English Speakers, Sara Hamming, Anja Jacobsen og Lil Lacy på Kulturhus KU.BE
Af Tania Ørum
Sprogets elementarpartikler
Scenen er sat i et af de nye tætpakkede bolig- og kontorbyggerier, der for tiden skyder op i tidligere grønne områder. Her på kanten mellem Frederiksberg og Vanløse ligger et ret livligt kulturhus KU.BE, som faktisk også er en kube og ud over bibliotek, café og klatrevæg også rummer en lille teatersal, hvor stole er sat frem på gulvet omringet af ti højtalere, der danner et lydrum. Når forestillingen begynder, slukkes lyset, og man lytter i mørket til lydforestillingen ”English Speakers”. Eneste visuelle element er de forskelligfarvede små lys, der med mellemrum aftegner soklen på de aktive højtalere. De tilføjer sådan set ikke noget. Selv om lidt af rum-fornemmelsen ville gå tabt, kunne man sagtens udsende Sara Hammings stykke i radioen uden nogen visuel staffage.
Den fortællerstemme, der tager ordet – fortrinsvis fra forreste højtaler til venstre for midten – er en personificering af Det Engelske Sprog, der her ses som et hunkønsvæsen (som modersmål). Og hun forsøger også at svare på spørgsmålet: ”What is English?”.
Det gør hun via sproghistorien, eftersom ”English is its own history”, idet hun peger på de oldnordiske rødder i en række engelske ord. Bortset fra talordene er det ti ord: She/ Wife, Husband, Birth, Girl, Cake, Want, Gun(hild), Window, Law, Cunt. Stykket ender i en besyngelse af de kvindelige kønsorganer, men det kropslige og kønnede er til stede helt fra starten, hvor ordet wife’s lydlige udvikling fra den nordiske rod til nutidsengelsk bygger sig op til lyden af en orgasme. ”Etymologiske onaniscener” kalder pressematerialet det, for de orgiastiske lyde kommer igen senere som udtryk for kvindelig jouissance.
I modsætning til bibelens skabelsesberetning er det kvinden, der kommer først her, mens manden først dernæst skyller op på hendes kyst som en strandet viking, så hun kommer til at repræsentere ikke blot sproget, men også selve det geografiske England, som bliver et moderland snarere end et fædreland. Det er også hende, der navngiver ham Hus-Bonde, hvad han ikke straks er tilfreds med. Så hun må argumentere med, at han er fri til at dyrke landet og være et almindeligt menneske. Han er et sammensat ord, forklarer hun, ligesom driftwood eller flatscreen, der måske også betegner de sammensatte behov, hvorudfra kvinder og mænd i løbet af historien har formet deres omgivelser.
Det er måske solo-orgasmen, inden ægtemandens tilsynekomst, der ligger bag fortællerens erklæring om, at ”Wife wants to be independent”, selv om hun etablerer parret som ægtefolk. Hun kan selv. Men det oldnordiske perspektiv kan alligevel ikke undgå at indføre et meget heteronormativt perspektiv i fortællingen. Så meget desto mere, som etableringen af ægteparret fører direkte videre til ”Birth”. Ud af denne fødsel kommer så nogle piger, der især lanceres som legende, livlige og selvstændige væsner og dermed viderefører det feministiske perspektiv: girrrllls.
I programhæftet angives det, at” The two characters of Wife and Husband reenact the original scene of the meeting between Norse and the language spoken in England at the time of Scandinavian colonization.” Det er sproghistorisk morsomt, ligesom det er morsomt, når girls bruges til at forklare overgangen fra grammatisk til naturligt køn og brugen af pronominer. Og når birth illustrerer, hvordan det tykmavede oldnordiske tegn Þ splittes til to tegn t og h i fødslen af moderne engelsk. Det er en både elegant og vidende måde at kombinere sproghistorie og poesi på.
Lydligt er det også fornøjeligt at høre de oldnordiske ord stige op som bobler til den nutidsengelske overflade, ofte i flerstemmige kompositioner, der snart går på tur mellem højtalerne, snart bliver til kor. Kønspolitisk kan denne fremhævelse af sprogets nordiske elementarpartikler sammen med de valgte gloser ikke undgå at lægge et stærkt eftertryk på det heterosexuelle par som kulturhistoriens elementarpartikler, fra hvis ur-møde sprog og samfund udvikler sig. Det kan man jo godt beskrive som et korrekt historisk perspektiv, men som (feministisk) nutidsprojekt synes jeg, det er problematisk. I forbindelse med overvejelserne over pronominer, nævnes dog mere fremadrettet, at det oldnordiske flertalspronomen they nu også kan bruges om en person, der unddrager sig binære kønsbestemmelser. At det er muligt at gå sproghistorisk til værks uden at sætte det heterosexuelle par som oprindelse, kan man f.eks. se i Caroline Bergvalls bog Meddle English (2011), der også leger med middelaldersprog.
Efter pigerne kommer et afsnit om Kage, der handler om nydelse, både den middelengelske børneremse om mor, der bager søde kager, selve den lingvistiske nydelse ved at tage sproget i munden, og de ændringer, der sker med den store vokalforskydning i det engelske sprog fra det 13. til det 17. århundrede. Det efterfølgende Want er både lyden af ”insatiable desire fed by capitalism” og en lejlighed til at udlægge verber og deres bøjningsformer. Selv noget så maskulint kodet som skydevåben bliver i det følgende afsnit udledt af en kvindelig oprindelse i navnet Gunhild, den norrøne valkyrie. Det hårde ord gun kan stemmerne i rummet skyde med, mens en indlagt amerikansk reklame tilbyder alle slags skydevåben. Afsnittet om Window citerer fra 1200tals-teksten ”Ancrene Wisse” og bevæger sig fra konstruktionen af vinduer gennem tiden til spørgsmål om sprogets transparens. Law, baseret på et oldnordisk ord for lag, overvejes både som samfundslove og sproglige love og munder ud i et spørgsmål om det engelske sprog og fortællerens troværdighed og fremtid, nu hvor solen er gået ned over det britiske imperium, og det amerikanske århundrede også er slut.
Her kunne man have forventet et indslag om de mange former for engelsk, der er fulgt med globaliseringen, og som efter det koloniale herredømmes sammenbrud har rystet den autoritet, der førhen kunne knæsætte en britisk standard-udtale og sprogbrug, så man nu ikke længere i engelsk sprogforskning taler om ét engelsk sprog, men mange slags sideordnede former for engelsk. Det er imidlertid ikke et nutids- og fremtidsperspektiv, der tages op her. Fortællerens nydelige queen’s English fortsætter uanfægtet gennem hele forløbet. Men personificeret som en nu ældre kvinde udsættes fortællerstemmen derimod for regelret mobning og grove tilråb, farvet af både maskulinisme og lavere sociallags sprogbrug, fra de øvrige stemmer i kredsen, som får hende til at bryde grædende sammen og tvivle på sig selv – indtil pigernes stemmer kommer hende til undsætning og iværksætter en rehabilitering af skældsordet cunt, der skal forvandle det vulgære ord, hun beskriver som ”the worst word in the entire language”, til et stærkt og positivt ord, der ligesom sangen er ”an origin point – the place at which all words first breathe and cry into the world”.
Lydkompositionen munder således ud i en tydeligt feministisk pointe, et forsøg på ved hekse-, trylle- eller sangkraft at vende det ældgamle skældsord for det kvindelige køn til et ophøjet ord. I mit øre er det dog svært at få et kort ord med hårde konsonanter til at lyde lyrisk med selv den bedste salmetunge.
Uanset om man nu kan lade sig rive med af den afsluttende koralsang, er det en herlig tur gennem det engelske sprogs historie, man bliver inviteret med på i English Speakers. Lydligt righoldig og sproghistorisk nuanceret lever den op til det gamle teatermotto om at ”gavne og fornøje”. Man kan faktisk lære noget, mens man lader sine øregange nyde de mange fine sætninger, sproglige lag og musikalske overlejringer af stemmer.
English Speakers spillede på KU.BE d. 24.11.2020
Stemmer: Sue Hansen-Styles, Linda Elvira, Alexandra Jespersen, Emilia Gasiorek, Ragna Solbergnes, David Bateson, Jonathan Bonnichi, Malte Frid-Nielsen, Lucy Love, Kristoffer Jessen, Lil Lacy og Anja Jacobsen.
Manuskript og lydkoreografi: Sara Hamming
Komponister: Anja Jacobsen og Lil Lacy
Dramaturg: Tanja Diers
Produktionsleder: Ragna Solbergnes
Sprogkonsulent: Seán Vrieland
Surround mix, design og masterering: Cato Langnes
Lydtekniker: Ingvild Skandsen
Assisterende lydtekniker: Tanya Theo Johansson
Lysdesign: Clementine Waldelius
Lysprogrammering: Filip Vilhelmson
PR: Anna Ullman
Formidlingstekster: Anna Ullman og Solveig Daugaard
Grafisk design: Pulsk Ravn
Producent i Storbritannien: Mary Paterson
Fundraiser: Malene Engelund
Dokumentation: Søren Meisner
Booklet-redaktør: Anna Ullman
Booklet-tekster: Anna Ullman, Mary Paterson, Solveig Daugaard og Seán Vrieland
Podcast: Anne Neimann Clement
Tania Ørum er cand. mag. i engelsk og dansk. Lektor emerita ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Hun har skrevet bøger og artikler om kønsforskning og om modernisme og avantgarde i kunstarterne og er hovedredaktør af fire bind om ‘Cultural History of the Avant-Garde in the Nordic Countries’, der dækker kunstarterne i de nordiske lande i det 20. århundrede.