Kammerspil i modernistiske toner
Af Annelis Kuhlmann
Et Vintereventyr. Efter William Shakespeare: A Winter’s Tale. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Republique. Set den 13. januar 2017.
Der er truffet et markant valg, når Shakespeare’s Et Vintereventyr i Katrine Wiedemanns iscenesættelse er blevet reduceret fra flere end tyve karakterer til fire medvirkende skuespillere og en barnestatist. Som den mest erfarne spiller Ditte Hansen hele 3 roller, nemlig Tiden (som er en af Shakespeare’s få chorus-roller, dvs. en rolle, der har et direkte forbindelsesled til publikum i salen), og de vigtige roller, Paulina og Camillo, der i denne opsætning er blevet til komiske figurer. De øvrige medvirkende er yngre men også stærke kræfter, Natalie Madueño som Dronning Hermione, Esben Smed som hendes mand, Kong Leontes, og Mikkel Arndt som Kong Polixenes, Leontes’ gode barndomsven. Dertil har bearbejdelsen fjernet hele den farverige 4 akt, hvor det fortabte barn, Perdita viser sig at være i live og er blevet en smuk ung kvinde, som dukker op hos Bøhmens konge.
I Et Vintereventyr opstår der en rasende tilstand af jalousi i Leontes’ sind, idet han som ramt af lynet får den fejlagtige opfattelse, at hans ven Polixenes har haft en affære med Hermione. Hun er ganske vist gravid, og da hun på Leontes’ opfordring til og med overtaler Polixenes til at forlænge sit allerede ni måneder lange besøg hos dem, går det galt i Leontes’ forståelse af sagens sammenhæng. Polixenes må flygte, og Leontes anklager Hermione for utroskab, og kaster hende i fængsel. Oraklet, der er blevet spurgt til råds, kan kun erklære Polixenes og Hermione for uskyldige. Dette gør ikke indtryk på Leontes, der ufortrødent fortsætter i samme spor som hidtil og dømmer Hermione til døden. – Først da han tror hende død og det nyfødte barn er sat ud i naturen med en hyrde, rammes han af sorg, da hans søn dør af fortvivlelse over at have mistet sin mor. Det ender dog lykkeligt, idet Hermione og datteren, Perdita vender tilbage til livet, og de forenes.
Fortællingen, der hos Shakespeare strækker sig over 5 akter, er her radikalt skåret ned til én samlet akt, som i et koncentrat bevæger sig fra det tragiske i jalousien over til det komiske og rørende i den indbildte jalousi hos Leontes. Konflikten mellem de to venner viser sig nemlig at bero på ingenting. Men før dette bliver opklaret, skal Dronningen gå så grueligt meget igennem, heriblandt fratages sit barn, henrettes og stedes til hvile. Imidlertid arrangeres der et ”nummer” med henrettelsen, således at Paulina til sidst kan fremvise en skulptur, der har taget højde for de 16 mellemliggende år og viser Hermione som en tilsvarende ældet statue. Denne statue er naturligvis ikke stendød, men er i stedet på magisk vis i stand til at blive vakt til live, når den rette stemning opstår. Dette moment indtræffer, da Leontes indser det katastrofalt forkerte i sin jalousi.
Fra udstyrsdrama til glasklart kammerspil
Den komprimerede løsning på stykket indebærer, at opsætningen er reduceret fra et stort udstyrsdrama til et kammerspil, der lukker op for den intimitet, som man ofte forbinder med kammerspillets musikalitet. I salen er dette blevet realiseret vha. en publikumsopbygning, bestående af to trappeformationer, placeret overfor hinanden på hver sin side af spillepladsen.
Maja Ravns scenografi fremstår som en stram æstetisk artikuleret installation, hvor farverne sort og rød ud over den transparente glasboks, (i nogle henseender leder den tanken hen på Alex Lowdes scenografi i Polly Findlays opsætning af Frøken Julie på Aarhus Teater, sept.-okt. 2015), opnår en form for tidløshed i forestillingens klassiske univers og fastholder et klart greb om fortolkningen af denne kærlighedshistorie.
Glasboksen indrammer en hvid firkant, hvorpå den altdominerende handling udspiller sig. Forestillingen begynder med, at Kong Leontes ligger sammenkrøbet i fosterstilling midt på det hvide gulv, iført sort jakkesæt, hvid skjorte og sorte sko. Det viser sig, at han klamrer sig til noget, og frem under jakken dukker en rød kjole op samt nogle fine røde damesko i glinsende lak. Det er, hvad der blev tilbage af hans kærlighed. Tabet involverede også sønnen Mamilius, der ses i form af en slaskedukke i barnestørrelse, hvor kroppen mangler hovedet.
I dette billede, der fremstår som et generelt udtryk for en iturevet kærlighed og et lemlæstet barn, kan man opfatte Leontes som et meget såret menneske, og man fornemmer som tilskuer, at dels er der store følelser, der indgår i denne tabshistorie, dels at der er en materialisering af tabet, der dominerer følelsen. Dette lille optrin fungerer som en komprimeret optakt til selve dramaet, og indikerer, at det, vi senere ser udfoldet, er en projektion af det, der foregår inde i hovedet på Leontes.
I de følgende passager leger karaktererne Leontes og Polixenes på skift med Hermione i et romantisk snevejr. Men legen i sneen foruroliger os, fordi den tilsyneladende i starten ikke har noget formål ud over at lege. Dermed skærpes tilskuernes interesse for, hvordan idyllen slår revner. Men med ét stopper legen, og en berøring med en hånd udløser en tsunami med vinterstorme og undergang. Hvidt på hvidt avler således et spændstigt modtryk til forestillingens ellers tomme rum.
Lyset fortæller
Lyset går ned og det kølige skær fra en firkant af neonrør, der hænger over scenen og matcher scenografiens kant, dominerer scenebilledet, ledsaget af Janus Jensens minimalistisk designede musik, som i dens partiturkonfigurationer tegner en portrætstemning, der antyder en kantet anspændthed i figurernes adfærd.
Med den kølige sindsstemning følger snevejret og kulden. Det fremgår tydeligt i den spilfulde leg i sneen, at en form for rivalisering er under opsejling med udsigt til et trekantsdrama mellem Leontes, Polixenes og Hermione. Hun har mørkt udslået hår, er iklædt lang lys pels, bærer en rød blondekjole, som unge kvinder bruger i dag, laksefarvede dansesko og har bare ben. Sammenlignet med mændenes meget varme påklædning i huer, pels og jakkesæt, er hun både let og forholdsvis udfordrende klædt. Bedraget ligger latent i hendes forførende kostumering, synes ideen at være. Men følelsen af bedraget, der her er indbildsk, fører også en form for selvdestruktion med sig.
Imens denne trekant intensiveres, sidder Tiden i Ditte Hansens skikkelse, iklædt jakkesæt som en business-woman i det ene hjørne og iagttager sceneriet, hvor barnet fremstår som et pant mellem det virkelige og det uvirkelige i Kong Leontes livsverden. Han opfører sig, som om han er gjort til hanrej, og bedraget er for ham såvel en konkret følelse inde i ham selv som en global tilstand for hans magtforståelse. Udspændt mellem de to former for altomfattende indbildte følelser af svigt kommer han med replikken: ”Så er hele verden intet.” Det er dette intet, som vi ser udspille sig i det tomme scenerum, der i Shakespearesk tradition er beboet af skuespillere, hvis replikker etablerer talende dekorationer.
Publikums refleksion
Ideen med publikumsopbygningen er at etablere en slags nærhed for publikum i rummet i forhold til at kunne se, hvad der foregår på scenen. Men tilskuere på begge sider er også et særligt iscenesættelsesmæssigt valg. Publikum får nemlig mulighed for at opleve forestillingen som et ikke-illusorisk udtryk, der reflekteres i billedet af de andre tilskuere. Herved kommer de enkelte fysiske kropsudtryk til at stå endnu skarpere. Nærheden og blikket er med andre ord fordoblet.
Samtidig fremstår det transparente i denne opsætning på samme tid faktisk også som en barriere. Skuespillerne er nødt til at bruge mikroport, for at vi kan høre dem gennem glasset, men lyden af deres stemmer bliver af samme grund en smule kunstig og etablerer derved en lille distance midt i transparensen. Det er muligvis ikke tilsigtet, men effekten af distance i nærheden kom efter min opfattelse til at understøtte temaet i vintereventyret om det tragiske og komiske i det indbildske bedrag. Det interessante i opsætningen er for mig, at scenografien etablerer en leg mellem transparensen mellem historie og den aktuelle nutid i dette nærvær.
Eventyret som en performance i opsætningen
Selve eventyret, som i forestillingen kommer til at fremstå som en teatral leg med det indbildske niveau i jalousien, bliver på et tidspunkt fortalt af ”barnet”, dvs. dukken bliver ført af to skuespillere, hvorved barnet bliver til en slags marionet, som skuespillerne indgår i et særligt ømt og omsorgsfuldt spil med. Det er som om, de er barnets tro væbnere, der bringer fortællingen på geled. Samtidig fremstår det også som et udsagn om det forsømte barn, som er fremmed i nærværet med sine forældre. Det virker stærkt med denne levendegørelse af det kunstige, når det drejer sig om de store tab, især Leontes gennemlever.
Leontes må tilbage til sin fosterstilling, når han på en nærmest infantil og ejekær måde kaster sig over barnets legetøj som erstatning for det levende. I dette spil går moderen bort, da lyset går ned, og scenen kun bliver oplyst af en enlig elpære i snor. Moderens endeligt i denne indlagte fortælling bliver en hængning, hvor elpæren falder ned i en åben lem i gulvet, mens moderen alluderer den hængte krop. På den måde bliver dette tragiske højdepunkt til en begivenhed, der forener flere imaginære rum. Det er især den konkrete fortællings rum, men distanceret til et mere generelt billede på samtidens splittethed i forhold til familie, landets magtudøvere osv. Moderens fravær bliver til et vendepunkt, da barnet Perdita bliver født. Dette øjeblik forløses på en ret komisk måde, idet skuespillerne vikler sig ind i hinandens kroppe og udstøder kolossale kollektive støn, så er det overraskende og lidt forvirrende Siciliens konge, der smutter igennem og ud, som den nyfødte. Gennem denne transformation / genfødsel forvandler rummet sig til en anden realitet, da Paulina holder barnet i svøb frem for Leontes.
Spillet med / mod glasvæggene tager en uventet drejning, idet Perdita, nu som en rigtig levende og smuk pige på ca. 10 år, stille og forsigtigt nærmer sig spillepladsen udefra. Et øjebliks vinterstorm tager igen til at rase, og skuespillerne centrifugeres nærmest ud af centrum, så de ”fryser”, som om det var dette psyko-fysiske stormvejr, der pressede dem op mod glasvæggene.
Disse stemningsskift bliver understreget af musikken. Der er benyttet alt lige fra strygekvartetter, symfonisk musik og til renæssanceinspireret techno. Lyden fortættes eller fordobles med genklang, som alt i alt er med til at ændre tilskuernes perception af rummet og Vintereventyrets dobbelte komposition af hhv. det tragiske og det komiske i det indbildske bedrag og i jalousien.
Efter det voldsomme vintertordenvejr hen mod slutningen af forestillingen påkalder kongen Apollon og beder om tilgivelse for sin jalousi. Det er for så vidt opsætningens budskab, præcis som hos Shakespeare, at uden tilgivelse og tiltro går det ikke.
Vintereventyrets hvide sne forvandler sig til slut i forestillingen til sort sne, som om det var et nyt stykke i stykket. I Et Vintereventyr markerer den sorte sne et parallelt univers, hvor Leontes som en anden flagellant pisker sin afklædte overkrop med den sorte sne, alt imens han skridter spillepladsen af. Hans verden er på baggrund af spillet om kærligheden blevet til et kongerige, domineret af selvpinerisk ynk! Samtidig alluderer billedet også til døden, hvor den mørke aske bliver det sikre slutpunkt i Leontes’ vildfarelse.
Lyset skifter og glasburet skælver
Mod slutningen i forestillingen indtræffer et markant horisontalt afklaringens lys, som vel etablerer skift til illusionen om et vinterlys, hvor solen står lavt på himlen. Herpå tager den magtfulde Paulina (Ditte Hansen) en sort stige, klatrer op på den, og proklamerer overgangen til sidste del af forestillingen. Denne overgang er på rim i modsætning til al den foregående tekst.
Barnet, der har været forsvundet, nærmer sig nu for anden gang og banker på. Det får glasvæggene til at bevæge sig væk fra kvadratets ramme og fra spillepladsen. Symbolikken er ligetil i den forstand, at rummet bliver et sindbillede på karakterernes skæbne. Når tilgivelsen tager over og åbner perceptionsrummet, så må glasburet i sagens natur gå op i dets limning. Spillerummet udvider sig og der opstår en usynlig grænse til publikumsrummet. Paulina kommer ind med sin skulptur af Hermione på en sækkevogn, hvorpå den bliver levende. Dette træk med skulpturen medialiserer det forstenede følelsesliv, som Et Vintereventyr også handler om. Musikken tør de frosne hjerter op, og slutbilledet bliver netop, at kongen og dronningen omfavner hinanden, stående i et kegleformet lodret spotlys.
Medvirkende: Dronning Hermione: Natalie Madueño; Kong Leontes: Esben Smed; Kong Polixenes: Mikkel Arndt; Tiden, Camillo og Paulina: Ditte Hansen. Instruktion: Kathrine Wiedemann; tekstbearbejdelse: Karen Maria Bille; oversættelse: ikke angivet; dramaturg: Simon Boberg; scenografi: Maja Ravn; lysdesign: Jonas Bøgh; lyddesign: Janus Jensen. Fotos: Per Morten Abrahamsen. Forestillingen spiller 7. januar – 10. februar 2017.
Annelis Kuhlmann, er lektor og PhD i Dramaturgi.