Anmeldelse af Imperiets tropper af Fix&Foxy på Blaagaard Teater
Kineserne kommer!
Af Laura Luise Schultz
Der er for meget vaklen i geledderne i Imperiets tropper, og ideen med Fix&Foxys nye horror movie-inspirerede forestilling fremstår noget diffus. Tue Biering gentager både sig selv og andre i et stykke, der netop handler om, hvordan vi alle lever de samme ensartede liv i de samme kapitalistiske samfund, mens vi frygter kinesisk ensretning og overvågning. Men tomheden bliver aldrig rigtig truende, og anden del af Fix&Foxys imperietrilogi skuffer lidt oven på den fantastiske første del, Dark Noon fra 2019.
Kineserne kommer!
– Vi ved godt, I er bange for at blive invaderet af os, siger de tre kinesiske skuespillere på scenen. Egentlig er det kun den ene, der er rigtig kineser fra Shanghai, for én er fra Hongkong og én er fra Malaysia. Således er det nationale tilhørsforhold mudret fra starten, men det danske publikum har alligevel ingen problemer med at betragte dem som kinesere resten af forestillingen. Og det er netop pointen. Som vestligt publikum kan vi ikke selv kende forskel på asiatiske nationaliteter, de er alle sammen en slags kinesere for os – også dem, der forsøger at hævde noget andet. Alligevel, eller netop derfor, er vi bange for selv at blive invaderet og opslugt af Kina via skjult markedsføring og ansigtsgenkendelse og al mulig anden imaginær og indbygget overvågning i vores elektroniske udstyr. Vi er bange for den markedskommunistiske ensretning, mens vi glad og gerne bor i nøjagtig de samme IKEA-hjem og går i det samme H&M-tøj som resten af verden, så længe den globale kapitalisme bare er vestligt defineret.
Således også i forestillingen, hvor spillerne under hele forestillingen er lukket inde i den samme klaustrofobiske dagligstuekulisse af det mest konforme tilsnit med IKEA-sofa og et køkken markeret af orange plasticklapstole og et køleskab fyldt op med Coca Cola. Sceneskift markeres højst ved at dreje sofaen i en anden vinkel, for, som det skæres ud i pap for os i den alt for lange tekst; Alle andre lejligheder ser ud nøjagtig som den første med de samme IKEA-møbler i. Mærkevaretøjet fra Puma erstattes hurtigt af ensrettede anti-kapitalistiske t-shirts uden logoer på, men det bliver de ikke mere frie af på scenen.
Hele seancen starter med en meditationsøvelse med publikum i salen, komplet med tibetansk syngeskål, hvor der plantes et lille frø i vores sind. Den lille mindfulness-øvelse udstiller på ironisk vis vores ambivalente forhold til asiatisk kultur med al sin længsel efter et liv uden for kapitalens hamsterhjul. Derudover skal den til slut vise sig at have været skæbnesvanger, eftersom kineserne i denne horror-forestilling indtager rollen som aliens, der overtager vores kroppe og sind præcis ved hjælp af blomsterfrø, mens scenen og stuen gradvis fyldes op af store grønne planter.
Stjålne kroppe og duplikerede film
Som så ofte før hos Fix&Foxy er det en film, der danner forlæg for forestillingen, nemlig den amerikanske sci-fi-horrorfilm Invasion of the Body Snatchers (da. Stjålne kroppe). Filmen er baseret på Jack Finneys roman fra 1955 af samme navn. Den handler om, hvordan indbyggerne i en californisk by langsomt overtages af følelsesløse duplikanter, der ligner de rigtige mennesker, hvis døde kroppe de overtager. Duplikanterne spreder sig gennem blomsterfrø og går efter at udskifte hele menneskeheden. Værket er i sig selv ‘duplikeret’ – genindspillet – adskillige gange. Den første version var en anti-kommunistisk propagandafilm fra 1956. Den mest berømte version er indspilningen fra 1978 med Donald Sutherland i hovedrollen, hvor duplikanterne smider de slimede fibre og efterladenskaber fra planterne i skraldespanden, når de har overtaget et menneskes krop – et abjekt motiv, som Fix&Foxys forestilling også spiller på.
1978-versionen er blevet læst ind i sin politiske samtid i forlængelse af Watergateskandalen og Vietnamkrigen. I versionen fra 1993 med den forkortede titel, Body Snatchers, er handlingen henlagt til en militærbase i Alabama, hvor kemiske og biologiske våben tilsyneladende har forgiftet de landlige omgivelser. The Invasion fra 2007 har Nicole Kidman og Daniel Craig i hovedrollen, og her er der såmænd tale om en global virus, med kampen mod terror som undertekst.
Genbrug på godt og ondt
Der er altså dømt genbrug, fordobling, gentagelse og recirkulering på alle niveauer af denne forestilling. Fix&Foxys forestilling har 1978-versionen af Invasion of the Body Snatchers som sin primære referenceramme – her henter de navnene og plottets skelet fra. Men de mange andre versioner ligger som undertekster under denne remediering, der netop handler om angsten for massesamfundets ensretning, projiceret over på Kinas statskapitalisme.
Ideen om at bringe kinesiske skuespillere på scenen for at holde et spejl op for det danske publikums Kina-forskrækkelse er i sig selv glimrende. Forestillingen udnytter og reflekterer derved globaliseringen i et greb, som Fix&Foxy med stort held har brugt tidligere for at få et ikke-vestligt verdenssyn repræsenteret på scenen. Ikke mindst i den fantastisk veloplagte Dark Noon fra 2019, der var en western over USA’s historie, fortalt af sydafrikanske skuespillere. Her fik man ikke bare ophobet gensidige fordomme, men grundlæggende virkelig krydset forskellige perspektiver på den samme historie, hvor synsvinklerne blev brudt mod hinanden på scenen.
Problemet i Imperiets tropper er heller ikke i sig selv, at ovennævnte greb kombineres med genbrug af andre velkendte elementer fra egne og andres forestillinger. Det kunne endda være en pointe i et stykke, der præcis handler om idéforladt duplikering. Problemet er, at Fix & Foxys Imperiets tropper er en forestilling, Christian Lollike og Madame Nielsen allerede har lavet flere gange. Herhjemme har Lollike i adskillige forestillinger kombineret dagligstuekulissen med horrorgenren. Fx i en forestilling som Revolution (2018), der forhandlede muligheden for oprør i en handlingslammet samtid og netop bekendte sig til IKEA som global løsning. Samt ikke mindst i den vellykkede Living Dead (2016) om vores hvide velfærdsubehag over de flygtninge, som vi kynisk lader drukne i Middelhavet. Sidstnævnte trækker i sin titel på en anden horror-klassiker, Night of the Living Dead, men brugte flere velkendte horrormotiver, der også indgår i Body Snatchers, ikke mindst skraldespandsmotivet og den slimede opløsning af kroppene i forvandlingen. Selve grebet med at bruge horrorgenren til at demonstrere, hvordan vi projicerer vores egen angst over på de andre, er her fuldstændig parallelt til Imperiets tropper.
Madame Nielsen har med sit Mediets teater i forestillingerne De europæiske medier (2012) og Markedet er ikke noget sted (2015) arbejdet målrettet med ideen om, at skuespillerens krop bliver overtaget af andre stemmer og dominerende diskurser, herunder globale brands som Google og Nike eller Karl Marx og Kina m.fl. Her blev ideen om kroppen, der bliver overtaget af en ydre styring til et decideret kunstnerisk program – et æstetisk greb, der vel at mærke var baseret på en klar og kritisk politisk analyse.
Samlet set er alle disse greb hos danske sceneinstruktører til dels beslægtet med tysk teater fra starten af det 21. århundrede, ikke mindst René Polleschs stykker, hvor karakterernes stemmer overtages fuldstændig af rablende og usammenhængende diskurser, der flyder gennem dem og reducerer dem til produkter af sociale magter, normer og diskurser snarere end klassiske psykologiske karakterer med en selvstændig individualitet.
Politik og æstetik
Der er således ikke noget galt med remediering og recirkulering – det er netop Fix&Foxy’s varemærke, som de har dyrket til perfektion i masser af vellykkede og overraskende forestillinger. I Imperiets tropper virker det desværre bare lidt uinspireret og idéforladt. Eller rettere, idéer er der sådan set nok af, alt for mange faktisk, for vi skal både omkring overforbrug og klimakatastrofe og postmodernistisk handlingslammelse og britisk imperialisme og frem for alt endeløse tirader af ord og ord og ord. Der bliver talt dansk og engelsk og kinesisk, og der bliver kommunikeret på tysk og tekstet til fransk. Der bliver videoprojiceret live fra mobiltelefoner, publikum bliver spejlet og hevet op på scenen, men kun i ganske få momenter kobles alle virkemidlerne til en sammenhængende idé, der kan afføde inspirerede, uhyggelige eller tankevækkende virkninger i rummet.
De tre skuespillere gør en behjertet indsats, ikke mindst Zenghao Yang, som vi tidligere har set herhjemme i den smukke og rørende Ren Hang in Peace (R.H.I.P.), der spillede på Fotografisk Center sidste forår. De har god kontakt til publikum fra starten, men interaktionen er alt for sporadisk indarbejdet i dramaturgien. Vi mister interessen, når der ikke er nogen idé med at kalde de stakkels tilskuere op på scenen blot for at stå og trykke på stikkontakter, mens spillerne kommenterer uden for scenen.
Det er sikkert en helt anden situation at lave en forestilling om et vestligt publikums angst for Kina med tre kinesisk-asiatiske skuespillere, end det er at lave en kritisk forestilling om (europæernes erobring af) USA med syv sydafrikanske skuespillere. Som Imperiets tropper netop vil afdække, gennemsyrer vores anstrengte forhold til Kina både merkantile og mellemmenneskelige forbindelser. Der kan derfor være gode grunde til, at Fix&Foxys horror show aldrig samler sig til en kritisk analyse af den kinesiske imperialismes brydning mod den vestlige ditto. Ikke desto mindre savner man vildskaben og radikaliteten – og ikke mindst det historiske perspektiv, som blev rullet ud i Dark Noon i et oplysende sammenstød mellem aktuelle og historiske konflikter.
Man fristes til at efterlyse en dramatiker, for selv om der er mange fine replikker og ordspil, er Imperiets tropper endt med at blive vældig teksttungt. Men forestillingens væsentligste problem er den usikre politiske analyse, der også afføder en vis kunstnerisk retningsløshed.
Imperiets Tropper spiller på Blaagaard Teater fra 01.06 til 21.06 2023
Læs mere her
Medvirkende: Zenghao Yang, Yik-Sau Chung, Robin Khor Yong Kuan
Instruktion: Tue Biering
Scenografi: Johan Kølkjær
Lyddesign: Daniel Fogh
Lysdesign: Balder Nørskov
Dramaturg: Cille Melgaard
Instruktørassistent: Katinka Hurvig Møller
Kostumer: Clara Bisgaard
Rekvisitør: Mille Carla Lorentzen Kristensen
Laura Luise Schultz er lektor i Teater- og Performancestudier, Københavns Universitet. Forsker og underviser i avantgarde- og samtidsteater, herunder den postdramatiske scenetekst. Aktuelt projekt: 1930’erne i dag om forskydninger i repræsentationen af 1930’erne i samtidskunsten. Medredaktør og bidragsyder til A Cultural History of the Avant-Garde in the Nordic Countries since 1975, Brill | Rodopi 2022