At sætte ild til virkelighedens fundament
Af Janek Szatkowski
I H.C. Andersens eventyr Skyggen fra 1847 er der tale om en splittelse mellem et solvarmt syd og et koldt nord, mellem den hede romantiske drøm og så den kølige fornuft. Fortællingen om Den lærde mand og hans selvstændiggjorte skygge er både en rationel beretning og et fantasmatisk eventyr om begær og skønhed.
I forestillingen Sky66en på Avney-T tager instruktør og producer Mikael Fock og hans dygtige team den udfordring på sig at lade det fysisk konkrete ’teater’ mødes med et computerskabt og styret ’virtuelt tre dimensionalt rum’. Her synliggøres computerens alfabet af 0/I billeder, der fremtræder i en optisk, dynamisk tredimensionalitet for en tilskuer (med 3D briller). Et rum man ikke kan tage og føle på, men som alligevel fremstår som anden virkelighed. Der har været gjort mange forsøg med dette møde mellem det virkelige og det virtuelle, men i Aveny-T forestillingen tilføjes brugen af en digital, kunstig intelligens. Her er ikke bare tale om, at computeren kan ’lære’ ved at høste data, analysere og forudsige, men også om tale-genkendelse, visuel analyse af ansigter og billeder, og evne til at generere billeder. Kompliceret? Ja, i høj grad.
Den digitale skygge
Med udgangspunkt i eventyret Skyggen af H.C. Andersen, improviserer skuespiller Luise Kirsten Skov sammen med en kunstig intelligens, der styrer lyd, lys og grafiske billeder i et tredimensionelt virtuelt univers. Folkene bag Sky66ens ihærdige indsats for at give os et bredspektret billede af disse samspilsmuligheder fortjener stor ros. Hvis ikke mange aktive teaterfolk tropper op og lader sig inspirere, er det en alvorlig fejl. Alle vi andre kan læne os tilbage og gå på opdagelse i dette nye teaterlandskab. Forestillingen var inddelt i tre akter og 6 ’eksperimenter’. De skal ikke kommenteres alle sammen, men jeg er optaget af hvordan dramaturgien i forestillingen virkede og åbnede for en ny virkelighed af ’mixed realities’.
Det er interessant fordi den dobbelthed, der ligger i H.C. Andersens tekst mellem den lærdes beretning og skyggens eventyrlige selvstændighed, går igen på flere måder i forestillingens dramaturgi. Helt konkret er de tre akter således markant forskellige i anvendelsen af det digitale. Det går fra en spørgsmål/svar session med den kunstige intelligens, til det fabulerende og poetiske samspil mellem Luise Kirsten Skov og hendes ’skygge’, der fremtræder i groft pixelleret form i stadigt foranderlige virtuelle scenografiske rum. Derudover fremmanes en tolkning af skyggen, som nærmest må siges at være en Jungiansk læsning af eventyret, der konfronterer skuespilleren med hendes ’virkelighed’ og alle dens fortrængninger. Jung så ‘skyggen’ som en del af det ubevidste – undertrykte erfaringer, svagheder, begær, instinkter – der skabes af vores forsøg på at ‘passe ind’ i samfundsmæssige normer og forventninger. Der bliver sat ild til hendes virkeligheds fundament.
Mennesket og normen i de sociale medier
Som en anden ”Homo ad Circulum”, kendt fra Leonardo da Vincis tegning fra 1490, står Luise Skov Kristensen på scenen, omgivet af resultaterne af en repræsentation af hvordan en persons aktiviteter på sociale medier kan samles. Personen scorer højt på det emotionelle og ekstroverte, mens kærlighed og selvagtelse scorer lavere. Luise/Personen er utilfreds med resultatet. På mange måder bliver den kunstige intelligens’ analyse bærende for Luise/Personens ’kamp’, og forestillingens antydede plot og fabel. Det vender jeg tilbage til om lidt.
Publikum skal igennem et muntert eksperiment, hvor de anmodes om at uploade et navn og et billede til en app. Sekunder efter dukker billederne op projiceret i en cirkel. Den enkelte tilskuer kan så, via et interface på sin mobil, styre sit billedes position i den cirkulerende komposition. Herefter kan tilskueren angive sit svar på spørgsmål, der stilles af maskinen. Det viser sig, at man, afhængigt af sit svar, kan risikere at blive ’elimineret’, dvs. at man ikke længere kan afgive svar. De ’gode’ besvarelser belønnes, og de ’heldige’ tilskueres ansigter træder frem på skærmen. Det bliver efterhånden tydeligt, at de, der ’belønnes’ er de mest ’konforme’. Altså dem, hvis svar passer til maskinens forventede svarprofil. Så kan man jo tænke over, hvordan sådanne algoritmiske ’logikker’ kan styre verden. Dette element i forestillingen bliver desværre ikke fastholdt og videreført. Dermed ryger der en chance for at konfrontere tilskueren til med temaet om en normfølgende adfærd og skyggens protester. Men selve eksperimentet er fint med en velfungerende teknik. Det er som at se en opdateret version af Rimini Protokols 100% Berlin, med et underfundigt blink i øjet.
Et andet eksperiment tager form som en spørgsmål-og-svar-dialog med AI-apparaturet. Det bliver mest en demonstration af, hvor vanskeligt et game det er. Nogle svar giver anledning til munter latter, men kun få af maskinens udgydelser appellerer til eftertænksomhed. Det gælder derfor også, at den efterfølgende ’dialog’ mellem Maskinen og Luise/Personen får vanskeligt ved at fremmane mere ’glødende’ øjeblikke.
Teatret og den kunstige intelligens
Luise er i kamp med maskinen, der vil scanne hendes ansigt og aflæse hendes følelser. Man kan ikke lade være med at tænke på de uendeligt mange ansigtsgenkendelses-scanninger, der foretages hver eneste dag, og så såmænd også på Leonardo da Vinci, og hans interesse for ’Moti Mentali’ dvs. hans forsøg på at lade portrætter afspejle modellens indre tanker og følelser og ikke kun det ydre udtryk. Netop dette, at ansigtet afspejler de flygtige, forbigående mentale tilstande i stadig forandring, udnytter maskinen i forestillingen som belæg for at kunne afsløre Luise/Personen i en løgn om sin egen fortid, og sit forhold til kærligheden. Computeren illustreres som en konstruktion af punkter, linjer og nodes, der forbindes i en konstant foranderlig konstellation, der suger data ud af Luise/Personen.
Herfra udvikler dramaturgien sig i en næsten Ibsen’sk retrospektiv teknik, hvor ’skyggen’ fører Luise/Personen gennem hendes filmforbrug (hun afsløres i at genfortælle en scene fra en film, som sin egen historie), hendes forhold til forældrene og især faderen. Den Jungianske logik antyder, at de fortrængte sår fra barndommen stiller sig mellem Luise/Personen og hendes handlemuligheder i nutiden som en insisterende skygge. Momenter i denne del af forestillingen indeholder meget lovende takter. Visualiseringen og iscenesættelsen af computeren skaber en fremragende kulisse for en fortælling om, hvordan livserfaringer hives ud af menneskekroppen og bliver til byggesten for AI i et nyt ’univers’, hvor alt er muligt.
Her kan Luise sidde i barndommens klatretræ, opleve at gå i et med træet; se sin egen skygge som iagttager (og iscenesætter) af scener i forælderenes badeværelse og spisestue. Vi ser Luise kravle ned i et 3D badekar og sidde på en virtuel stol, der vrider og drejer sig. Hen mod slutningen svæver Luise/Personen (usynligt ophængt) sammen med de hvirvlende pixels, der danner strømninger, spiraler, sugende og centrifugale figurer. Her opstår et pirrende møde mellem det virtuelle og det ’virkelige’, her bliver nye mulige dimensioner synlige i teatret.
Der er i denne del af forestillingen givetvis improvisationer styret af AI. Men meget vigtigere forekommer det mig, at vi aner, hvordan det måske i mindre grad er improvisationens muligheder, der åbner for de spektakulære forløb, end det er i selve det visuelle samspil mellem den levende aktør og det tredimensionelle univers, der ophæver teatrets bundethed til det fysisk og kropsligt materielle og lader nye muligheder åbne sig. Den foranderlige dynamiske ’scenografi’, der opstår omkring den levende spiller, er meget fascinerende.
Man kan naturligvis diskutere dybden i den fortælling, der opstår. Forestillingens dramaturgi måtte gerne have lagt mere vægt på at lade ironien indbyrdes i de seks eksperimenter træde frem. Det skal dog ikke skygge for de muligheder, som dette eksperiment dokumenterer. Nu er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan opstå, når teatret og det digitale mødes i et samlet kunstnerisk udtryk. Nu kan teatret vise, ’hvordan verden kan falde ned i hovedet på os, og sætte ild til virkelighedens fundament’, som Artaud proklamerede. Mikael Fock er med sin ihærdighed og insisteren med til at synliggøre vigtige komponenter i fremtidens teater. Tak for det.
Sky66en spiller på Aveny-T fra d. 23.02 til d. 04.03.2023
Medvirkende: Luise Kirsten Skov
Koncept og manuskript: Mikael Fock
Instruktør og producent: Mikael Fock
AI kunstner: Cecilie Waagner Falkenstrøm
AI tech development: Artificial Mind
Visuel designer: Carl Emil Carlsen
Lyddesigner: Yann Coppier
Lysdesigner: Vertigo
Manuskript konsulent: Mathias Raaby Ravn
Janek Szatkowski er lektor emeritus ved Aarhus Universitet, Dramaturgi.