Vita Danica – Om identitet og danske sange

Anmeldelse af Vita Danica – Om identitet og danske sange

TinaLauritsens Forlag 2023 – Udgivet i samarbejde med Århus Teater – AT Læring

Af Mette Obling Høeg

Genklang og samklang i det lærende teater

I bogen Vita Danica – Om identitet og danske sange udfolder Erik Exe Christoffersen en bredspektret analyse af dansekoncerten Vita Danica, som blev opført på Århus Teaters Scalascene i januar 2021. Christoffersen har løbende fulgt forestillingens tilblivelse som en ”antropolog” (p. 5) med en ambition at indfange de ”hemmelige koder” (p. 5) bag projektets aftaler og kunstneriske beslutninger. Desuden har Christoffersen foretaget en række interviews med en nogle af de medvirkende kunstnere. På den baggrund, undersøger og perspektiverer Christoffersen forestillingens dramaturgi, den kreative proces og samarbejdet bag.

Vita Danica tog udgangspunkt i en række sange fra den danske kulturarv, og var, som betegnelsen dansekoncert antyder, et tværæstetisk værk, som blev skabt gennem en kollaborativ proces. Christoffersen karakteriserer projektet som samtidskunst, med baggrund i dets eksperimenterende forhold til såvel (tvær-)kunstneriske sceniske muligheder som selve produktionsmåden.

Med udgangspunkt i sociologen Hartmut Rosas begreb om resonans, interesserer Christoffersen sig særlig for projektets muligheder for at skabe nye affektive genklange og samklange for både de medvirkende i processen og publikum. I bogens analyser er Christoffersen særligt optaget af den måde som iscenesættelsen af disse sange skaber muligheder for at (gen-)forhandle begrebet danskhed på og, hvorledes værkets tilblivelsesproces, dramaturgiske greb og repræsentationsformer skaber forskellige former for oplevelses-, erfarings- og læringspotentialer i relationen mellem kulturarv og identitetsdannelse.

Læserne bliver ført igennem en undersøgelse af såvel konceptets udvikling, værkets formsprog og dramaturgi som det kreative samarbejde mellem de forskellige involverede kunstnere. Disse analyser munder ud i en argumentation for, at forestillingen, og dens skabelsesproces, kan iagttages som ”lærende teater” (p.61). På den baggrund har Christoffersen udviklet ”et pædagogisk undervisningsdesign tiltænkt de uddannelsessteder, hvor det er muligt at kombinere drama, musik, og sociologiske og psykologiske refleksioner over identitet og sang” (p.6).

Den centrale pointe i bogens analyser synes at være, at Vita Danicas komplekse, tværkunstneriske dramaturgi, centreret omkring årstidernes skiften, og med scenografiske referencer til dyrkning af bondelandet, i sammenhæng med værkets repræsentationsformer, skaber en helt særlig ramme for, at et fælles affektivt og refleksivt resonansrum for oplevelse og erfaring af dansk identitet kan opstå. På denne baggrund peger Christoffersen på, at vi, for at overskride forskellige former for fastlåste, og indbyrdes modstridende, forståelser af danskhed, forankret kulturelle og religiøse udgangspunkter, må vende os mod kunsten, den kropslige (resonans-)erfaring, sansningen og ikke mindst naturen og årstidernes skiften, som er det fælles vilkår for livet i det geografiske område, vi kalder Danmark.

Bogens indledning sætter forestillingens sangvalg i relation til begreberne danskhed og resonans. Dernæst følger en analyse af konceptet og dramaturgiens udvikling. I næste del sættes forestillingen i relation til den affektive vending i samtidskunsten, og derpå følger en analyse af partnerskabet og samarbejdet i prøveprocessen. Til sidst syntetiseres analyserne i en fremstilling af projektet som ”lærende teater” (p.61), og det munder ud i en præsentation af det undervisningsdesign, som Christoffersen har udviklet med inspiration fra Vita Danicas æstetiske undersøgelse af danskhed og identitet. Bogen afsluttes med et interview af Hanne Lund Joensen, som er chefdramaturg på Århus Teater.

Sangvalg og resonans som udgangspunkt for bogens analyser

Sangvalget i forestillingen er primært hentet i den historiske sangskat med deraf følgende fare for nostalgisk og melankolsk at pege tilbage mod en tabt fortid. Men Christoffersen argumenterer for, at dette netop ikke sker, fordi iscenesættelsens tværmediale kompleksitet byder på så alsidige perspektiver og indfaldsvinkler, og fordi de medvirkendes diversitet i sig selv repræsenterer en global mangfoldighed, som peger væk fra en isolerende forankring af danskheden. Christoffersen positionerer dermed sangene i den danske kulturarv, og den kunstneriske bearbejdning af dem, som et konstruktivt udgangspunkt for en fornyet undersøgelse af danskheden og dansk identitet. Denne ide sættes i relation til begrebet resonans, som i Rosas forståelse betegner en åben, sansende og lyttende interaktion med fænomener i omverdenen, som tillader, at man lader sig påvirke og muligvis forandre deraf. På den baggrund peger Christoffersen på, at den måde som sangene er blevet bearbejdet og iscenesat på i Vita Danica, tillader publikum at stille sig i et resonansforhold til disse sange som national kulturarv. Forestillingen skaber, ifølge Christoffersen, en form for æstetisk refleksionsfællesskab, som giver mulighed for resonanserfaringer med kulturarven, og dette fremhæver han som en hensigtsmæssig modvægt til modernitetens ”fravær af det stabile, det konstante, det universelle” (p. 10). Sådanne fællesskaber kan, ifølge Christoffersens analyse, virke som modvægt til fremmedgjortheden i en affortryllet, polariseret og krisefokuseret samtid, og i denne sammenhæng har sang, dans og teater netop et særligt potentiale, fordi disse kunstarter både aktiverer kropslige, sanselige og mentale aspekter.

Resonans står i modsætning til kontrol, og Christoffersen peger på, at det ukontrollerbare netop også er et vilkår for kreative processer. I lighed med resonans, kan kreative processer ikke kontrolleres, men man kan stille sig i en form for parathed til at lade sig påvirke. Det kræver dog en særlig form for lydhør åbenhed, og ifølge bogens analyser har dette tilsyneladende også været karakteristisk for de medvirkendes tilgang til den kreative proces og til partnerskabet i det tværkunstneriske projekt.

Konceptets udvikling

I analysen af konceptets udvikling fremstiller Christoffersen projektet som et konceptuelt teaterprojekt i kraft af, at det ”hverken er baseret på en klassisk dramatisk form, et manuskript eller på en bestemt skuespilkunst” (p. 19). Analysen viser, hvorledes konceptet er blev til i en tværmedial, processuel og kollaborativ arbejdsform, som tog udgangspunkt i sangerinden Pernille Rosendahl oprindelige ide om at blande kunstformerne i en teater-danse-koncert med sange fra den danske kulturarv. Med udgangspunkt i sine interviews fremlægger Christoffersen de medvirkendes motivation for at deltage i processen og deres forståelse af konceptet samt tematikken omkring danskheden. Flere af de medvirkende har andre nationale baggrunde end dansk, og dette har spillet ind på deres tilgange til de danske sange. Instruktøren Sargun Oshana har fx oprindeligt rødder Irak og koreografen Maria Brolin-Tani er svensk. Dertil kommer, at de 6 dansere i ensemblet stammer fra forskellige lande i Europa. Christoffersen fremlægger også sit eget (erindrings-)forhold til en række af forestillingens sange og lader fremstillingen munde ud i en fremstilling af en række ”forskellige dramaturgier” (p.39), der kan forstås som spor eller som tråde, som blev vævet sideordnet sammen i forestillingens dramaturgiske konstruktion.

Vita Danica og samtidsteaterets affektive vending

Forestillingen spillede på Scalascenen i en periode, hvor Århus Teater havde navngivet scenen ”Det affektive rum” (p. 41) for at skabe grobund for teaterformer, som i særlig grad henvendte sig til publikums sanser. I afsnittet ”Den affektive vending: Hvad følte du?”, der fungere som et lille perspektiverende intermezzo i bogens analyser, reflekterer Christoffersen over affekternes betydning i samtidskunsten. Dette afsnit rummer en argumentation for, at samtidskunstens affektive rum har et potentiale for at træde i stedet for nogle af de mere ensporede og polariserede affekt-fællesskaber, der synes at opstå i denne ”krisernes tidsalder” (p. 41).

Et partnerskab mellem kunstarter og prøven som en udforskende proces

I bogens analyse af forestillingens skabelsesproces tager Christoffersen udgangspunkt i, at det tværmediale og kollaborative grundlag for Vita Danica projektet var forankret i et partnerskab mellem Århus Teater og Holstebro Dansekompagni. Dette var et resultat af ambitionerne i Århus Teaters rammeaftale (2020-2024), som pålægger teateret at skabe nye relationer til omverdenen gennem kunstneriske partnerskaber, og det fordrer, at der skabes nye produktionsformer.

I denne analyse viser Christoffersen, hvorledes processen bag Vita Danica udfoldede sig som en form for devisingproces, tematisk forankret i sangenes relation til årstidernes gang, med instruktøren som kunstnerisk leder og beslutningstager. Dette betød, at det sceniske forløb blev organiseret dramaturgisk, så det fulgte de fire årstider med startpunkt i sommeren og med afslutning i det spirende forår. Analysen hviler på Christoffersens observationer under prøverne, interviews med de medvirkende og Sargun Oshanas prøvenotater. Han karakteriserer forestillingen som en ”polyfoni med flere kunstneriske ’stemmer’, som afspejler processens organisering” (p. 56) og viser, hvordan forestillingens unikke form kunne opstå som en funktion af en kreative udviklingsproces, hvor materialet blev skabt med varierende udgangspunkter i de forskellige kunstarter. Processen udfoldede sig, ifølge denne analyse, som en kontinuerlig vekslen mellem åbne sceniske eksperimenter og efterfølgende refleksion. Dette sættes i forbindelse til Sargun Oshanas tilgang til at arbejde med distribueret ledelse. Samlet viser Christoffersen, hvordan processen hvilede på en høj grad af interaktion mellem de forskellige kunstarter, som ligeledes medførte en høj grad af erfaringsbaseret læring for de medvirkende.

Vita Danica i et pædagogisk perspektiv

I afsnittet ”Det lærende teater” bevæger Christoffersen sig bort fra sin position som analytiker og vender sig mod at bruge sine resultater af analyserne som inspirationskilde til at udvikle sit undervisningsdesign. Afsnittet indledes med en præsentation af nogle af de medvirkendes udsagn omkring deres oplevelse af læring i processen. Med reference til den franske filosof Jacques Rancière lægges disse udsagn til grund for et læringsbegreb, som handler om at skabe rammer for, at de(-n) lærende kan gøre sig egne erfaringer. At skabe rammer for ”strategisk uvidenhed”. Herefter vender Christoffersen tilbage ideerne om udviklingspotentialet i resonanserfaringer og ideerne om, at kunstneriske erfaringer kan danne grundlag for affektive fællesskaber, som kan modvirke polariseringen i samtidens aggressive affektkultur, som samtidig ledsages af prekære betingelser for identitetsdannelse. På denne baggrund bliver det specifikke øvelsesmateriale præsenteret.

Øvelserne i Christoffersens undervisningsdesign består af en lang række klassiske dramapædagogiske øvelser, som specifikt er sat i forhold til temaet danskhed og identitet, og som inddrager danske sange og billedkunst. Øvelsesmaterialet rummer en god blanding af linje- og vurderingsøvelser, researcharbejde, skabelse af skulpturer, tableauer og scenarier samt små iscenesættelsesopgaver baseret på specifikke ’dogmeregler’. Alt sammen baseret på en lang række spørgsmål, inspirationskilder og materialer (herunder autobiografisk stof), som befordrer refleksion og personlig stillingtagen.    

Bogens øvelsesmateriale er meget omfattende, og det præsenteres i kategorier, i et bredt strategisk katalog over forskellige tilgange. Materialet tilbyder således et hav af mulige øvelser, som kan sammensættes i specifikke forløb efter konkrete behov og tidsrammer. Det fælles for disse øvelser er, at de lægger op til at arbejde med danskhed og identitet i komplekse, kropsforankrede læreprocesser, som integrerer research, sansning, æstetisk formgivning og subjektiv refleksion over (emergente) betydningsdannelser i dynamiske processer.

På den måde skaber de rammer for at kultivere udviklingen af danske identiteter i affektive fællesskaber.

Samlet set rummer bogen en mangefacetteret beskrivelse og analyse af forestillingsprojektet Vita Danica. Den antropologisk inspirerede tilgang til undersøgelsen giver en kompleks forståelse af forestillingens skabelsesproces, baseret på indsigt i mange af de medvirkendes tanker om projektet, og perspektiveringen til den lange række af teoretiske begreber (som langt fra alle er nævnt her) sætter både processen og forestillingen i relation til mange forskellige, interessante faglige forståelsesrammer. Således skaber bogen ikke blot viden om det specifikke iscenesættelsesprojekt, men giver samtidig inspiration til at undersøge andre projekter i en lignende form. I tillæg hertil byder bogen på et omfattende og inspirerende dramapædagogisk øvelseskatalog.

Se link til bogen: https://tinalauritsen.dk/Vita_Danica.php

TinaLauritsens Forlag 2023 – Udgivet i samarbejde med Århus Teater – AT Læring

Mette Obling Høeg. Studielektor. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Karen Blixens Vej 1, 2300 København S.