Holberg mellem komedie og farce
Af Janicke Branth
”Der skrives nu så mange Komødier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs” lyder Pernilles åbningsreplik til Den Stundesløse (1723) af Holberg. Man er tilbøjelig til at give Holberg ret. Hvilke andre komedier kan vi lige komme i tanke om, som har en hovedkarakter, der ene og alene er optaget af, hvor vanvittigt travlt han/hun har?
Professionskomikken var et yndet tema i klassiske komedier. Hos Molière, som hos mange andre, latterliggøres stribevis af læger, jurister, præster osv. på grund af deres professionelle vaner. Men hvilken profession har Vielgeschrei? Og hvad har han egentlig travlt med? Det får vi aldrig svar på, selvom spørgsmålet rejses flere gange i komedien.
I stedet for professionsportrættet giver Holberg her et portræt af en ny socialpsykologisk karakter, som kommer med 1700 tallets fremvoksende borgerskab i en bykultur. Stykkets hovedkarakter Vielgeschrei er opkaldt efter det tyske bonmot ”Viegschrei um venig Wolle”, der betyder stor ståhej for ingenting. Og han er et menneske, der er har travlt med at piske sig selv rundt i manegen – og for ingenting! Så komedien er stadig meget aktuel, men som karakter rummer Vielgeschrei ikke samme indre spænding som en Erasmus Montanus, der må give køb på sandheden for at blive gift med Lisbet.
Den kvindelige intrigemager
Den Stundesløse er i stadig rastløs bevægelse i flere retninger på en gang; frem og tilbage, op og ned, ud og ind. Der er en masse fysisk dynamik i karakteren, som iscenesættelsen udnytter. Men når det kommer til datterens ægteskab, er han stadig en klassisk Pantalone: han vil selv bestemme, hvem hun skal giftes med, og i dette tilfælde er det en fattig bogholder, langt under hendes stand. Og så bryder hun ud i krampegråd, for hun har nemlig forelsket sig i den unge, smukke og i øvrigt velhavende Leander.
Da må tjenestepigen Pernille træde til som intrigemager par excellence. Og det gør hun efter alle (dramaturgi-)kunstens regler, sekunderet af Oldfux, der – som navnet antyder – er en gammel ræv udi det stykke. Holberg præsenterer ikke blot en ny komediekarakter men også et, for sin tid, usædvanligt kvindesyn, når han lader Pernille skabe og gennemføre den komplicerede intrige. Han har givet hende ’dramatikerens’ rolle, som i Thor Bjørn Krebs’ version også bliver instruktørens rolle.
En afbalanceret iscenesættelse
Camilla Bach Mortensens iscenesættelse er ikke nytænkning, eller fornyelse af Holbergtraditionen, men godt håndværk. Det metafiktionelle niveau, som allerede ligger i intrigen i komedien, underbygges hele vejen i opsætningen på Odense Teater og aflæses fra start i scenografien. Johanne Eggert har valgt at mime tilskuerrummet på scenen, hvor en relativt enkel (60’er modernistisk) konstruktion i to/tre niveauer spejler tilskuerrummets brune træpaneler og de mange paneldøre på hver etage. Spredte stakke af manuskripter med grønne omslag antyder både Vielgeschreis overfyldte kontor og naturligvis rollehæfter. Kostumerne er et mix af epoker fra Holbergs rokoko til nutidens nostalgiske forkærlighed for tylsskørter. Man kunne have ønsket en scenografi, der ikke bare er funktionel, men også kunne supplere med visuelt meddigtende power.
”Thor Bjørn Krebs har nænsomt moderniseret, så [komedien] taler ind i nutidens sprog og begreber”, står der i teatrets skolemateriale. Det gjorde han allerede til Folketeatrets opsætning af stykket i sæson 2013/14, og det er tydeligvis samme bearbejdelse, som er brugt her. Man forstår, at det er et bevidst fravalg at opdatere komedien til vore dage. Men modernisering er ikke bare et spørgsmål om ’modern dress’. Det vender jeg tilbage til. Som man aner allerede i scenografi og kostumer, er stilen en flydende bevægelse mellem oplysningstid og nutid. En moderne kontorstol bag et stort tidløst skrivebord med et krus fuld af fjerpenne illustrerer konceptet. Men vi får ingen computere, tablets eller mobiltelefoner – tak for det.
Opsætningens genre
Genremæssigt vibrerer stilen mellem farce og komedie. Den ”nænsomme” beskæring af Holbergs længere replikker (undertiden scener) giver plads til en mere udpræget kropsligt performativ spillestil, som passer godt til farcegenren, som vi ser så meget af i nutidens scenekunst. Den indledende ud-og-ind-ad-døre præsentation af komediens figurer sætter forestillingens farceagtige tone, som fastholdes af alle dens bifigurer, fra skriverkarlene til det unge par Leander og Leonora, der får lov til at udfolde sig i spektret fra hysteri til melodrama, sekunderet af sentimentale popslagere.
Det er ganske stramt og stilrent koreograferet hele vejen igennem lige med undtagelse af Magdalone, som får lov til at give den med en helt traditionel Holbergtravesti. Laura Skjoldborgs teenage-hysteriske Leonora matches af Anders Skov Madsens Leander, som han udvikler til en genuint komisk ung elsker, der er nødt til at spille sin egen modsætning (den bejlende bogholder) i en ret forrygende romantisk farcefigur. Sammen med Claus Riis Østergaard, der (endelig?) får lov til at udfolde sit komiske talent som Oldfux, skaber de to en charmerende farce i komedien.
De to hovedkarakterer
Christine Gjerulffs Pernille er som sagt hjernen bag intrigerne og spiller med myndig humor. Det tilsyneladende klassiske kjolekostume viser sig at være en buksedragt, da intrigen sætter i gang. Hun instruerer Leander i at spille den bogholder, der skal fri til Leonora, og narrer den giftesyge husholderske, Magdalone til at tro, at en frier omsider er på vej til hende. Formålet med hendes plot er at gøre Vielgeschrei så rundtosset, at Leonora og Leonard kan blive gift, før han når at opdage forvekslingen.
Hun er en af Holbergs store – hvis ikke den største – Pernillerolle. Hun er en snarrådig og begavet intrigemager, som nyder sit eget spil og tænker flere træk frem end nogen af de andre. Da første del af intrigen er lykkedes med ægteskabspagten, kaster hun sig selv ind i anden del, som gælder den rigtige bogholders frieri. Det sker med en klassisk situationslazzo, hvor bogholderen frier til Magdelone i den tro, hun er Vielgeschreis datter, mens han til gengæld tror, at bogholderen er en tilfældig bedemand. Det er lidt ærgerligt, at instruktøren ikke har fanget denne lazzos fysiske partitur.
Benjamin Kitter spiller titelrollen som den virkelighedsinkompetente ’alezon’, der ikke rigtigt kan true Pernilles plot. Han skal fra starten rotere om sig selv for at demonstrere sin futile travlhed og sin insisteren på at holde alle i gang omkring sig. Kitter spiller sin maniske karakter med stærk fysisk udfoldelse, anfald af hidsighed og sjældne momenter af reflekteret mistro. Det kunne have udviklet sig til den rene farce, men han holder fast i komedielaget, så slutningen afdækker karakterens tragiske kerne: han bliver til sidst så fremmed for sig selv og sin omverden, at han vil slå alle andre ihjel, – og kun i sidste øjeblik overtales han til tilgivelse. Man bliver faktisk grebet af medlidenhed, da hans mentale nedsmeltning sætter ind.
Holberg i fejringsåret 2022
Den Stundesløse er strengt taget ikke en del af jubilæumssæsonen. Nu var det heller ikke fordi, fejringen af dansk teaters 300 år skulle være en Holberg fejring. Men det var immervæk med Holberg og Montaigu, det hele startede i 1722, så jeg tillader mig at se på forestillingen i lyset af fejringens øvrige Holberg-forestillinger i efteråret 2022.
Som antydet før, har de fleste valgt at gå efter komediernes farcepotentiale i deres opsætninger. Nationalscenen valgte forfatterskabets eneste komedie med en kvindelig hovedperson Den Vægelsindede iscenesat af Kathrine Wiedemann. En oplagt idé, men desværre druknede karakterportrættet af Lucretia næsten i al den hæsblæsende kropslighed. Samme farcetilgang havde Teatret Møllen i Haderslev, hvor Lucretia blev spillet af tre forskellige skuespillerinder i en charmerende opsætning med turnévognen som eneste scenografiske ramme. Grønnegaards Teatrets Maskerade satsede så meget på overdådige kostumer og farcespil, at forestillingen blev stærkt afhængig af publikums vilje til at overgive sig.
Sæsonens øvrige Holbergopsætninger var et sommerligt lystspil med De Usynlige opført i haven på Tersløsegaard, en komedie som tager temaet fra Maskerade op, og gør det unge forelskede par til kærlighedens narre. Jeppe på Bjerget som publikumsinddragende vandreforestilling i og omkring Charlottenlund slot, og det lille Teater Jævns børneforestilling Holbergs Maskerade på turné i Østjylland.
At prioritere farcen i komedien er et nærliggende valg i en tid, hvor tekstteatret er på retur og den kropsligt fysiske performance dominerer scenekunsten mere og mere. Det er underholdende og visuelt stimulerende. Men der har ikke været tale om en fornyelse af Holbergtradtionen. Blot en forskydning. Det havde været skønt, hvis et par af teatrene havde satset på at forny traditionen.
Så det blev igen Aarhus Teater, der valgte at fejre jubilæet med en genopsætning af Christian Lollikes Erasmus Montanus fra 2017, som stod for ’fornyelsen’. Ikke i helt samme rollebesætning, men med samme scenografi og koncept. Det afgørende ved denne opsætning, som tydeligvis ikke lægger sig ind i en nutidig ramme om end i en metafiktionel form, er netop gentænkningen af komediens tema. Komediens immanente værdidebat er her udvidet til at handle om oplysningstidens betydning for nutidens værdigrundlag, mens scenografi, kostumer og kor illustrerer højrefløjens nostalgiske og illusoriske hjemstavnslængsel efter ”det Danmark du kender”.
Det er den type af idemæssige og visuelle gentænkning, der kan radikalisere en klassiker, og som i denne anmelders øjne udfordrer publikum betydeligt mere end genkendelighed og underholdning.
Den Stundesløse spiller på Odense Teater fra d. 2. februar til d. 11. marts 2023
Tekstbearbejdelse: Thor Bjørn Krebs
Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen
Scenografi og kostumer: Johanne Eggert
Koreografi: Peter Friis
Komponist: Hal Parfitt-Murray
Lys: Simon Holmgreen
Lyd: Kim Malmose
Medvirkende: Benjamin Kitter, Christine Gjerulff, Malene Melsen, Laura Skjoldborg, Anders Skov Madsen, Claus Riis Østergaard, Klaus T. Søndergaard, Kristoffer Helmuth, Frank Thiel, Helene Hasseriis Holten og Lukas Lykke.
Janicke Branth er dramaturg og cand.phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen og tidl. medlem af Peripetis redaktion