Vibrerende nordjysk melodrama
Af Janek Szatkowski
En rundhorisont og et fladt scenegulv. Vi er ombord på en fiskekutter. Kutteren ejes af Kesse, som er en trængt mand. Konen er gået fra ham, fiskekvoterne er ikke tilstrækkelige og finanserne er i bund. Derfor sætter banken ham under opsigt, og han må afskedige sin medhjælper på båden og fiske sort, for at holde skinnet på næsen. Midt i alt dette møder Kesse så en kvinde fra København. Hun fortæller, hun er turist, men er egentlig ansøger til en stilling som havbiolog ved det lokale oceanografiske center. De forelsker sig i hinanden, og følelsesmæssige og konkrete dilemmaer står i kø.
Forestillingen folder historien ud gennem musikalske indslag fyldt med ironisk patos i hvad, der bedst kan beskrives som et melodrama med nordjysk temperament. Det er forestillingens styrke, at den holder fast i et fælles underspillet anslag, der forener lyd, lys, scenografi og spil med sin helt egen tone.
Lærke Sanderhoffs tekst blev opført på Vendsyssel Teater i 2008, filmatiseret i 2014, og nu er den taget op igen på Aalborg Teater. At et stykke ny dansk dramatik får et så langt, varieret og succesrigt liv hører til undtagelserne. I dette tilfælde skyldes det sandsynligvis tekstens evne til gennem små kendetegn og sprog at gestalte de karakterer, som Sanderhoff er vokset op med, og som hun formår at fange præcist med sin egen underspillede humor i de store følelsesmæssige bølger.
Man siger helst ikke for meget og antyder en besk ironi gennem meget små virkemidler. Man kan nok være som klumpfisken, lidt stor, tung og langsom, men nordjyden kan også, som fisken, springe op af hverdagen, når det kræves.
Fremragende underspil
Forestillingens scoop er at den understøtter og kompletterer dette underspil i Anne Zacho Søgaards stilsikre instruktion. Helt fremragende er Lars Topp Thomsen som Kesse. Der er ikke en falsk tone i hans spil, og han fylder rummet med sin tilbageholdte vrede, kærlighed og længsel. Det er en stor præstation, der fremkalder sympati med denne kriseramte mand, hvis verden står overfor sammenbrud.
Kathrine Høj Andersen fremstiller som havbiologen Gerd den let akavede københavner, der skal finde en plads i det ’eksotiske’ fiskerland. Hun forsøger sig med en lidt frisk storbystil, der dog evner at registrere sin egne overskridelser, som når hun uforfærdet spørger lederen af oceanariet: ”Er du bøsse?”. Hendes dilemma mellem hensyn til natur og videnskab og den nye kærlighed lever i Høj Andersens spil som en forundring over, at hun ikke længere har skråsikre svar.
I en række andre roller er Mogens Rex et humoristisk og levende kraftfelt, der går mindre underspillet til sine figurer, hvad enten det er som den lusket joviale bankmand eller den fordægtige fisker Sorte, der organiserer fangst udenom kvoter. Østen Borre Simonsen spiller Lille-Lars, den lidt enfoldige medhjælper på Kesses båd, der eksisterer i en blanding af smarte småtrick, såsom påtaget ondt i ryggen, og en ivrig, adræt jagt efter kvinder. Lille-Lars har fundet en egen plads i det lille univers. Østen Borre Simonsen spiller ham med både kejtethed og en lidt ung, dum-smart pågåenhed. Da Kesse, meget mod sin vilje, må afskedige ham, bliver det alt for meget, og Lille-Lars hævner sig på Kesse ved at angive ham for ulovlig fangst. I opgøret er alt underspil fejet væk.
Komedien får plads med raffinerede sceniske greb
Siggi Oli Palmason sørger for, at den enkle scenografi hele tiden forandrer sig dynamisk. Mange låger i gulvet kan åbnes og vi er dermed enten på fiskerkutteren eller ved svømmebassinet. Et fiskenet og et trækspil omformer rummet til havnens område, hvor Kesse og Gerd kysser hinanden første gang.
Flere steder i Anne Zacho Søgaards instruktion bliver tekstens ånd overført til scenens virkemidler med raffinerede greb, der understreger og kommenterer i et ikke socialrealistisk register. Et eksempel er en scene med bankmanden, hvor han blive kørt ind på en pallevogn. ”Sæt dig” sig han til Kesse. Kesse bliver stående, men bankmanden bliver blot løftet højere op i vejret. Sådanne sceniske løsninger bliver forestillingens egen underspillede kommentar til denne verdens klumpfisk.
Da krisen spidser til, kaster Kesse sig ind i en druktur. Han lander på en pallevogn med fiskenet. Som i et ligtog kører de andre figurer ham rundt langs horisonten. De stopper op, lader Kesse ligge, men inden de går ud, får et lille vip med en udløserarm på vognen dens kasser til at falde ned, og Kesse vågner op. Et minimalt scenisk greb med stor effekt der afmonterer patos og løfter det hele tilbage i komedien.
De medvirkende synger for fuld udblæsning i indlagte sange af pop-rock genre med underliggende ironisk lune. Mikrofonerne er fiskeattrapper og lys og lyd giver de godt syngende medvirkende fuld opbakning i bedste showstil. Populærmusik som overgearede udblæsninger af alt det tilbageholdte.
Vibrerende tråde
Den lokale forankring af forestillingen er velkommen især når den som her, vibrerer med fine tråde ud til den globale realitet. Et erhverv presset af overfiskning, af reguleringer der skal sikre en fortsat bestand af fisk. Midt i det hele Kesse, en afmægtig brik i et stort og uoverskueligt samfund. At modsætninger mødes og sød musik opstår, hører med til de forsonende træk i tilværelsen. At se krisers indvirkning på hverdagens mennesker giver os et glimt af alvoren i de kolossale kræfter, der er på spil rundt om os. Forestillingen giver ikke løsninger, men nærer medmenneskeligheden, der, selv under pres, kan vækkes og lune os for en stund.
Klumpfisken spiller på Aalborg Teater fra d. 2. maj til d. 7. juni 2025.
Læs mere her
Forfatter: Lærke Sanderhoff
Instruktør: Anne Zacho Søgaard
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Lysdesigner: Kasper Daugberg
Lyddesigner: Mads Stagis
Skuespillere: Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen, Mogens Rex, Østen Borre Simonsen
Janek Szatkowski er Lektor Emeritus ved Aarhus universitet, Institut for Kommunikation og Kultur