Kill them with kindness?
Af Josefine Brink Siem
The Supreme Gentleman er en nyskrevet monolog om ensomhed, selvhad og kvindehad. Baggrunden for forestillingen er den såkaldte ’incel’-kultur, hvor mænd, der ser sig selv som ufrivillige jomfruer, udveksler hadefulde beskeder, billeder og memes om de kvinder, som ikke vil dem. Titlen henviser til Elliot Rodger, der i 2014 lagde en video ud på nettet om at være jomfru og derefter dræbte seks og sårede fjorten mennesker i Californien. Siden er Rodger, der betegnede sig selv som the supreme gentleman, blevet en slags helt for incels, der hylder ham for at have startet en kamp for de ensomme mænd, der føler sig efterladt af samfundets udvikling.
Forestillingens fokus er dog ikke kulturen, vreden eller kvindehadet, men først og fremmest ensomheden og afmagten hos den enkelte. Forestillingens valg om at fokusere på ’den enkelte unge, vrede mand’[1] er både dens styrke og dens svaghed. Dette greb tillader en stærk diagnose af ensomheden og dobbeltheden i hadet til og begæret efter kvinder. Men prisen er en lidt for implicit forbindelse til internetkulturens fællesskab og popkulturens kvindefremstilling, som på overfladen risikerer at reducere de misogynistiske mænd til ensomme eksistenser, som måske blot kan elskes bort.
Forholdet mellem det digitale og analoge
Lige som i Nanna Cecilie Bangs tidligere forestillinger på Aarhus Teater, er det teksten, som er i fokus. Scenografien er simpel: en hvid platform med en piedestal i midten og en stor bagvæg sammensat af skærme. Fire af skærmene på bagvæggen er demonterede og spredt ud på scenegulvet. Måske som et symbol på at internettets virtuelle verden griber direkte ind i den fysiske verden. Det, der sker på internettet, bliver ikke bare på skærmen – eller gør det? Det er en uafgørlighed, som forestillingen leger med.
På skærmene projekteres løbende indhold fra Jakob Madsen Kvols’ vrede ’unge’ mands telefon, som hele tiden er klistret til hans hånd som en slags digital voksensut, der skal få ham til at føle sig mindre alene, men muligvis blot har den modsatte effekt. Gennem monologen tager han løbende selfies og videoer, som understreger ensomheden i manglen på livsvidner. Men også ønsket om at blive set og ubehageligheden ved at blive betragtet, som også tematiseres i hans beskrivelse af flere forfejlede forsøg på at tale med piger, hvor han føler sig usynlig og udsat på samme tid.
Udover selfies, følger vi også med i hvordan han scroller gennem forskellige incel message- og imageboards fra siden 4chan. Indholdet er karakteriseret ved en blanding af oprigtig depression, tegneseriefigurer, selvmordsvisioner og memes. Sætninger som ’just chillin trying to ignore the past eight years of my life lol’ eksemplificerer tvetydigheden i internetforaernes tone. Og det er en af forestillingens forcer, at teksten afspejler denne ironiske uafgørlighed, som gør, at man aldrig ved, hvad der er alvor, og hvad der er for sjov. Distancen gør, at man kan tage en diskurs på sig og prøve den af i lukkede fora, efterfulgt af et lol. På et tidspunkt, efter at Kvols har fremført en af de mange voldsforestillinger om at skade kvinder på ofte seksualiserede måder, udbryder han: ’Ej, sagde jeg det?’. Her peger teksten skarpt på, hvordan man gennem dyrkelsen af en internetkultur kan komme til at sige noget for sjov, indtil det virkelig ikke er sjovt længere.
Incels som ensomme individer
Selvom det ofte er vreden, der fremhæves, når talen falder på incels, er det først og fremmest ensomheden, der dyrkes i iscenesættelsen. Den vrede unge mand er en ensom mand, der går rundt alene i sin lejlighed, spiser junkfood og kun snakker med kassedamen i Netto. Han er aldrig blevet kysset af nogen og længes efter at kramme andre end sine familiemedlemmer. Især en scene, hvor han øver sig i at kysse på sin egen albue, skaber et alment genkendeligt billede fra teenageværelset. Men genkendeligheden ødelægges hurtigt. Han taler om sin opvækst og forældrenes apati. Om folkeskolen, hvor en pige, han var forelsket i, fik delt en krænkende video, hvor hun sutter pik på Thomas fra parallelklassen. Hvordan det gjorde ham vred at hun gik rundt og så så uskyldig ud, når han vidste hvad hun i virkeligheden var. Hvordan han fantaserede om at kvæle piger i skolen.
Hver gang forestillingen skaber øjeblikke af empati, bliver de brudt igen af en eskalering af de genkendelige situationer ud i fantasier om seksualiseret vold. Det samme gælder for beslutningen om at bryde den fjerde væg. Forestillingen leger med blikket, og Kvols kigger ofte direkte på enkelte publikummer imens han udtrykker sine skiftevis barnligt-romantiske og krænkende forestillinger om kvinder. Her skabes der kontakt og intimitet, men intimiteten forvandles hurtigt til ubehagelig tåkrummen, når han f.eks. spørger en ung mand direkte om han også ser pornofilm, hvor kvinden dør til sidst. Det er altså svært at afgøre om forestillingens ambition om at give den ensomme mand en stemme er ment som et oprigtigt empati-projekt eller som en mere kritisk udstilling af tankegangen.
Den kulturelle kontekst
Kvols spiller mest i et fortvivlet register. Han dyrker håbløsheden og manglen på tro på, at noget ændrer sig. Han er et offer. Et offer, som ikke selv har nogen skyld i sin situation og ikke er i stand til at ændre den. Det er derfor svært for alvor at få empati med den ensomme unge mand. For han tager intet ansvar for sit liv og vender den relativt almene oplevelse af ensomhed til kvindehad. Hvorfor? Forestillingens valg om at dyrke ensomheden kommer på bekostning af, at der ikke er nær så meget tid til at få undersøgt den proces, hvor selvhad bliver til kvindehad. Dette er afspejlet i valget af, at lade manden have voldelige fantasier om kvinder allerede i folkeskolen. At gøre kvindehadet til grundvilkår for karakteren underspiller popkulturen og internetetfællesskabernes rolle i kanaliseringen af ensomheden ind i misogyni. For det er jo ikke alle, som er ensomme, der har fantasier om at slå kvinder ihjel.
Der er faktisk mange velskrevne og samtidssvarende referencer til popkultur i teksten. Det er en kæmpe styrke for Nanna Cecilie Bang, at hun formår at skrive i et sprog, der ikke bare ’taler til de unge’ men faktisk autentisk taler som de unge. Hun er på højde med sin generation og de kulturelle referencer, som benyttes. Mandens uerfarne forestillingsverden fremstår som et virvar af lånte forestillinger fra alt fra Hollywood-film, med sex som noget der kræver stearinlys og romance, til hardcore porno, hvor sex handler om ydmygelse og magt. Den kulturelle kontekst og dens indflydelse på mandens forestillingsverden bliver dermed antydet, men kun som baggrund. Derfor savner man en større refleksion over forholdet mellem de tre temaer om individets ensomhed, virtuelle fællesskaber og popkulturens fremstilling af kvinder og sex, hvor kvinder enten er madonnaer eller ludere.
Empati eller ironi?
Forestillingen peger i stedet først og fremmest på ensomhed og selvhad, som grunden til kvindehadet. Den skuffede længsel efter en at være to med – at gøre alt det der, man nu gør, når man er et par. En som elsker en. Den underlæggende præmis for incel-kulturen, om at kvinden er noget manden har ret til, får derfor ikke meget plads i teksten. Således slutter forestillingen også lidt forsimplet. Efter at have fremsagt en række forestillinger om at voldtage kvinder, skyde biografgængere og meje folk ned på gaden med en bil, konkluderer den ensomme mand, at han er træt af at være ulykkelig. Men han er også træt af ikke at betyde noget – så hvis han tager andre med i sit selvmord, har han chancen for at blive til noget større.
Denne slutreplik reducerer på sin vis misogynistiske terrorhandlinger til et spørgsmål om individets ambition. Slutningen kunne have stået stærkere, hvis man havde lavet en tydeligere sammenkædning mellem de ellers godt antydede temaer om popkulturens kvindefremstilling, internetkulturens iscenesættelse af selvet og blikket og retorikken om ’tabermanden’. Men forestillingen vil ikke pege et bestemt sted hen – den er mere udforskende end besvarende på godt og ondt. Grebet om at dykke ned i den ensomme mand kan derfor enten læses som et oprigtigt empati-projekt, hvor udsigelsen er, at incels kan elskes ihjel, eller som en ironiserende udstilling af den selvmedlidende ’tabermands’ logikker. Forestillingen peger dog mest over imod førstnævnte.
The Supreme Gentleman spiller fra 05.02 til 03.03 2022 på Aarhus Teater og fra 15.02 til 11.03 2022 på Betty Nansen.
MEDVIRKENDE Jakob Madsen Kvols
MANUSKRIPT Nanna Cecilie Bang
INSTRUKTION Liv Helm (færdiggjort af Nathalie Mellbye)
IDEUDVIKLING Nanna Cecilie Bang, Liv Helm, Nathalie Mellbye
PRODUCERET I SAMARBEJDE MED Betty Nansen
Josefine Brink Siem er Ph.d.-studerende på Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab på Aarhus Universitet og en del af Peripetis redaktion
[1] Forestillingens pressemateriale s. 3