En nomadisk vandring i IKEA-landskabet

Af Erik Exe Christoffersen

Kærlighed i IKEA

Kærlighed efter lukketid er en forestilling i Aarhus Teaters serie Udflugten. Denne gang er vi i IKEA og forestillingen består af en række parforholdsscener i den realistiske modernistiske genre. De relativt velkendte scener er klippet ud af deres originale sammenhæng og sat sammen i en rækkefølge, som ikke har en egentlig udviklingslogik. Men de er placeret i en iscenesættelse af det senmoderne familieliv skabt af IKEA. Konceptet er skabt af instruktøren Line Paulsen og dramaturgen Tine Voss Ilum.

I samarbejde med IKEA er teatret således rykket ind i butikkens velkendte installation. Her vises dramatiske familieopgør fra den nordiske dramatik. August Strindberg, Henrik Ibsen, Ingmar Bergman, Lars Norén. Det er Nordic noir i IKEA.

Line Paulsen, som instruerede udflugten til Friheden i Tivoli Friheden, har instrueret i det i forvejen iscenesatte udstillingsrum.

De 25 tilskuere, der er plads til, mødes i cafeteriet, der er tomt og uhyggeligt, selvom der står kaffe og lune kanelsnegle sponsoreret af IKEA. Alt, selv lamperne er prismærket. Alt kan købes.

Den første scene er af Strindberg. Den stumme skuespiller sidder og spiser, og veninden kommer ind med sit barn siddende i indkøbsvognen. Den stumme nedgøres som en taber: ”du sidder her en juleaften. Du skulle have haft et hjem”. Den stumme nærmest flygter og veninden løber efter og gentager råbende ”et hjem, et hjem, et hjem”.

Derfra guides vi med myndig hånd af den jakkeklædte dreng på 10-13 år fra scene til scene og kommer gennem et varieret møbleret landskab: stuer, soveværelser, børnerum, køkkener og overalt er der prissedler på tæpper, stole, kurve og reoler. Det ligner virkeligheden, blot med den forskel, at der altid er flere af samme slags, og desuden et næsten labyrintisk landskab, hvor skuespillerne opfører scener. Også i overgange mellem rummene mødes vi på vandringen af mærkelige dukkeagtige tave skikkelser i stole, i senge, under senge, på fladskærme og tilsat diverse musikstykker.

Der er ikke et sammenhængende dramatisk forløb, men skuespillerne spiller flere forskellige roller stort set i samme påklædning. Det er som om, de smitter af på hinanden. De 12 scener handler om de truende sprækker i hjemmet, ægteskabet, familien. Hjemmet mentale rum er blevet et fallitbo. Kan man forlade det?

Dramatiske opgør

Vi møder Nora og Helmer fra Et dukkehjem. Både i en scene fra dramaets begyndelsen, hvor det ser lyst og håbefuldt ud, og slutningen, hvor Nora erkender, at hun aldrig i dette ægteskab har været sig selv, og at hun må forlade hjemmet for at finde sig selv. Det er det samme motiv, som forestillingen gentager i en anden ibsenscene og i scener fra Strindbergs Et Drømmespil.

Nogle af de bedste scener er fra Bergmans Scener fra et ægteskab, hvor hun fortæller hun er gravid og han kommenterer, at det nok vil blive hyggeligt med et barn mere, men også pokkers besværligt. Så et det håb lagt dødt.

Den mest intense og sanselige scene er en køkkensamtale mellem den stumme kvinde og veninden (fra Bergmans Persona). Hun beretter om en episode på stranden, hvor hun og en veninde forfører to halvvoksne drenge til sex. Det er en ekstremt erotisk fortælling, som hun beretter, mens hun presser saften ud af et par appelsiner og drikker vellystigt.

En anden lignende scene udspilles i sovekammeret, hvor hun sidder nøgen på sengen og fremmaner erotiske fantasier med manden, som er sammen med en anden mand. Hun beder om sex, men han afviser, fordi han er forelsket i en anden mand.

Til sidst kommer vi til børneafdelingen med et uendelig antal bamser og krammedyr. Drengeguiden sætter sig ved et skrivebord og læser op af en dagbog som kvinden fra Bergmans Scener fra et ægteskab har skrevet. Han læser langsomt og tydeligt, og det er en af de mest bevægende pinagtige scener, fordi en dreng fortæller om en voksen kvindes hemmelige erotiske problemer. Det slutter med, at han lægger sig i sengen med bamsen og siger god nat.

Nomadens genkomst

Udflugten er en permanent vandring: et vilkår som jeg vil kalde nomadens. Det nomadiske er et af de træk, som karakteriserer det moderne globaliserede menneske på mange forskellige måder. Det er den såkaldte flydende modernitet.

Udflugten til IKEA er en bevægelse væk fra det etablerede og velkendte teaterrum. Det betyder, at vi møder de velkendte skuespillere og de dramatiske tekster i en ny sammenhæng. Vi er som vandrende tilskuere på besøg hos os selv og andre, som også bebor et IKEA-miljø.

IKEA er i sig selv et rum for nomader på udkig efter et midlertidigt hjem. Det er ikke for folk der regner med at bebo det samme sted de næste 50-60 år. Der er skabt til den moderne nomade, som flytter fra job til job, familie til familie og som har brug for at skifte møblementet ud sådan ca. hvert 10ende år. Så skal der være plads til en ny smag, ny stil, nye farver og en ny kærlighedshistorie. Frihed eller tvang? Der er uden tvivl en dobbelt stemning af noget melankolsk og en ulidelig lethed over denne globaliserede bevægelse. Men også en kreativ dynamik.

IKEA er en kæmpe æstetisk iscenesættelse, som rummer lyst til at købe, gøre et fund, finde det helt rigtige og en desorienterende labyrint, hvor man risikere at fare vild, miste sine medbragte børn, og forgæves prøver at huske, hvad det var, man havde brug for.  Lykken er at finde et godt tilbud på det, man ikke vidste, man havde brug for. IKEA er et globaliseret møbelhus, som har indarbejdet kreativitet, iværksætteri og den fleksibilitet, som kendetegner det senmoderne nomadiske menneske som en vision:

”I mere end 75 år har vi arbejdet efter visionen om at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker. Det handler ikke kun om at sælge møbler til lave priser, men om mangfoldighed og menneskerettigheder, om bæredygtighed og valg af materialer – og om så meget mere” Fra IKEA-Kataloget

IKEA skaber en kreativ ubekymrethed, mens angsten, tomheden og den prekære ubalance er den kontrast, som forestillingen udstiller mærkbart og affektivt. På den måde er Kærlighed efter lukketid ikke så opløftende og faktisk lidt af en killjoy, en lyseslukker. Det handler om opløsninger lige fra Helmers beherskede og misforståede ide om sparsommelighed til drengen, som har overtaget den voksnes guidende rolle.

Ud af kunstboblen

Teatret er altså på flere måder rykket ud af den sædvanlige kunstboble og konfronteret med det virkelige liv. Spørgsmålet er om IKEA-rammen kvæler teksterne. Det gør de for nogle sceners vedkommende. Men flere af scenerne står frem i deres særegenhed og bliver voldsomt fængende.

Glidningerne mellem roller er prægnant som en form for Nordic noir, det melankolske tab går igen som en form for ensomhed, distance både i rummet og i relationerne. Det er fraværets melankoli og en latent ensomhed som udstilles. 

Edvard Munch Pubertet 1895

IKEA skaber et hjem uden sprækker, revner eller skæve linjer. Alt udstilles så det passer sammen. Men forestillingen viser sprækker, hvor det uhyggelige, irrationelle, grusomme, bedraget, løgnen og det alt for erotisk sanselige trænger igennem. Dagligdagens normalitet er ved at skride, og alle er ved at miste grebet om sig selv og hinanden. I teksterne er angsten for katastrofen er overhængende.

Konceptet med at lade angsten udspille sig i IKEA er virkelig genial. Langt hen ad vejen lykkes det, især med teksterne af Bergman og Norén. Problemet er for mig at se, at katastrofens affekter ikke er så mærkbare. Det er kun få scener, hvor vi virkelig mærker desperationen. Det er som om, der er skruet meget ned for affekter i selve iscenesættelsen, og der, hvor det virker mest rammende, er, når personerne pludselig går baglæns ud af rummene, eller der hvor man er ved at snuble over et par ben, fordi der ligger en under sengen. Her mærkes mærkværdigheden og tomheden i kroppen som på Munchs billede, der kunne være en form for inspiration for iscenesættelsen af en af scenerne fra Noréns Hævnarie: den nøgne kvinde på sengen.

På samme måde rummer scenen med drengen, som læser kvindes dagbog, en faretruende desperation, selvom den er helt roligt og stilfærdigt spillet. Netop den forskruede normalitet kan mangle i andre af forestillingens scener. Der kunne godt være åbnet mere for vanviddet gennem større teatralisering af realismen.

IDÉ OG KONCEPT: Line Paulsen, Tine Voss Ilum. ISCENESÆTTELSE: Line Paulsen. SCENOGRAFISK KONSULENT: David Gehrt. MEDVIRKENDE: Mette Døssing, Anne Plauborg, Christian Hetland, Simon Kongsted, Micas Lyngsø Møller / Otto Wind

PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MED IKEA

Erik Exe Christoffersen, Mag. Art, 1978. Lektor på Institut for Kommunikation og Kultur (1982 -)

Har senest skrevet Odin Teatret. Et dansk verdensteater (2012).

Skønhedens Hotel. Hotel Pro Forma (red Erik Exe Christoffersen sammen med Kathrine Winkelhorn, Aarhus Universitetsforlag 2015. Peripeti Særnummer – 2017 (Hotel Pro Forma – Hotel of Beauty).

Serendipitetens Rum – Odin Teatrets laboratorium (Klim 2018) Tatiana Chemi & Erik Exe Christoffersen.

Redaktør af tidsskriftet Peripeti (2004-) (peripeti.dk).

Del med andre