som kommer til at repræsentere det russiske forsøg på obstruktionen af en hel nation. Dansen bliver en dimension i kampen mod en konkret, indgribende figur. Dansen er pludselig blev til en repræsentation af en etisk og politisk position, idet resonansen forstummer i mørket.

En af pointerne i denne enkle, men også komplekse og fantastiske forestilling, er mange lag af erindring og overlevering. Fra Shakespeare til moderne kunst og dans, men også fra den tidlige Granhøj til en ny generation af unge dansere, som konfronteres med nye, livstruende sociale og politiske begrænsninger. Danserne som var med i Obstruction Ultimatique (Cecilia Eliasson, Karin Nedergaard, Bill Eldrige, Søren Sundby) danser formodentlig ikke så meget mere, men jeg må indrømme at jeg kommer til at savne dem, ikke mindst den ekstremt powerdanser Søren Sundby, som døde i 2008. De står klart i min erindring, og der er for mig tale om en vigtigt overlevering, samtidig med at den aktuelle kontekst skaber en ny form for dybde i obstruktionsteknikken.


This is not Romeo and Juliet spillede i Musikhuset d. 22. August og på Teater V d. 23.-26. august 2023.

Skabt af: Palle Granhøj, i tæt samarbejde med de medvirkende
Dansere: Dominyka Markeviciute, Povilas Jurgaitis, Sofia Pintzou og Marius Pinigis
Violinist: Dalia Dedinskaite
Cellist: Gleb Pysniak
Musikalske kompositioner: Dalia Dedinskaite og Gleb Pysniak


Erik Exe Christoffersen er Lektor emeritus på Dramaturgi, Aarhus Universitet