Mette Volf: Design — Proces og metode, Systime 2009

Af Thomas Rosendal Nielsen

Designere er nød til at være kreative og pragmatiske. Deres arbejde tager form i det mytologiske rum mellem de varme strømme fra Muspelheim og de kolde floder fra Niflheim. De må have en særegen sans for at gribe ideen i flugten, for at genkende formen, når den viser sig, og for at holde fast midt i det nye, det åbne, det kaotiske. Måske skal man være lidt romantiker for at være designer. Men det er ikke nok. Design er også en forretning. Der skal leveres en vare, der skal laves beregninger, der skal styres og times. Derfor har designeren brug for en metode. En metode, der integrerer det romantiske og det rationelle i den kreative proces, uden at ophæve forskellen imellem dem. Mette Volfs bog er et udkast til en sådan metode.

Bogen består af syv kapitler, som hver især skitserer nogle fleksible procedurer, der kan anvendes i designprocessens forskellige faser. Efter et indførende kapitel om designprocessen fremstilles procedurerne under overbegreberne programmering, research, idegenerering, konceptudvikling, detaljering og præsentation. Hvert kapitel består af en indledende case, et mere teoretisk afsnit og et metodeafsnit. Udvalget af cases er bredt: design af så forskellige ting som indretningskoncepter i modetøjsbutikker, brugskunst i ler og kommunikationsstrategier er repræsenterede gennem en række virksomheder. Bogen er pædagogisk opbygget og rigt forsynet med billeder og illustrationer. Begreberne og metoderne er tilpas abstrakt formulerede til at de kan overføres på mange former for praksis, og eksemplerne er tilpas konkrete til at illustrere metodernes variation og nødvendighed. Bogen er først og fremmest en lærebog, specifikt henvendt til gymnasieelever. Men beskrivelserne af den særlige kombination af målrettethed og procesbevidsthed, som designerne udøver, burde være interessante for enhver, der arbejder kreativt.

Forsøget på at balancere mellem den kolde og den varme pol skinner igennem i bogens form. Den systematiske opbygning forhindrer ikke, at forfatterens personlige stemme trænger stærkt igennem, som når hun i introduktionen erklærer: “Jeg elsker at designe!” (s. 8) Det personlige præg kommer til tider til udtryk som en ambivalens ved selve bogprojektet, måske fordi forfatteren selv hælder til den romantiske side. ““Det gjorde også ondt i min arm” – og i mit hjerte – at skulle skrive en bog, der beskrev designprocessen som en faseopdelt størrelse. At opdele processen i faser er ganske enkelt imod processens natur.” (s. 5) Om processer har en natur, ved jeg ikke, men bogen gør i mine øjne forfatterens bekymringer til skamme. Den demonstrerer meget fint både nødvendigheden og muligheden af, at det kreative arbejde må være metodisk, og at metoden kan være fleksibel. Den leverer et godt startsted for at “designe designprocessen” (s. 27) og udvælge og tilpasse sin metode til den specifikke opgaver. Jeg tror, man skal være enten meget sentimental eller meget instrumentalistisk (og måske skibsredder) for ikke at se det kloge i det.

Del med andre