Et usympatisk offer
Af Signe Søndergaard Moore
Indholdsnote: følgende anmeldelse vil beskrive et seksuelt overgreb.
I Jennifer Vedsted Christiansens iscenesættelse af Tone Schunnessons roman Dagene, dagene, dagene møder vi Bibbs (Anne Sofie Wanstrup), som bliver forladt af sin kæreste, Baby. De bor i Stockholm, og Bibbs får mulighed for at købe Baby ud af lejligheden hvis hun kan skaffe 100.000 kroner. Bibbs fabrikerer et narrativ om at være blevet udsat for seksuelt overgreb ved at bruge sin platform som blogger. Undervejs dukker der nuancer op i fortællingen, der drager os ind i et forblændende univers hvor ´løgnen kan blive til sandhed’.
Dramatikeren Marie Bjørn gør et glimrende stykke arbejde med at fremhæve steder i teksten med dramatisk potentiale. Mange replikker er sprogligt set så skarpe, at de godt kunne printes på t-shirts, såsom den, Bibbs bærer i forestillingen med skriften ”Make plastic surgery free for all”. Som Bibbs i t-shirt med spidsede læber, er Wanstrup også motivet for Frydendahls foto, der pryder foyeren til REVOLVER. Fotokunstner Fryd Frydendahl har skabt videomaterialet til forestillingen, hvori 11 andre kroppe repræsenterer figuren Bibbs i forskellige situationer.
Retroæstetik
Scenografien har samme æstetik som romanforsiden til forlægget, hvor en retro 80’er-telefon svæver i et futuristisk drømmelandsmørke. To store videoskærme på hver sin side af to vægge står skråt ind mod midten af scenen, som er vi trådt ind mellem bøgernes sider og landet i fortællingen. To dyblilla kubistiske figurer står foran skærmene, som Wanstrup kan sætte sig på.
Gulvet er beklædt med et gulvtæppe i samme dyblilla farve, og midt for på forscenen ligger der et stort pengeseddel-formet tæppe med tallet 100.000 trykt i hvert et hjørne, med bogstavet B som pengeseddelmotiv, gennemstreget som et dollar-tegn. Forestillingstitlen blænder op på skærmene som en computergrafik fra 00’erne, som dengang din screensaver havde animeret tekst på skærmen, når computeren var i dvale.
Bibbs fortæller
Replikken ”Må jeg godt lige sige en ting?” markerer starten på en monolog, fremført af Wanstrup. Hun spiller den relativt afdankede semikendis og blogger, Bibbs, i slut-trediverne, konfrontativ og i Louis Vuitton-bæltetaske og UGG-støvler. Lavere socialklassemarkører som afbleget hår med kraftige, mørke udgroninger og et sweatsuit med gotiske bogstaver og dollartegns-S’er præger Bibbs’ æstetik.
Historien tager os med på nogle overraskende twists, der demonstrerer hvordan hovedkarakteren leger med sandhed og løgn for at opnå lykken. I frustration over ikke at modtage større opmærksomhed eller omsorg på baggrund af Babys breakup, fabrikerer Bibbs en historie om, at Baby har voldtaget hende. Senere afsløres det dog, at Baby faktisk har voldelige tendenser og, at de andre mænd, Bibbs ellers omgiver sig med, måske heller ikke har helt rent mel i posen.
Wanstrup leverer en strålende præstation som Bibbs, når hun overtaler Kenneth, som tidligere har begået overgreb på en anden pige, til at låne hende 100.000 kroner. Den kåde og flirtende Bibbs, legende og udspekuleret, lyver om måden, hvorpå Baby voldtog hende og gør Kenneth dirrende af ”vellyst og angst”. Senere fortæller Bibbs om en oplevelse, hvor en tidligere kæreste tvang hende til at give ham et blowjob. Da hun kastede op ud over ham, og undskyldte, godtog han det – på trods af, at det burde have været ham, der påtog sig skylden.
Temaet om kvinders egen seksuelle skyld og skam går igen i forestillingen, da dette uretfærdige forhold i skyldplaceringen bliver Bibbs’ drift og argument for at lege med sandheden. Bibbs lyver om sin egen graviditet for at vinde Baby tilbage fra den yngre konkurrent, den rødhårede skuespillerinde Nina, ”hvis overvægt klæder hende”, ifølge den frustrerede Bibbs,”på samme måde som den klæder alle kvinder under 30”. Bibbs forbliver en alletiders antihelt, som altid vil blive ved med at udtrykke sig i forsøget på at forblive relevant og relaterbar – koste hvad det vil.
Det er forfriskende at opleve et narrativ om overgreb, som ikke positionerer hovedkarakteren som en nødvendigvis sympatisk person, og jeg forstår godt lysten til at bevare bogens spidsfindige ordlyd og kontinuitet i iscenesættelsen. Desværre fylder videomaterialet af Fryd Frydendahl så meget, at skuespilleren Anna Wanstrups kropsliggørelse af Bibbs’ skønne ordstrøm bliver svær at følge.
Bagspillet girl-power
Forlægget til forestillingen modtog rosende boganmeldelser fra blandt andet Politiken, der kaldte bogen “… det bedste, du kommer til at læse om forholdet mellem privatøkonomi og begær i år” (Ida Dybdahl 2021, Politiken). Det lader også til, at Anne Sofie Wanstrup nyder at lege med figuren Bibbs, i en selvsikker og fysisk eksplosiv iscenesættelse.
Vedsted Christiansen er kendt fra duoen How to kill a dog, som har lavet flere stærke monologforestillinger på Revolver med Emma Sehested Høeg som sanger og performer. Det er derfor en velkendt girl-power æstetik, som er til stede samtidigt med, at Wanstrup leverer en figur og en tekst, som er meget mere i rolle end figurerne i How to kill a dogs hyperreelle, akavet-sjove, intervenerende og selvudleverende skuespilmæssige æstetik. Både i sekvensen hvor Bibbs danser rundt på scenen og twerker, mens hun står på hovedet, og da hun på fortabt vis kravler hen over pengeseddel-tæppet, er der et stærkt nærvær hos Wanstrup, som afkræver publikums opmærksomhed på en Bibbset og selvoptaget måde. Der er dog elementer ved forestillingen, som desværre fjerner min opmærksomhed fra Wanstrups levering af en stærk og vedkommende tekst.
Videografi som tillægsværk
De skiftende videoer på skærmene bidrager til at skabe en fremmedgørelse, der fjerner mig fra Wanstrups kraftfulde nærvær på scenen. Kunstfotograf og scenedesigner Fryd Frydendahl har mange hatte på i denne forestilling og er krediteret både som kunstner i selve forestillingen og i videomaterialet. I mine noter fra forestillingen noterer jeg 45(!) forskellige videosekvenser, der skifter undervejs.
At sondre mellem det videografiske og det sceniske bliver desværre vigtigt, fordi det kun er i glimt, at videoerne kommer til at understøtte tekstens og iscenesættelsens præmis. Videoerne opleves ofte som et tillægsværk, frem for en medspiller til teksten. Forsøger man at afkode videoværkets mangfoldige betydninger, kan man hurtigt glemme også at være til stede med Wanstrup i rummet, hvis man ikke samtidig følger opmærksomt med i tekstens sommetider rablende tempo.
Selvom forestillingens scenografi er forholdsvist enkel, er teksten for sprudlende og ordrig til at min koncentrationsevne rækker til også at skulle afkode flere nye locations og vekslende aktiviteter, udført af intet mindre end 11 forskellige Bibbs’er i forskellige højder og drøjder, herunder forfatteren Tone Schunnesson selv.
Forholdet mellem skærmen og det, der sker på scenen, er svært at greje. Er skærmen en medaktør eller et scenografisk bagtæppe? Er remedieringen af Bibbs’ krop udi flere forskellige Bibbs’er et forsøg på at almengøre Bibbs’ livsvalg og tilstand af vrede, pengemangel og hjertesorg? Og hvor efterlader det teksten, fremsagt af skuespilleren på scenen, hvis vi som publikum skal afkode visuelt komplekse scener og situationer, i et mangefold af æstetiske valg, samtidig med at følge med i den teksttunge iscenesættelse? Overfloden af videomaterialet bagspiller desværre Wanstrups stærke levering af en tæt tekst i den polyfoni af indtryk, det giver at skulle forholde sig til både iscenesat tekst og videoscener.
Bibbsk polyfoni og Babys etnicitet
Et forestillingsgreb der understreger den Bibbske polyfoni, er, at Wanstrup ændrer sin stemme for at lyde som de andre karakterer i forestillingen. Gennem brugen af en mikrofon, der sænkes ned fra loftet, lægger Bibbs helt konkret stemme til forestillingens rolleliste. Bibbs fortæller herigennem, hvad de personer hun omgiver sig med, og taler i telefon med, fortæller hende. Når Bibbs fra Stockholm taler med sin ven Mickey, der bor i L.A., bruger hun mikrofonen til at fortælle os, hvad han siger i den anden ende af telefonen. Der sker en fordobling af karaktererne ved hjælp af skærmene, når Bibbs-som-Mickey i mikrofonen portrætteres visuelt af Yunus Rosenzweig a.k.a. The Bird. På samme måde fordobles Baby også, når Bibbs gengiver hans stemme.
Stemmearbejdet fungerer mere som parodieringer af de andre karakterer, frem for en neutral eller naturalistisk stemmeføring. Bibbs’ remediering af de andre karakterer gør, at vi forstår de andre karakterer gennem Bibbs’ selvoptagede verdensbillede. Ehsan Kavousi optræder i video- og fotomaterialet til forestillingen som repræsentant for karakteren Baby. Baby’s stemme får, igennem Wanstrups kropsliggørelse, en klang af multietnolekt (også kaldet gadesprog, hvor den sproglige udtale virker præget af etnisk blandede miljøer, ofte med fonetisk stød, tryk og intonation der minder om tyrkisk.
Denne tillagte multietnolekt skaber et anspændt forhold mellem iscenesættelse og spørgsmålet om repræsentation, når Baby portrætteres af en brun mand. Det er et subtilt, dog ikke uvæsentligt, valg at fortælle historien om den voldelige Baby gennem markører, der peger på multietnicitet; en historiefortælling der risikerer at opretholde idéen om den brune mand som affektivt knyttet til volden.
Bibbs’ løgne og bedrag er knyttet til hendes oplevelser med vold og overgreb – oplevelser, Baby har påført hende – og Bibbs bruger hånen som modstand. Hånen vækker konnotationen af, at Baby’s etnicitet og volden i forholdet hænger sammen, hvilket risikerer at fastholde myten om brune mænds sociale kontrol af kvinder.
Bibbs har ingen dialekt, og aflæses i fiktionen som etnisk svensk. Wanstrup som Bibbs aflæses som etnisk dansk. Når Wanstrup som Bibbs tillægger sig en parodierende stemme, der håner karakteren Baby for hans stemmes multietniske præg, konnoterer det noget andet og mere politisk betændt end at ville fortælle historien om vold, skyld, magt og sex i kønnede relationer. Fordi Bibbs’ stemme ikke naturligt består af denne sprogvariation, bidrager denne tillagte sproglighed til forståelsen af Bibbs som usympatisk. Dermed bliver Bibbs’ parodi på Baby’s multietnolekt ikke bare en hånende modstand, men kan måske også læses som en skandinavisk kvinde, der tillægger sig tyrkisk etnolekt som en hævngerrig, og måske i sig selv racialt voldelig, parodi.
Bibbs forbliver en hustler
Bibbs bliver en arketype, understreget af de 11 andre Bibbs’er, som er repræsenteret af forskellige mennesker i Frydendahls videoværk, og det skaber en fremmedgørelse omkring, hvem Bibbs egentlig er. Bibbs’ generelle uforsonlighed med de andre karakterer peger på, at hendes parodieringer skal tjene til at vise hendes fejlbarlighed. Når parodierne af stemmerne er svære at afkode som andet end Bibbs’ egen nedladende og selvhævdende natur, tilskriver jeg denne parodi en del af det fravær af sympati, jeg har for Bibbs, trods hendes lidelser. Denne læsning sætter fokus på Bibbs som den antihelt, jeg tror, mange kan spejle sig i. Spørgsmålet er bare, om denne remediering vil for meget på en gang til at nå i mål med den Bibbske polyfoni.
Både i starten og i slutningen af forestillingen vises en video på skærmen af en ung kvinde med Bibbs-paryk, der trykker fingrene mod en telefon med et matlilla skærmdække, som skulle der skrives en tekstbesked. Hendes hoved hviler på en roulade, og hendes udtryk er fjernt. Bibbs er blogger, der pynter på sandheden, og selvom hun har lovet aldrig at lyve mere, peger videogentagelsen på, at hendes selviscenesættelse langt fra er lagt i graven. Bibbs gentager sin første replik til sidst i forestillingen: ”Må jeg godt lige sige en (sidste) ting?”. Når startbilledet og startreplikken gentages til sidst, skaber det en dramaturgisk cirkulær virkning, og Bibbs indrømmer at hun nok aldrig kommer til at stoppe med at sige noget. I gentagelsen fornemmer man, at Bibbs fortsat vil forblive en hustler.
Dagene, dagene, dagene spillede på Revolver fra d, 18. april til d. 18. maj 2024.
Læs mere her
Forfatter: Tone Schunnesson
Instruktør: Jennifer Vedsted Christiansen
Scene- og kostumedesigner: Fryd Frydendahl
Dramatiker: Marie Bjørn
Skuespiller: Anne Sofie Wanstrup
Komponist og lyddesigner: Jonas Krogh
Koreograf: Renata Dias Fraga Schroll
Lysdesigner: Karl Sørensen
Koncept/DOP: Fryd Frydendahl
Bibbs: Tone Schunneson, Mira O. Hansen, Ursula Wångander, Benny Joe, Elsa Öhrn, Clara Christiansson, Anna Juul, Christina Louise, Alva Le Febvre, Gunvor Balslev, Gro Pechüle
Signe Søndergaard Moore er Ph.d.-studerende på Teater- og performancestudier på Københavns Universitet og kunstnerisk leder i Teater Vi.