Anmeldelse af Indenfor Murene på Det Kongelige Teater
Det dobbelte hjem – Det Kongelige Teaters 275 års jubilæum
Af Janicke Branth
Det Kongelige Teater har valgt at fejre sit 275 års jubilæum med Nathansens klassiker om danskerne og de fremmede. Det kan næsten ikke være mere relevant og, i lyset af de seneste begivenheder på verdensscenen, aktuelt.
Hvad er det med det stykke? Hvilke andre stykker – danske eller udenlandske – bliver spillet på Gamle Scene i dag? Da Indenfor Murene blev sat op dér i 2005 var det umuligt at få en billet til forestillingen længe før premieren, faktisk kort efter den blev sat i salg. Den gang var det med Gitta Nørby og Jørgen Reenberg i de to store hovedroller. Det var som om folk vidste, at det ville være sidste chance for at opleve den ’kongelige’ arvefølge i rollebesætningen, som har været en del af stykkets opsætningshistorie, så længe teatret har haft et fast ensemble. Teatrets dramaturg beskrev i en programartikel (2005), hvordan stykkets roller er gået ’i arv’ siden premieren i 1912. Det var sidste udkald for at opleve en tid, hvor ensemblet i sig selv var en slags familie på godt og ondt. Jørgen Reenberg spillede fx prokurist Meyer i den navnkundige opsætning med Clara Pontoppidan og Poul Reumert fra 1962, som stadig kan streames.
Og så netop i 2024, hvor teatret har droppet sit ensemble, opføres Indenfor Murene på store scene – og i en udsolgt sal, den aften jeg så forestillingen til en forpremiere. Stykket har ti medvirkende plus statister og hvis de ikke sidder omkring et bord og snakker, så sidder de i møblerne i det Levinske hjem eller hos Hermings – og taler sammen. Ikke nogen oplagt sællert.
Scenografien
Nathansen har selv beskrevet scenografien i det Levinske hjem ned til mindste detalje, ligesom hans mange regibemærkninger er fulde af detaljerede arrangementer. Stykkets naturalistiske stil gør sig tydeligt gældende.
Det er først og fremmest i scenografien, denne nye opsætning bryder med naturalismen. Da scenetæppet går op, ser vi et klassisk bagtæppemaleri af en forårsgrøn dansk skov med en skovsø i centrum! En efter en kommer de medvirkende ind og stiller sig foran bagtæppet i silhuet, mens tonerne fra en korsats af Carl Nielsen indsunget af Operakoret gjalder ud fra højtalerne. Ikke just en oplagt intro til stykkets jødiske miljø, men et tydeligt billede på de mange flygtninge, der siden da har søgt mod vores land. Meter høje, massive sætstykker (mure) i rundbuestil trilles ind på scenen. Kun gennembrudt af et par døråbninger danner de baggrund for familien Levins hjem, der her er nøjsomt ’møbleret’ med sorte Wienerstole og en lidt større en af slagsen til patriarken.
Kostumedesignet er rykket en smule frem i tid, så vi befinder os i 1920érne, dels en tid hvor antisemitismen begyndte at radikaliseres i Tyskland, dels en tid, hvor kjolerne blev kortere men standsforskellene var intakte med stuepige og butler. I tredje akt vendes billedet og giver plads til Hermings iskolde funktionalistiske stuer.
Med til bruddet med den naturalistiske stil hører også et brud med den fjerde væg. Der spilles frontalt – ud til publikum. Vi er så at sige inviteret med til bords, når hele familien sætter sig på rad (uden noget bord foran sig) og sætter servietten fast i kraven. Alle karaktererne hilser høfligt på os ude i salen, når de kommer ind på scenen.
Til bords med en klassisk rollebesætning
En af grundende til, at stykket gennem et århundrede har haft så stor en gennemslagskraft er givet, at det trækker på det klassiske komedierepertoires velkendte typologi. Der er det unge forelskede par Ester og Jørgen (Leonard og Leonora hos Holberg arvet fra commedia Dell ‘arte), som ikke må få hinanden, fordi faderen har andre planer med sin datters ægteskab. Adolf Levin låner træk fra den klassiske Pantalonefigur, hans kone Sara fra Magdalone (som er mere på de unges parti), sønnen Hugo er stykkets ræsonnør og sønnen Jakob dets klovnefigur. Prokurist Meyer – fremragende spillet af Nicolai Dahl Hamilton – færdes i familiens periferi og kan minde lidt om Arv etc. Til gengæld er det kendte tjenerpar (Henrik og Pernille), der i den klassiske komedie er så betydningsfulde for intrigens forviklinger og løsning, her reduceret til statister. Kort sagt persongalleri og konflikt er klassisk. Forskellen ligger i religionen som tema og den manglende intrige.
Man kunne forestille sig, at et stykke om en jødiske far, der vægrer sig ved at lade sin datter gifte med en veluddannet kristen mand, ville være faldet til jorden også hos det Københavnske borgerskab i 1912. Men stykket er konstrueret så (politisk) begavet, at det inviterer den overvejende del af publikum til at identificerede sig med den Levinske familie, hvor alle borgerskabets værdier stortrives, i stedet for med de ærkedanske Hermings. Hos Levins er generationerne samlet omkring de gamle til sabbat og kødboller. Traditioner holdes i hævd, snakken går, og kritiske drillerier udspringer af kærlighed, nærhed og varme. Med sønnen Hugo’s ord:
”Når jeg sidder her som nu i aften og hører fars ord svæve over vandene, som du siger, og mor, der er nervøs for sine kødboller, og Jacob, der råber mod himlen om sprit og omsætning – ja, hvis det var udenfor de her vægge, så ved jeg ikke – men her hører det nu engang hjemme”.
Emil Preisler (Hugo) formår smukt at understrege denne utopiske forestilling om ’et hjem’ og en rodfæstet verden, som måske var knapt så utopisk den gang som i dag. Men for den unge og forelskede Ester er hjemmet nu blevet det ”det døde hav”, hvor alt står stille imellem væggene, indenfor murene.
Fremragende effektiv struktur
Ester er oprøreren, som vil frigøre sig. Ikke alene fra det jødiske miljø men også fra samfundets forventninger til hendes køn. Det er hendes projekt, der driver stykket. Det begynder med den tomme stol ved middagsbordet, senere kommer Esters betroelse til mor Sara om forlovelsen med danske Jørgen, docent i litteratur, og så den formidabelt ekvilibristiske scene mellem Sara og Adolf, hvor Adolf tror, han har fundet en god svigersøn i prokurist Meyer, mens Sara skal fortælle ham om den fatale forlovelse. Det ender med den katastrofale forlovelsesmiddag hos etatsråd Hermings, hvor gamle familiefejder eksploderer og så til sidst en forsoning mellem de unge, som nok har en tvivlsom fremtid foran sig. Et forholdsvis enkelt forløb, men dramaturgisk så præcist og effektivt doseret, at man må lade sig forføre. En af denne opsætnings store fortjenester er, at teksten leveres så rent. Instruktøren har lykkeligvis ikke forsøgt sig med ’interessante’ koncepter.
Den naturalistiske spillestil
Nu har Skuespillet så sagt farvel til sit ensemble. Der startes på en frisk med nye kræfter. Jens Albinus er en langt yngre faderfigur end Nathansens patriark på 70 (med en datter på 20). Han og instruktøren har tydeligvis valgt at lægge afstand til de mange tidligere versioner af ældre autoritære mænd, og skønt duknakket ser han ikke væsentligt ældre ud end sine sønner. Autoriteten ligger mere i hans sproglige vid, hans suveræne replikbehandling, hans humor og imponerende evne til at gøre teksten til sin egen. Jens Albinus er en meget fysisk spiller, der undertiden (sammen med instruktøren) har valgt at lade Levins temperament illustrere så kropsligt, at det får et (unødvendigt) konkret barnligt udtryk. Men hans Adolf Levin er en befriende reflekteret og overbevisende fornyelse.
Bodil Jørgensen skaber med sin Sara det perfekte modspil til Levin. Ikke et sekund rammer hun en skæv tone men spiller en næsten tidløs matriark, der udstråler empati og rummelighed, og alligevel kan sige fra på de rigtige tidspunkter. Konstellationen mellem de to giver ikke mindst i anden akts opgør et stort dramatisk format.
Men Sara er ikke Levins antagonist. Det er Ester. Det svære ved hendes rolle er, at det ikke er hendes skæbne, der fængsler os. Alene det, at hun får sin mor til at tage kampen med faren for sig, svækker hendes projekt. Dramaturgisk får hun kun lidt plads til at bygge op til sin anagnorisis, da hun endelig træder i karakter og siger nej til familien Herming. Det er protagonisten Levins ’rejse’, der er stykkets omdrejningspunkt.
Den i teatersammenhæng ofte så forkætrede psykologiske realisme (som filmen har taget til sig) er forrygende krævende at forløse. Det lykkes desværre ikke rigtigt for det forelskede unge par, hvis kærlighed sender rystelser gennem familien, og opsætningen taber lidt højde her, trods tilføjelse af et lidenskabeligt intermezzo. Retfærdigvis er det nok heller ikke det oprør, der har ligget dramatikeren mest på sinde. Det har snarere været anledningen til en skildring af det jødiske miljø med ægte menneskelige værdier. Netop sådan vil publikum gerne se sig selv.
Murene falder
Opsætningen slutter med at åbne scenerummet helt og fjerne alle mure. Men hvad er der så tilbage? De to unge vandrer af sted mod det skønmaleri af en dansk skov, hvor vi i starten så spillerne stå som flygtningen på bagscenen, mens de to gamle sidder alene tilbage i det tomme (scene-)rum med spørgsmålet ”Hvad tror du?”. Et billede på den ’unheimliche’ tid, som ventede dem og os.
Som teatergænger har man på forhånd spurgt sig selv, om krigen i Gaza mon ville komme til at betyde noget radikalt for opsætningen. Det har den ikke gjort, men tredje akts opgør mellem Etatsråd Herming og Levin peger i sig selv så klart og tydeligt på gammelt nedarvet had og forventninger om hævn, at der ikke er nogen grund til at understrege det yderligere. Lars Brygmanns iskolde attitude og Levins ubeherskede raseri fortæller alt. Det er så aktuelt, som det kan være, og opsætningen tilbyder ingen optimistisk tro på fremtiden.
Måske er der bag hele den iscenesættelse af netop dette stykke, og på netop denne scene, også en nostalgisk længsel efter ”det store vi”, – efter den gang huset på Kongens Nytorv repræsenterede nationens fælles kulturelle hjem. Men en sådan enhedskultur er vi jo en hel del længere fra i dag, hvor samfundet er langt mere fragmenteret, og hvor selv nationalscenen er splittet op og ’flyttet hjemmefra’.
Indenfor Murene spiller på Det Kongelige Teater fra d. 19. januar til d. 17. februar 2024
Læs mere her
Iscenesættelse: Morten Kirkskov
Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Koreografi: Sofie Akerø
Medvirkende: Jens Albinus, Bodil Jørgensen, Emilie Kroyer Koppel, Joachim Kubel, Lars Brygmann, Stine Stengade, Emil Printer, Zaki Nobel, Jela Natius Abildgaard og Nicolai Dahl Hammilton
Janicke Branth, dramaturg cand. phil., tidl. dramaturg på Aarhuus Teater og rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen og underviser på DDSKS. Medlem af Peripetis redaktion gennem mange år og kurator for Dansk teater 300 År.