“Der var engang en sang, der hed Arne”, Michael Wikke & Steen Rasmussen. Skuespilhuset. DK

KONGELIG FAMILIETEATERKONCERT

 

Af Lars Ole Bonde

Wikke & Rasmussens bidrag til sæsonens markante musikalsk fremstød på Skuespilhuset er en teaterkoncert, hvor 17 af deres mere eller mindre kendte sange gennem tre tiår er kædet løst sammen – i en form, der også er inspireret af teatersport. Før scenen fyldes med lys og liv, hører man ”forfatteren Willy Shakespeare” i en dialog, der introducerer først de fire skuespillere, derefter de fire musikere. Skuespillerne får besked på at starte et skuespil – de skal bare forestille sig, at de er nogen andre. For at kunne konkretisere de lidt løse anvisninger søger skuespillerne hjælp hos publikum: ”Hvad skal vi spille?”. Mit (velinformerede) 5-årige barnebarn råber fra 2. balkon tydeligt det rigtige svar: ”Mor, far og børn!” – Og så kan spillet begynde (første nummer er det velkendte Far, mor og børn).

Scenografisk leg

Fra bagvæggen fremtrylles et gennemsavet hus i to etager, en måtte kan rulles ud som blomsterisprængt græsplæne, ned fra loftet sænkes bøjler med tøj, et bilrat plus lyde nok til at skabe en Volvo, og ikke mindst et band der viser sig at blive forestillingens egentlige motor. Vi begynder med ”to farer og to morer”, spillet af hhv. de to mænd og de to kvinder. Teatersport-elementet fungerer sådan, at spillerne med mellemrum skifter tøj og roller i de ultrakorte dialogscener mellem sangene, som sikrer en nogenlunde logisk fremadskridende historie, fra Arne bliver født til han selv skal være far 25-30 år senere (musikalsk fra Jeg vil ha’ en baby til Du er så smuk med havet som baggrund).

Familien er eksplicit en gennemsnitsfamilie med 1,675 børn, som vi ved fra Danmarks Statistik. Det bliver nu aldrig til flere end Arne, til gengæld får familien efterhånden ikke bare villa, men også vovse og selvfølgelig (Voldsom) Volvo. Der leges med disko (Starfar), der hygges i køkkenet (Pandekagesangen), og den beregnende, ulækre Onkel Morfar dukker op og snyder Arne, mens publikum får slik. Arne bliver teenager med adfærdsvanskeligheder, rockdrømme (Rock Bull Dog) og hjerte-smerte-sorger (de tre store sange Brug dit hjerte som telefon, Kærlighed er godt og en smukt nedtonet Ridder Lykke). Arne kommer hjem med sin gravide kæreste, lige til den store finale (Jul hele året og Tak skal I ha’!).

Halvfemsersound

Sangene er vokalt i sikre hænder hos fire fine sangerskuespillere (Stine Schrøder Jensen, Michael Lundbye Slebsager, Marie Dalsgaard og Rasmus Fruergaard – de to sidstnævnte spiller/synger samtidig med i Højskolesangbogen, forrygende i begge produktioner). Det stensikre band er hentet direkte ud af Wikke/Rasmussens bagkatalog, med guitaristen Poul Halberg som kapelmester, Lars DK Nielsen på keyboards, Jette Schandorf på bas og Klaus Menzer på trommer. Her kunne man måske have håbet på noget mindre ”gennemsnitligt” i form af nye og friske arrangementer – jf. den forrygende flotte og musikalsk nytænkende teaterkoncertudgave af Højskolesangbogen. Men der satses entydigt på den sikre og genkendelige poplyd, og publikum (måske mest de voksne) gav tydeligt udtryk for genkendelsens glæde, bl.a. ved at synge med på de mange kendte omkvæd (hjulpet på vej af overtekster).

Børnenes mening

Jeg havde inviteret familien med, inspireret af teatrets beskrivelse af målgruppen som alle mellem 7 og 97. Vi var to bedsteforældre (i 60erne), to forældre (i 40erne) og fem børnebørn på hhv. 5, 10, 11, 12 og 14 år. Voksenholdet var gennemgående glade for og indimellem lidt berørte af forestillingen. Drengen på fem ville ikke anmelde, men han berettede at han ikke kendte nogen af sangene og alligevel havde sunget med på nogen af dem! De fire større børn, som kendte i hvert fald halvdelen af sangene (især dem fra de seneste tre film/tv-produktioner), fik lov at uddele stjerner fra 0-10. Gennemsnitlig bedømmelse: 6,625 – altså lidt bedre end gennemsnittet. Kritikken gik mest på, at der var for lidt teater og for megen musik. Begrebet/fænomenet ”teaterkoncert” var tydeligvis ikke kendt af disse børn, som er mere vant til musicalens fortællende dramaturgi. De kunne godt lide scenografien og de mange rolleskift, men savnede altså kød på historien i form af dialog og verbal interaktion.

Egentlig er jeg meget enig med børnene. Det er en gennemgemytlig forestilling med et højt energiniveau hos skuespillerne, med fine vokale præstationer, som bakkes godt op af musikerne. Men der er ingen ægte overraskelser, slet ikke i det musikalske, og meget få modhager i historien om den danske gennemsnitsfamilie, med Onkel Morfar som den eneste – og underligt uintegrerede – undtagelse. Jeg savnede det Wikke-Rasmussens ’bid’, det skæve og bittersøde element i deres univers, det særlige, som både børn og voksne holder af. Det er ikke så meget til stede i sangene, der i filmene ofte fungerer som poetiske åndehuller. Men det er altså ikke helt nok til at bære en teaterforestilling.

Tekst og instruktion: Michael Wikke & Steen Rasmussen

Musik: Poul Halberg og mange flere.

Scenografi og kostumer: Maja Ravn

Koreografi: Ronni Morgenstjerne

Lysdesign: Malthe David Haugaard

Medvirkende: Marie Dalsgaard, Michael Lundbye Slebsager, Rasmus Fruergaard, Stine Schrøder Jensen.

Band: Poul Halberg (Kapelmester, guitar), Lars DK Nielsen (keyboards, kor), Jette Schandorf (bas), Klaus Menzer (trommer).

 

Det Kgl. Teater, Skuespilhuset. Premiere 8.1.17 – set 13.1.17. Spiller til 5.3.

Lars Ole Bonde

Professor i musikterapi, Aalborg Universitet og i musik og helse, Norges Musikkhøgskole

Tidligere musik- og operaproducent