Anmeldelse af Pamela på Sort/Hvid
Begær æder mennesker op
Af Tania Ørum
Populærkulturens skikkelser er blevet til den nye everyman, det fælles eller almene menneske, som alle kan spejle sig i og begære. Fra Britney Spears til koreanske boy-bands bliver de allegorier på vores helt private liv. Den problematik arbejdede Niels Erling og Ida Marie Hede med i deres forestilling Work Bitch (2022), der kredsede om Britney Spears. I deres nye forestilling på S/H sætter de af fra sexsymbolet Pamela Anderson. Disse populærkulturelle figurer er, som fan-kulturen demonstrerer, ofte tættere på os end familie og venner og opsamler en hel mediekulturs blikke og begær.
Erling og Hedes Britney Spears-stykke handlede om, hvordan man kan forestille sig at frigøre sig fra mediekapitalens og patriarkatets kontrol. Det var et stykke om længslen efter revolution, en total ændring af det destruktive kapitalistiske samfund, som vi har indoptaget i os selv, ansporet af Britney Spears’ kamp for at løsrive sig fra faderens kontrol over hendes liv og karriere.
Pamela handler om, hvordan det blik og det begær tilintetgør den, der bliver genstand for det – eksemplificeret ved Baywatch-stjernen Pamela Anderson. Det er ikke kun et individuelt begær, selv om fanskaren hver for sig netop fantaserer sig tæt på den tilbedte, men også et generaliseret maskulint blik (som også kan inderliggøres af kvinder). Og det er heller ikke kun et menneskeligt blik, men også kapitalens – i dette tilfælde medieindustriens – grådige blik.
Ned i kaninhullet
Pamela starter også med en slags frigørelsesforsøg, da titelpersonen bevæger sig væk fra Daddy Hugh (læs: Hugh Hefner, mangeårig udgiver af det semipornografiske og semikulturelle tidsskrift Playboy, hvor Pamela Anderson først gjorde karriere), trods hans trusler og lokken. Pamelas tøvende skridt væk fører imidlertid ikke til frigørelse, men ned ad en blodrød trappe til et kaninhul af en underverden, der vrimler med groteske figurer.
I denne “klaustrofobiske horror-musical”, som forestillingen kaldes på plakaten, får Pamela den opgave af en djævle- eller gudeagtig dommerstemme at bevise, at hun faktisk er et virkeligt menneske, som hun tøvende hævder, og ikke blot et tomt mediehylster med silikonebryster.
Det viser sig at være svært at bevise. Alle kræfter koncentrerer sig om at fastholde Pamela i rollen som den dumme blondine. Selv om hun engagerer sig i politiske sager, bliver hun konsekvent reduceret til kønsobjekt. Det fremhæver opsætningen bl.a. ved at lade Laura Skjoldborg optræde i samme røde badedragt hele stykket igennem.
I en fabelsagtig scene indlægges hun eksempelvis i et talk show med en berømt europæisk filosof (læs: Zizek), hvor både vært og filosof har travlt med at gøre sig medielækre og marginalisere hende som umælende dulle. Ikke kun sexindustrien, men også de tilsyneladende progressive kræfter nægter Pamela at undslippe fra sin rolle som pornomodel og begærsobjekt.
Det er en ganske rammende karakteristik, også i den danske virkelighed, når f.eks. Politikens anmelder indrømmer, at han selv havde Pamela Anderson hængende på væggen i sin folkeskoletid og husker den “lumre VHS-hjemmevideo med hende og Tommy Lee”, og han derfor har svært ved at tage hovedpersonen alvorligt: “Pamela Anderson? Seriøst? En karakter med lige så meget substans som candyfloss”. (Politiken 19.1.2024).
Begær, foragt og had
Over for det sexualiserede mediebillede er det svært at hævde, man faktisk er et menneske. Det gælder også for den virkelige Pamela Anderson, der i de senere år har forsøgt at bruge sin mediestatus til støtte for forskellige politiske sager og har markeret sig som aktivist for dyrerettigheder, grøn omstilling, til støtte for Julian Assange og mod pornografi og sexuel vold. Ikke desto mindre ses hun tydeligvis fortsat som den softporn model, hun engang var.
Det blik, der begærligt fikserer mediefigurens kød, destruerer hende samtidig som person. I det fascinerede erotiske blik er der indbygget en hel del foragt og had, som rammer genstanden fremfor udøveren af den masturbatoriske fantasi. Det demonstreres i mange af Pamelas optrin, f.eks. i en af horrorscenerne med en telefonstalker.
Den populærkulturelle sexverden er ikke noget eventyrland – selv om der også her optræder figurer iført kaninører og bunny-hale, nu dog tilsat lak og fantasier om makabre kirurgiske forbedringer af kærlighedsobjektet (her en mandlig kæreste). Det ser man ikke mindst, når Pamela får følgeskab af de to lyserøde plastikkopier Pamela-Dee og Pamela-Dum – to pornogroteske versioner af Tweedledee og Tweedledum i Alice i Eventyrland.
Horror og pop
Det er ikke mindst mængden af fantastisk-groteske figurer, som Laus Høybye og Nanna Cecilie Bang giver ekvilibristisk skikkelse, der sammen med den effektive musik og de stemningsskabende lyseffekter gør stykket til en vellykket “horror-musical”, som et lydhørt publikum tydeligvis er indforstået med. Men samtidig er der en pop-følsomhed i stykket, som er med til at visualisere den fascinationskraft, der udgår fra mediestjernerne. De to plastik-Pamelaer er ikke kun uhyggeligge, men også lidt nuttede i al deres grotesk-stereotype kvindelighed. Og der er masser af knald på diskoteksstemningen i dette røde helvede.
På den måde indfanger Erlings iscenesættelse dobbeltheden ved Pamela-figuren, som både en lummer-foragtelig bimbo og en attraktiv model, ikke kun for mænd, men også for kvinder. Det er ikke tilfældigt, at der i teaterets forhal er en opstilling, hvor publikum kan tage en selfie med den ikoniske badedragtsklædte Pamela Anderson i baggrunden. Den aften, jeg var der, blev den flittigt benyttet af kvindelige tilskuere.
Alle disse dobbeltheder får Pamela lejlighed til at udfolde i den afsluttende monolog, hvor hun plæderer for sin menneskelighed over for den usynlige dommer. Her bliver hun for alvor en “everywoman”, der kan reflektere over både ubehaget over den sexualiserede kønsrolle og angsten for at blive “ukneppelig”, vanskelighederne ved at forene kærlighed og begær, og angsten for alderdom og død. Det var tydeligt, at publikum genkendte de problematikker, Ida Marie Hedes tekst tog fat på, som relevante og rammende i dag. Ligesom tilskuerne hele vejen igennem så ud til at leve genkendende med i stykkets temaer, musik og lysshow. Med begge deres to populærkulturelle stykker rammer Erling og Hede med stor sikkerhed en kønspolitisk nerve i nutidens unge publikum.
Oprør eller traumebearbejdning?
I og med at det bærer genrebetegnelsen “En klaustrofobisk horror-musical”, lukker Pamela sig mere om selve blikkets ødelæggende kræfter end det forudgående Britney Spears-stykke, der satte af fra Spears og hendes fan-gruppers sejr over den tyranniske far. I slutningen af Pamela tager de to mareridtsagtigt-groteske Pamela-figurer og den realistiske Pamela ganske vist hinanden i hånden, men det er snarere i en slags udmattet renselse eller lettelse efter at have gennemgået de “nutidens traumer”, der omtales i forestillingens plakattekst.
I afslutningsmonologen demonstrerer Pamela, at hun er et nutidigt menneske. Og efter at de to plastikfigurer har afkastet deres overdimensionerede bryster og parodiske hovedbeklædning, oven på en scene med en voldsom voldtægt, står de tre figurer til slut som tre mennesker, der har gennemlevet de sexuelle stereotyper og måske kan håbe på at slippe ud af deres klaustrofobiske rum.
Sjovt nok skrev jeg for mange år siden en bog om, hvordan den engelske 1700-talsforfatter Samuel Richardson fremstillede en kvindefigur ved navn Pamela i romanen af samme navn, som dannede model for de efterfølgende århundreders kvindelige romanfigurer, der må forsvare deres dyd og selvstændighed mod mændenes forførende overgreb og kæmper for at blive selvstændige personer, i stedet for at være en sexuel projektion eller en funktion i den borgerlige families relationer. Selv om tiderne skifter og den kapitalistiske medieindustri skaber stadig nye udgaver i nye scenerier, ser den Pamela-figur sørgeligt nok ud til stadigvæk at være aktuel.
Pamela spiller på Sort/Hvid fra d. 12. januar til d. 7. februar 2024
Læs mere her
Dramatiker: Ida Marie Hede
Iscenesættelse og koncept: Niels Erling
Koreograf: Gunilla Lind
Scenograf og kostumedesigner: Lise Marie Birch
Komponist: Aske Knudsen
Medvirkende: Laura Skjoldborg, Laus Høyby, Nanna Cecilie Bang, Lars Mikkelsen (speak)
Tania Ørum er lektor emerita på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet