Anmeldelse af Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, Aalborg Teater
Sårbarhed og vrede
Af Janek Szatkowski
Forestillingens begyndelse er en nok så håndfast præsentation af den kontrakt, der indgås med publikum. De fire spillere præsenterer sig ved deres personlige fornavne (Kathrine Høj Andersen, Karla Rosendahl, Nicolai Duckert Perrild og Thomas Kristian Bek). De spiller alle fire Glenn og præsenterer den bog, de arbejder ud fra; Glenn Bechs Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet fra 2022. Skuespillerne understreger, at selvom dette bare er teater (sagt med vrængende stemme), så er det faktisk også ægte, lige som bogen.
Bogen er dramatiseret og iscenesat af Niels Erling. Han har valgt situationer fra Glenns liv, der dels berettes, dels vises på scenen. De brydes af og væves sammen med musikindslag med bevægelser og dans. Scenen er helt enkel. En grå spilleflade med en lang lav kasse på bagscenen. Fra loftet hænger alle lysdesigneres, her Kasper Daugberg og Mia Willetts, nye yndlingslegetøj: Lange led-oplyste rør i et mønster med mange vinkler, og Kristian Bergs lyddesign afslører en utydelig stemme. Lise Birchs scenografi er en minimalistisk og funktionel abstraktion, tilføjet nogle konkrete detaljer i form af træer i sorte kasser, vasketøj og gummisko.
Kærlighed
Forestillingen går i gang, og det viser sig gradvist, at en bestemt episode i bogen danner motor og centrum for fortællingen: Glenns første kærlighedsmøde med vennen Julius. Tilskueren får en kronologisk beretning om kærligheden, fra det spirende over det fuldbyrdede hen imod det ubærlige og utilgivelige svigt. Det er den del af romanen, som faktisk også rummer en særlig sårbar og sanselig kvalitet, der ellers let forsvinder i vredens gennemsyrende væske.
Dette valg har mange konsekvenser. På den positive side giver det den ellers fragmenterede fortælling en progression og sammenhæng. Tilskueren kan samle denne beretning sammen som en fabel, der understøttes af scenografiske elementer, som fx vasketøj, man først undrer sig over formålet med, indtil det bliver underlag for kærlighedsmødet i vaskekælderen.
Scenerne mellem Julius og Glenn præges af et fysisk udtryk, der understreger den sensuelle og erotiske tiltrækning. I en fin blanding af det sarte, det nydende og det euforiske begær, vækker spillerne tilskuernes medleven og indleven.
Kritik
Romanens mere politiske kritik bliver præsenteret i scener indimellem hovedfortællingen om Julius og Glenn. I de musikalske mellemspil indtræder en anden illustrativ logik, nogle steder i en drøm om at være en tiljublet sanger, som i en scene hvor Glenn synger foran et billede af Madonna. Scenen følges op af en beretning om, hvordan Glenn blev mobbet med sit valg af musik til klassens musikundervisning.
Mobningen bliver vist konkret, og moderen træder i karakter og sætter sig på mobberen og truer ham. Glenns kommentar er, at han nægter at kalde sin mor en helt. På denne led kommenteres de musikalske indskud, der igen kaster lys på den virkelighed, der ligger bag. De fleste af disse mellemliggende scener er præget af en mere agitatorisk spillestil, hvor vreden, sarkasmen og udskamningen bliver konfrontatorisk. Tilskueren bliver den, hvis autoritet ikke accepteres, og som mindes om de privilegier, der til daglig tages for givet, som en ’naturlig’ del af et klassesamfund. Forestillingen kan derfor ses som et bud på, hvordan et politisk teater i Danmark 2023 er muligt.
Dramaturgi i et politisk teater 2023
Det centrale dramaturgiske greb i forestillingen er montagen, der søger at flytte tilskueren mellem forskellige iagttagelsespositioner. Bevidstheden om at det hele er ’teater’, medfører en distance til fortællingen, men fremstillingen af den ulykkelige kærlighedshistorie tillbyder til gengæld en medlevende og indlevende position. I musiksekvenserne etableres en ny mulig position, hvor tilskueren konfronteres med drømmeagtige billeder, af en verden der ikke er, men som leverer fantasmer om det unikke og det enestående.
Beretningerne om at være homoseksuel i Horsens/Danmark i dag, udnyttes til at rette en anklage mod tilskueren her og nu. Hvorfor griber I ikke ind, når I ser bøsser blive mobbet? Er I klar over, hvor let jeres tilgang er til det meste af livet? Her er tilskueren i en position som anklaget.
Ud over denne montage med bevidste forskydninger af tilskuerens positioner, medvirker valget om at lade alle fire medvirkende spille Glenn til en almengørelse af Glenn Bechs position. Det peger på, at vi alle kan opleve situationer, hvor vi støder på autoriteter, vi ikke vil anerkende. For eksempel vores forældre. Det kommer blandt andet til udtryk i Glenns had/kærligheds forhold til sin mor. Når hun forsvarer ham mod mobberne, vil han ikke kalde hende helt. Men når Glenn ser sin mor på altanen, en stille aften, hvor hun passer på sig selv, bliver Glenn næsten lykkelig. Dette ambivalente had/kærligheds forhold behøver man jo ikke at være en lille, overvægtig homoseksuel dreng i Horsens for at have oplevet.
Endelig skal et vigtigt element i iscenesættelsen nævnes: en bestræbelse på det ægte. Skuespillerne løber og løber, og er bagefter synligt påvirkede af den fysiske indsats. En reel betonblok hugges i stykker, en spiller tager nøgen sit brusebad. En tilskuer spørges om sit navn, og dette navn anvendes så i en længere anklage for privilegieblindhed og ikke-autentisk adfærd. Ved at sætte lys på tilskuerne og vælge en tilskuer ud, hvis navn bliver anvendt som markør for en række anklagepunkter, understreges det, at det jo kunne være alle tilskuere, der blev anklaget. Et fint, men underudviklet, prik til forventningerne om at teater er et ’safe space’, hvor vi advares mod stroboskoplys og nøgenhed.
Sårbarhed og selvimmunisering
Glenn Bechs roman bæres af en bagvedliggende autenticitet, der står som garant for en næsten doxal sandhed om klassesamfundets usynlige kræfter. Og en tilhørende dyb vrede, der anklager og angriber det og dem, der er blinde for deres egne forkælede liv og privilegier, hvis autoritet Bech ikke længere anderkender. Autenticiteten opstår i anvendelsen af forfatterens eget navn og biografiske momenter – en stillen sig frem, der indebærer en sårbarhed.
Sårbarheden er også en styrke. Blandt andet fordi den immuniserer forfatteren. Det er jo hans liv, hans reaktioner, som ingen kan tage fra ham. Bech skriver ”min kunst er et oplysningsprojekt/det derfor min kunst/er politisk, eksplicit nødråb, appel/jeg har ikke privilegiet at skrive for sjov” (p. 241). Selvimmuniseringen forstærkes også, når Bech vedgår, at hans udfald er både urimelige og udtryk for misundelse. Den fragmenterede form, de mange afbrudte sætninger og pauser, markerer forfatterens egen tøven og tvivl undervejs. Den doxale sandhed, der skrives frem, bliver derved til dels relativeret.
Niels Erling har ved at gøre historien om Julius og Glenn til en central tråd i forestillingen antydet en kausalitet, som giver et bud på et psykologisk ur-svigt, der kommer til at stå som baggrund for den vrede og sårede Glenns erindringer. Det valg efterlader tilskueren med en fabel, der ikke på samme måde er tilstede i romanen. Problemet med denne fokusering er, at den meget let kommer til at skygge for tvivlen på samfundets fælles mening (doxa), og forsøget på at erstatte denne med en viden om de klassemæssige perspektiver. Herved bliver anklagen mod andre klassers automatiske autoritet og underklassens accept af denne vredet fra hinanden. Man kan sige, at teaterforestillingen derigennem immuniserer sig selv.
Dette understreges også af den omhu, hvormed scenerne mellem Julius og Glenn er udviklet. I kontrast hertil er de anklagende, frontale scener mindre nuancerede. Man kan som spiller løbe sig til at være forpustet, men hvordan får man vreden til at fremstå som andet end en spillet vrede? Hvis der var arbejdet mere med at gøre disse vrede anklager til andet en frustrerede råb, ville en anden farlighed komme i spil. Selvom teater skal være et ’safe-space’ (vi advares om nøgenhed og stroboskoplys), må det godt udfordre tilskuerens selvforståelse.
For hvad betyder det egentlig ’at blive nægtet autoritet’? Det er at være ingenting, noget usigeligt, uhørt, blot og bar støj i verden. Eller værre endnu, noget der er udstødt, udskammet af et fællesskab. Glenn Bechs manifest stiller krav om at blive hørt. Og som sådan har det også givet genklang. Den næsten udsolgte forestilling bekræfter dette. Er det mon fordi det nye, stærkt forkælede øvre mellemlag (en kulturel elite) godt kan lide at blive pirret, og mindet om sin egen magt, der hviler på en overbærende ligegyldighed over for polariseringer og disses konsekvenser?
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet spiller på Aalborg Teater fra 11. november – 22. december 2023
Læs mere her
Tekst: Glenn Bech
Adaption og Instruktion: Niels Erling
Scenografi: Lise Birch
Lysdesign: Kasper Daugberg, Mia Willett
Lyddesign: Kristian Berg.
Medvirkende: Kathrine Høj Andersen, Nicolai Duckert Perrild, Karla Rosendahl, Thomas Kristian Bek
Janek Szatkowski er Lektor Emeritus ved Dramaturgi, Aarhus Universitet.