Vita Danica – En dansekoncert

Af Erik Exe Christoffersen

Affekter i en polariserende tid

Vita Danica handler om det danske liv her og nu og i erindringen. Det er et meget sammenhængende og helstøbt værk, hvor kunstarterne dans, sang , teater og musik er vævet sammen. Teatret kalder det en dansekoncert. Umiddelbart ville jeg kalde det affektiv drømmeteater. Det begynder med, at Pernille Rosendahl synger den ældste danske komposition Drømte mig en drøm i nat. Man kan sagtens se forestillingen, som en lang drøm sangerinden, som en slags fortæller, lever sig igennem. Hun drømmer sig både ind i dansen og ser den udefra kommenterende lige fra sommerlandets fortryllende folkefest til den mareridtsagtige vinterkulde, hvor døden er nærværende, og til solens genkomst, som inddrager tilskueren i et tilblivelsens affektivt rum af fremtidshåb. Hun har drømt om længsel efter samhørighed, kærlighed og omsorg på tværs af køn og race. Men også udstødelse og død.

Der er et gennemgående træk, som gælder henvendelsen til tilskueren. Danserne og sangerinden ser ud på tilskuerne og undersøgende på hinanden. Det er som om de søger efter et svar: Hvad er det danske liv? På den måde er forestillingen mere et spørgsmål end et svar. Et andent gennemgående træk er fuglene: sangerinden og danserne laver flyve- bevægelser med hænderne, fuglelyde og der er sange om eller med fuglens stemme. Hvor er fuglene trukket hen?

Den danske sang

Den danske sang er en ung blond pige (Kai Hofmann,1924) nærmest råbes rytmisk, og en mørk danser klædt i hvidt er alene på den store tomme scene. Hun reagerer på teksten med en vis forundring, men fortsætter ufortrødent i dansende ryk og vrid, mens hun ind imellem ser ud på tilskuerne og på sin hud. Hun er en ung kvinde, hun er dansk og mørk i huden med sort kruset hår. Er det et problem, synes hun at spørge?

Man tænker, det er en kommentar til den identitetspolitiske diskussion, som har optaget mange de senere år. Hvem kan fremstille hvem? Skal danseren være identisk med rollen?  Hvem krænker hvem? Danseren skammer sig tydeligvis ikke, men er der tilskuere, som føler sig krænket over fremstillingen? Scenen fanger meget godt forestillingens tilgang til danske sange og kulturens globaliserede krop. Sangen og bevægelsen besidder en vitalistisk kraft, som i sin enkelthed antyder, at Vita danica er mere Vita diversitas (forskelligartet) end som så. Det forekommer sigende at hovedkræfterne bag forestillingen kommer fra tre forskellige lande. Sangeren Pernille Rosendahl, tidligere bandet Swan Lee er dansk ligesom scenisk designer Sarah Fredelund. Instruktøren Sargun Oshana, tidligere huskunstner på Aarhus Teaters, kom til Danmark som 8-årig irakisk flygtning i 1992 og Marie Brolin-Tani er fra Sverige.

Sangene er danske, fx Jeppe Aakjær Jeg er havren og Jens Vejmand (1905), St. St. Blicher Det er hvidt derude (1838) og Sig nærmer tiden (1837), Grundvig Nu falmer skoven, Jakob Knudsen Se, nu stiger solen (1891), Jens Rosendal Forelskelsessang (1981) Blaue Blume Morgensol (2019). Der er, som man kan se en historisk spredning, hvor den ældste nedskrevne folkevise Drømte mig en drøm i nat (før 1300) danner en ramme. Forestillingen begynder med Oehlenschläger Der er et yndigt land (1823), som dog blot nynnes.

Det danske liv genfremstilles

Sangerne og den musikalske komposition er valgt og skabt af Pernille Rosendahl og musikerne Søren Vestergaard og Dennis Ahlgren. Musik og sang er intenst sammenvævet med den koreografiske komposition i et visuelt enkelt og udtryksfuldt rum, som omhandler naturens dynamik, bevægelse og stemme: ”jeg er havren”, trækfuglens sang ”sig nærmer tiden da jeg må bort”, andre handler om årstiderne: ”nu falmer skoven”, ”det er hvidt derude”, ”se, nu stiger solen” og flere handler om forelskelse som en urovækkende spænding: ”under den hvide bro sejler en båd med to, båden den vipped og Anne hun skreg”. Hvem har ikke erindringer knytte til flere af disse sange?

Forestillingens instruktion lader kunstarter mødes og supplere hinanden.  Nogle scener har dansen i fokus som ensemble, solo eller pardans, i andre scener er det sangen og musikken. Og i enkelte passager er rummet en levende installation. Der er ikke en sammenhængende fortælling. De enkelte sange står for sig selv, men indgår også i en fortælling med Rosendahl i rollen som syngende fortæller om det danske liv som en drøm, en fest, en stemning, en sorg, melankoli og livskraft. Sangteksterne, stemmen og kroppene danner en komposition, som henvender sig til tilskuernes erindringer, kroppens sanser og rytme. Der er tale om en form for vitalisme, som både rummer genkendelsen og giver det velkendte nyt blod og energi.

Scenernes sammenkædning følger årstiderne: sommer, efterår, vinter og forår. Det betyder at solen er en central figur, fordi den er med til at skabe det organiske liv: vi sår, det vokser og gror, vi høster og så videre. Ind i mellem tager vi på træk som fuglen, vi vokser, elsker, lever, danser og dør. Og begynder forfra.

I sommersceneriet bæres neg langsomt ind på scene af seks dansere og de danner forskellige formationer, hvor landarbejderne danser og synger. Stemningen er let selvom træskoene er store og tunge. Men sommeren mørkner med Jens Vejmands død. Om efteråret falmer skoven og med vinteren kommer kulden, krigen og døden. Det er hvidt derude og transparente huse af hvidt stof sænker sig som sne, der videoprojekteres på de hvide flader. Det er koldt, ravne skriger, ugler tude, søge føde, søge læ. Fortælleren synger om rosen der spirer, sammen med en sanselig forførende dans mellem to kvinder, som trodser kulden. Fortælleren er blev en krageagtig dæmonisk krigsfugl, som varsler døden.

Til sidst kommer foråret med spirende kærlighed i forskellige varianter. Foråret er som bekendt genfødslen og genopstandelsen. Man kunne måske forvente et farverigt naturorgie og opstandelses ekstase. Men scenen bliver langsomt et intimt åbent afprøvende rum for kunstnerisk fællesskab mellem sangerinden, musikerne og danserne. Musikken blomstrer i en skøn symbiose med lyset, kornet og dansen. Det er et kunstigt rum, hvor danserne svinger lysstofrør, kornet er lysende, klaveret rulles ind og scenens bagvæg er blottet, så man ser de scenereb, som er blevet brugt til at hejse hvide skærme op og ned. Til slut mødes de alle i en fejring af solen: Se, nu stiger solen er et godt valg til at udtrykke et fællesskab, og det peger musikalsk også på et globalt fællesskab med en gentagelse af første vers.

Shamanen som fortæller

Fortælleren, shamanen om man vil, begynder forestillingen med slør for ansigtet og binder forløbet sammen, dansende med ”folket” eller som en betragter og iagttager. Figuren står stærkt og synger igennem, hvisker, råber, messer, lokker og Pernille Rosendahl virker afbalanceret, troværdig, som hun står der på scenen og i et relativt langt moment bare ser ud på tilskuerne uden sang, og uden at der sker mere. Den er den tavse sang, som kommunikerer og skaber et affektivt fællesskab i salen mellem dem og os. Vi er forskellige, men vi har også en fælles sangskat.

Vita Danica er en form for passage eller årstids-ritual. Det vil sige den skaber en overgang eller transformation af danskheden og det nationale, fra fortid til nutid. Globaliseringen betyder ikke at danskhed som identitet ikke længere findes, blot har den ændret sig, og vi kan genfortolke de klassiske nationale sange i en ny kontekst. Dramaturgien følger naturens cyklus, men der er også en form for historisk udvikling fra et tilsyneladende sammenhængende landbrug til et isnende moderne polariseret og aggressivt moderne samfund. Og måske også en form for livscyklus fra barndommens solbeskinnede eventyrlandskab til dødens tragiske farvel. Den sidste scene er en form for ”forår” for det sanselige, fællesskabet, det affektive med vægt på empati og anerkendelse.

Sangene er selvfølgelig valgt ud fra et stort repertoire af muligheder. De fleste er fra Højskolesangbogen og de appellerer til en kropslighed, der kan danses til sangene eller de repræsenterer naturens stemme fx ”Jeg er havren, jeg har bjælder på” eller de kan opleves som et rituelt forløb. Forestillingen er fyldt med en række danse, som hylder bondekulturen, kærligheden, fuglenes flugt og den organiske dans. Der er mange antydninger af kulturelle referencer til islamisk sufi dans, svensk træskodans, ballet og moskéen som kalder til bøn. Der er også flere passager, hvor de seks dansere, to musikere og sangerinder træder frem på linje overfor tilskuerne, som et scenisk ritual: ”her står vi og der sidder I”. Det er den tavse sang eller appel som forestillingen benytter sig af som en løbende afbrydelse af dansens koreografi, hvor danserne henvender sig direkte til tilskuerne.

Kostumer skifter undervejs og flere af dem har ligeledes rituel karakter som den hvide dragt, der både benyttes i sufidans og Candomblé, som er en brasiliansk religion. Fælles for flere af disse traditioner er netop dansen og trancen, som skaber et kropsligt nærvær. 

Forestillingens forløb veksler mellem sange som musikalsk glider over i hinanden og steder hvor der sker markante spring, som fra Sig nærmer tiden, der ender i en lang afskeds- eller dødsdrone, til Jeg ved en lærkerede eller den lange messende Solen er her til Se, nu stiger. Som gennemgående tema Vita Danica det prekære, udsathed og den usikkerhed, som er knyttet til det marginale, udkanten, det risikable og ustabile. Det gælder kulturel, geografisk, klimamæssigt, kønspolitisk og æstetisk. Det prækære er også knyttet til en nomadisk og flydende identitet. Det skal ikke misforstås som en svag identitet. Det prekære kan være en styrke og måske endda grundlaget for nye kulturelle opfindelser. Kønnene udveksles, den nationale identitet reflekteres. Danserne er ofte ude af balance og falder til gulvet, dyrene er udsatte, Jens vejmand falder om. Kærligheden er prekær, fordi den ikke følger de fastgroede normer.

Dramaturgisk bevæger forløbet fra det lette til det tungere og til den dybe stemning af vinterens død. Det er en bevægelse fra komedien til tragedien, som jeg mener, kan ses som udtryk for modernitetens udvikling.

Sangen som erindring

Fra vi er helt små, lærer sangen os sproget at kende og får os til at falde til ro, i søvn eller til handling. I skolen, på højskolen og i andre fællesskaber lærer vi gennem sangen om kendte og ukendte egne af vores land. Sangen rører os, vi får samme puls, samme åndedræt, og mærker med kroppen, at vi hører til en tradition af affekter, som er knyttet til tekst, musik og fællessang.

Affekter er en kompleks kommunikation, som opstår mellem tilskuerens følelser, kropslige og mentale erindringer og de sceniske objekter (stemmen, musikken, bevægelsen, lyset, teksten). Den bringer den enkelte i spændingsfyldt sensorisk samklang med andre. Subjektet nedsænkes eller fordybes i en atmosfære, et sted, en begivenhed, en situation, en sensorisk tilstand som skaber en særlig intensiv emotionalitet. Det er en form for arousal, dvs. forstærket modtagelighed, intensitet, oplevelsen af sanseindtryk, parathed, koncentreret opmærksomhed. Det er noget uforudsigeligt over affekter og retninger, de antager.

Der er naturligvis højdepunkter, som bondepigen der drømmer om at danse ballet, men mislykkes, fordi hun har store klodsede træsko på. Det lykkes dog for hende at gennemføre balletten med hjælp fra fortælleren.

Den smukkeste sang er Nu falmer skoven med hele ensemblet i hvidt med store stråhatte, og hvor fortælleren indgår i en hidsig dans. Slutningens Se, nu stiger solen er et formidabelt højdepunkt med skarpt sollys kastet ind fra siderne og video med de medvirkendes ansigter, og hvor alle sidder på gulvet, hvor de smider farvet korn fra store fade højt bagud, mens sangen stiger i intensitet iblandet asiatiske klange.

Se, nu stiger solen synges ofte til begravelser og er en form for affektiv omsorgshandling for den afdøde. Her bliver det til en erkendelse af livet og fællesskabes genopståen. Vi indgår i en større organisk transformation, som er udenfor vores forståelse og kontrol. Vi må stå sammen i jubelfølelse og glæde ved opstandelsen som transformeres til fornyet handlekraft. Affekter har på den måde en performativ kraft. Der er også få sange som fx At lære er at ville som ikke kommunikere så godt fordi teksten er vanskelig at høre.

Affekterne

De sidste tyve år er på mange måde blevet affekternes tid. Man har talt om følelseskult i forbindelse med mange kollektive handlinger baseret på sorg, vrede, glæde, stolthed, skam. Det centrale ved affekter er, at de skaber relationer, hvor følelser er emotionelle tilstande i subjektet. Affekter opstår i relationen mellem det enkelte subjekt og andre personer, objekter, begivenheder, situationer og steder som en kollektiv tilstand, der så at sige omfatter den enkeltes krop, i et her og nu og skaber et fællesskab. Fællessang er blevet et af de vigtige affektive udtryk, som både er skabende og artikulerende på samme tid. Der er en form for feedback loop mellem den enkelte og fællesskabet som fx er med til at udtrykke en sorg, men som også er med til at skabe og forstærke den subjektive følelse i kraft af fællesskabet.

Forestillingen er på det nærmeste blottet for ironi. Teksten fremstilles og synges helt alvorligt, så den underliggende patos træder tydeligt frem. Selv havren med bjælder har et anstrøg af desperat humor. Fuglene er gennemgående udsatte, hvad enten det er kulden, ræven, eller mennesket, der truer. På samme måde er også kærligheden truet og kompliceret. Der er ikke tale om nogen form for nostalgi, snarere en tvetydighed i kraft af gentagelser, kontraster, modsætninger eller dissonanser i den musikalske komposition.

Man fornemmer et stort medejerskab blandt de medvirkende på grund af den kollaborative arbejdsmåde, hvor musik og sang, dans og det scenografiske rum har haft stor medbestemmelse.  Den danske sangskat viser sig i sin kompleksitet: det er både tekster, musik og en kropslig sanselighed og stemning, som er indlejret i disse strukturer, som gentages og er genkendelige, men som også omfortolkes i konteksten.

Kampen og polariseringerne

Vita Danica benytter en dramaturgisk strategi, hvor forestillingen ikke søger polariseringen men et sanseligt fællesskab baseret på nogle fælles oplevelser. Det kan forekomme naivt, men jeg ser det som en central kunstnerisk position. Det sanselige vitale fællesskab er værd at kæmpe for især i en tid, hvor mange forsøger at tilkæmpe sig magt ved at ekskludere, polarisere og ironisere. Vita Danica er et bud på en oplevelse af sammenhæng og helhed midt i en kompleks verden, som forbindes med sangskattens naturrealistiske og romantiske tale. Enhver kan associere til sine personlige erindringer og forestillinger om danskheden. Men spørgsmålet er også: Hvem er det, der tager patent på den, og hvordan ændre den sig? Forestillingen varierer billedet ved at kommunikere gennem tid, rum, sang, musik, dans og positioner på scenen sammen med en gennemgående fortællerfigur, den performative henvendelse til tilskuerne. Ind imellem er der både genkendelse, fornyelser og transformation af den fremstillede danskhed.

Note

Jeg har fulgt nogle af prøverne for at prøve at lære af teatrets kreative proces. Det er været et spændende partnerskab og et kollaborativt arbejde, hvor alle har smidt deres kompetencer på bordet. Derfra er der skabt et fælles udtryk, som alle ejer og ingen besidder. Denne interaktion mellem kunstarter og forskellige kunstneriske sprog, hvor instruktøren har været kaptajnen med det sidste ord, har været virkelig interessant for forståelsen af de kreative spring og værkets langsomme tilblivelse baseret på tilliden og anerkendelsen af hinandens forskellige kompetencer.

Koncept, Instruktion, komposition, koreografi og scenografi: Sargun Osama, Pernille Rosendahl, Marie Brolin-Tani og Sarah Fredelund. Kostumerne er designet af modeskaber Mark Kenly Domino Tan. Musikken spillet og arrangeret Søren Vestergaard og Dennis Ahlgren og lyddesign af Mads Horsbøl. Danserne er Giorgia Reitani, Jaume Luque Parellada, Jasmine Gordon, Mikkel Alexander Tøttrup, Elena Nielsen, Jon Ipina(Rosie Stebbing / Carl Hughes). Dramaturg: Hanne Lund Joensen.

Erik Exe Christoffersen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur – Dramaturgi.

Redaktionens kommentar (JB):

Normalt bringer Peripetis anmelderblok ikke anmeldelser skrevet af nogen, som har fulgt processen. Men i dette tilfælde har redaktionen valgt at gøre en undtagelse, vel vidende at det kritiske blik på den færdige forestilling dermed risikerer at forsvinde.

Del med andre