De homoseksuelle mænds epos
Af Lau Tobias Tronegård-Madsen
Hvad er fortællingen om de homoseksuelle mænd, hvem kan fortælle den og hvordan skal den fortælles? Det er på mange måder de grundlæggende spørgsmål i Matthew Lopez’ Arven, der oprindeligt blev uropført på Young Vic i London i 2018, sidenhen fik premiere og stor anerkendelse på Broadway, og nu kan opleves på dansk på Det Kongelige Teater. Forestillingen er gennem sine temaer og format en arvtager og hommage til Tony Kushners legendariske skuespil Angels in America. Samtidig bidrager den også med et portræt af en ny generation af homoseksuelle mænd, der er vokset op i AIDS-epidemiens skygge, men som ikke på egen krop har mærket dens uhindrede rædsler.
Forestillingen skildrer en gruppe homoseksuelle mænd, der navigerer gennem New Yorks pulserende homoseksuelle miljø i slutningen af Obamas præsidentperiode og i starten af Trumps. Central i historien er Eric Glass, spillet af Emil Blak Olsen, der er en ung, veluddannet, kulturinteresseret mand, der danner par med den impulsive, aspirerende forfatter Toby Darling, spillet af Alvin Olid Bursøe. Eric udvikler gennem tilfældigheder et venskab med deres ældre nabo, Walter (Jens Jørn Spottag), med hvem han oplever et særligt åndeligt slægtskab, som imidlertid afbrydes af Walters pludselige sygdom og død. Erics forhold til Toby falder samtidig fra hinanden, da Toby forelsker sig i den unge, privilegerede og talentfulde Adam, spillet af Jonathan Bergholdt Jørgensen. Da Eric ovenikøbet står til at miste sin lejlighed, træder Walters mangeårige kæreste Henry (Skuespilchef Morten Kirkskov) overraskende til hans redning. Sideløbende indleder den mere og mere desperate Toby en relation til den unge, naive sexarbejder Leo (Jonathan Bergholdt Jørgensen).
Fortællingens dramaturgi
Arven er noget af et særsyn på en dansk scene med sine to dele af over 3 timers varighed, som kan ses på forskellige aftener eller som en heldagsforestilling på over 8 timer samlet. Her anes igen arven fra Angels in America, der med sine to dele (Millennium Approaches og Perestroika) har et lignende omfang. På trods af denne tidsmæssige udfordring, opleves Arven ikke som et formalistisk eksperiment. Med sin lineære og kausallogiske dramaturgi, kun afbrudt af enkelte flashbacks, er formen på mange måder velkendt og tilgængelig. Det virker snarere som om, at historiens omfang og kompleksitet kræver denne længde for at kunne blive fortalt.
Dette minder på mange måder om den udvikling, der har præget filmmediet i det seneste årti, hvor flere og flere filmskabere vælger at benytte serieformatet for at kunne fortælle længere historier. Arven er dog grundlæggende og ret eksplicit inspireret af et andet medie, nemlig litteraturens romaner. Dette introduceres allerede i første scene, hvor alle spillerne, inden nogle karakterer er blevet introduceret, hver især forsøger at starte med at skrive en historie. Til deres assistance ankommer selveste E. M. Forster (Jens Jørn Spottag), forfatteren til bl.a. Howards End og Maurice, der hjælper dem i gang med at fortælle deres historie. Særligt Howards End skal vise sig at være en vigtig inspirationskilde til historien, hvorfra flere plotpunkter og navne er taget direkte.
Sammen med Forster begynder spillerne at fortælle historien, og introducerer forestillingens grundlæggende greb; tanker og overgange i tid og sted fortælles ofte frem, mens selve handlingen spilles realistisk af skuespillerne som deres karakterer. Handlingen er dog altid til forhandling, og karaktererne gør eller siger ofte noget, der herefter bliver rettet af de andre spillere. Eksempelvis siger Toby noget, der efterfølgende bliver rettet af Forster med ordene: ”Men det han i virkeligheden sagde, var”, hvorefter Toby bliver tvunget til at sige noget andet. Udover at give dynamik til fortællestilen, er disse rettelser med til at afsløre karakterne og deres inderste tanker. Toby bliver eksempelvis ofte rettet, hvilket er med til at understrege hans behov for at kontrollere sit ydre image på bekostning af sandheden.
Den litterære inspiration og form glider også ind i forestillingens sprog, der ofte i de fortællende metapassager eller i karakterernes samfundsmæssige diskussioner får et meget analyserende præg, som når vennerne til en fest diskuterer: ”Hvad vil det sige at være bøsse i dag?”, og efterfølgende smider begreber som ”camp” og ”appropriation” ind i deres snak. Dette kan til tider på overfladen fremstå intellektualiserende, men er på mange måder med til at tegne et billede af miljøet, den veluddannede, liberale, storbys homoseksuelle middelklasse. Samtidig hiver det fortællingen op på et højere og bredere abstraktionsniveau.
Disse halvakademiske diskussioner og spillernes konstante forhandling om historien kan give mindelser om brechtianske Verfremdungs-virkemidler og er med til at indbyde publikum til at reflektere over handlingen og temaernes relevans for de generationer af homoseksuelle mænd, som den portrætterer. Dette betyder dog ikke, at forestillingen er en kold samfundsanalyse; dens emner er først og fremmest følelser og intime relationer mellem mennesker.
“Man kan brænde, eller man kan hele”
Relationerne, herunder særligt de forskellige kærlighedsrelationer mellem forestillingens karakterer, er handlingens gennemgående omdrejningspunkt. Man oplever hurtigt, at dette er et miljø, hvor der både er megen omsorg og forståelse, men at det også er miljø, hvor man bruger og bliver brugt af hinanden. Forestillingens vigtigste omsorgskarakter er Eric, der konstant er i gang med at hjælpe de andre karakterer, om det så handler om at give den ældre Henry fornyet indhold i tilværelsen eller ligefrem at redde en HIV-positiv, døende bekendts liv med pleje og medicin. Eric, der også tidligt i forestillingen snakker om bøssernes verden som en slags ”hemmelig klub”, repræsenterer det fællesskab og den ømhed, som der kan findes i de homoseksuelle mænds verden, hvor man føler en form for ansvar for hinanden, uanset hvor forskellige liv man ellers har.
Selvom Eric kan virke næsten for sympatisk, så ser vi gennem forestillingen også hans usikkerhed og selvudslettelse, som flere gange bliver omtalt af den mere selvsikre Henry, hvilket gør ham til et attraktivt mål for de karakterer, der ynder at bruge andre. Til den gruppe tilhører Henry, der som den kyniske forretningsmand har formået at opdele personerne i sit liv ud fra de funktioner, som han selv har behov for, og eksempelvis har adskilt de personer, han elsker, og de personer, han har sex med. Forestillingens vigtigste ’bruger’ er dog Toby, som, modsat Henrys kolde og kalkulerede forbrug af mennesker, er drevet af sine lyster, impulser og passioner. Selvom disse karaktertræk umiddelbart kan fremstå charmerende og spændende, hvilket både tiltrækker Eric og Leo, så er hans egoisme og hedonisme ultimativt ødelæggende, og har fatale konsekvenser både for ham selv og de mænd, der elsker ham. For Toby er særligt sex en drivende kraft, som han gennem forestillingen konstant opsøger, og har behov for i mere og mere ekstreme former, oftest blandet med indtagelse af stoffer.
”Vil du ikke kneppe mig?”
Hos Toby er hans seksualitet en del af hans destruktive adfærd, men generelt fremstiller forestillingen mange forskellige udtryk for den mandlige, homoseksuelle erotik og intimitet. Dette afspejles også i scenografien, der domineres af et trærelief, hvor planter og blomster smyger sig omkring en erigeret penis. Lysdesignet forstærker også ofte denne stemning, ved eksempelvis at omdanne scenen til et dunkende dansegulv, hvor ovenlyset fremhæver musklerne i spillernes nøgne overkroppe, eller ved at dække scenen i et blødt, rødligt lys, der indbyder til ømhed og sensualitet.
I en af forestillingens første scener oplever vi et samleje mellem Toby og Eric, elegant koreograferet bag en lille forhøjning, hvormed kun spillernes overkroppe er synlig. Her snakkes der både om indledende problemer med erektion og samlejet afbrydes af deres snak om andre ting i en på mange måder genkendelig fremstilling af sex mellem to personer, der kender hinanden utrolig godt. Med denne scene viser forestillingen, at sex mellem to mænd også kan være fuldstændig hverdagsagtig.
Forestillingen er dog også fyldt med eksempler på andre former for seksuel udfoldelse end den, der foregår inden for det faste parforhold. Et eksempel herpå er Adams fortælling om et orgie, som han deltog i på en badeanstalt i Prag, hvor han simultant havde ubeskyttet sex med en stor gruppe fremmede mænd. Denne fortælling viser en anden side af seksualiteten, der længes efter at bryde ud af de konforme forestillinger om korrekt sex og at overgive sig selv til ren nydelse. Som Adam beskriver det, så følte han sig som en gud, der blev tilbedt af de andre mænd. Oplevelsen skulle dog vise sig at have en pris, da det viser sig, at Adam har været udsat for HIV-virus, som han dog med nød og næppe undgår bliver kronisk, takket være moderne medicin. For homoseksuelle mænd er seksualiteten nemlig også forbundet med fare, og selvom moderne medicin som eksempelvis PrEP, har minimeret risikoen både for smitte og alvorlig sygdom, så kaster AIDS-epidemien lange skygger ind over fortællingen.
Sygdommens genfærd
Det er særligt i relationen mellem Eric og Walter, at erfaringerne og ’arven’ mellem de forskellige generationer af homoseksuelle mænd gives videre. Walter var nemlig, ligesom Eric, en omsorgsperson, der valgte at åbne sit hus på landet for de unge mænd, der var blevet smittet af den frygtede sygdom, og som ikke havde andre steder at tage hen, til stor fortrydelse for Henry, der nægtede at have noget som helst med denne sygdom at gøre. Disse unge mænd, i forestillingen symboliseret med rækker af svævende hvide trøjer i scenografien, bliver i et syn, da Eric første gang besøger huset, også fysisk repræsenteret gennem HIV-positive ikke-skuespillere, der i en meget simpel, nærmest performativ scene indfinder sig i rummet. Disse kroppe, der også uden for teatret bærer HIV-virussen, fungerer som en påmindelse om, at på trods af fortællingens fiktive karakter, er sygdommen og dens betydning for generationer af homoseksuelle mænd alt for ægte. En sygdom, som det bliver pointeret, der har frarøvet verden, og ikke mindst yngre homoseksuelle mænd, en hel generation af levende forbilleder, mentorer og elskere.
Arven er en på alle måder overvældende oplevelse, der ikke kun skyldes dens længde. Den har en enorm kærlighed til fortællingen, dens greb og virkemidler, hvilket giver den et frit og dynamisk udtryk, der konstant omfavner dens publikum. Den beskæftiger sig med nogle helt afgørende emner; menneskelige relationer, seksualitet og kærlighed, mens den er en vigtig overlevering af AIDS-krisens erfaringer og erindringer til både en ny generation af homoseksuelle mænd, men også til alle andre.
Arven spiller på Det Kongelige Teaters Skuespilhuset fra d. 25. marts til d. 13. maj 2023
Læs mere her
Medvirkende: Emil Blak Olsen, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Jens Jørn Spottag, Morten Kirkskov, Magnus Haugaard, Sigurd Holmen le Dous, Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer, August Issac Carter, Troels Kortegaard Ullerup, Hervé Toure og Karen-Lise Mynster
Dramatiker: Matthew Lopez
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi, kostume- og videodesign: Palle Steen Christensen
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Lysdesign: Mathias Hersland
Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby
Lau Tobias Tronegård-Madsen er cand.mag. i teater- og performancestudier fra Københavns Universitet