Onkel Vanja, iscenesat af Geir Sveaass, Vendsyssel Teater

Er det hele nu Okay?

Af Annelis Kuhlmann

Jeg kaster håndklædet i ringen. På grund af den coronaudskudte premiere og tilsvarende kortere spilleperiode, har jeg bare ikke været i stand til at levere nærværende tekst inden for en tidsramme, der måske ville kunne gøre en og anden teaternysgerrig sjæl ekstra interesseret i at komme en tur til Hjørring og se Onkel Vanja. Også derfor håber jeg, at forestillingen bliver genopsat, for det fortjener den sandelig. Da denne opsætning betyder meget for mig, har jeg valgt at udfolde den til en essaystil, idet jeg lytter til alverdens larm, som på en måde står i voldsom kontrast til den verden, som Anton Tjekhov udfolder i Onkel Vanja – og dog….

Opsætningen var igennem en kompliceret tilblivelsesproces, men efter et par corona-benspænd fik den endelig sin premiere 2. marts 2022 på Vendsyssel Teater i Geir Sveaass’ hårfine og tænksomme iscenesættelse. Nu er forestillingen et overstået kapitel – i hvert fald i denne sæsons spilleplan. Men anderledes er det med forestillingens efterliv. I min erindring og indre forestillingsverden spiller stykket faktisk endnu. Dette hænger uvægerligt sammen med forestillingens styrke og med den geopolitiske kontekst, som opsætningen kom til at udspille sig i, og som på en måde tematiserer øjeblikkets uigenkaldeligheds kunst. Figurernes skæbne er naglet til tilværelsens trommerum, sådan som det stærkest manifesterer sig gennem Sonja, titelfiguren, Onkel Vanja, i en interessant krøllet fremstilling af Jakob Højlev Jørgensen, og den gamle barnepige Marina, varmt og underfundigt spillet af en strikkende Lisbeth Gajhede. Skuespilleren Karla Løkkes fremførelse af Sonjas monolog står dog for mig som det kunstneriske udsagn, der løftede opsætningen af Anton Tjekhovs skuespil til et ekstraordinært niveau. Jeg vender tilbage til denne monolog mod slutningen af anmeldelsen.

Ankomst og afrejse

Stykket Onkel Vanja har allerede fra Tjekhovs hånd en fantastisk subtilt indbygget performativ stil, som henvender sig til fortid og fremtid på én gang. Nostalgi og drøm forenes i figurernes tilstedeværelse hos den gamle pensionerede professor Serebrjakov, spillet af Jørgen Bing, hvis fortolkning giver stedet noget næsten lokalt. Serebrjakov blev herre over godset gennem ægteskabet med sin nu afdøde hustru. Nu har Serebrjakov så giftet sig med en ung kvinde, Jelena, der med fine sko i samme farve som godset er blevet til en slags bevidst tilskuer til det liv, hun er som sunket ned i. Jelena bliver spillet af Luise Kirsten Skov med en blanding af sødme og klarsynet hemmelighedsfuldhed.

Professoren, der også har en bolig i byen, tager ud til godset i ny og næ, og handlingen udspiller sig således mellem hans ankomst og doktor Astrovs afrejse. Astrov, spillet med interessant kant af Alexander Mayah Larsen, har doktortasken med og kalder konsekvent godset for en skovriddergård. Der er på den måde en stille kamp om ord og status mellem de to personer, som repræsenterer stykkets mere viljesbetonede og driftige figurer. De handler, hvor de øvrige medvirkende i det store og hele kun taler om at handle. De samme øvrige er til gengæld fuldt ud til stede i spillerummet mellem ”magtfigurernes” ankomst og afrejse. Denne strukturelle fordeling mellem vilje og liv maner til eftertanke.

Opholdet mellem velkomst og afsked kan ses som den måde, hvorpå Tjekhov med sin egen både melankolske og humoristiske genre favner livet som en uophørlig tilstand af sociale misforståelser og kærlighedsforventninger. Netop i denne underdrejede humorlune kontekst får vi indtrykket af, hvordan øjeblikket i forestillingens tætvævede og beskyttende tryghedsramme tildeler tilskueren styrke til at gå ud i verdens skrøbelige, gennemhullede og forkrøblede virkelighed. Fortid og nutid – skuespil og virkelighed – smelter sammen, ligesom ideologi og erfaring krydser klinger denne aften på Vendsyssel Teater.   

Det subtile

Det er en meget subtil og smuk Onkel Vanja, og den er lykkeligvis fri for mange af de klichéer, der ofte bliver set i Tjekhov-opsætninger. Der er ingen lyd af landlivets natugler, hejrer, frøer og glammende hunde. Der er ingen tunge kurvestole på godsets terrasse, og der er heller ingen snurrende samovarer, selv om Marina i Lisbeth Gajhedes varmt og komisk underspillede figur skænker rigeligt med the til de personer, som hun konstant udvælger til at få lidt ekstra varme at styrke sig på. Marina er et regulært omsorgsomdrejningspunkt i denne opsætning, hvor hun strikker og på sin egen måde er i pagt med tiden. Der er til gengæld vodka til alle på scenen, og de har et fællesskab i livets vand. Herigennem renser de følelsesapparatet for den grumme verden udenfor. Marija i Marianne Høgsbros lavadelige figurtegning, hvis refræn ”hvis du bare vidste” står som et skæbnesvangert ledemotiv i opsætningen, skaber et stille kommenterende vidne til alt, hvad der sker i scenerummet. Telegin (kaldet Vaffel), i Søren Hauch-Fausbølls følsomme udlægning af den tjekhovske naivt-tragiske klovn, er så indtagende, også når han spiller guitar, at vi er ved at smelte. Alle personerne har Marinas strikproduktion af trøjer og cardigans på i grålige og pastelagtige farver. Det skaber en afdæmpet og blid kropskontur til figurerne.

Der er som altid hos Tjekhov noget, der stikker under stolen. Vandets renhed er truet, og i det hele taget er stykkets personer foruroligede over naturens svanesang, mens verden buldrer derudaf. Det hele samler sig om, at mennesket historisk set ikke er blevet klogere trods alskens tekniske fremskridt. Personerne synes at mene, at vi lever over evne og i det hele taget har mistet relationen til de nære værdier. Dette er en klar iscenesættelsesmæssig accentuering af stykkets aktualitet som et moderne samtidsdrama. Denne iscenesættelsesmæssige føling med opsætningen, som jeg her har skitseret, vil jeg nu give flere konkrete eksempler på.

Brudflader i Onkel Vanja.

”Brudflader” kunne være undertitel på forestillingen Onkel Vanja. I Marianne Nilssons sparsomme men raffinerede scenografi er naturen stramt konciperet og til stede i en sprukken og vissen version. Over spillepladsen hænger tørrede grene, der i Marcus Philippe Gustafssons stemningsfulde lyssætning opnår forskellige farver undervejs fra det douce rosa til en brændende rødme. En del af forestillingen fremstår i et lavt horisontalt lys, hvor man som publikum instinktivt kan fornemme, at en sæson går på hæld med efterårets symbolik in mente. Naturen er en svævende skov, skoven er guddommeligt til stede i himlen, den er displaced og drømmeagtig. Scenografien i denne Onkel Vanja er bogstaveligt talt et splittet univers, hvor en pop-up-version af verden af i går om i morgen folder sig ud i forestillingen, idet spisestuen skyder sig langsomt op i rummet.

I Tjekhovs stykke har personerne virkelig mange forestillinger om naturen og det forspildte livs mulighed for at møde kærlighed. Figurernes natur rummer en form for utilfredshed, som de taler om i lyriske vendinger, når følelserne vil ud. Det sanses i det forstemte klaver, som Astrov spiller på, og gennem nostalgiske erindringer om svundne relationer, der ses som udtryk for dramaets skæbne.  Alligevel har deres u-nyttige liv sit eget budskab at fortælle. Scenografien åbner således stykkets verden for tilskuerens øjne, idet to ligesom tektoniske plader i en rektangulær firkantet form afdækker en zigzagget revne, der skiller overfladen, og en anden verden dukker op fra neden. En verden hvor det centrale er spisebordet, en globus og nogle bøger. En form for picnic-kasse med rekvisitter, såsom termokande og kopper, understreger en fornemmelse af, at tilværelsen er en slags gennemrejse. Denne underverden er professor Serebrjakovs gods; fuld af sprækker, hvorigennem tågen på et tidspunkt endda stiger op. Da forestillingen slutter, samler pladerne sig om middagsbordet og Vanjas verden kører ned akkompagneret af Thomas Hamiltons afslutningsmusik. Der er en meget konsekvent og musikalsk gennemført musikalitet over forestillingens måde at åbne sig på – lukke og slukke.

Naturens musik

Opsætningen har fokuseret på det lille spillerum i det store teaterrum, hvilket opnår den virkning, at musikken får vinger til at flyve ud og skabe et større medhør på forestillingens dobbeltbundede stil. Spillemanden Thomas Hamilton har komponeret og sammensat lyd til musik og musikalske strofer på en meget betagende måde. Med ganske få instrumenter fra naturafsøgende panfløjte til jazzet trækbasun opnås der overraskende nok en magisk enkelhed med en kolossal effekt. Musikken bliver et modernistisk bud i en verden i opbrud ligesom pladerne, der glider fra hinanden. Som i Kirsebærhaven (skrevet få år efter Onkel Vanja), hvor Tjekhov indskrev en mærkelig lyd af en streng, der brister,har Hamilton også installeret en skæbnelyd i forestillingen i form af lyden af at spille på glas, både cognacglas og guldfiskeakvarium. Dette lydbillede skaber et meget uhyggeligt associationsrum, hvor musikken tager magt over dels intermezzi mellem akterne, dels de drømme, som vidner om, at figurerne i mere end en forstand ser ud til at have mistet tids- og stedssans. En stille men vedholdende trommen med fingrene i en bordflade skaber undertiden en udefinerbar nervøsitet i rummet.

Guldpauser og gnitrende monologer

Da jeg begyndte på mit bifagsstudium i russisk i sin tid på Slavisk Institut, var der nogle sætninger, der skulle vise sig at blive hængende i luften som symbolske referencer, der med deres fyndige lethed indikerede et indbygget kulturelt vendepunkt – i hvert fald sådan som de lød for mit indre øre.

Begge sætninger er strengt taget spørgsmål, men de kan også høres som udsagn, der ikke rigtigt fordrer konkrete svar. Det ene spørgsmål lyder, Что делать? 1863 (Hvad bør der gøres?[1]) og er titlen på en samfunds –og ægteskabsroman af litteraturkritikeren og narodnikken, Nikolaj Tjernysjevskij (1828-1889). Det andet spørgsmål Кто виноват? 1847 (Hvem har skylden?[2]) er titlen på en samfundsroman af socialisten og modstanderen af zarstyret, Alexander Herzen (1812-1870). Samspillet mellem disse to titler, der begge for nylig er blevet oversat til dansk, har været og er fortsat genstand for mange afvæbnende humoristiske udlægninger af fx det at befinde sig i en fastlåst situation, hvor man måske ikke havde lyst til eller, af politiske grunde, ikke orkede at blive mere konkret i formuleringen af det egentlige problem. Det virker som om, karaktererne i Onkel Vanja netop er fanget i denne særlige blanding af spørgsmål, der ideelt set ville kunne lede frem til, at de realiserede deres naturdrømme. I russisk kultur fylder skæbnebegrebet enormt, og i Onkel Vanja er dette fænomen ingen undtagelse.

Anton Tjekhovs skuespil benytter ligesom andre af samtidens dramatikere sig af underteksten, som fortæller om alt det, der ikke bliver sagt, men som skuespillerne forløser i en lydhør iscenesættelse. Det usagte fremgår af replikkernes virkelig mange pauser og af den rytmiske frasering, som giver en særlig musikalsk besked til de skuespillere, der skal spille rollerne. Man kan sige, at stykkets puls gemmer sig i underteksten. Ikke mindst stykkets monologer giver os et blik ind i stykkets sjæl.[3]

Tjekhov har sørget for, at der i Onkel Vanja er mindst en større monolog til hver af de bærende karakterer. Det gælder fx titelkarakteren, Onkel Vanja, der i Jakob Højlev Jørgensens figurtegning fremhævede karakterens indre konflikt. Det samme gælder Alexander Mayah Larsens fortolkning af lægen Astrov med Rolling Stones-agtig stemmeføring, der kulminerer i en let overrislet og kommenterende jamsession over nummeret You can’t always get what you want til fornem nattøjsdans for godsets beboere i en koreografi af Jeanette Binderup-Schultz. De to karakterer har bl.a. det tilfælles, at begge tager ture på den brede nærmest symbolske gynge, som hænger i udkanten af scenografien, så disse udsving med gyngen metaforisk forsøger at feje landskabet og favne yderpunkterne i tidens rytmiske svingninger. Gyngen har en lang historie i opførelsespraksis af Tjekhovs stykker. Således havde også Konstantin Stanislavskij fået installeret en gynge på scenen i den opsætning af Mågen der blev Moskva Kunstnerteaters åbningsforestilling i 1898.

Sonjas slutmonolog

Jelena i Luise Kirsten Skovs stærksarte og porøse fremstilling og Karla Løkkes fortolkning af en afklaret Sonja kommer til at stå for en anderledes kærlighedssmerte i livet. Jeg har i det følgende valgt at fokusere på Sonjas slutmonolog for efterfølgende at inddrage nogle betragtninger over, hvordan oversættelsen kan gøre teksten til et kropsligt budskab til skuespilleren.[4] Niels Brunse har oversat Onkel Vanja i 1988 og har genlæst og revideret manuskriptet i 2021 til brug for denne opsætning.[5] Jeg sammenholder i det følgende Brunses oversættelse (til venstre)[6] med slavisten, Kjeld Bjørnagers oversættelse (til højre)[7] af Onkel Vanja, 2001:

---

Pointen med at vise de to oversættelser af Sonjas monolog er ikke at gøre den ene til mere rigtig end den anden. De enkelte sætninger betyder nemlig på overfladen næsten det samme i hhv. Niels Brunses og Kjeld Bjørnagers udgaver. Alligevel er der den forskel, at Brunse i højere grad har vendt sproget til noget mere aktivt, så det også kan komme ud af en skuespillers mund.

Modalverberne at skulle og at ville er i Brunses udgave tillige nærmest blevet semantisk kursiveret og udvider i større grad udsagnene til også at inkludere det irreale (figurens forestilling om en anden verden) til en form for udvidet modsætning til det, som figurerne konkret siger. Udtrykket ”hvilen” alluderer også til den evige hvile. Den irreale forestillingsverden bliver derved tydelig som et mål for underteksten, der i skuespillernes fortolkning viser os ind på ”bagscenen” til den historie, som iscenesætteren Geir Sveaass har valgt at ville fortælle publikum med sin udlægning af stykket.

Pauserne er både direkte og indirekte. De indirekte pauser ligger dels i regibemærkningerne, og dels i tegnsætningen, som rytmisk skærer sprækker ind i sproget. Eller som når en figur spørger i øst, mens en anden svarer i det, der måske bedst kan betegnes som vest. Tiden næsten snubler i den synkoperede rytme. Derudover vælger oversætteren også en klangfarve i ordene, og alt sammen medvirker det til at tone kvaliteten i skuespillerens udtryksmidler.

Det er superspændende at iagttage monologen på nært hold, da vi derved får endnu mere viden om karakterens bevæggrund i opsætningen på teatret. Under Karla Løkkes Sonja-monolog var der vitterligt totalt musestille i teatersalen. Det var som om publikum med Sonjas ord kunne drømme ”og se tilbage på vores nuværende ulykker med bevægelse, med et smil”. Og alligevel fornemmer man også en genklang fra 1800-tallets fremtrædende forfattere, hvis reaktioner på samtiden udmøntede sig som håb i form af utopiske kritiske tekster. En meget bevægende og poetisk slutning på et aktuelt stykke.

Onkel Vanja spillede fra 2. marts til 19. marts 2022 på Vendsyssel Teater

Medvirkende: Jakob Højlev Jørgensen, Luise Kirsten Skov, Karla Løkke, Jørgen Bing, Marianne Høgsbro, Alexander Mayah Larsen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Thomas Hamilton.
Tekst – Anton Tjekhov
Oversættelse – Niels Brunse
Bearbejdelse og instruktion – Geir Sveaass
Scenografi – Marianne Nilsson
Musik – Thomas Hamilton
Lysdesign – Marcus Philippe Gustafsson
Koreografi og stageing – Jeanette Binderup-Schultz
Instruktørassistance og suffli – Emil Amby
Dramaturgi – Ditte Bladt-Hansen
Dramaturgisk assistance ved den coronaudskudte premiere – Anne Middelboe Christensen

Annelis Kuhlmann er lektor i dramaturgi på Aarhus Universitet. Skrev PhD-afhandling om Konstantin Stanislavskijs Teaterbegreber (1997) og har publiceret en række artikler om russisk teater, dramatik, skuespilkunst og ballet både på russisk og på dansk.

---

[1] Nikolaj Tjernysjevskij. 2021. Hvad skal der gøres? Oversættelse til dansk af Leif Ebbesen. Reflect.

[2] Alexander Herzen. 2021. Hvem har skylden? Oversættelse til dansk af Leif Ebbesen. Reflect.

[3] Se min artikel i dagbladet Information, ”Anton Tjekhov: Den russiske folkesjæl er indlejret i Tjekhovs dramaer med Kirsebærhave og ulyksalig måge”, 16. marts 2018.

[4] А. П. Чехов. 1978. Полное собрание сочинений и писем в тридцати томах. Т XIII. Москва. (Samlede værker og breve i tredive bind)

[5] Brunse har også oversat den version af Mågen, som i 1987 blev opsat på Det Kongelige Teaters scene, Stærekassen i daværende skuespilchef, Ib Thorups stjernebesatte iscenesættelse. 

[6] Anton Tjekhov. 2021. Onkel Vanja. Scener af livet på landet i fire akter. Revideret oversættelse af Niels Brunse. Fragmentet er gengivet her med tilladelse fra oversætteren.

[7] Anton Tjekhov. 2001. Onkel Vanja. Scener fra landlivet i fire akter. Oversat og kommenteret af Kjeld Bjørnager. Husets Forlag / S.O.L.