Interview med Kirsten Dehlholm om iscenesættelse af Brødrene Løvehjerte

Af Kathrine Winkelhorn og Erik Exe Christoffersen

Hvordan blev samarbejdet etableret?

I 2014 lavede jeg Kosmos+ på The National Drama Theatre i Vilnius på foranledning af teatrets kunstneriske leder Audronis Liuga. Det blev en succes, og forestillingen kører stadig, dog nu med to nye børn, da de første børn er blevet for store.  Audronis Liuga har siden forladt det nationale dramateater, men er nu direktør for The State Youth Theatre i Vilnius. For et par år siden spurgte han mig, om jeg ville lave en forestilling, hvor jeg forklarer krig for børn.  Det kunne jeg ikke. Men så faldt tanken på bogen Brødrene Løvehjerte, udgivet i 1973. Jeg foreslog denne bog til Audronis og han var begejstret. Bogen er oversat til litauisk, men er ikke så kendt der som i Skandinavien og er heller ikke en del af den kulturelle arv.

Forestillingens koncept fandt jeg på med det samme: en forestilling med vægt på lyd og musik og mindre fokus på det visuelle. Det skulle nærmest være et rumligt hørespil. Men det viste sig, at det ikke holdt, at skuespillerne skulle være i mørke, så nu ser vi mere, end jeg først havde forestillet mig.

Vi bruger videoprojektioner til at fortælle om steder og landskaber samt live camera, der filmer skuespillernes ansigt for at få nærhed og skalaforskel. Optagelser og billeder projiceres på en stor bagskærm samt på skærme, der bevæger sig rundt på scenen, og som er lavet i forskellige materialer.

Ud fra bogen begyndte jeg og designeren Anne Mette Fisker Langkjer i foråret 2017 at udarbejde manus. Ønsket var at lave en forkortet version af Brødrene Løvehjerte, der åbner fantasien hos børn, unge og voksne. Karl er hovedpersonen og historiefortælleren, som både reflekterer over og poetisk fortæller poetisk, om det han ser og oplever. Vi følger fortællingen og har omhyggeligt valgt korte dialoger for at give plads til billeder, lyd og musik. Bogens temaer er kærlighed og loyalitet mellem to brødre, håb, tillid og mod til at overskride egne grænser. Andre temaer er sygdom, ensomhed, angst, død, ventetider, længsel, hemmeligheder, svig, tyranni og oprør. Det er Karl, der fremkalder landskabets karakter, han udfolder historiens følelsesmæssige skalaer, og det er hans fortælling, der fastholder publikum og binder slutningen og begyndelsen sammen.

I efteråret 2017 havde vi audition med en række skuespillere. En 19 årig ung skuespiller, Matas Dirgincius, elev på Teaterskolen i Vilnius, var indlysende som Karl. Det var lidt vanskeligere at finde en Jonatan. Ud fra tilsendte videooptagelser valgte vi Karolis Kasperavicius som Jonatan. Under hele prøveforløbet har jeg haft en meget dygtig instruktørassistent, Saulé Norkute, der har kunnet oversætte mellem litauisk og engelsk. De to unge mænd, der spiller Brødrene Løvehjerte har jeg kunnet instruere på engelsk, og de er på scenen næsten hele tiden.

Hvilke forestillinger har du gjort dig om rummet?

Rummet er et prosceniumsteater, en blackbox med lille sidescene. Forestillingen er designet til turné. Rummet skal kunne forvandles, ikke med en tung scenografi men med lette, bevægelige elementer. Man er både indenfor og udenfor, og det er billede, lys og lyd, der definerer de forskellige universer, de forskellige tilstande.

Når Karl fortæller, taler han i datid, der veksler med dramatisk nutid. Hans skuespil veksler mellem at spille sine indre tilstande ud og at fortælle om sine refleksioner, stående frontalt ud mod publikum. Der er altså tale om en fortælleposition og spilleposition a la Brecht.  Med Jonatan er det noget andet. Hans spil er udtalt forføreren og helten i samme figur.

Du laver et skarpt brud med Karl, når han spiller guitar.

Ja, slaget mellem de to drager Katla og Karm fortæller Karl som et kvad akkompagneret af guitar. Det er en voldsom fortælling, der ikke kan vises visuelt. I denne sekvens får han modet og styrken til senere at gå med Jonatan i døden. Hans performance i denne scene er et brud i forestillingen.

Var det med fra begyndelsen, at du ville have håndholdt kamera?

Ja, det har hele tiden været ideen.  To filmfotografer styrer kameraerne. De optræder som sorte ninjas, men kan nogle gange kan ses på scenen. Det giver en fordobling, idet det også bliver en filmet historie. Vi er flere vidner, der ser, hvad der sker. Skærmene, som bevæger sig rundt på scenen, er med for at kunne projicere skuespillernes ansigter live i nærbilleder.

Atelier Hotel Pro Forma lavede vi en workshop med vores praktikanter, hvor vi afprøvede en række forskellige materialer, der kunne anvendes som projektionsskærme.  Materialerne er lavet af karton, skumgummi, voksdug, bobleplast, strimler af stof, snore, silke, afdækningsplast, tynde grene, isolationsmateriale i guld og sølv. Alt sammen for at give billederne forskellige typer af struktur og karakter. Vi lavede et katalog af de forskellige materialer, som teatrets værksteder fik at arbejde ud fra. Skærmene bæres rundt på scenen af personer, vi kalder screen actors. De arbejder med stor præcision mht. cues, bevægelser og positioner.

Lyden spiller en central rolle. Hvordan har I arbejdet med den?

Komponisten og lyddesigneren Kristian Hverring har skabt og gennemkomponeret et totalt musik-lydbillede. Nogle lyde er helt konkrete som fx Karl der hoster, fordi han er syg, og moderens symaskine, fordi hun altid sidder og syr, uden at man nogensinde ser hende.  Dragen Katla optræder først kun som lyd for senere at vise sig i al sin visuelle voldsomhed. Andre lyde samt musikstykker er stemningsskabende og atmosfærefyldte. Alle lydene optræder ganske svagt eller meget højtlydt. Lyde og musik er vejen til følelser og til underbevidstheden.

Kristian Hverring fortæller: Lydene skal på den ene side være konkrete og på den anden side abstrakte, og derfor er der eksempelvis ikke violiner med, men mere brudflader af synthesizer.  At arbejde med lydbilleder til denne forestilling har på alle måder været at komme ud på dybt vand. Da vi skulle lave tyrannen Tengils tale, tænkte vi på historiske tyranner som Hitler og Stalin.  Men Stalin er mere cool og ikke så hysterisk, og derfor blev Stalins stemme model til talen. Manden, som indtalte Tengils tale er russisk kyndig, så Stalins tale blev oversat, så jeg forstod den. Så anvendte vi Stalins stemmeføring, der blev bearbejdet og tilsat både ekko og strube netop for at få den helt rigtige klangfarve.

Hvad med videokunstneren?

Gennem teatrets direktør fandt vi videokunstneren Rimas Sakulauskas. Det har været en lang proces at komme frem til det rigtige billedsprog, men det er lykkedes at skabe smukke langsomme billedforløb med en udpræget stoflig karakter.

Man kan hævde, at modernismen foragter det narrative, fordi man ifølge den tankegang  synes, at det med start, midte og slutning var en falsk måde at anskue verden på. Der er du jo også i en eller anden forstand i dine andre forestillinger. Hvordan var det at arbejde med en meget kendt og netop lineær og psykologisk  fortælling? Er det noget nyt for dig at arbejde med det narrative på den her måde?  I vores øjne overskrider du her dine egne grænser, og du gør det godt.  

Det er ikke noget nyt for mig at arbejde med det narrative i en forestilling. Det har jeg gjort i flere tilfælde: Theremin, Den der hvisker lyver, Latter i mørket og Madama Butterfly.

Men det er noget nyt at følge en fortælling så tæt med så mange historier, der alle skal med i et dramatisk og psykologisk vibrerende spændingsforløb. Historien er mere eller mindre kendt også i Litauen, så vi skal opfylde nogle forventninger. Her er der så nogle valg at tage. Hvordan skal fortællingen formgives, hvor meget kan vi udelade, og hvor meget kan vi stilisere? Det har været en spændende proces, hvor jeg også selv har oplevet mit eget behov for at fortælle en historie på en skarp og fængslende måde. Det kunne jo næsten ikke blive uhyggeligt og sørgeligt nok!

 

Foto ©Laura Vanseviciene

Kathrine Winkelhorn underviser på Malmö Universitet i Arkitektur, Visualisering og Kommunikation og arbejder på Teaterhögskolan i Malmø.

Erik Exe Christoffersen er lektor og underviser i dramaturgi på Aarhus Universitet.

 

Del med andre