Liberty, instruktion Mikkel Flyvholm

Insisterende tilstedeværelse

På trods af overflødige og overtydelige scenografiske elementer bliver Teater Nordkrafts seneste Afrika-forestilling både væsentlig og engagerende i kraft af overbevisende skuespil.

Af Erik Farmann

Jakob Højgård Jørgensen, leder af Teater Nordkraft er en modig mand. Gennem de seneste år har han præsteret at få omsat tre af Jakob Ejersbos kæmperomaner til scenen. Det er klogt set at koncentrere sig om den – næsten – lokale, nu afdøde succesforfatter, og det er ambitiøst. Først var det Nordkraft, der udspillede sig i teatrets hjemby, Aalborg. Så kom Exil, som forgik i Tanzania, og nu i år dramatisering af en anden Afrika-roman Liberty. Begge afrikanske forestillinger er iscenesat af Mikkel Flyvholm og med scenografi af Louise Beck.

 

Esben Smed og Anele Situlweni er fremragende som de to drenge, der drømmer om at skabe diskotek Liberty.

 

Fra bi- til hovedperson

I Exil så vi drengen Christian (Ejerbos alter ego) som en bifigur, en dreng , der som en registrerende satellit kredsede om sin elskede veninde Samantha, en engelsk pige, som gik til i selvdestruktion på grund af en fraværende mor og en far, der udøvede stupid dominans over alt og alle, først og fremmest Samantha.

Forestillingen var som romanforlægget en insisterende civilisationskritik vendt mod europæiske business men og bistandshjælpere, der uden skrupler og på alle måder behandler den afrikanske indfødte befolkning ydmygede og nedladende: Kulturelt, seksuelt og økonomisk.

I Liberty er Christian den altdominerende hovedperson.

Afrikanske stemmer

Liberty fortsætter civilisationskritikken, men hvor tanzanierne i Exil hovedsageligt optrådte som statister i en familietragedie, der lige så godt kunne have udspillet sig i Ishøj eller Aalborg, får de sorte i Liberty en tydelig stemme; faktisk flere. Men Christians ven, Marcus’ er den klareste. Marcus er boy hos Knudsens svenske nabofamilie og den første jævnaldrende, Christian kommer i kontakt med, da han som 13-årig kommer til Tanzania. Deres veje skal følges i de kommende fire-fem år.

Det første møde mellem de to drenge er et rørende studium i gensidig nyfigenhed og forsigtig, søgende kontakt. Esben Smed i rollen som Christian smiler så genert imødekommende, som en dansk dreng gør, når han er på udebane, og forsøger sig på gebrokkent engelsk, mens Anele Situlweni, der spiller Marcus, på flydende afro-british og med få, sikre streger tegner portrættet af en sort dreng, der på trods af underbetaling, manglende anerkendelse og anden diskrimination har beholdt sin indre værdighed og ser den hvide dreng lige i øjnene. Den sydafrikanske skuespiller gestalter følsomt dobbeltheden hos Marcus, der følger spillets regler, fordi det er det klogeste i et samfund, hvor the winner takes it all, men samtidig gennemskuer både reglernes absurditet og afstumpetheden hos dem, der har lavet dem.

I troværdighed og intensitet matcher Esben Smed og Anele Situlweni hinanden fornemt og tæt, og med sit rytmiske kropssprog og sin dansende prosodi tilfører sidstnævnte forestillingen rigtig meget Afrika.

Christians drøm

Et af de set ups, som dramatikeren Nis-Momme Stockmann fint spinder gennem den over tre timer lange forestilling, er Christians drøm om en natlig bilulykke med skrig, knasende lyde og blod. Mareridtet dukker op med mellemrum og bliver for hver gang mere og mere detaljeret, så den til sidst omkredser en stor del af forestillingens personer, og først til allersidst står det helt klart, hvad der egentlig skete den forfærdelige nat. En anden indlagt gåde er svenskeren, der bliver fundet død i sin sauna – ulykke eller mord? Også her falder svaret sent i forestillingen.

Men det centrale interessefelt er forholdet mellem Christian og Marcus, der uvikler sig fra godt til galt til værre end galt.

Diskotek Liberty

Som Samantha i Exil udsættes også den unge Christian for fundamentale forældresvigt og efterlades i et tomrum af en far og mor, der mest tænker på sig selv, mens de i et og samme distræte åndedrag advarer drengen mod at lyve og ryge. Han foragter dem og ønsker brændende at gøre sig uafhængig og identificerer sin situation med de sortes. Også de er bundne, blot på en anden måde.

Han og Marcus har på den måde samme projekt, men med modsat udgangspunkt: Marcus ville gerne være hvid og rejse til Europa; Christian føler sig som sort og vil ikke væk fra Tanzania. For begge er løsningen penge, og sammen føder de drømmen om et diskotek, der skal bære det forjættende navn Liberty.

Når tøjet ikke længere passer

Cleanth Brooks har i essayet The Naked Babe and the Cloak of Manliness vist, hvordan tøjmetaforerne i Shakespeares Macbeth følger hovedpersonens udvikling fra at være et hæderligt menneske – tøjet passer perfekt – til han forledt af magtbegær står som en tyvagtig dværg i en kæmpes tøj. Iscenesættelsen af Liberty opererer effektfuldt med samme symbolske misforhold mellem mand og påklædning.

Den første Christian, vi ser, er en sød og sårbar teenagedreng i røde shorts, hvid T-shirt og hvide sokker i tennisskoene. Det er den uskyldsrene Christian, som reagerer på uretfærdigheder og hykleri og ønsker at gøre noget ved det.

Men hen ad vejen snyder han sin ven Marcus og bliver eneejer af diskoteket. Han tjener penge, får en afrikansk kæreste og tager den barske arbejdsgivermine på over for sine sorte medarbejdere. Det hele afspejler sig i hans ydre. Behængt med dyre, vulgære smykker og iført hvid pels og høj hat truer han i bedste kolonialiststil sin dørmand. ”I’ll break your negro fingers”, brøler han, da han tror, dørmanden forgriber sig på pengekassen.

Idealisten er blevet egoist, racist og meget andet, der ender på –ist. Tøjet passer ikke længere.

Nedad

Herfra går det kun nedad. Dørmanden stjæler diskotekets lydanlæg og brænder stedet ned til grunden. Da Christian vil stille ham til regnskab, bliver han gennemtævet og ribbet for alle værdier, selv den afrikanske kæreste bliver snuppet af dørmanden.

Nu har den forslåede, berøvede og næsten nøgne unge mand intet, kun den efterhånden spinkle venskabstråd til Marcus er tilbage, men også den brister. Christian har svigtet for meget, og begge har tabt befrielseskampen. Marcus ser aldrig drømmelandet Sverige, og Christian må forlade sit elskede Tanzania. Der er ikke nogen liberty i Ejersbos og Teater Nordkrafts brutale Afrika.

Fra bog til drama

Det er noget af en sag at overføre en 700 sider lang roman til scenen, og det er indlysende, at dens indhold ikke i detaljer kan udfoldes her. Men til gengæld får man noget andet og mere. En dramatisering skærer jo ikke blot væk, men tilføjer en stor mængde information, som bogen ikke rummer. Personerne får kød og blod og deres konflikter, svigt og samvittighedsnag bliver håndgribeligt og anskueligt udspillet i et fysisk univers, der farver og tolker bogens temaer, situationer og replikker på en ny måde.

Verfremdung

Når det gælder en episk tekst som Ejersbos roman ligger Verfremdung lige for, ikke mindst når man har to skuespillere som Esben Smed og Anele Situlweni, der som det naturligste i verden mestrer teknikken at træde frem og tilbage mellem deres respektive karakterer og rollen som fortæller.

Instruktøren Mikkel Flyvholm skaber endnu et fremmedgørende lag ved at lægge en bevidst afstand ind mellem beskrivelsen af en handlig og handlingen selv. Et eksempel: Christian og hans far kommer ind på scenen. Faren lægger en hånd på Christians skulder og går lidt længere ind på scenen. Christian siger: ”Tropisk varme svøber sig om mig, da jeg træder ud af flyveren – gennem skumringen kan jeg se Kilimanjaros hvide snekrone i det fjerne. Foran den lave lufthavnsbygning hænger en flok sorte mænd og ryger cigaretter ved et par arrede bagagevogne. Velkommen til Afrika, siger far og lægger en hånd på min skulder.

Teknikken bruges fint til at beskrive karakterens tilbageskuende skildring af noget, der er sket; hans egen historie, som han kan overskue fra begyndelse til ende.

Overflødige effekter

Men forestillingens visuelle gestaltning er på et afgørende punkt diskutabel.

I en række scener optræder de hvide voksne i hudfarvede heldragter. Kvinderne med påsyet dusk og hængepatter og mændene med lange slaskepikke, som de jævnligt fingererer ved. Og da Christians far forlades af hustruen, står han hulkende med klovnemaske på.

Ideen er vel at vise, at sådan opleves omgivelserne af pubertetsdrengen: De voksne er ulækre sex-dyr, og faren er – ja, en klovn. Men hvordan skal vi forstå den symbolske synsvinkel, når fire unge afrikanske kvinder i en sexscene er udstyret med abemasker, eller når udsmideren på Diskotek Liberty er en gorilla? Her kan det ikke være Christians blik, for det ser jo netop de sorte som mennesker.

Disse groteske scenografiske effekter virker kortvarigt morsomme, men afslører sig hurtigt som påklistrede og overflødige. Alle i salen forstår udmærket alene af spillet og teksten, at de hvide er nogle egoistiske og sexfikserede røvhuller, og at hr. Knudsen er et skvat.

At være tilstede

Men måske er der noget andet på spil. Det visuelle greb kan også ses som et bevidst ironisk sammenstød, hvor instruktøren i stedet for at investere i ordenes og spillets bæredygtighed nærmest forsøger at afvæbne Ejersbos farlighed gennem kostumernes og maskernes tegneserieagtige konkrethed. Men det lykkes ikke.

Når teksten og spillet vinder over konceptet skyldes det ikke mindst Esben Smed, som med sin sårbare udstråling og uophørlige presence insisterer på, at det, der sker i disse tre-fire timer på Teater Nordkraft, er af vital betydning for os i salen. Den mand kan kommunikere. Nøgent og direkte. Uden filter, uden dobbelttydig distance.

I en række intense scener filmer Christian sig selv, og vi ser hans nøgne, hudløst desperate ansigt næsten klistret til skærmen, mens han filosoferer over, hvor hurtigt enhver gnist af moral og anstændighed bliver glemt, når lejlighed byder sig, så kun den enkeltes egoistiske behovsopfyldelse står tilbage. Man kan ikke undgå at tænke på to be or not to be og forestille sig de store roller, der venter den 29-årige skuespiller.

 

Rollerne i Exil er godt besat og fungerer som et team. Her er hele staben uden masker, hængepatter og dinglepikke.

 

Exil og Liberty på én gang

I Liberty er det i højere grad end i Exil lykkedes at sammenvæve civilisationskritikken med den personlige tragedie. Fordi manuskriptet jonglerer på flere planer, fordi situationerne har større indre dynamik, fordi karaktererne har flere facetter, og fordi rollebesætningen fungerer glimrende er Liberty blevet en lang væsentlig, engagerende og ind i mellem gribende forestilling.

Louise Becks grundscenografi til Liberty er genbrug fra sidste års Exil. Det er fint nok, fordi den stadig er både funktionel, fleksibel og interessant, og så er det praktisk, fordi begge forestillinger tre gange i løbet af november bliver spillet i forlængelse af hinanden.

Det er en satsning at byde ind til en sådan maraton-teater-dag, men i det hele taget er Teater Nordkrafts Ejersbo-projekt både modigt og prisværdigt og en kraftpræstation af et kun tre år gammelt teater.

Teater Nordkraft, Aalborg.

Manus: Nis-Momme Stockmann efter Jakob Ejersbos roman.

Instruktion: Mikkel Flyvholm.

Scenografi: Louise Beck.

Medvirkende: Esben Smed, Anele Situlweni, Christine Gjerulff, Thomas Jacob Clausen, Henrik Birch, Mette Kolding, Amelia Höy, Spirit Mba, Alexis Rodney, Ebby Weyime, Peter Ambrosi, Thomas Oyoo Omondi, Lilian Tuya Gune .fl.

Spiller frem til 10. December. 16., 23. og 30 november kan man opleve Exil og Liberty i forlængelse af hinanden.

Erik Farmann er tidligere lektor i kulturjournalistik på Journalisthøjskolen. Har været anmelder og kulturredaktør på blandt andet DR P1 og Århus Stiftstidende.