Ildfuglen
Dansk Danseteater i samarbejde med Copenhagen Phil og Republique
Af Kathrine Winkelhorn
Dansk Danseteater er gået sammen med Copenhagen Phil og Republique om en nytolkning af Igor Stravinskys (1882-1971) og Mikhail Fokins (1880-1942) første store ballet, Ildfuglen (1910). At se en nyfortolkning af Ildfuglen, med ny koreografi af Tim Rushton og med Copenhagen Phil live, ser man frem til. Det var en fin oplevelse at træde ind i Republiques store sal. Scenegulvet var stort set ryddet for rekvisitter og sofitter, og på bagscenen sad Copenhagen Phil 70 mands store orkester.
Jens Jørn Spottag som Stravinsky
Vi satte os på stolerækkerne i den fyldte sal, mens danserne kom slentrende ind på scenen klædt i almindeligt træningstøj og begyndte at varme op. Lyset tændes, danserne forsvinder, og Jens Jørn Spottag træder ind på scenen med stok, hat og russisk overfrakke anno 1910, som en ældre udgave af Stravinsky. To store vægge rulles ind på scenen og danner et V omkring Stravinsky, mens det ”regner” med noder, der projiceres op på de mobile vægge og på loftet. Væggene fjernes og ud af skuespillerens frakke, lommer og ærmer falder noder. Et klaver i legetøjsformat og en lille stol rulles ind, hvor Stravinsky illustrerer sine pointer med nogle akkorder. Og endelig hiver Stravinsky et fuldt partitur frem, der stilles oprejst på scenen, som en lille mur.
Sådan begynder denne ca. 25 min lange ouverture, før den egentlige Ildfugl går i gang. Men der er fart over feltet, og Stravinsky taler i øst og vest: ”Vidste I, at min kone og jeg har mødt the Kennedys”? ”Musikken er for mig, hvad sjælen er for kroppen.” ”Klaveret trænger til at blive stemt – det er nedskæringer!” Mens Stravinsky roder rundt på scenen og taler om alt muligt, man ikke hæfter sig ved, kører flimrende videoprojektioner fra det 20. århundredes store begivenheder, fra månelandingen i 1969 til Hitler, Vietnamkrigen, Martin Luther King, Andy Warhol m.m. ledsaget af musik fra Le Sacre du printemps. Isoleret set en interessant videoprojektion, men hvorfor lige en kavalkade af det 20. århundredes store personer og begivenheder her, spørger man sig selv?
At præsentere Stravinsky som indledning til Ildfuglen kunne være et godt greb. I så fald må man tage Stravinsky alvorligt som kunstner. Desværre savner ouverturen fokus og sammenhæng. Her berettes om alt for meget, samtidigt og uden retning, og det bliver ikke klart, hvad ouverture egentlig vil. Det er synd, at Martin Tulinius har givet den ellers udmærkede Spottag en naragtig tekst og en instruktion, som fremkalder minder om skolekomedie. Og man begriber ikke, hvorfor Stravinsky bliver fremstillet som lidt af et selvoptaget fjols. Da Ildfuglen blev præsenteret i Paris i 1910 af Sergei Diaghilev (1882-1921) med Les Ballets Russes, var Stravinsky 28 år gammel. Musikken var på alle måder ny og supermoderne, og det var et banebrydende opgør med den senromantiske musik. Ildfuglen med Les Ballets Russes fik kolossal indflydelse på udviklingen af ballettens formsprog: I omkring ti år var Les Ballets Russes modernismens vitale kraftcenter med scenografer som Matisse og Picasso og med nogle af tidens dygtigste dansere, komponister og nytænkende koreografer. Det havde været interessant at se Stravinsky i det lys.
Ildfuglen et folkeeventyr
Ildfuglen er inspireret af et russisk folkeeventyr. Kort fortalt er hovedpersonen i eventyret Prins Ivan, som på en rejse ryger ind i et uvejr i skoven og kravler over en mur, ind i en fortryllet have. Men så snart hans ben rører jorden, blændes han af et stærkt lys fra en smuk fugl med fjer, der gnistrer som ild. Han fanger Ildfuglen, som kæmper for at komme fri, for uden sin frihed, vil den dø. Prins Ivan slipper fuglen. Og som tak, giver Ildfuglen ham en af sine fjer og lover at komme ham til undsætning, hvis han kommer i fare, blot han holder om fjeren. Længere inde i haven ser prinsen de indespærrede piger og bliver forelsket. Men pludselig står en Troldmand foran Prinsen. Ivan griber fjeren og Ildfuglen kommer flyvende. Én for én falder dæmonerne i Ildfuglens flammende lys. Det er denne helt enkle fortælling, vi skal se på scenen: kampen mellem det gode og det onde, men her med Ildfuglen som hovedfigur.
En Ildfugl uden fjer
Fra Spottags ouverture glider forestillingen nærmest umærkeligt over i Ildfuglen og dansen. Seks mobile vægge rulles frem i forskellige konfigurationer med skiftende projektioner, med reference til skoven. Skoven er på den ene side smuk og truende, men kan også ses som en skov, der er truet af en naturkatastrofe. Den dobbelthed fungerer igennem hele forestillingen. Ildfuglen kommer langsomt klatrende ned ad muren over en projektion af jordkloden. Elena Martinez Ibar, har rollen som Ildfuglen, og hun er – ligesom Dansk Danseteater – teknisk dygtig. Dansen starter sagte, med insektlignende bevægelser, der momentvis minder om den originale, nutidige finske danser og koreograf, Virpi Pahkinen. Ildfuglen er iført et kostume i sort læder, der minder om en blanding af Lisbeth Salander og en punker med en enkelt fjer i håret, langt fra den klassiske Ildfugl. Det er en aggressiv Ildfugl vi møder, der danser med abrupte lidt mekaniske bevægelser, som godt kan minde om en form for kampsport. Alessandro Sousa Pereira, er den brutale troldmand, også klædt i sort. Han danser med autoritet, udstråling og momentvis poesi, og hans karakter træder ganske tydeligt frem og inkarnerer ondskaben. Det ser vi i scenen, hvor Troldmanden danser med de indespærrede kvinder, der med langsomme forpinte bevægelser appellere om nåde. Prinsen, som danses af Joe George, er klædt i lyst tøj, men som figur træder han ikke klart frem. Mod slutningen viser Ildfuglen sine magiske evner. Her sidder hun igen på muren over en projektion af jordkloden og kærtegner Troldmanden, samtidig med, at hun skyder ham fra sig for til sidst at lade ham brænde op i sit flammende lys.
I Troldmandens have fungerer de mobile vægge godt, men de skubbes for meget rundt, så scenebilledet bliver rodet. Der er en entydighed i såvel dekoration, kostume som i koreografi, der betyder, at forestillingen savner den magi og den poesi, som netop dans kan generere. Hele dramaet på scenen bliver stavepladeagtigt entydigt og uden det stof, ”der folder drømmens faner ud”. De mange projektioner savner et stramt visuelt, originalt formsprog, og forestillingen forbliver et teknisk stykke danseteater. Men musikken giver et energisk og samlende udtryk for den tids revolutionerende kunst. Copenhagen Phil med Stefan Asbury som dirigent forløser musikken, som et kraftcenter i forestillingen. Nu rejser Ildfuglen på turne til 28 danske byer uden Copenhagen Phil Live.
Iscenesættelse: Dansk Danseteater, Copenhagen Phil og Republique. Dirigent: Stefan Asbury, Dramaturg: Csongor Szabo. Prologtekst: Martin Tulinius. Videodesign: Mikal Bing & Martin Tulinius. Lysdesign: Jacob Bjerregaard. Kostumedesign: Åsa Gjerstad. Scenografi: Johan Kølkjær. Koreografi: Tim Rushton & Jason Nelson i samarbejde med Dansk Danseteaters dansere, frit efter Fokins ballet fra 1910. Formulärets nederkantFormulärets överkantFormulärets nederkant Musik: Igor Stravinsky med Copenhagen Phil i København og med båndet musik på turné.
Medvirkende: Skuespiller Jens Jørn Spottag, Copenhagen Phils 70 mand store symfoniorkester samt dansere fra Dansk Danseteater: Elena Martinez Ibar, Joe George, Alessandro Sousa Pereira, Lucia Pasquini, Riccardo Franco, Katya R. D. Nielsen, Hanna Hughes, Lydia Buckler, Milou Nuyens
Varighed: Ca. 75 minutter. Ildfuglen Danmarksturné til 28 byer i Danmark
25. januar – 1. april 2016 se turneplan på www.danskdanseteater.dk
Kathrine Winkelhorn underviser på Malmö Högskola i Kommunikation og Kulturproduktion