Anmeldelse af Axis Mundi
Store Vegas koncertsal
Hotel Pro Formas sidste forestilling instrueret af Marie Dahl på baggrund af koncept af Kirsten Dehlholm & Marie Dahl.
Af Erik Exe Christoffersen
Axis Mundi er et værk, som er sin egen genre og herre. Der indgår digt, musik, billeder, lys, røg og langsomme koreograferede bevægelser. Desuden kostumer, rekvisitter og dertil et scenisk rum, som tilskuerne befinder sig i, mens de fra en balkon betragter forestillingen i en særlig vertikal optik. Det betyder, at tilskuerne er en del af iscenesættelsen og en del af det komplementære værk, som først bliver til, idet forestillingen betragtes i dette fugleperspektiv. Det gør det vanskeligt at sanse, for jeg er selv en del af værket. Jeg ser og mærker mig selv være i værket, og ser, hører og lader mig føre af rytmen. Alle disse elementer er sidestillede uden en markant hierarkisk orden. Til gengæld er der ikke et plot, men et abstrakt tidsforløb, en bevægelse imellem forskellige verdner, virkeligheder og illusioner. Det understreger at teatrets fortælling kan være en kompleks sanselighed, og at dramaturgi ikke kan reduceres til det enkle begreb plot: altså en lineær enhedslig fortælling.
Marie Dahl spidsformulerer det på bedste vis:
”Vi insisterer på at skabe skønhed som modspil, for det er de værdier, vi i virkeligheden kæmper for. At det smukke findes. At der skal være nye fortællinger, som man måske ikke kan forstå i starten, men som man sanser og oplever – og som sætter sig til rette i én måneder efter, man har set forestillingen,” Marie Dahl: Iscene 21. 5. 2025. Interview af Anne Liisberg.
Kirsten Dehlholm var kunstnerisk leder af Hotel Pro Forma fra 1985 til sin død i 2024. På det tidspunkt havde hun udviklet konceptet til Axis Mundi sammen med Marie Dahl, der de sidste år var hendes arbejdsmakker. Dehlholm fik desværre ikke mulighed for at gøre arbejdet færdigt. Det faktum skaber unægtelig en melankolsk indgang til værket og bliver for mig en del af fortællingen. Axis Mundi er stærkt præget af Martie Dahls samarbejde med Dehlholm og har en række tråde til tidligere forestillinger, især Hvorfor bliver det nat, mor? Selv titlen på denne forestilling fra 1989 får en lidt bitter klang i dag, hvis man tænke på den umiddelbart fraværende Kirsten Dehlholm.
I Axis Mundi ser tilskuerne ned på gulvet fra balkoner, som omkranser scenegulvet i en firkant. Performerne ligger på gulvet i grønt lys, tåge eller røg. Det er de døde, som snart rejser sig som genfærd og går igen. Men det er ikke helt den samme effekt som på Aarhus Rådhus i 1989, hvor synsvinklen faldt sammen med tyngdekraftens retning og ophævede denne i et optisk bedrag, med den effekt at performerne ’svævede’.
Axis Mundi betyder verdensakse, et forbindelsespunkt mellem himmel og underverden: passagen mellem det ophøjede guddommelige og dødens underverden. Det er en form for liminalitet, et limbo mellem de to verdner.
Værket tegner et rum
Det begynder med en storslået scene. Tilskueren ser ned på det grønne hav og ser de druknede, som ligger som lig på den lyse havbund, mens musikkens dybe toner skaber havets bundløse dybde. Billedet er skabt af laserlys og røg, som vibrerer som havets bølger.
Det er en vigtig scene, som danner det sceniske rum som en overgang: floden mellem livet og døden. Rummet befolkes af både genfærd og levende, bønder, fiskere, krigere og bedende.
Forestillingen har to sortklædte fortællere, som stilfuldt reciterer digte af Octavio Paz. Dertil er der 22 performere, som er delt op i mindre grupper af hvidklædte kvinder og mænd. Dog er der en undtagelse: en ung mand i sort med en hvid ballon skiller sig ud som en iagttager eller tilskuer. Han kunne være drømmeren eller den, som bare er der tilfældigt og følger sin egen horisontale bane, på et tidspunkt med en pistollignende genstand og senere en træfløjte i hænderne.
Kvinder med segl, kvinder med risknippe på ryggen, kvinder i blåt som havet, runde spejlende fade, svaner i en lille båd, færgemanden med ballon, jægere med stokke og buer befolker dette allegoriske limbo.
Koreografien og bevægelserne følger baner og linjer, og det er gennemgående, at alle bevægelser er langsomme i samme rytme – kroppene falder, rejser sig og bevæger sig langsomt. Det er ikke slowmotion, men bare langsomme bevægelser, som var der en form for modstand, der bremser dem. Det får igennem forestillingen en næsten hypnotiserende effekt, som understøttes af musikken, i øvrigt produceret af Den Sorte Skole, og de digtreciterende stemmer. Det giver forestillingen en gennemgående rituel karakter. Et ritual som fejrer skønheden.
På gulvet bliver der ligeledes med langsomme bevægelser dannet billedprojektioner af den italienske arkitekt Giovanni Piranesis (1720-78). Det er labyrintiske trapperum uden begyndelser og slutninger. Piranesi var en af sin tids mest betydningsfulde arkitekter og kunstnere, og har været en inspirationskilde for både arkitekter, kunstnere og filmskabere. Han er kendt for sine grafiske tryk, der drager beskueren ind i verdener, der er på én gang er velkendte og fremmede. Piranesi tilføjer dramatiske elementer og manipulerer med perspektiverne. Øjet tvinges til en bevægelse i et virvar af sammenflettede linjer og modsætningsfyldte skraveringer. Fantasier som udfordrer renæssancens enhedsperspektiviske billedrum.
I Axis Mundi skaber den langsomme gang, teksten, objekterne, lyset og projektionerne og musikken den udfordring, at fragmenterne er ved siden af hinanden, og der er ikke tale om en romantiseret organisk samklang. Tværtimod er det selvstændige søjler af betydninger, som bevæges sig parallelt i en dynamik med skiftende fokus.
Dog, måske samler det sig alligevel mod slutningen, hvor gulvet dækkes totalt af Piranesi , kroppene ligger i billedet uden begyndelse og afrunding, mens enkelte par danser med hinanden, en stille langsom kærlig omfavnelse, som på sin vis er et totalt brud med resten af koreografien. Måske er det de overlevende, som har undgået afgrunden. Efterfølgende samler performerne sig langsomt og danner en vandrende cirkel, hvor alle bevæger sig rundt med hænderne strakt frem og med håndflagerne åbne og opad som en form for taksigelse eller modtagelse. Det er både totalt fragmenteret i billedet og dog samlende i en cirkel.
En form for opsamling
Som nævnt kan forestillingen ses i forlængelse af Hvorfor bliver det nat, mor? hvor tilskuerne så ned i afgrunden og dødens verden. Tematisk minder Axis Mundi om Operation Orfeus fra 1993, hvor tilskuerne kunne følge den langsomme nedstigning af trappen til dødsriget efterfulgt af opstigningen og en slutscene, hvor alle lader sig opsluge af havet. Både trappen og afgrunden er elementer i Piranesis fængselsfantasier. De to forestillinger, som jeg ser referencer til i Axis Mundi, var fantastiske og fuldstændig overraskende. Måske er det derfor Axis Mundi ikke opleves helt på samme niveau af undertegnede. Langsomheden i korets bevægelser får dem ikke til at svæve som genfærd. Og Piranesis trapper rejser sig ikke som rum for performerne. Jeg mangler den vertikale op eller nedstigning og mine sanser forføres ikke på helt samme måde. Måske skyldes det mine stærke erindringer om de tidligere forestillinger, som jeg ikke helt kan slippe. Der er momenter, hvor tekst, billede og musik bliver prægnante og når et klimaks af klarsyn. Men der er også øjeblikke, hvor forestillingens konkrethed bliver for påfaldende: hvor personerne konkret går og står med slagvåben og fade som virker som spejle, og hvor den sortklædte vandringsmand, den fremmede, bliver en udenforstående passiv iagttager, men uden at der dannes en klar fortælling eller sansemæssig rejse i min oplevelse.
Jeg fornemmer Dehlholm som en svævende ånd, der betragtede sit færdiggjorte værk, tilfreds, men også med sit altid kritiske blik for detaljen. Det er til tider gribende, og Marie Dahl og det kunstneriske team har gjort et imponerende forsøg ved at færdiggøre et værk, der i så høj grad er mærket af Kirsten Dehlholm. I Axis Mundi er det muligt at iagttage Hotel Pro Formas historie, konstruktionen og de sammenførte medier, men en fuldstændig absorbtion eller forførelse i det langsomme udebliver til forskel fra Hvorfor blir det nat, mor? og Operation Orfeo. Det er naturligvis ikke alle, som har oplevet disse unikke forestillinger, der står som hovedværker I Dehlholms produktion. Men jeg er taknemmelig for at have disse værker som min oplevelsesmæssige baggrund, og at de reaktualiseres med Axis Mundi. Og under alle omstændigheder peger det på mulighederne for at opleve Axis Mundi i forskellige dimensioner.
Værk: Giovanni Battista Piranesi 1720-1778, Vindebroen. Blad fra Fængselsfantasier, efter 1761.
Axis Mundi af Hotel Pro Forma
Marie Dahl er instruktør og installationskunstner. Hun er uddannet i komparativ litteratur og engelsk filologi fra Freie Universität, Berlin og Københavns Universitet, og har udstillet sine værker og installationer her og i udlandet. Marie har arbejdet sammen med Hotel Pro Forma og Kirsten Dehlholm som medinstruktør, dramaturg og designer siden 2018.
Skuespillere: Sarah Boberg og Kirsten Grove
Performere: Antonia Dix, Astrid Rehfeldt, Barbara Campeotto, Clara-Aviaya Helsted Hvid, Dagmar Palsbro, Eirik Normann Sandbeck, Johanna Adrian, Johanne Vang Kristensen, Julius Adrian, Lasse Fenger, Lau Rohrberg Sanden Støvelbæk, Leander Adrian, Lise Hagen, Lotta Grohmann, Maria Behrendt Krogh, Mathias Hans Ove Johanning, Nicklas Chakravarty, Olivia Voight Simonsen, Ragne Elvira, Shilana Haugaard, William Stenspil og Zoe Bryan Hertz
Koncept: Kirsten Dehlholm, Marie Dahl
Instruktion og dramaturgi: Marie Dahl
Original musik: Den Sorte Skole: Martin Højland og Simon Dokkedal
Tekst: Octavio Paz
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Koreografi: Simone Wierød, Marie Dahl. Videodesign: Uģis Ezerietis, Marie Dahl
Instruktørassistent og rekvisitør: Karoline Amalie Severinsen
Store Vega, Enghavevej 40, 1674 København V
26. maj – 3. juni 2025
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus Aarhus Universitet