Hvirvler i sjælens vandskorpe
Af Magnus Tessing Schneider
På fortæppet til Bent Sørensens nye opera, Asle og Alida, ser vi billedet af en lille strømhvirvel i en vandskorpe. Hvilken bevægelse har skabt hvirvlen? Og hvilke hemmeligheder skjules dybt under vandets krusninger? Strømhvirvlen er frosset i tid, så vi må selv forestille os, hvordan den hurtigt opløses og afløses af nye hvirvler, bølger, krusninger i en evigt foranderlig overflade.
På det narrative plan kan vi forbinde billedet med åretagene, der i en fjern fortid førte spillemanden Asle og hans højgravide kæreste Alida ind til havnebyen Bjørgvin (nutidens Bergen), da de flygtede bort fra deres hjemstavn længere sydpå. Det var en skæbnesvanger rejse. Det antydes, at Asle har dræbt Alidas mor, efter Alida stjal penge fra hende. Måske dræbte han også manden, i hvis båd de kom sejlende. Og det mere end antydes, at han dræber en ældre kvinde, som nægter at yde dem husly i Bjørgvin, hvorpå de flytter ind i hendes hjem. Til sidst ender Asle selv på skafottet. Alle disse dødsfald forbliver mere eller mindre usagte og usete, som kolde sten, der ruger i mørket på søens bund. De synes aldrig at manifestere sig med fuld tydelighed i Alidas flydende bevidsthed. Vil hun ikke se forbrydelserne? Eller ser hun dem som udtryk for Asles grænseløse kærlighed til hende i mødet med en ubønhørlig skæbne?
Erindringens musik
Vandoverfladen kan også ses som en metafor for Sørensens musik, der bevæger sig som en konstant glidende bevidsthedsstrøm, en drømmeverden af reflekser og halvdulgte erindringer. Mørke og lys brydes på søens spejl, klangflader opløses i hinanden, og en frase er næppe blevet antydet, før den fordrejes og forvandles til noget andet. Fraværet af dynamiske kontraster samt af rytmiske og melodiske konturer er slående, ligesom den ydre virkelighed, personerne færdes i, er drømmeagtigt flydende og diffus.
Musikken udgør først og fremmest en klanglig understrøm under personernes ord og handlinger, vekslende mellem det nostalgiske og det mareridtsagtige. Rent musikhistorisk kan man mærke, at Sørensen vender sig mod en operaæstetik, der var fremherskende for over hundrede over siden, men som unægtelig er filtreret gennem et moderne sind. Anden akt indledes med et tydeligt citat fra Richard Wagners Lohengrin fra 1850, men derudover blev jeg mindet om Claude Debussys lyriske drama Pelléas et Mélisande fra 1902, hvor musikken også hensætter publikum i en eventyrverden af erindringer og antydninger.
Musikkens nostalgiske drag er tydeligst i den musikalske gestaltning af Asles violin, som han sælger for at kunne købe vielsesringe. Violinen er i forestillingen blevet til en egen scenefigur, legemliggjort og smukt udført af den purunge norske violinist Alma Serafin Kraggerud, hvis toner blander sig med orkestrets, mens hun bevæger sig rundt på scenen. Selv efter, at violinen er blevet solgt, høres den, når Alida længes efter lyden.
Sprogets klange
Kraggerud såvel som de seks fremragende solister deltog, da Asle og Alida blev uropført på Bergen Nasjonale Opera 29. marts. Her knap to måneder senere blev den danske førsteopførelse dirigeret med fin indlevelse i Bent Sørensens klangverden af den bergensiske operachef Eivind Gullberg Jensen, som oprindeligt bad komponisten og den norske forfatter, dramatiker og Nobelpristager Jon Fosse om at skrive en opera sammen. Librettoen til Asle og Alida er Fosses egen dramatisering af hans novelletrilogi fra 2007–2014 (fortællingerne Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd), som skildrer parrets grumme skæbne. Ligesom Sørensen er Fosse optaget af det klanglige, det drømmeagtige, det tidløse, det usigelige.
Det ville være forkert at kalde Bent Sørensens musik dramatisk. (Omvendt ville man nok heller ikke kalde Jon Fosses teaterstykker dramatiske.) Det skyldes ikke alene den yderst begrænsede brug af melodiske, rytmiske og dynamiske kontraster, men også at vokallinjerne – i modsætning til f.eks. Debussys – er lidet deklamatoriske. Fosses nynorske ord behandles mindre som replikker, der skal formidle et betydningsindhold, end som klangfarver, der blandes med eller vokser ud af orkestrets. At publikum overhovedet formår at følge med i beretningen, skyldes ene og alene overteksterne, der nærmest fungerer som et parallelspor til scenehandlingen og musikken.
Vokale kontraster
De altoverskyggende tragiske hovedroller gestaltes med lyrisk indlevelse og sart ungdommelighed af den svenske tenor Wiktor Sundqvist og den dansk-newzealandske sopran Louise McClelland Jacobsen. Deres lysende stemmer skinner over klanghavet i markant kontrast til de groteske bjørgvinske borgere, der ligesom de bethlehemske kroejere i julespillene nægter at give det fattige par husly, da de vandrer sultne og forfrosne rundt i gaderne.
Johannes Weisser som en klam og grovkornet ældre mand, der gerne vil lade Alida men ikke Asle inden for sin dør, bruger de hyppige spring mellem dybt barytonregister og skinger falset til at tegne et billede af mareridtsagtig ondskab. Randi Stene som en hadefuld ældre kvinde, der udøser sin foragt over parret og siden (formentlig) må lade livet, forvrænger tilsvarende sin smukke mezzosopranrøst til ukendelighed. Og mezzosopranen Christina Jønsi som en pågående yngre kvinde, der gerne vil have Alida af vejen, så hun kan forføre Asle, kommunikerer primært ved hjælp af overdrevent smiskende glissandi. Hvis Sørensens musik alligevel kan siges at være dramatisk, er det i kontrasten mellem de vokale udtryk.
Den største kontrast er mellem de fem operasolister og skuespilleren Frank Kjosås som Åsleik fra Vik, en mystisk fremmed, som har kendskab til parrets kriminelle fortid og bidrager til Asles fald, hvorpå han tager Alida til sig og tilbyder hende og barnet en tryg tilværelse. Kjosås, som hidtil kun har optrådt i skuespil, musicals og tv-serier, fremsiger sine replikker enkelt og nøgternt hen over orkestret, med undtagelse af nogle korte sungne passager, som fremføres uden antydning af klassisk skoling. Stilsammenstødet får operakaraktererne Asle og Alida til at fremstå som mennesker, der er fanget i en indre og fortidig verden af traumatiske hjemsøgelser uden kobling til de fysiske realiteter.
At lytte til stilheden
Instruktøren Sofia Adrian Jupither, scenografen Erlend Birkeland, kostumedesigneren Maria Geber og lysdesigneren Ellen Ruge, som var holdet bag en fascinerende opsætning af Wagners Tristan og Isolde sidste år, har igen skabt en forestilling, der er radikal i sin langsomhed og sin gestaltning af de sjælelige bevægelser, der ligger bag personernes og handlingens ydre fremtræden. Scenebilledet er nærmest statisk og arrangementerne minimale, personerne forhutlede, filtrede og snavsede skygger af mennesker. Den mørke bræddevæg, som udgør scenebaggrunden, antyder silhuetten af den gudsforladte by. Sprækkerne gennemlyses til tider af et glødende lys, som vækker anelser om en sandere og renere virkelighed eller evighed.
Mellem personerne og scenebaggrunden står det sortklædte tragediekor, som ikke udgøres af Bjørgvins borgere, men snarere fungerer som en blanding af fortællerstemme og et sammenvæv af halvfortrængte erindringsstemmer, snart murrende i underbevidstheden, snart klare og uhyggeligt påtrængende, når korsolisterne skiller sig ud. Musikalsk går de i ét med orkestret, ligesom de visuelt går i ét med scenebilledet. Tragisk, episk og lyrisk handling smelter sammen.
I en tid, hvor det er svært ikke at blive overvældet af ydre hændelser, maner Asle og Alida, af Bent Sørensen og Jon Fosse, os til at lytte til de indre hændelser, stilheden bag verdens kaos.
Asle og Alida spiller på Operaens Store Scene mellem 21. maj og 6. juni 2026. Læs mere her
Medvirkende: Wiktor Sundqvist, Louise McClelland Jacobsen, Johannes Weisser, Randi Stene, Christina Jønsi, Frank Kjosås, Alma Serafin Kraggerud, Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor m.fl.
Musikalsk ledelse: Eivind Gullberg Jensen
Iscenesættelse: Sofia Adrian Jupither
Scenografi: Erlend Birkeland
Kostumedesign: Maria Geber
Lysdesign: Ellen Ruge
Videodesign: Emi Stahl
Magnus Tessing Schneider er ph.d. fra Aarhus Universitet og docent i teatervidenskab fra Stockholms Universitet. Han underviser i teatervidenskab ved Universitetet i Bergen og arbejder som forsker ved Högskolan för scen och musik ved Göteborgs Universitet på projektet ”Doubling and Allegorical Dramaturgy in the Operas of Francesco Cavalli”, finansieret af Vetenskapsrådet.