At have eller ikke at have Have

– Anmeldelse af Christian Haves Det store sceneskift (2008).

Af Jørn Langsted.

Christian Have er velkendt som direktør for et reklamebureau, Have PR & Kommunikation. Han er også kendt som foredragsholder og fra den offentlige kulturdebat. Og så har han akademiske ambitioner. Han skriver bøger, holder forelæsninger og er adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Det er der slet ikke noget galt ved, tværtimod! En praktiker, en kulturens mellemhandler, der også gør sig tanker om, hvor vi, kulturen og samfundet er på vej hen – min sjæl, hvad vil du mere? Og så er Christian Have oven i købet engageret, idérig og inspirerende. Man skal bare holde hovedet koldt og være helt på det rene med, at han det meste af tiden taler ud fra et ståsted, der er hans syge mosters, nemlig hans PR-firmas.

I hans nyeste bog fra 2008, Det store sceneskift, rummer litteraturlisten værker af f.eks. Adorno, Habermas, Derrida og Kirkegaard, men også Rolf Jensen (ham med drømmesamfundet), Christian Have (ham med synlighed, dvs. PR for kunst og kultur og mere af den) og Anders Fogh Rasmussen (ham med NATO). Og blandt aviskilderne er artikler fra Information de oftest forekommende. Så her er ikke noget at komme efter.

Haves force som forfatter er en veludviklet sensibilitet for nye samfundsmæssige tendenser. Han er en skarp iagttager. Og han har kritisk sans, der imidlertid kammer over i næsegrus medløberi, når han nærmer sig sine kæpheste og sin syge moster, reklame og formidling. Forløbet i hans to bøger illustrerer en bevægelse fra en situation, hvor det drejer sig om at sælge indpakning af alskens varer som oplevelser, hen imod en situation, hvor menneskers opmærksomhed ikke bliver fanget af de rene oplevelsesoverflader, men hvor der skal mere til, nemlig et indhold, en troværdighed. Svarende til det lå hovedvægten i hans 2004-bog på oplevelsesøkonomi, mens vægten i den nye bog ligger på det kommunikerende samfund, som Have mener, vi er på vej ind i. Oplevelsesøkonomi er der stadigvæk, men den spiller en mindre rolle.

Hvor Synlighed er eksistens fra 2004 var en brugsbog for formidlere med skemaer og oversigter (fx Culture Score Card), så er Det store sceneskift fra 2008 i højere grad en temperaturtagning på tendenser i samfundsudviklingen. Selvfølgelig er sidstnævnte bog også spækket med gode råd, men den er ikke så praktisk, håndværksrettet som den førstnævnte. Det giver så det problem i den nye bog, at det »vi«, der optræder rundt omkring, undertiden er os alle sammen, og undertiden er dem, der skal sælge skidtet til os, reklameagenter og formidlere. Synsvinklen bliver altså noget vaklende.

Hovedtanken i Haves bog om det store sceneskift er, at tæppet er ved at gå ned for det oplevelsessamfund, vi hidtil har kendt til. I stedet er vi på vej ind i det kommunikerende samfund (s. 9). I det kommunikerende samfund er drivkraften, økonomisk og kulturelt, udveksling af alskens idéer mellem mennesker (s. 55). I det kommunikerende samfund drejer det sig om indhold, om moral og etik, om troværdighed og nærhed. Risikoen i denne samfundsudvikling, som selvfølgelig i høj grad baseres på nettets muligheder, er, at kommercialiseringen sætter sig på hele skidtet (s. 157). Det er først hen mod slutningen af bogen, at det tydeligt fremgår, at Have ser dobbeltheder i den udvikling, som han ellers hovedsagelig bekræfter bogen igennem, altså fx den stigende individualisering, menneskers behov for synlighed og identitet i en flydende, ustabil verden og reklamebranchens mere direkte styring af forbrugernes følelser. At medieudviklingen rummer såvel demokratiske som destruktive potentialer, er en erkendelse, der først præsenteres på bogens sidste sider. Og det kommer faktisk som en overraskelse.

I bogen er der undervejs gode overvejelser om, hvad al den snak om samspillet mellem kunst og erhvervsliv skal tjene til, nemlig ifølge Have ikke til sponsorering eller til plædering for kunstnernes selvforsørgelse. For Have drejer samspillet sig om, hvordan virksomheder og deres medarbejdere kan omskoles i kreativ retning (s. 129). Der er interessante betragtninger om, at alskens kontrolsystemer og resultatkontrakter i den offentlige sektor er skredet i den helt forkerte retning, hvis man drømmer om at blive et kreativt, dynamisk og boblende energisk samfund (s. 121). Og der er forslaget – det forslag fra bogen, der også har fået presse – om, at samtlige statslige kulturinstitutioner fremover skal indføre det, Have kalder honorarentré, dvs. publikum skal have et beløb i hånden for at bruge deres sparsomme tid og opmærksomhed på den pågældende kulturinstitution (s. 113).

Mangelvaren fremover er ifølge Have ikke penge, men netop tid og opmærksomhed. Vejen til honorarentré går over først at gøre adgangen gratis. Institutionerne skal selvfølgelig hente pengene ind alligevel, og det må så blive ved forskelligt sidesalg af diverse merchandise. Og problemet er da, om bagsiden af Haves medalje her ikke er en kommercialisering og salgbargørelse dybt ind i hjertet af institutionernes kerneprodukter. Og når han forestiller sig, at man kan spare markedsføringen, så går han galt i byen. Når alle kulturinstitutioner er gratis eller betaler publikum for at komme, bliver markedsføring og reklame da ikke mindre vigtig. Jeg tror altså, at det her er en fiks idé, men samtidigt provokerende, for Have har jo fat i, at det, meget kulturliv, underholdning og medier konkurrerer om, er retten til at disponere over vores tid. Og hvorfor i himlens navn skal vi betale for, at vi har afgivet vores tid til nogen andre?

Haves bog er samlet set et miks af skarpe iagttagelser, kritiske analyser, fikse idéer og flovser. Ikke uinteressant, men om mindre end fire år vil det være afløst af nogle nye vises sten. Christian Have er ikke for fastholdere.

Litteratur
Have, Christian: Synlighed er eksistens. Kunstens og kulturens PR og kommunikation, ICMMs forlag, København 2004.
Have, Christian: Det store sceneskift, Aalborg Universitetsforlag, Aalborg 2008.