Cantabile 2’s teaterleder stopper for at fokusere på sit kunstneriske virke

Efter mere end 38 år som frontperson for Cantabile 2 fratræder Nullo Facchini sin stilling som instruktør og teaterleder. Nullo har i længere tid ønsket at dedikere sin tid til kunstneriske opgaver og fratræder derfor stillingen, efter gensidig aftale med Cantabile 2’s bestyrelse.

Foto: Cantabile 2’s hjemmeside

Nullo Facchini siger i den forbindelse:

”Det har været et fantastisk eventyr, fra jeg skabte Teatro Cantabile som 20-årig i en italiensk kirkes baglokale og frem til i dag, hvor jeg siger farvel til egnsteater Cantabile 2.

Nu vil jeg fokusere udelukkende på at skabe teaterkunst, i alle mulige forskellige konstellationer og samarbejdsformer, i Danmark og udlandet. Jeg sender en stor tak til de mange mennesker, som har ledsaget mig på rejsen, og til Vordingborg Kommune for deres modige og fremsynede kulturpolitik gennem flere årtier.”

Forpersonen for Cantabile 2´s bestyrelse siger:

”Få i de sidste 100 år har sat så stort et præg på kulturlivet i Vordingborg som Nullo Facchini”, udtaler forpersonen for Cantabile 2 Jens Frimann Hansen. ”Vi respekterer Nullo Facchinis ønske om at søge nye udfordringer. Vi er mange der skylder ham tak for ikke bare alt det han har skabt i vores lokalområde, men også fordi han har formået at profilere Vordingborg i det internationale kulturlandskab.”