Forårspust fra Den Kongelige Ballet
Af Anna Krarup
Enkelhed og elegance er de gennemgående ord, der kendetegner de to meget forskellige værker af Balanchine og Bournonville, som man kan se på Det Kongelige Teater i øjeblikket; to værker der klæder hinanden smukt.
Vinteren har først lige for alvor taget fat denne januar-aften, hvor Det Kongelige Teater har premiere på dobbeltprogrammet ”Sylfiden” og ”Tema og variationer”. Men det er langt fra gold vinter og kulde, der stråler fra scenen i denne forestilling, men derimod forårspust og ungdommelighed.
Sylfidernes sfæriskhed bliver genialt fremstillet, når de hvidklædte sylfider danser på en overbelyst hvid baggrund.
Til at starte med er det godt nok det sterile og kølige, der lader til at præge aftenens første værk, Nikolaj Hübbes opsætning af Bournonvilles romantiske ballet ”Sylfiden”. På samme måde som heksen Madge i en af de afsluttende scener suger livet ud af James i et dødskys, synes alle farver at være suget ud af scenerummet. Her er ingen bombastiske kulisser, skotske tern i røde og grønne nuancer eller svulstige malerier af en skovsø, som der ellers har været tradition for i ”Sylfiden”-opsætninger. Derimod møder vi et koksgråt og sterilt interiør, som en kæmpemæssig anonym betonbunker, hvor alle kostumer er holdt i sort og grå, kvinderne i knælange, tilknappede og lidt tunge kjoler og mændene i sorte kilte og korte sorte jakker.
Men hvad der til at starte med virker lidt tamt, tungt og farveløst, begynder især at tage form i 1. akts bryllupsfest, hvor hele korpset er på scenen. Pludselig ser man nuancerne i dragternes farver (fra lys grå, over koksgrå til kulsort). Og med ét er de forholdsvis neutrale kostumer og scenografi med til at fremhæve dansernes bevægelser. De kvindelige dansere – med festens brud, den jordnære Effy, i front – danser en slags irsk ’riverdance’ med små rappe benskift og armene over kors, præcise tramp i gulvet og livlige klap med hænderne – hele tiden i brusende skiftende formationer, der fylder hele Gamle Scene ud. De unge kvinders fejende armsving starter helt nede fra taljen, forplanter sig op gennem ryggen og slutter med en smuk buet arm højt over hovedet.
Genial sfæriskhed
Balletmester Nikolaj Hübbe skabte denne version af ”Sylfiden” i 2014, hvor han allierede sig med scenograf Bente Lykke Møller. Bente Lykke Møller er uddannet grafiker fra Danmarks Designskole og scenograf fra Statens Teaterskole og har skabt scenografi til en lang række forestillinger, inden for både skuespil, opera, ballet, tv og film. Hendes stil er ofte enkel, abstrakt og nærmest arkitektonisk – hvilket også gør sig gældende her, hvor vi i 2. akt befinder os i et helt hvidt rum med enkle linjer – som to store stykker hvidt papir, der kan åbne og lukke sig. Da sylfiderne klædt i hvide lette kjoler kommer til syne på den hvide baggrund, gør det næsten ondt i øjnene at kigge på. Som på et overbelyst fotografi, forsvinder de hvidklædte sylfider nærmest på den hvide baggrund – en genial måde at skabe den sfæriskhed, som definerer sylfiderne, og som scenografer og iscenesættere med skiftende held har stræbt efter gennem tiden. Der er en lethed, elegance og enkelhed over sylfidernes koreografi. I deres enkle hvide kjoler, med oprullede hårlokker og hvide pandebånd minder sylfiderne om de yndefulde og legende dansere, ’The Isadorables’, som pioneren Isadora Duncan stod bag i starten af 1900-tallet.
Det er i det hele taget en særdeles vellykket og modig revitalisering, Nikolaj Hübbe og Bente Lykke Møller har skabt af den romantiske ballet. Det på én gang underspillede og særligt nærværende, som karakteriserer Bournonvilles koreografier (i modsætning til nogle af hans samtidiges mere bombastiske bravour-mæssige udtryk) får lov at komme klart til udtryk i denne nedtonede scenografi. Alle forstyrrende elementer er så at sige væk, og danserne og koreografien får lov til at fremstå så meget desto stærkere.
Den 31-årige solodanser, Gregory Dean, danser rollen som den troskyldige drømmer James, der lader sig forblænde af sylfidens ynde til fordel for sin forlovede, den mere jordnære Effy. Deans James er ung, smuk og uskyldig med 1960’er-frisure og et næsten barnligt ansigt. Det er ikke den stærke, dramatiske præstation, man finder hos Dean, men til gengæld har han en uskyld, friskhed og ungdommelig, der særligt kommer til udtryk, da han og rivalen Gurn, som danses af Andreas Kaas, kappes om dansegulvet og Effys gunst i kraftfulde spring. Det er som at se ungkalve på græs i den første forårssol.
Overfor Dean danser solodanser Amy Watson denne aften hovedpartiet som sylfiden, og hun er både yndig, uskyldigt smilende og har den lethed i sine bevægelser, der gør, at hun næsten svæver over scenen. Men det er som om, at de to hovedfigurer med al deres ungdom og uskyld næsten minder for meget om hinanden – så man som tilskuer ikke rigtig forstår tiltrækningen. Det slår ikke rigtig gnister.
Kizzy Matiakis danser rollen som Effy med dramatisk styrke; først viser hun sig som den søde, men tilknappede og kyske landsbypige, og senere er hun overbevisende i en vanvidsscene, da James ikke dukker op til deres bryllup.
En anden formidabel præstation er Sebastian Haynes som heksen Madge. Madge har gennem tiden været spillet skiftevis af mænd og kvinder, men altid i kvindekostume og oftest krumbøjet, med kroget næse og laset tøj. Nikolaj Hübbe har i denne opsætning ladet Madge være en mand spillet af en mand. I elegant knælang jakke og med en sort slank stok er Haynes på den ene side en myndig overklasse-Dandy. Men han har samtidig noget diabolsk over sig, når han bag ved sit djævelske alter fremtryller heksebryg omgivet af blålige røgskær, mens han omringes af sit heksefølge: fire mænd i bar overkrop, der iklædt lange sorte nederdele vrider sig i en tilbedende stammedans rundt om alteret, mens de skåler i heksemesterens bryg og snor sig i det forheksede tørklæde, der senere skal besegle Sylfidens skæbne og gøre en ende på James’ kærlighed. Haynes giver Bournonvilles klassiske pantomime et særligt twist, når han gestikulerer med elegante, nærmest leddeløse håndbevægelser, der minder om en blanding af 1980’ernes ”vogue”-dans og den forfinede, artikulerede håndgestik, som man finder i Østens traditionelle danse.
Som at kigge i et kalejdoskop
Sammensætningen af ”Sylfiden” og Balanchines ”Tema og variationer” er umiddelbart spøjs. ”Sylfiden” er en udpræget handlingsballet, hvor ”Tema og variationer” er en helt igennem abstrakt ballet. Ikke desto mindre klæder værkerne hinanden, og på trods af deres forskelligheder har værkerne en lethed og friskhed til fælles.
Balanchines ”Tema og variationer’” fra1947 er ved første øjekast lige netop dette: et koreografisk tema, der vises forskellige variationer og kombinationer af. Til at begynde med har man lidt fornemmelsen af at være vidne til en række øvelser fra træningssalen; en demonstration i dansernes kunnen og tekniske præstation. Men ligesom Harald Landers værk ”Etudes” – som også er fra 1947 – udfolder ’øvelserne’ og demonstrationerne sig og bliver til meget mere end det. I takt med at trinene spejles, udvides, danses i forskellige formationer og i dialog med Tjajkovskijs musik, hvor en frase spillet på et enkelt instrument gentages og udbygges med flere instrumenter, opstår der en tranceagtig magi på scenen. Det er lidt som at kigge gennem et kalejdoskop, hvor prismer kommer til syne, formeres og danner endeløse mønstre og formationer.
De kvindelige dansere fremstår alle stramt og præcist og danner skiftende symmetriske formationer på gulvet, og med deres enkle kostumer – stropløse kropsnære overdele, ultrakorte tutuer og håret i en stram knold – er de som en flok synkronsvømmere i aktion. Superhurtigt benarbejde kombineret med yndefulde overkroppe og bølgende arme får deres kroppe til at svæve over gulvet, som svømmede de i vand.
Perfekt timing
Soloparret – J’aime Crandall og Jón Axel Fransson – går fantastisk i spænd med hinanden. Man har fornemmelsen af, at selv deres vejrtræning er koordineret, og indimellem er deres timing så perfekt, at der opstår en udefinérbar magi imellem dem. Det kan godt være, at J’aime Crandall fysisk set er et lille nips, men i denne rolle viser hun, hvor ekstrem en styrke og præcision, hun besidder som danser.
Når Den Kongelige Ballet gennem tiden har haft Balanchine på repertoiret, har det af og til været diskuteret, hvorvidt kompagniet har den tekniske kunnen, som Balanchines koreografier kræver med ultra-hurtige benskift, svære balancer og musikalsk timing. Når man ser ”Tema og variationer” i dag, er der ingen tvivl om, at kompagniet ikke alene har, hvad der skal til teknikmæssigt for at danse Balanchines værker – men også lader til at have værket så meget under huden, at danserne besidder det kunstneriske og scenemæssige overskud, der gør forestillingen så interessant at se på.
”Tema og variationer” er Balanchines hyldest til den store franske koreograf Marius Petipa, der som bekendt skabte sine store balletværker til musik af Tjajkovskij, mens han var balletmester ved Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg. Her er Balanchine selv uddannet, og ”Tema og variationer” er således også en hyldest til Balanchines eget balletmæssige arvegods. Og det ses tydeligt; for nok er balletten abstrakt – men vi er ikke helt ovre i den abstraktion, man møder i Balanchines senere værker som fx ”Agon” fra 1957. Derimod er der en tydelig forbindelse til Petipas prinser og svaneprinsesser og bal på slottet – hvilket understreges i denne opsætning, hvor scenerummet er oplyst af tre store lysekroner, og alle dansere er iklædt brokadestoffer.
Det lader til at være alle kompagniets unge dansere, der er på scenen denne aften. I både ”Sylfiden” og ”Tema og variationer” har man en fornemmelse af, at gennemsnitsalderen på Gamle Scene denne aften må ligge omkring de 20, og mange af danserne ser ikke ud til at være en dag over 15 år. Det er næppe tilfældet, men ikke desto mindre er der en lethed, friskhed og elegance over de to værker, så man efter forestillingen går ud i byens vinterkulde med en følelse af forår og ungdom i kroppen.
Sylfiden, Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Koreografi: August Bournonville. Iscenesættelse Nikolaj Hübbe m.fl.
Repremiere 6. januar 2016. Spiller indtil 27. februar 2016 (turné 22. januar-4. februar 2016).
Tema og variationer, Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Koreografi: George Balanchine. Iscenesættelse: Judith Fugate m.fl.
Repremiere 6. januar 2016. Spiller indtil 27. februar 2016 (turné 22. januar-4. februar 2016).
Anna Krarup er uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet og University of California, Berkeley. Hun har tidligere undervist på Dansevidenskab på Købehavns Universitet og skrevet om kultur for Politiken og Teater1. Siden 2007 har hun været projektleder i Dansehallerne.