Anmeldelse af “Teaterhistorie. Vestens teater gjennom tidene” af Lars Harald Maagerø

Teaterhistorie. Vestens teater gjennom tidene. Universitetsforlaget, Oslo 2022

Af Erik Exe Christoffersen

Teaterhistorie. Vestens teater gjennom tidene af Lars Harald Maagerø, Universitetsforsker i samtidsteater og teater i et historisk perspektiv (Kent og Sidney University), er en velskrevet og relativt kort, overskuelig gennemgang af den vestlige teaterhistorie. Her er det vestlige teaters højdepunkter genfortalt og antydningsvist sat ind i en historisk kontekst. Hensigten med bogen er at kvalificere et nutidigt blik på teatret, hvad enten det er som udøvende på et teoretisk og praktisk plan eller simpelthen som tilskuer i mødet med teater.

Bogen har en indledning og 9 kapitler, som hver især gennemgår en afrundet fase eller teaterhistorisk epoke set i sammenhæng med dennes kulturudvikling, tidens kunstfilosofi, arkitektur, skuespilkunst og dramatik. Kapitlerne indledes med en beskrivelse af en teaterforestilling, skrevet som om man var til stede i den pågældende epoke, og de slutter med en form for perspektivering fra en nutidig position. Der er gode spørgsmål til overvejelse og samtale, og det gør klart bogen anvendelig i en pædagogisk sammenhæng.

Introduktionen handler om selve begrebet teaterhistorie. Denne kan fremstilles og repræsenteres på mange forskellige måder alt efter historiesyn og tanker om, hvad teatret kan bruges til. Maagerø kommer her ind på, hvad teaterbegrebet dækker i hans optik: Det kan være en kulturel og rituel handling, en kunstnerisk begivenhed, en institution, en bygning eller et erhverv, og ikke mindst noget som påvirker og interagerer med det givne samfund. Det er et bredt teaterbegreb, som på ingen måde giver en afsluttet definition, og bogen viser da også en række historiske forskydninger.

I fremstillingen følger Maagerø en traditionel fremadskridende bevægelse og begynder med overvejelser om teatrets oprindelse som et ritual og en grundlæggende menneskelig aktivitet. Herefter følger afsnittet om Antikken og det græske teater, som både forbindes med Dionysosfestivalen og dramatikerkonkurrencer i Athen. Det i den vestlige kontekst centrale værk om tragedien skrevet af Aristoteles gennemgås ud fra dens fremstilling af den ideelle tragedies komposition, opbygning og formål, hvilket eftertiden som bekendt har diskuteret indgående i forbindelse med begreberne dramaturgi og katharsis.

Efter et afsnit om teatret i Romerriget når vi til kapitlet om teater i middelalderen, hvor både det religiøse og det verdslige teater udvikler teatrets former. Det er en meget lang og vidtfavnende periode med forskellige geografiske og lokale forhold.

Renæssancen er første led i dannelsen af det moderne teater. Maagerø gennemgår Shakespeares teater i England, den franske klassicisme samt den italienske Commedia dell‘arte, som er en udvikling af en omrejsende mimekultur, der både inspirerede Molière og Holberg, 1920ernes russiske reform teater og fx Dario Fo i Italien i 1970erne og 1980erne. Commedia dell‘arte er på mange måder en kultur, som bevæger sig uden hensyn til grænser og nationale og magtpolitiske regler. Det er et af de bedste eksempler på teatrets globale nomadiske karakter og Commedia dell‘arte fulgte i mange generationer sine egne veje, og banede vej for et professionelt Skuespiller-teaterhåndværk.

Oplysningens teater

Med oplysningstiden og romantikken kommer der nye tanker ind i teatret. Maagerø beskriver hvordan teateret får en subjektdannende funktion både i forhold til sansning og kognition. Tilskuersubjektet spejler sig i skuespillerens fremstilling og lever sig ind i de fremstillede figurer og fiktive universer. Det giver nye udfordringer for skuespillerkunsten, som får en indre dimension i forhold til, hvad skuespillere føler, tænker og mærker på scenen. Og hvor skuespilteknik kommer til at handle om, hvordan det indre udtrykker sig i en ydre gestik, bevægelse og talemåde.

I denne fase dannes og udskilles der desuden i mange lande et nationalt skabende teater og et mere kommercielt underholdende teater. Udviklingen går mod dannelse af et scenisk lukket rum, hvor skuespillerne i stigende grad lader som om, tilskuerne ikke er til stedet og spiller som om der var en 4. væg, som blot er transparent. Det medfører en realisme, som påvirker såvel skuespillerens kunst som instruktionen. Instruktørrollen bliver en ny udenforstående dirigent med ansvar for en kunstnerisk helhed, hvor alle elementer som adfærd, lys og rum spiller sammen. Det betyder at mange fiktionsbrydende traditioner må nedtones som fx applaus undervejs i forestillingen. Og det bliver instruktørens opgave at fastholde et spændingsflow i forestillingen, som om denne var virkelighed. Det kræver tilmed en opdragelse af et såkaldt dannet publikum, som forholder sig tavst og indlevende i forhold til plot og karakterudvikling.

Realismen og naturalismen slår også i gennem i den dramatiske udvikling med Henrik Ibsen som en af de helt store dramatikere, som fremstiller faktisk genkendelige samfundsmæssige psykiske og sociale problemer i dramatisk handlende form. Med Ibsen sker der for alvor en globalisering af teatret, idet mange af hans stykker blev spillet verden over indenfor en relativt kort periode på 10-20 år.

Den indre og ydre realisme i teaterkunst

Realismen udgør en revolution i teatret og skaber et grundlag for at se teater som en selvstændig kunstart. Det kræver nytænkning ikke mindst i forhold til skuespilleruddannelse ikke blot af teatrets teknik men også af teatrets etik. Maagerø fremhæver den russiske skuespiller og instruktør Konstantin Stanislavskij, som danner skole med sit organiske system, som både kræver træning af skuespilleren og instruktøren. Stanislavskij udviklede en form for personlig stillingtagen til teatret og understregede de værdier, som blev grundlaget for Moskvas Kunstneriske Teater i 1898, og som faktisk danner skole langt op i det følgende århundrede, fx med det ligestillede forhold mellem hoved og bi-roller. Det gælder i teatret, men måske især også i film, hvor det bliver en metode. Stanislavskijs metode udvikles dog også i diverse retninger med forskellige vægtninger af den emotionelle og affektive indlevelse og fremstilling. Metoden påvirker amerikansk skuespiltradition med det berømte Actors Studio i New York.

Realismen afføder en teatraliserende reaktion og bruddet med den 4. væg. Der sker en opsplitning i et psykologisk orienteret teater og et anti-realistisk teater med et kropsligt sensorisk, rumligt eller visuelt grundlag, udviklet af teaterkunstnere som Appia og Craig. Også i Rusland ses en vis spaltning mellem Stanislavskijs teater og et mere konstruktivistisk og bioenergetisk teater af Meyerhold, der dyrkede bevægelsens energi og dynamik. Maagerø viser hvordan denne polarisering i teater fx kommer til udtryk i et sensorisk orienteret teater som Antonin Artauds Grusomhedens teater og et politisk orienteret teater med Bertolt Brecht verfremdungsskabende episke teater, som vil bevidstgøre og skabe eftertanke.

Efterkrigstiden

Teatret efter anden verdenskrig fortætter disse poler i teaterkulturen. Maagerø gennemgår i et langt kapitel det absurde teater, performancekunsten, det postdramatiske teater, regiteater, kropsteater og mainstream teater. Polariseringerne skaber et vist overblik, men man kan savne at Maagerø ser mere nuanceret på disse, da fremtrædende teaterfolk som Peter Brook, Eugenio Barba, Robert Wilson og Ariane Mnouchkine ikke er så lette at sætte i bås og som bekendt blander inspirationer fra flere epoker med vestligt og asiatisk teater. Det samme gælder Jerzy Grotowski, som med det fattige teater dyrker relationen mellem skuespiller og tilskuer som en næsten katarsisk dimension.

Andre vigtige distinktioner er 6oerne og 70ernes politiske teater, gruppeteater og performancekunst som dyrker reelle handlinger. Samtidig er efterkrigstiden med til at skabe nye genrer i forlængelse af det såkaldte Absurde teater, som dyrker meningstabet og desillusionen

Teater i det 21. århundrede

Det 21. århundredes nyerere teater byder i slutningen af det 20. århundrede både på instruktør-drevet Regiteater, hvor instruktøren er den afgørende kunstneriske afsender, og mere kollektivt postdramatisk teater og devised teater. Imidlertid er det også en markant vækst i «Mainstream» teater som især musical, som den genreform, der faktisk trækker flest tilskuere i nye musikhuset.

Teater i det 21. århundrede rummer nye tendenser, og er på mange måder efter min mening meget interessante. Maagerø referer til Duska Radosavljevic, som en af tidens eksperter i teaterkunst, og dennes karakteristik af 10 tendenser i samtidsteatret:

1. Teaterkunstnere kommer fra meget forskellige uddannelsesbaggrunde både fra universiteterne og fra forskellige typer af teaterskoler med forskellige metoder.
2. Teaterkunsten skabes ud fra personlige interesser og særlige singulære kreative processer lige fra akrobatik, gøgl, maskekunst, dans, musik og andre performative talenter.
3. De forskellige fagligheder er i høj grad flydende mellem skuespiller, forfatter, instruktør, designer og ledelse.
4. Teatret skabes i nye kollaborative samarbejdsstrukturer.
5. Teatret er et globaliseret arbejdssted samtidig med, at det er præget af lokale egnsforhold.
6. Skuespilleren er en i bred forstand skabende aktør i teatret i forhold til tekst, koreografi, materialer og nærværsformer, som ikke kun er klassisk skuespilkunst.
7. Tekster til teatret skabes ud fra mange forskellige materialer: film, litteratur, personlige og kollektive begivenheder færdigheder og kulturelle tilhørsforhold etc.
8. Instruktion er ofte resultat af et kollaborativt samarbejde med de involverede.
9.  Tilskuerne indgår som et dynamisk og virkende dramaturgisk element i teatret.
10. Autoritet og magtforhold i forhold er foranderligt i forhold til diversitet, køn og etnicitet.

Det er 10 centrale forandringer af teaterkulturen indenfor for de sidste 20-30 år, som hver især kan give anledning til vigtige diskussioner. Maagerø nævner forskellige eksempler som fx den tyske teatergrupper Rimini Protokoll, som med deres 100% by er et eksempel på de fleste punkter og både et globalt og lokalt fænomen, der har samarbejde med byer i hele verden ud fra statistik som dramaturgisk struktur. Et andet eksempel som Maagerø nævner er udviklingen af immersivt teater, hvor tilskuerne er en del af teateruniverset. Endelig er teater med særlige identitetsgrupperinger et eksempel og forskellige former for pædagogiske eller helbredelses anvendt teater som fx hospitals klovne. Der opstår nye former for dramaturgiske uddannelser, som netop vægter teatrets anvendelse, som skaber nye interaktive teaterformer. Det så man også unde coronapandamien, hvor det ikke varede længe før der opstod et Digitalt teater.

Hvorfor teaterhistorie?

Hvilke tendenser, der kommer til at dominere, er vanskeligt at udtale sig om, og Maagerø lader det være op til læserens eftertanke. Her kommer jeg med et par eftertanker.

For undertegnede er det givet, at medialiseringen af samfundet på en eller anden måde påvirker også teatrets kommunikation. Fx kunne man måske sige, at det at Det Kongelige Teater opgiver ensemblestrukturen til fordel for prekært ansatte medarbejdere er udtryk for en tendens til skuespilkunst er et bredt erhverv, hvor den enkelte kunstner har behov for at optræde i forskellige mediale sammenhænge. Et teater har samtidig ofte brug for en fleksibel struktur for at kunne tilfredsstille en løbende diversitet og mangfoldig sammensætning af personalet.

Noget som også er slående er, at teatret i høj grad er globalt og på ingen måde nationalt udviklet. Der kan trækkes tråde på kryds og tværs gennem forskellige udviklingscentre. Fra den græske tragedie til Commedia dell’arte og videre til russisk konstruktivisme, amerikansk performance. Selvom der i 1800-tallet blev skabt nationale teatre, er det i ringe grad noget der påvirker teatret som kunstart i det store billede. Teaterfolk låner fra hinanden og fra forskellige traditioner på kryds og tværs. Det betyder, at det på en måde er vanskeligt at isolere vestens teater fra resten af verden. Selvom Maagerøs valg er forståeligt ud fra en pædagogisk hensigt.

Noget andet som er centralt er, at relationen og henvendelsen til tilskuerne ændrer sig og vægter forskellige kommunikationsformer. Et tredje aspekt, at teatret er stykket sammen af flere forskellige medier som rum, lys, bevægelse, mimik, tekst. Det er denne tværmediale og interkulturelle side af teatret, man undertiden glemmer, fordi det er vanskeligt at dokumentere. Det er måske en mangel ved bogen, at den ikke kommer så langt i fremstillingen af skuespillernes brug af virkemidler og måder at skabe rum på, som trods alt er et af de afgørende træk i teatret. Et fjerde aspekt, som dukker op sidst i bogen, er teaterkulturens beskæftigelse med diversitetsdagsordnen både som et dramaturgisk, teatralt og erhvervsmæssigt problem.

Teaterhistorie. Vestens teater gjennom tidene har, hvis jeg skal sammenfatte det, en introducerende karakter og er velegnet til indføring i basal teaterhistorie med et udpræget vestligt perspektiv. Den kan i kraft af sin epokale præsentation af former og genrer og i kraft af blikket på samtidens teater, danne baggrund for både en teoretisk, dramaturgisk og praktisk debat om teatrets fremtid.

Lars Harald Maagerø har en doktorgrad i teater fra University of Kent og er for tiden tilknyttet Sidney De Haan Research Centre for Arts and Health ved Canterbury Christ Church University. Han forsker i samtidsteater og teater i et historisk perspektiv, og arbeider også som instruktør i teater og opera.