Romeo og Julie, iscenesat af Rune David Grue, Vendsyssel Teater
Af Annelis Kuhlmann
De fleste har sikkert en fornemmelse af Shakespeares tragiske fortælling om den hotte love story mellem de to teenagere, Julie og Romeo. Fortællingens evigt aktuelle spændingsforhold handler om to familier, hvis opfattelser af børnenes kærlighed er i konflikt med hinanden og som til syvende og sidst i ren desperation udløser en stor misforståelse, som kun udfries i døden. Men hos Shakespeare er der, alvoren til trods, næsten altid en udvej i form af at se stykket som et allegorisk udsagn, der kunne være en drøm eller en mareridtsvision, som med mindre distanceringsgreb når til at blive en virkelighedsfortælling om grænseoverskridende passion og sand kærlighed.
Romeo og Julie i Rune David Grues iscenesættelse er Vendsyssel Teaters hidtil største produktion, der havde premiere lige før jul, 2020, men efter få opførelser måtte lukkes pga. corona. Det er i sig selv en præstation, at teatret har kunnet få samlet kræfterne til at føre forestillingen ud i livet. Hjørring-skuespilleren Hans Holtegaard, der døde kort før sommerferien, skulle have spillet rollen som munken Lorenzo; han er blevet erstattet med Peter Gilsfort.
Vi er i Verona – vi er verden
Rammen om forestillingen er lagt i hænderne på scenografen, Mie Riis. Hun har skabt en flere meter høj grålig betonvæg, der i en halvmåneformet bue skaber indersiden på en slags Colosseum med henvisning til Verona Arena, med ruiner af portaler, trapper mm. Byen er enigmatisk samlet i ét udtryk, hvorfra al afkodning i skuespillet former sig. Verden udgår herfra. Og lyset i Clement Irbils design giver et lige så halvcirkelformet vågelys i den sidste scene i krypten. I det hele taget er halvcirklen i skuespillernes opstilling udtryk for at Romeo og Julies rum og verden er i konflikt, og at verden ser til uden at bidrage med brugbare løsninger. Samtidig alluderer formen til, at verden også er en scene. Ud fra væggens univers kommer karaktererne undervejs til syne, ligesom de også umærkeligt kan forsvinde fra spillerummet ud gennem væggen. Rune David Grues iscenesættelse pointerer således en tragedie i et miljø, der bliver medansvarligt for, at kærligheden er dømt til at mislykkes. Når de medvirkende ”fryser” i den halve ring, de slår om Romeo og Julie, virker de som en handlingslammet omverden, der distancerer sig til historiens kerne. Omverden ses konkret i et køligt lys, mens Romeo og Julie lever i et varmt lys. Dette tableau af omverden gælder for åbnings- og slutningsbilledet og får derved funktion som en rammesætning, der vækker stof til eftertanke. Derved kan opsætningen også ses som en kommentar til vores samfund om at gå ind i opgaven om at nedbryde fordomme om beboere i bestemte kvarterer eller boligområder.
Dødskysselæbestiften
Selve spillepladsen er udstyret med et tykt lag forholdsvis løst og halvstøvet muldjord, som sætter en dødsmetafor som portal over stykket. Romeo i Lue Støvelbæks skikkelse krabber sig frem ad jorden, og Luise Kirsten Skovs Julie finder fx både rosmarin og senere også sin dødskysselæbestift i jorden. Både Luise Kirsten Skov og Lue Støvelbæk formår i deres spil at give publikum oplevelsen af en ung, betingelsesløs kærlighed. De er i deres lidenskabers vold og tager kun nødigt notits af, hvad forældrene måtte mene om dem. Dette urinstinkt driver deres spil. Af jord er du kommet.
Denne del af billedet minder mig især om den regntunge jord i Thomas Ostermeiers opsætning af Hamlet, som også spillede i slotsgårdenpå Kronborg (2010), og Peter Oskarssons iscenesættelse af Et Drømmespil på Folkteatern i Gävle (1985). Jorden, mudderet, leret alluderer til en række af materialiserede skabermetaforer. Det giver sig udslag i form af flere fægtescener og forskellige fragmenter af delvise jordpåkastelser og jordfæstelser, så vi som publikum til sidst bliver meget fortrolige med døden som Shakespeares vilkår. Jorden giver også sine benspænd, så den symbolske replik om, at ”den der løber, snubler let” bliver helt konkret.
Der opstår dynamiske kontraster i symbolvirkningen mellem lys og mørke, ikke mindst de meget dybblå nattescener gør indtryk på tilskuerne, når Julie i sin fine hvide kjole ses mod den mørke jord. Alle kostumerne er raffinerede i deres stoflighed og lækre silke –og blondekvalitet. Eller da sangerinden, Molly Koppel i en nattetime bliver belyst, så hun personificerer månens skær. På udvalgte steder etablerer lyset store skyggevirkninger, og figurerne kaster herved forvrængede projektioner af sig som et liv i en sjælløs form. Det virker i sammenhængen ret uhyggeligt.
Ny musikalsk komposition
Forestillingen begynder og slutter ved, at alle de medvirkende står i frosne positurer fordelt langs halvcirkelvæggen, mens ouverturen lyder i jazzsaxofonisten og komponisten Benjamin Koppels utroligt smukke og virkningsfulde musikalske komposition. Musikken har det hele, lige fra det jazzede, det melankolsk længselsfulde, det dansende og til det melodisk sørgmodige, nogle gange med saxofonen i skærpet dialog med det talte – kort sagt hele registret af følelser udspiller sig musikalsk i forhold til handlingen. Mod slutningen, da Julie tager proppen af flakonen med gift, går drømmemusikken i stå, og Julie kommer i et ultrakort øjeblik i tvivl om sit forehavende. Undervejs ledsages musikken af Molly Koppels sange. Hun synger og går rundt mellem figurerne iklædt en stor sort hættekappe. Uden at fortrække en mine kunne man opleve hende som en nattens engel, der fungerede som en klippefast støtte for personerne i deres omsiggribende afmagt. Dette scenario fungerer som en slags mellemspil, der virker fantastisk stabiliserende for forestillingens eksplosive følelsesmæssige kraft. Vendsyssel Teater har fået trykt musikken på cd på Cowbell Music, og ved sponsors hjælp er det lykkedes, at publikum kan købe lyden med hjem eller man kan downloade den fra forskellige streamingtjenester. Det er virkelig en gestus, som jeg tror mange publikummer vil nyde – den forlænger oplevelsen, som i det hele taget vanskeligt fravrister følelsen af hjerte og smerte.
https://vendsyssel-teater.dk/forestillinger/romeo-og-julie-(1).aspx
Det interessante er også, at Molly Koppels sceniske fremtræden vækker mindelser om skikkelsen med drejeliren, som jeg beskrev i min anmeldelse af Vendsyssel Teaters opsætning af Et Dukkehjem fra foråret 2019.(https://www.peripeti.dk/2019/03/04/et-dukkehjem-paa-vendsyssel-teater-i-hjoerring-kaspar-rostrups-iscenesaettelse-af-henrik-ibsens-klassiker/ ). Ved at lade musikken personificere en rumlig form midt i det ellers så nøgne rum, så tildeler det forestillingen en overraskende magi omkring fortællingen i de enkelte scener. Det være sig fægtescenerne, maskeballet og de delikate øjeblikke af fortvivlelse og sårbarhed på tværs af generationerne i de to implicerede familier.
Den kropslige svimmelhed som i ør af kærlighed
De to titelfigurer, bliver spillet af hhv. Lue Støvelbæk og Luise Kirsten Skov, og de spiller så troværdigt de unge teenagere, så man som publikum tror på den betingelsesløse og stormfulde kærlighed. Det er vidunderligt at iagttage den måde, hvorpå de beruses af ung kærlighed, som så fatalt bliver til en dødsrus. Julies amme spilles af Lone Rødbroe, der fremstiller hende som en spændende blanding af dobbelt fortrolighed. Hun er Julies fortrolige, men med sine skift i sproglig stil, bliver hun også til publikums fortrolige og får derved skabt et ekstra blik på situationen. Det kommer der nogle meget rørende og morsomme scener ud af, og publikums empati med Julie vokser. Hr. og Fru Capulet i hhv. Michael Brostrups og Sara Marie Malthas skikkelser står skarpt tegnede og giver en kølig modstand til Julie. Mercutio i Simon Kongsteds fortolkning viser en ung fyr, der kun har én ting i kroppen. Han giver, til publikums morskab, spillet meget potens. Søren Højens Benvolio bringer fornuften ind i spillet, hvilket igen etablerer balance i forhold til de øvrige.
Tybalt spilles af Nicklas Søderberg Lundstrøm, som også giver en fin fremstilling af Julies festhungrende fætter, der på en måde ser ud til at nyde konflikten mellem familierne! Fyrsten af Verona spilles af teatrets mangeårige faste skuespiller, Jørgen Bing. Han står skarpt som magtudøvende over byen. Paris i Magnus Haugaards figur fremstår noget afdæmpet, hvilket dog kan skyldes, at Haugaard dagen forinden havde brækket armen og derfor måtte undlade at indgå i fægtescenerne. At han alligevel kunne gennemføre med armen i slynge må betragtes som en bedrift. I det hele taget gav ensemblet den hele armen, om jeg så må sige.
Død og liv
Da spillet begynder, virker det som om, at karaktererne træder ud af deres stivnede skulpturelle form og bliver til kød og blod. Igen en form for kalden til live i teatret. Set på afstand virker denne insisteren på at blive til som et stærkt modtræk til tragediens dødsmættethed. Det samme kropslige scenebillede tegner sluttableauet omkring de unge elskendes omfavnelse i jorden: Romeo, der er død af sin gift, og Julie, der er vågnet fra sin bedøvende søvn. Men det er ikke hele slutningen.
Romeo og Julie slutter i Hjørring med en drømmeagtig opvågnen fra billedet på den død, som synes uundgåelig for de to unge. Der falder virkelig skel fra vore øjne, når vi ser, at parret som efter en iscenesættelsesmæssig ”fermat” er på nippet til at rejse sig fra omfavnelsen i dødslejet. De fryser i et stivnet favntag, hvor de ikke længere når hinanden. Man kan se denne opvågning som et slags forskudt genklang af John Neumeiers berømte ballet over samme fortælling, hvor den stormende kærlighed her ses som en åbning i livet – en åbning, der måske overkommer deres tragiske endeligt.
Romeoer og Julier
For de danseglade læsere kan John Neumeiers Romeo og Julie til Prokofievs højdramatiske musik fra 1936genopleves på Gamle Scene i den snart halvtreds år gamle opsætning fra 1974. I det hele taget har der været en del Romeoer og Julier på de danske scener inden for det seneste års tids spilletid. Teatret Møllens opsætning af Romeo + Julie blev som en tosproget forestilling en hyldest til kærligheden på tværs af den dansk-tyske grænse i anledning af 100 året for genforeningen. Ligeledes nåede Lærke Sanderhoffs tekst Dig og Mig ved Daggry, instrueret af Minna Johannesson fra Teater Nordkraft, rundt på turné og viste et tema, der kunne opfattes som en moderne socialpolitisk Romeo og Julie-forestilling. Endelig er Kaj Munks Ordet i Anja Behrens’ iscenesættelse igen i indeværende sæson på programmet på Scala, Aarhus Teater. Denne forestilling handler om religionskrig mellem to familier, hvis søn og datter bliver forelskede og hvor datteren dør i barselssengen, men vækkes til live af et mirakel, udført af den sindssyge Johannes. Og sidst men ikke mindst har der i de senere år været flere opsætninger af Leonard Bernsteins udødelige klassiker, West Side Story, som instruktøren Rune David Grue i øvrigt også iscenesatte på både Aalborg Teater og Aarhus Teater.
Oversættelsen
Endnu en gang er det Niels Brunses danske oversættelse, der er benyttet til opsætningen af Romeo og Julie. Den fungerer rigtigt godt, også selvom der dramaturgisk set er strøget her og der i teksten. Brunse kan ikke dy sig for undertiden at give små hints til sprogfigurer, der næsten har stanset sig ind i kulturarven som fx, når Fru Capulet med henvisning til en kendt dansk julesalme ønsker ”sorg til glæde vendt”, eller når den rimkåde Mercutio siger, at ”der er ingen andre nætter end sonetter”. Det virker formildende og som en form for teksttilegnelse, der når ud til publikums meget aktive lytten i salen.
Forestillingen varer 2 timer og 45 minutter (inkl. pause), så selvom det er en helaftensforestilling, føles tiden slet ikke lang. Tværtimod. Jeg kan derfor varmt anbefale jer at smutte en tur til Hjørring og se Romeo og Julie. Det sørgelige ved denne forestilling er, at den er så evig aktuel og smuk. Det er en vigtig opsætning, fordi den ikke bare viser, hvor ambitiøst teatret kan være i Hjørring, men også hvordan en stram iscenesættelse kan få fortællingen til at rejse sig som yderst inkluderende, transparent og vedkommende.
Medvirkende
Romeo: Lue Støvelbæk, Julie: Luise Kirsten Skov, Lorenzo: Peter Gilsfort, Julies amme: Lone Rødbroe, Hr. Capulet: Michael Brostrup, Mercutio: Simon Kongsted, Benvolio: Søren Højen, Fru Capulet: Sara Marie Maltha, Fyrsten af Verona: Jørgen Bing, Paris: Magnus Haugaard (på fotos: Mathias Bøgelund), Tybalt: Nicklas Søderberg Lundstrøm, Sangerinde: Molly Koppel.
Tekst: William Shakespeare, Oversættelse: Niels Brunse, Instruktion: Rune David Grue, Scenografi: Mie Riis, Musik: Benjamin Koppel, Lysdesign: Clement Irbil, Dramaturgi: Anne Middelboe Christensen.
Forestillingen vises på Vendsyssel Teater, Store Scene, frem til 28. sept. 2021. Enkelte dage som eftermiddagsforestilling.
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi på Aarhus Universitet.