Mellem opløsning og adskillelse

Af Lea Buch

Sort vand er en kamp mellem ungdom og voksendom, mellem de privilegerede og tabersamfundet, mellem hvid og brun hud – mellem tidens gang og et uendeligt, ungdommeligt ‘nu’.

På scenen står seks kroppe klædt i halvgennemsigtigt undertøj. Foran dem er det Sorte Vand; en stor flade af vand dækker hele scenegulvet, hvor enkelte dryp fra loftet laver små ringe i vandet. Op af vandet tårner der sig 12 store gadelamper. Ellers er scenen tom.

Herfra udspiller der sig de næste 80 minutter et drama om clash’et mellem nutid og fremtid; om mødet mellem en hvid privilegeret overklasse og en brun, etnisk underklasse; mellem ungdommens spontanitet og det voksne menneskes fastlåsthed – bundet sammen i en kærlighedshistorie og i et uendeligt, ungdommeligt ‘nu’, som samler dem alle på tværs af skel og baggrund.

Åbningsscenen til Sort Vand

”og så dykker begge ned i det sorte vand fuld af stjerner. De dykker, lydløst, i mørket, de dykker sammen side om side ned i en verden uden sprog uden fortid og nutid og uden Rembrandt og uden Barbarossa, uden nattevagt og uden hegn, uden herkomst, bankkonto, fars stilling, uddannelse, parabolantenne, Jesus og Mohammed, ned i en verden uden advokater, bolighajer, kebabsteder, industribagerier, kødimperier, og uden skoleafslutninger, ned i en verden, hvor det eneste der tækker er luften i dine lunger, hvor det eneste der tæller er den tid, du har inden du skal hente luft”

– Sort Vand

Den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig (f. 1967) har skrevet et drama, der tager form som en art skæbnesfortælling imellem 8-9 unge menneskers møde en sommernat ved en aflukket svømmepøl, og så deres fremtidige tilfældige møder – ikke i genkendelse, men i de kultur-, klasse- og etnicitetspositioner, som de hver især har indtaget siden. Centralt for historien står kærlighedsdramaet mellem karakteren Frank, vi ser i både en ung og voksen udgave (spillet af Gerard Carey Bidstrup og Jakob Femerling), som kommer fra en hvid overklassefamilie, og som forelsker sig i pigen Leila (spillet Özlem Saglanmark), der kommer fra et mindre privilegeret indvandrerhjem. På sidelinjen står Franks kommende kone, Cynthia – tre karakterer, hvis relationer spinder en tråd imellem ’nutidsscenen’ ved svømmepølen og en ’fremtidsscene’ i Cynthia og Franks hjem. Forestillingen udmærker sig således ved at lege med forskellige tidsplaner, som vi vil se nærmere på i det følgende afsnit.

De æstetiske greb

Schimmelpfennig’s drama er uden kronologi, men er stadig bygget op omkring en begyndelse, midte og slutning, som beskueren selv må binde sammen i en rækkefølge. Således er det en tekst, hvor replikkerne gentages, brydes og fletter sig ind i hinanden, og som veksler imellem en proklamerende og digterisk fremføring (som i ovenstående citat) og beskrivende 3.-personsfortællinger om karaktererne og dramaets udvikling. Skuespillerne taler primært direkte til os publikummer i en enten proklamerende eller berettende form, og deres fremførelse får i sekvenser nærmest karakter af poetry slam. Det er en ensembleforestilling, hvilket kan mærkes, idet skuespillerne har en ekstra opmærksomhed på hinanden, og hvor fokus er på samspillet – ingen skuespillere dominerer over andre. Instruktør Anja Behrens har tilføjet et fysisk udtryk til forestillingen, således at skuespillerne formidler både dramaets handling og stemninger via kropslige illustrationer i både meget ekspressive og mere subtile og sarte udtryk. Dertil kommer en blændende smuk scenografi af Christian Albrechtsen, som har ladet scenerummet bestå af en sort flade med vand og 12 høje gadelamper i baggrunden. Lyddesigner Søs Gunver Ryberg skaber et enkelt men dystert lydlandskab, der understøtter stemningen af den mørke nat, og som går fra dyb rystende bas til mere fint-klimtende elementer, der minder om vandets karakter. Tekst, krop og scene bevæger sig således imellem et abstrakt og ekspressionistisk univers og et konkret berettende og samfundsskildrende niveau.

Leg med tidsplaner

Vi ved ikke altid hvor vi er i fortællingen, der springer imellem natten ved svømmepølen og ”20 år efter” – et udsagn som Marie Louise Wille gentager gang på gang, og som på en måde ’kiler’ sig ind i det ’nu’ vi oplever ved svømmepølen. Her udfolder der sig en magisk nat ved det sorte vand, der beskriver den ekstatiske oplevelse af at være opslugt af et ’nu’, hvor festen, beruselsen og de andre er det eneste, der findes. En nat som står i kontrast til ”20 år efter”, hvor Frank står forvirret i indgangsdøren til sit hjem og møder sin forfærdede kone Cynthia, da han gennemblødt og med blødende næse og med en våd papirlap i hånden kommer 2 timer for sent til sin fars 75 års fødselsdag.

Tager vi nattescenen, er vi således ved en aflåst svømmepøl, hvor to grupper af unge støder sammen. ”Vi var her først!” råber Kerim (Ernesto Piga Carbone) og de to grupper kæmper om hvem der ejer ’det hemmelige sted’. En New Zealandsk Haka kampdans udspiller sig, men de to grupper enes om at dele stedet. Der falder ro over dem, og de bliver venner, bader og flirter; dykker ned i det sorte vand og ligger i vandkanten i varmen under stjernerne – her får Frank øje på Leila, og Kerim får øje på Cynthia.

Fra badesøen tager de ind til byen til Roxybar og videre ud til de etniske forstæder for at spise kebab på Kerims fars kebabsted, og til sidst engen om morgenen, hvor de skilles. Vi får også fortalt hvordan Kerim 20 år senere vil få hjælp af en anden fra gruppen, der i mellemtiden er blevet advokat, da Kerims kebabforretning bliver lukket af en bolighaj, ligesom vi får fortalt, hvordan Kerim møder Cynthia igen; til forældresamtalen på skolen, hvor Cynthia er blevet rektor.

Centralt står som sagt mødet mellem Frank og Leila, der i løbet af natten bliver forelsket (mens Cynthia misundeligt kigger på). Frank får senere lov til at møde Leilas forældre, der bor i en lille lejlighed i den del af byen, hvor der bliver ”talt alle verdens sprog og bedt til alle verdens guder”. Hendes far er en tavs mand med langt skæg og bedehue, og hendes mor lidt for tyk med tørklæde  men smilende. Deres forhold varer dog ikke længe, da Frank må bryde med hende.

Jakob Femerling som den unge Frank og Özlem Saglanmak som Leila

Tilbage i fremtiden møder vi som sagt Frank i døren til sit hjem, hvor Cyntia, der i mellemtiden er blevet hans kone, forfærdet spørger hvor han har været. Frank er som voksen blevet minister – ligesom hans far, farfar og oldefar var det, og han kommer fra det rige gatecommunity i byen med de store huse og store haver, hvor de hvide og privilegerede bor.

Vi finder til sidst ud af, at Frank kommer for sent, fordi han har mødt Leila. De støder ind i hinanden på en gade, og mens regnen siler ned, fortæller Frank begejstret om, at han skal være minister, mens Leila undvigende fortæller, at hun arbejder i et supermarked – at begge hendes forældre er døde, og at hun 20 år efter stadig bor i sine forældres lejlighed i indvandrerkvarteret. Frank følger den nu grædende og sammenbrudte Leila hjem, og ser på væggen et billede af sig selv fra den nat de alle var sammen – et billede af ham selv, han næsten ikke kan genkende. Leila giver ham en papirlap, som han selv har skrevet: ”…I dine øjne er stjernerne, og uden dig – er der intet” og her forlader vi historien.

Vand og krop

Instruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen har til sammen skabt en fantastisk billedsmuk iscenesættelse, hvor scenografien i alt dens enkelthed så rammende skaber stemningen af ’det sorte vand’ den sommernat ved svømmepølen. Vandet har en overvældende indflydelse på stykkets æstetik og sanselighed, og ligeså på skuespillernes anvendelse af scenerummet, hvor vandet bliver brugt til alt fra ekstatisk technodans, til de unges leg og dasken med vandet, som lå de ved den mørklagte svømmepøl. Da Frank møder Leila 20 år efter, står regnen pludselig ned over scenen, og lyden lægger en afdæmpet og vemodig stemning over scenen.

Samtidig formgiver skuespillerne handlingsforløb med skrøbelige kropslige interaktioner, som når spillernes hænder sammen ’bærer’ den unge Frank og Leilas gnist, eller når de placerer deres hoveder sammen, som var de i en bus, der langsomt ruller igennem byen.
Særlig smukt er det, da spillerne breder et rødt stykke stof ud over vandet, og hele scenen bliver rød – et stykke stof som kommer til at lægge sig som en organisk hinde over Leila og Frank, og som Leila senere må trække efter sig som en tung byrde.

Forløsning og determinisme

Özlem Saglanmak, Ernesto Piga Carbone, Christine Sønderris, Jakob Femerling, Marie Louise Ville, Gerard Carey Bidstrup

Sanselighed og skønhed er således et grundlæggende formgreb i iscenesættelsen, og som står i kontrast til tekstens nærmest socialrealistiske beskrivelserne af karaktererne. Disse bliver beskrevet ud fra deres navn, hudfarve, herkomst, baggrund, hvad deres forældre laver, hvad de vil komme til at arbejde med i fremtiden, og hvilke problemer de vil komme ud for. Dvs. der er ikke nogen dybere psykologisk bevæggrund for deres handlinger – i stedet er det deres klassetilhørsforhold og etnicitet, der afgør, hvad der kommer til at ske med dem i livet. Her bliver Sort Vand således et politisk drama, idet Schimmelpfennig påpeger, at vi ikke er frie til at vælge, hvem vi gerne selv vil være, eller at vi kan forme vores liv på den måde, vi ønsker det. I stedet er vi bundet i en række sociale positioner, som pre-definerer vores liv. Det ’sorte vand’ i svømmepølen er således det sted, hvor de unge menneskers over- og underpositioner i samfundet ’opløses’, og hvor de for en stund er frie.

Jeg forstår således billedet på ’det sorte vand’ som et socialkonstruktivistisk syn fra Schimmelpfennig’s side, i det han her ser på mennesket som et væsen, der i bund og grund er udenforstående for de positioner, vi bliver givet i samfundet; bag Franks hvide hud og kommende ministerkarriere og bag Leilas brune hud og kommende tabertilværelse som kassedame står to mennesker, der forelsker sig, og som for en stund ophæver de diskursive magtkonstellationer, som afgør hvilket liv, de får. ’For Gud er vi alle lige’ vil Schimmelpfennig måske sige, som når scenen ved det sorte vand poetisk bliver beskrevet med en nærmest metafysisk og mytisk karakter; de unge er som stjerner på himlen, der dykker ned i det sorte vand.

Der er således både et frigørelsesaspekt, men også et deterministisk syn på spil her hos Schimmelpfennig, hvor frigørelsen skaber et forløsende potentiale hos det enkelte menneske (sommernatten), mens det deterministiske fremtidsscenarie (Frank og Leila som ældre) knuser magien, og fastlåser personerne i forkrampede roller. To poler der ligeså afspejler ungdommens intense måde at opleve verden på, og det voksne menneskes lukkede verdenssyn. Sort Vand er således et (post)dramatisk og tilnærmelsesvist samfundskritisk samt æstetisk ’smukt’ teaterstykke, der spænder mennesket ud imellem den totale opløsning i et ’nu’ og et fastlåst, deterministisk åg.

Spillested: Betty Nansen Teatret på Edison Scenen

Medvirkende: Marie Louise Wille, Ernesto Piga Carbone, Gerard Carey Bidstrup, Özlem Saglanmak, Christine Sønderris & Jakob Femerling. Instruktør: Anja Behrens, Scenografi: Christian Albrechtsen, Komponist: Søs Gunver Ryberg. Oversætter:  Karen-Maria Bille , Kostumedesign og skræddersal: Stine Terp, Lysdesign: Christian Alkjær, Produktionsleder: Christian Hinnerup, Scenemester: John Jensen, Forestillingsleder: Kenn Nielsen, Instruktørassistent: Ditte Bertelsen
Lea Buch er cand. mag. i teater- og performancestudier ved Københavns Universitet.

Del med andre