Amduat. En Iltmaskine – Hotel Pro Forma på Republique

Af Kathrine Winkelhorn

Amduat. En iltmaskine er oprindelig en digtsamling af Harald Voetmann fra 2018 med den inspirerende undertitel: solens rejse gennem underverdenens lande som beskrevet i Tuthmosis III’s grav i Kongernes Dal og fars død på Holbæk Sygehus.

Det er også titlen på Hotel Pro Formas forestilling. I bogen fletter Harald Voetmann fortællingen om Solguden Ras rejse gennem underverden sammen med sin fars død på Holbæk Sygehus. Her blotlægges det at gå bort og at tage afsked. Det fortvivlende ved dødsprocessen. Det fysiske forfald, den daglige pleje, der omgiver forløbet og rejsen mod livets afslutning, der her repræsenteres af den oldgamle ægyptiske myte om Solguden. Gennem Kirsten Dehlholms skildring af en ægyptisk inspireret og bevægende billedfrise, bliver vi vidner til en proces, vi sjældent får adgang til. Døden går langsomt. Voetmann og her Kirsten Dehlholm placerer læseren/tilskueren i en position, hvor man både er vidne til faderens dødsproces og sønnens afsked med sin far, og samtidig er på rejse med Solguden i gennem dødsriget og underverdenen.

Iscenesættelse

Amduat betyder ”det der er i underverdenen” og er navnet på den old-egyptiske forståelse af dødsriget. Horisontalt er den 28 meter lange scenen opdelt i to adskilte verdener. Nederst på et hvidt gulv er hospitalssengen fastgjort til en gyngehest, der står på en pram, der måske ved Ras hjælp kan bringe ham over i dødsriget. I sengen ligger faren med en iltmaskine, og ved hans side, er den unge søn. Når vi går ind i salen, møder vi faren, der allerede ligger i sengen. Forestillingen begynder, når sønnen træder ind på scenen og langsomt kører sengen frem i lyset fra solnedgangen. Vi er hele tiden, kontinuerligt vidne til faren i sengen, og følger hans søns omsorg for ham fra sengekanten.

Kirsten Dehlholm har udvalgt en række af Voetmanns digte, der projiceres op på bagvæggen. Dermed fremsiges digtene ikke, men vises som skrift dvs. grafiske elementer, der giver sproget en særlig sanselighed i samklang med de scenografiske billeder. Kun fire gange fremsiger sønnen korte digte. Nogle af digtene om den hjerneblødnings-ramte far, der er tilsluttet en iltmaskine, er prosaiske. Andre er ren poesi, og igen er nogle komiske i grænselandet mellem levende og død.

Hvad er mit navn? siger bygningen

Dit navn er lungemedicinsk

Dit navn er Gastrokirurgisk.

Hvad er mit navn? siger patienten.

Dit navn er Umedgørlig

et diffust blodomløb hvæsende i sengen.

Hvad er mit navn? siger sengen

kasseret fra centrallager.

Hvad er mit navn? siger diagnosen

kendt blandt de døde

Over sygesengen er gravkammeret, hvor der projiceres video på den lange væg. På væggen er opsat 12 masker, der har været anvendt til stråling af patienter med kræft, men som på afstand giver associationer til mumificerede masker. Som i Voetmanns digtsamling er forestillingen opdelt i 12 timer fra solnedgang til solopgang. Ved solnedgang rejser Ra ned til underverdenen for at kæmpe med fjender som eksempelvis slangen Apophis og for at forsvare de nødstedte. Dehlholms dramaturgiske grundgreb følger Voetmanns digtsamling, hvor den lange scene understreger forløbet i tid, og præcis som i digtsamlingen bevæger forestillingen sig mellem den reale verden med faren på Holbæk Sygehus og den ægyptiske underverden. Hver time er der i nogle minutter fokus på faren, hvorefter vi igen kommer ned i underverdenen.

Underverdenen – Dødsriget

Under hele forestillingen følger vi Magnus Pind Bjerres fascinerende, medfortællende videoprojektioner og visuelle rejse i underverdenen. ”Jeg forsøger at undgå et digitalt sprog, selvom alt er computergenereret. Derfor har jeg taget materiale fra hospitalet som gaze og plaster for at lave nogle teksturer, der løber igennem designet. Men jeg arbejder hele tiden i tæt dialog med instruktørerne Kirsten Dehlholm og Jon R. Skulberg”, fortæller Magnus i en video på Hotel Pro Formas smukke og informative hjemmeside.

Dubois’ kopier fra et gammelt ægyptisk gravkammer og fire performere

Forlægget for figurerne og maskerne er León Jean Joseph Dubois’ (1780-1846) tegninger. Han var kunstner, litograf og kurator på Louvre og deltog i 1823 i en stor udgravning i Ægypten. Her kopierede Dubois en lang række billeder fra den store grav. Det er den række af billeder, som Pind giver liv i 12 billedforløb og i 12 forskellige fiktive landskaber, som foråret, ørkenen og Ra i båden m.fl. Hver scene foregår i et nyt landskab, mens man følger den døende far i hospitalssengen. 

I den 2. time går otte figurer i langsom prosession frem med højre arm delvist strakt, som skarabæer, sjakal, vædder, ibis, løve og falke. Figurerne er iført fabelagtige kostumer syet i en mangfoldighed af farver og materialer og fremstår selv som værker med en hel særlig materialitet. Det er blødt, hårdt, det er plastic og det er bøjeligt mens krop, ben, arme og ansigt er dækket. Her smelter, billede, lyd og performere sammen til ren sansning. Scenens længde understreger forløbet i tid, for det tager tid, langsomt at gå de 28 meter. Marie Dahls masker er gådefulde, forjættende og forføreriske og fremstår både som guder og mennesker. Når de gudelignende væsener i sagte tempo defilerer forbi i prosessioner, ser vi dem i profil som på de gamle tegninger. I kampen mod slangen Apophis, træder falke, skarabæer og sjakaler ind på scenen med lange spyd, som de i langsomme, rituelt, koreograferede bevægelser hugger i slangen, der lynhurtigt snor sig rundt på videoen. Scenen fremstår kunstig og livagtig og performerne smelter sammen i et levende billede af skønhed og død. I én af de sidste scener står seks figurer, som vi for første gang ser en face. De drejer langsomt hovederne og ser ned på den syge far i en indtagende, langsom koreografi, hvor al lyd, lys, kostumer og masker står skalpel skarpt. Er det måske den skarphed, der gør forestillingen så virkelig i al sin uvirkelighed? For de levende og tildækkede kroppe peger ud over sig selv og lige ind på os som tilskuere.

Men uanset hvor fremmede de gudelignende væsner er, har de et mellemværende med os og fremkalder en følelse af genkendelse. De bliver til en slags genfærd fra en fortid, vi ikke kender, og som alligevel synes os bekendt. Men de henvender sig til os og selve den henvendelse er vigtig.  Men på trods af, eller måske på grund af, at kostumer og masker skjuler kroppen, kan man sige at sansningen uddelegeres til tilskuerne, så det er tilskuerne der sanser, hvad der sker på scenen. Vi konfronteres med vore egne sanser og vores egen menneskelighed.

Lydlandskabet

Komponisten og dj’en Hari Shankar Kishore står med halvmaske i et flot kostume til venstre på scenen, og han har, sammen med komponisten Marie Højlund, skabt et forførende lydlandskab med rytmiske sekvenser. Elektronisk musik fusioneres med moderne ægyptisk musik, med kor, lydbilleder og stemmer fra samtidens gadeliv i Cairo. Indimellem afbrydes den rytmiske musik og lydene kommer fra iltmaskinen og et hjertekardiogram, der bipper. Man følger spændt kardiogrammets grønne bevægelser på skærmen. Vi hører lave stemmer, der måske taler fra sygehuset om den døendes tilstand. Hele lydlandskabet er medfortæller af Solgudens rejse og farens rejse mod dødsriget. Men ligesom lydene smelter sammen, smelter billederne fra sygesengen og underverdenen også sammen, så hele scenen bliver et stort gravkammer.

Der er ingen hierarkier i forestillingen. Tekst, lyd, lys, musik, koreografi, kostumer, objekter er ligestillede elementer. Det sammensmeltede udtryk af digte, performere, visuelle og musiske virkemidler gør Hotel Pro Formas, Amduat til et usædvanligt gesamtkunstverk – et dødeligt smukt billedepos, der visuelt viser Solgudens rejse i underverdenen og farens rejse mod døden. For denne tilskuer blev Amduat en måde at komme undervejrs med døden på. Det blev en uforglemmelig rejse for tilskuerne.

Afslutning på en trilogi

Med AmduatEn iltmaskine, afslutter Hotel Pro Forma sin underverdenstrilogi. Den første var Operation Orfeo med premiere i 1993 i Aarhus, der netop er blevet genopført i Skuespilhuset og i Musikhuset i Aarhus. Den anden er Gilgamesh, der blev vist på Glyptoteket i foråret 2019

Afsættet i trilogien er oldtidens myter om underverdenen og med døden som fikspunkt. De gamle myter er fortællinger om guder og rummer fantastiske figurer og hændelser, hvor grænsen mellem menneske og gud overskrides. Myten er ofte en del af et religiøst sprog, en fortælling om verdens indretning, der giver navn til og klassificerer magter og principper, der skaber og styrer verden og dens mennesker.  Disse grundliggende forhold kan opfattes som præhistoriske, men rummer en autoritet og dermed et betydningslag, netop fordi vi genkender afmagten, uhyret og vilkårligheden i denne verden. Når Hotel Pro Forma anvender myten, giver den et tolkningsrum til at konfrontere tilskuerne med andre virkeligheder. For Dehlholm er ikke interesseret i menneskets indre psykologi. Det handler om at udforske verden, og som Monna Dithmer har beskrevet, gør Dehlholm dette ved at defokusere for indirekte at stille skarpt på, hvad det vil sige at være menneske. I det sceniske univers træder skikkelserne frem som fremmede og dog genkendelige. Figurerne fremstår som kunstige skikkelser, der bevæger sig med en næsten tranceagtig langsomhed, på en gang både fysiske og metafysiske.  De er abstrakte væsener, der udforsker en anden form for væren. For, hvad ligger skjult bag en gennemrationaliseret og optimeret verden?  Amduat giver ingen svar, men stiller spørgsmål til vores egen eksistens. Det er overvældende og livgivende.

Performere: Bo Madvig og Ask Eckardt Amtoft
Dansere: Joel Fritzon, Simone Wierød, Jon Hoff, Christian Reiter Seibæk, Love Hellgren og Christine Sollie Instruktion, scenografi: Kirsten Dehlholm og Jon R. Skulberg
Med-instruktør: Marie Dahl Tekst: Harald Voetmann Lysdesign: Jesper Kongshaug
Musiker, komponist, DJ: Hari Shankar Kishore Lyddesign: Kristian Hverring, Kostumedesign: Kit Wan Studios, Maskedesign: Marie Dahl
Videodesign:
 Magnus Pind Bjerre

Amduat En Iltmaskine –  Republique 1. juni til 12. juni  https://www.hotelproforma.dk/project/amduat-2020/

Kathrine Winkelhorn har i en årrække undervist i Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet, og har redigeret og skrevet en række artikler om scenekunst. Formand for Københavns Internationale Teater.

Del med andre