Popstjernehybrid råber på forandring
Af Barbara Rousset
Farvel Til Madonna er den sidste del af How To Kill A Dog’s trilogi, der undersøger og gør oprør mod en bred palette af kønnede forestillinger om hvordan særligt kvinder bør opføre sig – og tage imod. I den fandenivoldske musiske monolog er det, ligesom i de tidligere forestillinger Velkommen til Pandora (2020) og Lolita for altid (2021), ikonet Emma Sehested Høeg, der står på scenen, ledsaget af kvindekoret Vigdis og musikeren Viktor Dahl. Sammen gravlægger de, i bedste How To Kill A Dog stil, idealet om ”den dydige unge kvinde” og idéen om the one true happy ending.
Oprøerske gør status quo i paradisets have
Jublen er stor, da Emma Sehested Høeg træder ind foran scenetæppet i en overdådig kjole, og endnu større da hun afslører at hun siden sidst er blevet gift med Adam. Lykken er uovertruffen: hun er ikke til at skyde en pil igennem. Snarest efter afsløres en romantisk scenografi, der minder om intet andet end paradisets have: en smuk gynge at svinge sig på, en lille dam omgivet af farverig flora og guldharper danner en idealiseret og eventyragtig arena for ideen om det helt perfekte liv. Bag Emma ser vi et kor klædt som blomster, der dyrker Instagram-egnede aktiviteter såsom strik, havearbejde og børnepasning imens hun synger højt og helligt om den kærlighed, der er flyttet ind i hende.
Men lidt ad gangen punkteres myten om den ene store kærlighed som formål med livet og idealet om den dydige kvinde (heldigvis). Da Emma først har taget en bid af et æble fra haven – eller rettere sagt grovædt en hel kurv – blotter hun ikke kun sin dyriske menneskelighed, der lurer under den dydige overflade. Hun giver også plads til tvivlen på, hvorvidt det at være gift med Adam, er det eneste man bør sigte efter her i livet: ”Hvor er nødudgangene?”, spørger hun lettere panisk. Og med æblet som benzin, ruller refleksionen over idealet derudaf den næste time.
Madonnaen, drømmen og pleaserens død
Scenografiens referencer til paradisets have leder tankerne hen på både titlens religiøse Madonna-figur og fortællingen om Adam og Eva. Madonna/Eva bliver i forestillingen repræsentant for et bestemt kvindesyn, hvor kvinden enten er noget rent, helligt og ærbart eller en ren genstand for andres lyst. Og det er det kvindesyn, også kendt som Madonna/Luder-komplekset, som forestillingen forsøger at nuancere – og at lægge bag sig.
Men selvom det ved første øjekast er Madonna/Luder-komplekset, der skal lægges i graven, er der flere arketyper, der gøres op med i løbet af forestillingen. Mytologiseringen af kvindefiguren blandes med en mere moderne mytologi: drømmen om det gode liv i et lykkeligt parforhold. På sin vis er det en forlængelse af den hellige metaforik, hvor mand og kvinde hører sammen. Men temaet får også sit eget liv i forestillingens metaforiske og musikalske univers.
Men når Høeg charmerer, skaber sig, og på alle måder er lidt for meget, er det ikke kun et opgør med rollen som dydig kvinde i det perfekte Instagram-parforhold. Forestillingen taler også ind i duoens løbende undersøgelse af pleaseren. En målsætning for gruppen er ”at skabe et rum hvor de, gennem deres kunstneriske arbejde, kan dræbe hunden i dem selv. Hundehvalpen der konstant ønsker at behage, at være loyal og at blive elsket” (oversat fra engelsk, How to Kill a Dog 2023: https://howtokilladog.com/about/). Denne målsætning går som en rød tråd gennem trilogien.
Alle tre typer kommer til udtryk løbende og bliver – udover at være en generel kommentar til samfundet – et udtryk for duoens egne, personlige idéer om, hvad vi må gøre op med, for at kunne bevæge os. De tre typer bliver en scenisk modstand gennem performerrollen Emma, der både synes at kende til det dydige, drømmen og pleaseren. Tre patriarkalske idéer, der modarbejder hende i at være sig selv.
Scenisk kommer modstykket til den dydige kvinde til udtryk som det ukontrollable hundyr, der brølende strejfer rundt blandt publikum og laver parringsbevægelser op ad tilfældigt udvalgte ofre. Brølet bliver et udtryk for netop den indre dyriskhed, som undertrykkes i en sådan grad, at den pludselig bruser frem. Det er overraskende, men også et enormt befriende element hos How to kill a dog, der er kendt for deres sjove, voldsomme og grænsesøgende udtryk, der giver fingeren til idealerne. Emma Gad havde nok brækket sig i munden, men det yngre publikum jubler og føler sig genkendt.
En vigtig pointe er desuden, at Emma ikke slår de tre typer ihjel med det samme. Hun slås med dem. Forestillingen viser opgøret med dydigheden, drømmen og pleaseren som en proces. Det er essentielt, for det styrker en troværdighed og mulighed for at spejle sig i kampen. Det er nemlig ikke blot en døgnflue Emma er oppe imod, men flere generationers påvirkning – og udfordringer – på samme tid.
Popstjerne-strategi
Bevægelsen fra idealiseringen af den store kærlighed til opgøret med selvsamme bindes sammen af en række sange. På sin vis er Høeg en slags popstjernehybrid: en skuespiller, der også er musiker og sangerinde. Gennem malende, iscenesat musikalsk poesi drager Emma publikum ind i et performativt univers, der overskrider forestillingens rum, blandt andet gennem gentagelser af udsagn fra de tidligere forestillinger i trilogien. Der leges på den måde med tre dramaturgiske lag: et selvstændigt værk, en videreførelse af trilogiens formsprog og temaer og en selvbevidst leg med det idoliserende fællesskab, der er blevet skabt omkring kunstnerduoen selv.
Ikonet Emma, der både trækker på teatrale og autenticitetsskabende greb, skaber et udtryk der minder om popstjernens, der gennem sin musik bruger sit eget kød, blod og stemme i ønsket om at skabe en bevægelse. I de mange kostumeskift og vekslinger mellem ballader og heftig club-musik, trækkes tanken hen på store popikoner som Jada, Lady Gaga og Rihanna, der også kombinerer et performativt autentisk udtryk og et gennemarbejdet æstetisk univers med deres musik, for på den måde at forstærke en bevægelses udtryk og evne til (også) at tiltrække visuelt. Det er ikke bare kostumer, sange og sceneshow: How to kill a dog skaber udsagn i stof.
Emma vs. performer-Emma
I forestillingen spiller Høeg sig selv. Hun kaldes på scenen som Emma, hun genkendes som Emma og på den måde rækker Farvel til Madonna ud over sig selv og ind i et univers af genkendelse – og anerkendelse – som om der er blevet varmet op til Farvel til Madonna de sidste tre år. How to kill a dog er nærmest blevet en institution, der overskrider værkernes midlertidighed: du kan købe badedragter, muleposer og nu har de også udgivet en bog om deres arbejde. Det er jo på sin vis fantastisk. Tænk sig at teater kan trække så meget opmærksomhed. Og, set ud fra de mange unge i forsamlingen, også nye publikumsgrupper.
Men hvor er Emma Sehested Høeg egentlig at finde i performerrollen Emma? Hvor understreges den ægthed og ærlighed der flere gange nævnes i denne anmeldelse? Når forestillingen starter, er det ikke-Emma, vi møder. Hun står der og repræsenterer noget, hun ikke tror på. Hun lægger krop til idéen om noget perfekt, som duoen gerne vil hænge ud. Efter hun har spist æblet, møder vi en Emma, som stadigvæk ikke er Emma, men som heller ikke ikke er Emma.
Denne anden Emma, den anden kvinde (nærmest som Lillith der flytter ud af paradisets have før Eva opstår – en for tiden meget populær karakter i dansk scenekunst set bl.a. hos Blaagard Teater og Bådteatret her i 2023), bærer bl.a. en nøgenkjole. Altså en kjole hvor det ligner, at hun er nøgen, når hun har den på. Men det er ikke hendes egen krop, man ser. Mod forestillingens slutning sker der dog et skifte. Emma tager reelt alt sit tøj af, og bader som et andet hundyr i havens dam. Hun hælder hun mælk ud over sig, og vasker sig i et genkendeligt rituelt greb, der dog i højere grad peger på menneskelig kraft end et helligt styre.
Det bliver en overgang ind i det, der bevidner det ægte. Emma bliver til Emma igen, når hun står nøgen foran publikum og på den måde understreger, at hun har blottet sig. Helt reelt. Ikke bare i Farvel til Madonna, men i alle tre forestillinger. Med sin egen ærlighed. Nøgenkjolen har derfor en slags dobbelthed, der kommenterer på sig selv ved at forsvinde. Grebet understreger, at alt det iscenesatte – humoren, voldsomheden, kostumerne m.m., der arbejder på teaterscenen – har rod i virkeligheden. Afslutningsvis går Emma helt nøgen ud af salens sidedør, som fører direkte ud på gaden, som en yderligere gestus, der tager sårbarheden ud af teaterrummet og inviterer tilskueren til at følge efter – i metaforisk forstand.
Med Farvel til Madonna sætter How To Kill A Dog punktum for et vanvittigt generøst, empatisk og vellykket coming of age-scenekunstnerisk projekt, der tør være lige det, gruppen mener, vi har brug for. Man kunne bruge lang tid på at bestemme, hvad der helt præcist er for en genre, som gruppen er i, men det tror jeg ikke er meningen. De skal ikke tæmmes, men netop have plads til at blive ved med at gø i det høje kunstneriske niveau de formår – og således blive ved med at sende bølger af bevægelse ind i fremtiden.
Farvel til Madonna spiller på Republique, Østerbro Teater fra d. 08.02 til d. 18.03 2023
Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen
Komponist, musiker og skuespiller Emma Sehested Høeg
Musiker, komponist, producer og musikalsk arrangør Viktor Dahl
Vokalensemblet Vigdis Anna Hørmann Sørensen, Malaika Naliene Lange, Dorte Pontoppidan, Laura Amalie Lystlund Larsen, Cecilie Schollert Mervild, Julie Konstantinovich Pedersen, Sara Dømler, Esther Sissel Fuglø, Karoline Ramnefjell Oldenburg Dolva, Josefine Verdoner Larsen, Linnea Storgaard, Ida Sofie Weber Strand, Anne Tetens, Tatiana Pil Kruhøffer, Helena Ruiz-Molsgaard, Amanda Ernø-Møller, Liv Kristensen Strandorf, Signe Kristensen Strandorf, Klara Søgaard Jensen, Benedikte Alsing Schuldt, Anne Cathrine Skovlund, Lea Christine Pelvig Poulsen, Veronica Lyneborg Vuust.
Dramaturg Mikkel Flyvholm
Kreativ Producent Amanda Tilia Hamelle
Scenograf og kostumedesigner Petruska Miehe-Renard
Lysdesigner Balder Mark Nørskov
Barbara Rousset er uddannet cand.mag. i dramaturgi med speciale i dialogskabende scenekunst til børn og unge og arbejder som teaterformidler på Det Lille Teater i København.