SILLE SLAG, instrueret af Tue Biering, Østerbro Teater/Revolver

STILLE SLAG – Af Tanja Diers og Louise Alenius, instrueret af Tue Biering

Af Kathrine Winkelhorn

Stille slag er et korværk for syv sangere, der sætter toner og lyd på det, der rammer mennesker i isolation. Sangene er skrevet af Tanja Diers og musikken er er skabt af Louise Alenius på baggrund af interviews med tidligere indsatte i danske fængsler. Til forestillingen har Tanja Diers og Mads Brauer lavet en podcast for hver af de fem tidligere fanger. Lytter man til de veltilrettelagte podcasts, perspektiveres Stille Slag yderligere. Forestillingen er en iscenesat installation, som der står i programmet, hvor fem tidligere indsatte har genskabt de koreografier deres kroppe har gennemlevet i de 2,5 år til 14,5 år, de har siddet i fængsel, hvoraf flere år har været i isolation.

Foto: Sara Galbiati

Scenen

Scenen er placeret som et kvadrat i midten af det ca. 300m2 store rum med publikum siddende på alle fire sider. Det giver et godt overblik og betyder samtidig, at vi ikke nødvendigvis ser alt, hvilket understreger forestillingens abstrakte realisme. For ingen ser alt. Gulvet er gråt beton og i loftet er opsat rækker af neonlys. På scenen er der med god afstand placeret en seng, et toilet, en vask med et spejl, et køleskab, et lille skrivebord med hylde og en termokande, en stol, et skab med tøj og håndklæder. Henslængt i et hjørne, ligger en masse tomme sodavandsflasker og lidt oppe kører et lille TV.

En koreografisk dramaturgi

De tidligere indsatte kommer ind i mørkt træningstøj og sætter sig ved en seng, et skab, et bord. En kvinde står bomstille ved en vask og en anden sætter sig på gulvet. Koret med tre kvinder og fire mænd træder langsomt ind på scenen iført gråt træningstøj. En stærkt tatoveret mand går rastløst frem og tilbage, en lægger omhyggeligt tøj sammen, en anden laver kaffe. En ung mand ordner sengen i det syv kvadratmeter store rum med et vindue højt oppe, som vi må forestille os. De tidligere fængslede siger aldrig noget, for som indsat har man ingen stemme. Det er stilheden og fraværet man mærker, og det er kroppene og musikkens stemmer, der udsiger og ”taler”. Den fremragende kontratenor, Morten Grove Frandsen, synger stærkt igennem og iblandes andre stemmer i monotone, smukke klangflader i mol. Hele forestillingen er sunget acapella og det er netop sangen, der giver de indsatte stemme:  Betyder mine tårer noget, Slår luften ud af mig, Slår mig i knæ, Slår livet ud af mig. Kroppe mødes mellem sangere, der folder armene rundt om snart den ene og snart den anden for langsomt at fjerne dem igen.

Foto: Sara Galbiati

Der er noget paradoksalt og genialt over, at det næsten guddommelige acapella landskab skaber et helt stille rum, mens de tidligere indsatte går nærværende rundt i hverdagens koreografi. Her rydder de systematisk og omhyggeligt op, børster tænder, skifter tøj, træner deres kroppe gennem at lave armbøjninger, går op og ned på en stol, eller sætter billeder af familie og børn op på skabsvæggen. Det er rørende og oprivende at være vidne til deres daglige gøremål. En anden rydder op i sine bøger, og jeg når lige at læse titlen Yahya Hassen 2. Tiden skal bare gå og tonerne lyder: Smerten bor i knoglerne og pibler ud af mine porrer og ned i det allerede gennemblødte sengetøj. Det er den monumentale ensomhed, der sætter sig i publikums kroppe. Fraværet af den fjerde væg gør os til vidner til det at være indespærret i det tomme rum, men rummets spændthed og kroppenes bevægelser gør også, at vi ikke blot vidner på afstand, men mærker indespærringen og ensomheden som affektivt vilkår.

En enkelt gang eksploderer det på scenen. Sengen og stolen kastes i gulvet med voldsom kraft og en pose fuld af musetrapper hvirvles ud over betongulvet. Holder fast i mig selv. Bord, stol, seng, revet ud af væggen, sæde og ryg, flækket, flænset, kvast, væltet, smurt ind i blod. Vask, spejl, fliser, flækket, flænset kunst, smurt ind i blod. I får mig ikke aldrig.

Det er forunderligt, hvordan de super dygtige sangere, der ikke altid kan se hindanden, hele tiden holder et fælles anslag og får klangfladerne til at bølge ud og ind i rummet.

Foto: Sara Galbiati

Ret brutalt virker det, da sangerne pludseligt og stilfærdigt hælder hvidt flydende pibeler over de indsatte. Leret størkner hurtigt, og de indsatte begynder at vaske leret af og skifte tøj og plasticsandalerne ud med smarte sneakers for så at forlade scenen og sætte sig blandt publikum. Det er et råt billede på, hvad der sker, når mennesket spærres inde. Det størkner, ligesom tilværelsen gør i fængslet, men billedet peger også på den udsathed i fængslet, fangerne lever med.

Tiden, jeg mærker den, mærker tiden, jeg mærker den, jeg mærker den, når jeg skriver, jeg mærker den ikke, når du ser mig. Tiden, jeg mærker den ikke, når jeg skriger. Tiden, jeg mærker den ikke, når jeg synger.

Sammenfattende er korværket Stille Slag en fabelagtig performativ og sanselig installation fremført af eminente sangere i en stramt koreograferet dramaturgi mellem alle 13 medvirkende. De i alt ni sange er rent sprogligt kogt ned til rå og stram poesi. Sangene virker stærkt og er meget sangbare. Tue Biering er kendt for at lave forestillinger med mennesker, hvis stemmer ikke bliver hørt, som han har gjort det med My Deer Hunter, Ungdom og High Noon for bare at nævne nogle. Også her når de indsattes tavse skæbner helt ind under huden. En meget fin forestilling, der sætter sig i både krop og sjæl.

Foto: Sara Galbiati

Forestillingen spiller på Revolver fra 28.10 -10.11 2021

Medvirkende: Morten Grove Frandsen, Katinka Fogh Vindelev, Julie Meera Albertsen, Kirsten Grove, Mathias Monrad Møller, Kristian Bordoy og Gustav Johansson – Tanja Bibi Berthelsen, Jannik Vig, Boris Andersen, Habib Moutran, Lars Vesterlund
Komponist: Louise Alenius
Tekst og dramaturgi: Tanja Diers
Instruktion: Tue Biering
Scenografi og kostumer: Ida Grarup

Kathrine Winkelhorn har i en årrække undervist i Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet, og har redigeret og skrevet en række artikler om scenekunst. Formand for Københavns Internationale Teater.