Re(w)rite Cantabile2, Den Frie Udstillingsbygning (2021)
Af Thomas Rosendal Nielsen
Menneske-specifikke ritualer?
Har vi brug for nye ritualer? Og kan teatret være det sted, der skaber dem? Cantabile 2’s performance-installation i Den Frie Udstillingsbygning gør forsøget. I en periode på lidt over tre uger, maj-juni 2021, kan man deltage i 35 forskellige ritualer, skabt af 23 performere, i scenografi af Catia Hauberg Engel og udviklet og instrueret af Nullo Facchini sammen med en række andre kunstnere. Ifølge forestillingens prolog er det ritualer, der er skabt til en tid, hvor det ikke længere er en fælles tro på bestemte guder, der lægger grunden for vores tilværelse og liv med hinanden, men måske i stedet troen på Nærværet.
Den ide, at teatret kan levere ritualer til en tid, hvor religioner ikke længere leverer de meningsgarantier, de gjorde tidligere, danner grundlag for en meget stærk tradition i det 20. århundredes teater-avantgarder. Her står Cantabile2 på skuldrene af mange: Artaud, Grotowski, Living Theatre, Nitsch, Barba for at affyre en hurtig salve fra den teaterhistoriske kanon. Det er også en tradition, der er omfattende teoretiseret, både i teatervidenskaben og antropologien med Victor Turners og Erika Fischer-Lichtes arbejder som centrale eksempler. Spørgsmålet er, hvad det er for et Nærvær, der træder frem igennem Cantabile2’s ritualer. Hvad er det for en ’Human Connection’, der bliver fejret her, på bagkanten af Covid-19 pandemiens disconnection?
Eklekticisme
Et enkelt besøg varer ca. 2-3 timer, og jeg oplevede i det tidsrum tre ritualer ud over den indledende og afsluttende rammesætning. Det var ritualer, der på hver deres måde handlede om at konfrontere døden, eller i hvert fald tanken om den, og om at skabe kontakt til andre, potentielt fremmede deltagere ved at overskride rutinemæssige måder at sanse og bevæge sig på. I hvilket omfang de tre ritualer, jeg oplevede, er repræsentative for de 35, kan jeg ikke vurdere, men jeg har en formodning om at dødstematikken er mindre gennemgående, end den var i min rute gennem installationen.
Deltageren ankommer i Den Frie Udstillingsbygning, modtager et armbånd i silkebånd samlet af en lille træperle, og bliver derefter ledt ind i installationens centrale sal af performere iført jordfarvede kjortler. Ved rummets udgange står flere performere tavst ventende i samme antræk foran store gardiner, der markerer grænsen til dybere dele af installationen. I midten af rummet er der et bord med en klokke og forskellige skilte, der senere viser sig at bære navnene på de forskellige ritualer, man kan besøge. I den anden ende af rummet er der et bord med en form for model over udstillingen. Deltagerne inviteres til at tage plads på bænke langs siderne af rummet. Ved hver bænk ligger et head-set, en lille notesbog, og over hver siddeplads på en bøjle hænger en kjortel i en lysere farve end performernes. Deltagerne tager deres head-set på og lytter til en lydkulisse – ifølge programmet med musik af David Lang, Shane Koyczan, Andrea Gibson og Jarred Harris og med tekster af Yoko Ono og Siri Facchini Haff – mens de venter på at forestillingen starter. Musik og stemninger, der var fremmede for mig, men som sammen med den øvrige kulisse sendte mine associationer i retningen af New Age og USA.
Siri Facchini Haff og Nullo Facchini indleder med en grundig rammesætning af begivenheden og den erklærede hensigt med den: at danne rum for en ny tids ritualer. En central linje i prologen beder os om at foregive forskellige sindstilstande, fx ”pretend you found true love” (her som i det følgende citeret efter hukommelsen), hvorefter instruktionen pludselig vendes om: ”now stop pretending”. En instruktion, der er karakteristisk for Cantabile2’s bestræbelse på at skabe et menneske-specifikt teater, der vil skrælle fiktionslag af vores hverdagslige socialitet snarere end at lægge nye lag af fiktion ovenpå.
Deltagerne bliver instrueret i at iføre sig deres kjortler, tage deres sko af og tage et par udleverede strømper på. Det tildelte silkebånd viser sig at være et navneskilt, der skal bruges til at lede deltagerne videre til de forskellige simultane ritualer. Skærme på væggene viser, hvilke deltagere, der skal føres til hvilke rum af performerne. Mit navn var Brahmani, og så vidt jeg kunne se var navnene generelt hentet fra hinduismen, men ud over den vage association til en orientalsk form for spiritualitet forekommer de tømt for indhold. Ligesom kjortlerne og de lange tempelgardiner skaber de en stemning af religiøsitet og fremmedhed, som af hensyn til forestillingens sekulære perspektiv nok må være ikke-vestlig eller i det mindste ikke-kristen. Men kan man i 2021 bruge navne på andre kulturers guddomme på denne eklektiske måde?
Åbninger og lukninger
De tre ritualer, jeg fik mulighed for at opleve, havde som nævnt en dødstematik som omdrejningspunkt. Derudover havde de det til fælles, at deres grundstruktur lignede ret udbredte dramaøvelser, men altså her gennemført med en strammere rammesætning og med en tematisk fokusering eller overbygning. Det første ritual fandt sted i et otte-kantet rum med ovenlys og en bunke visne blade i midten. De fire deltagere bliver instrueret i at bevæge sig rundt mellem hinanden med ”eyes almost closed” og modtager forskellige instruktioner, fx at stoppe op og iagttage de andre deltagere, løbe mellem hinanden, kravle hen til bladene og røre ved dem mm.
Performeren instruerer os i at forestille os, at vi løber væk fra vores værste frygt. Derefter siger hun noget i retning af, at vi opdager, at det er døden, vi løber fra, og at vi skal tænke over, om det dybest set ikke altid er døden, vi frygter, når vi løber fra noget. Denne meget direkte form for instruktion og lukning af det tematiske rum oplevede jeg som et gennemgående træk ved forestillingens tekst. Det samme gælder valget af åbenlyse og relativt entydige sceniske metaforer såsom visne blade for død og forfald. Hvor forestillingen i sine erklærede intentioner, sin rituelle struktur og i sine kropslige handlinger pegede mod et mere åbent, transcenderende erfaringsrum, så var det tematiske rum ret entydigt og eksplicit – og disse lukninger forekom mig flere gange så markante, at jeg havde svært ved at gå ind på en mere åben undersøgelse både temaerne og kontakten til de andre deltagere.
Hvis det første ritual minder om den dramaøvelse, jeg selv plejer at kalde ”tømmerflåden”, minder det næste ritual om forumspils-teknikken ”vurderingsøvelser”, hvor deltagerne afslører forskellige ting om sig selv ved at indtage bestemte pladser defineret i rummet. Rummet var indrettet som en tidslinje med nummererede sten, der repræsenterede deltagernes alder, og deltagerne skulle på forskellige måder bevæge sig og placere sig i rummet og forholde sig til tidspunkter i deres liv, dele erfaringer med hinanden og til sidst forestille sig fremtiden fra tiden efter deres død og tilbage til nutiden.
Det tredje ritual, jeg deltog i, var en form for meditation eller ”kropsscanning”, hvor deltagerne liggende i et mørkt rum med et tæppe over hovedet skulle forestille sig deres død; spænde og afspænde kroppen, forestille sig at tage afsked med deres nærmeste og med livet. En potentielt grænseoverskridende erfaring, afhængigt af, hvor meget den enkelte deltager investerer i den. Performerne tog efter min vurdering rimelige etiske forholdsregler ift. at lade deltagerne forlade øvelsen efter instruktionen. Jeg var selv beklemt ved nogle af instruktionerne, især den om at tage mentalt afsked med sine kære. Om det var manglende mod eller den meget eksplicitte dagsorden og tekst, ved jeg ikke, men jeg fandt det svært at gå helhjertet ind i øvelsen. Det var en interessant og farlig leg, men det blev hverken affektivt eller refleksivt nogen dyb erfaring for mig.
Efter det tredje ritual mødtes alle deltagerne i det store fællesrum igen, performerne takkede af – bl.a. ved at gå en runde og tage øjenkontakt med hver enkelt deltager. Deltagerne blev inviteret til at beholde deres armbånd og komme igen og prøve andre ritualer, lokket med muligheden for at nå dybere ind i installationen ved fx at overnatte. Derefter var besøget i udstillingsbygningen slut, i det mindste for denne gang.
Lukket transcendens
Hvad blev nærværende i disse ritualer? Det hurtige svar er: min egen krop som medie og emne for en ekstra-daglig erfaring, de andre deltagere som fremmede, døden som tema, forestillingen som ramme. Det gennemgående i denne opremsning er ordet ’som’. Det var ’som-et’, der blev nærværende for mig. Nu har jeg ikke i udgangspunktet nogen forventning om, at en forestilling faktisk skal kunne tilvejebringe Nærvær i sin umiddelbare og fuldkomne skikkelse, men rammen, temaet, det fremmede, mediet, intentionen, der skulle bære dette nærvær, forblev for mig mere nærværende end både nærværet selv og døden og de andre deltagere. Den anden blev for mig ikke nærværende i sin menneskelige specificitet, sådan som jeg har oplevet det i andre af Cantabile2’s forestillinger, men snarere i sin rammesatte menneskelige generalitet.
Forestillingen tager i sin prolog det forbehold, at det kræver mod og engagement at nå den nærværsoplevelse, den tilsigter. At man således ikke kan tage mere ud af oplevelsen, end man er villig til at sætte på spil i den. Det kan man ikke argumentere imod, men det er samtidigt immuniserende ift. en mere kritisk diskussion af, hvorvidt rammesætningen er vellykket. Jeg ville faktisk gerne gå med, og jeg følte mig egentlig hverken udsat eller defensiv ift. forestillingens præmis. Jeg synes timingen for denne forestilling her mod slutningen af pandemien er perfekt: et teater der vil skabe fysiske, menneskelige relationer på et tidspunkt, hvor vi har været fanget bag skærmene, er helt oplagt og relevant. Og placeringen i Den Frie Udstillingsbygning i forlængelse af andre eksperimenter i krydsfeltet mellem visuel kunst og teater er da en virkelig god ide og i tråd med stedets rige historie.
Præmissen, som introduceres i prologen, at forestillingen ikke er en forestilling, men blot et hus for ritualer, er dog lidt vanskeligere for mig at anerkende. Konteksten og rammesætningen understreger utvetydigt det kunstneriske, konstruerede, midlertidige og iscenesatte ved hele begivenheden, også på trods af at Den Frie Udstillingsbygning udgør en konsoliderende ramme for den rituelle praksis, som Dina Vester Freiberg skriver i programmet, hvilket jeg synes er fint tænkt. Men det er svært at overskride den grundlæggende horisont for oplevelsen: forestillingen kan blive en forestilling om ønsket om ikke at være en forestilling, men den kan ikke helt undslippe sig selv, og den bliver næsten mere en forestilling ved at forsøge på det.
Og på et mere konkret, æstetisk niveau: Fordi rammesætningen og tematiseringerne var så direkte, entydige, så beregnede og beregnende, så oplevede jeg forestillingens erfaringstilbud som en lukket form for transcendens. Det er måske fortærsket at snakke om poesi og andethed, men måske er det alligevel dét, jeg savnede: noget, der blev nærværende i sin fremmedhed, noget ’ophøjet’ og uforudsigeligt, noget der også var større end performerne og uden for deres kontrol. Og jeg har heller ikke nogen gud i tankerne her, blot ord, handlinger og relationer, som ikke lige så nemt kunne lade sig rationalisere som trin på en nøje udformet trappe mod en bestemt intenderet erfaring eller ”celebration”. Det er muligt, at nogle af installationens øvrige ritualer har det element. Jeg er også sikker på, at der er deltagere, som vil kunne tage mere med sig ud af installationen, end jeg gjorde den eftermiddag, ved ganske enkelt at investere mere. Men jeg ved også, at Cantabile2 – og andre beslægtede kunstnere – kan lave ritualer, der er mere menneske-specifikke, og at nærværet kan blive mere nærværende i kraft af iscenesættelsen, end det jeg oplevede denne eftermiddag. Det vil jeg se frem til.
Fakta
Instruktør: Nullo Facchini. Medvirkende: Delphine Supanya Berger, Nullo Facchini, Siri Facchini Haff, Helle Hov, Matteo Lanfranchi, Jinyeob Lee, Ilon Lodewijks, Elisa Menon, Martha Pawlikowska, Miglé Remeikaité, Anna Thunstöm, Sara Vilardo, Angela Østergaard. Scenografi og kostumer: Catia Hauberg Engel. Lyddesign: Anders Munch Amdisen.
Thomas Rosendal Nielsen, ph.d., er lektor ved dramaturgi, Aarhus Universitet, og fast medlem af Peripetis redaktion.