ISCENESAT DIALOG MELLEM TO DRAMATURGISTUDERENDE OVER KONFERENCEN ”DRAMATURGIER ANNO 2019”
Af og med Mischa Hansen og Freja B. Nielsen
Kasernefoyeren. Bingo-musik høres i baggrunden og en fødselsdagssang bjæffes af en hund. MISCHA og FREJA sidder ved et bord, ikke en sofa, fordi MISCHA har noget med sit ben.
Fortæller: Det var en interessant dag, d. 21. september på Kasernescenen, Langelandsgade 139, under temaet: Dramaturgier i dansk scenekunst anno 2019. En konference som Freja og Misha – to dramaturgistuderende – sidder og reflektere over, en lille uges tid efter hændelsen…
Mischa: Det var jo en dag med stort fagligt udbytte, som dannede videns-grundlag til fremtidige diskussioner om teatret – dramaturgien – fordi hvor skal den nu hen?
Freja: Ja hvor skal den hen?
Mischa: Ja, det er det store spørgsmål… for resten så…
Freja: Et af de store temaer på konferencen var tendensen med ’immersive theater’ – dog med et lokalt fokus i Aarhus – den dramaturgiske facilitering af den personlige oplevelse, og den nye rolle publikum har fået tildelt… måske fyldte det immersive aspekt lidt for meget i konferencens dramaturgi, selvom det jo er nyt. Man kunne jo fx. have set på teaterkollektivet som rører på sig disse dage.
En mand får et epileptisk anfald i den anden ende af foyeren, men de lægger ikke mærke til det.
Mischa: Ja, der var panel med ”Audition”, som spillede på Aarhus Teater i foråret 2019, Signas ”Det Åbne Hjerte” blev nævnt, tit, og der var jo selvfølgelig panel med Carte Blanche, som alle har med det personlige teatermøde at gøre: dog kunne man have fokuseret mere bredt, ikke indenfor det immersive, men i teaterverdenen generelt. Måske havde det noget at gøre med tid…
Freja: Vi havde institutions-teatret overfor det frie felt – teater-aktivismen og landsbylaboratoriet, en samtale mellem uddannelsesinstitutionerne (Den danske scenekunstskole og AU Dramaturgi)… Egentligt er det ret smukt – at se kunstnere fra så bredt et felt, med forskellige vilkår, samlet i en sal – selvom det er et lille udsnit.
Mischa: Ja. Ja, det er det.
En ugle siger uglelyde.
Freja: I samtale med hinanden, helt ligestillede…
Mischa: Man kunne næsten drømme om et større LIGESTILLET samarbejde på tværs af feltet uden for kasernescenen, men det er vist lidt politisk.
Freja: Ja. Det er det vist, men der var et gensidigt ønske om det…. Hvad gjorde egentlig indtryk på dig?
Temaet fra ”Hvem vil være millionær” spiller en salut. En Hans Pilgaard-type kommer ind i lyserøde cowboystøvler, holdene i hånden en plastikkop, inden han bliver angrebet af de miljørigtige fordi han har en plastikkop. Han skriger.
Mischa: Ja, det var spørgsmålet om teatrets (og dramaturgens) fremtid, og ret tidligt blev dagens store debat kridtet op, i det at Jens Christian Lauenstein Led, i forbindelse med sin samtale med Gritt Uldall-Jessen, fremsagde sit håb for fremtidens dramaturgi: at vi skal tilbage til tekstteatret, og at vi skal specialisere os mere. Specifikt fremhævede han realismen som kontrast for det postmodernistiske, som man kan sige har stort tag i scenekunsten i dag. Der blev refereret tilbage til Lauenstein Leds bemærkning i flere af panelerne der efterfulgte, som ”Gengangeren”. De går igen indeni stuen.
Freja: Hvad er din mening om denne tekst-teater-rolle?
Mischa: Jeg mener jo at en stærk tekst sagtens kan formidles med både cirkus og hurlumhej. Det behøver ikke udelukke hinanden, hvis man gør det ordentligt – her kunne mødet imellem det specialiserede og tusindkunstnerne faktisk være sjovt at se på. Og så er der selve underholdningseffekten og det, at man skal kunne sælge det som oplevelse; man kan ikke bare lave kunst, man skal lave kunst, folk vil give dig penge for at se, og det er rimelig træls.
Freja: Det er som om kunst skal have en undskyldning for at eksistere…
Konfetti-regn.
Mischa: … Men noget remediering virker egentlig meget godt som teatertekst. Så længe dramatikeren kan oversætte det. Nogle gange er det lidt for ”obvious”, for at være ung med de unge og sige engelske ord.
Freja: ENIG: personligt tror jeg at der skal flere nye tiltag og eksperimenter til, fx med offentlige readinger og skrivelaboratorier. – Der er en pointe i at live radio-drama så hurtigt bliver udsolgt. – Naturligvis mener jeg også at vi bliver nødt til at få teateret og dramatikken mere ind i folkeskolen, men det er en anden snak. Synligheden og tilgængeligheden er en af mange nøgler. Hele diskussionen om tekst-teateret, er ret spændene i en periode med re-medieringen af Tv-serier, film – og julekalendere på scenen (”Det værste teater” – ifølge Line Knutzon en varm dag på folkemødet i år 2019) – og klassiker-opsætninger. Vi ser meget lidt ny dramatik på scenen- men er det salgbart?
Mischa: Måske? That is another can of worms, lad os tage den senere over lidt dahl og vin.
Freja: Hele diskussionen om ny dansk dramatik kunne godt havde været repræsenteret -men det kommer nok af tidsmanglen… OG HVAD MED RADIO DRAMAET?
Mischa: HELT ENIG. Lad os lige lave devising om rygning som radiodrama. men nu kommer du vist lige lovligt langt væk fra subjektet B. Nielsen
Freja: Måske, men det gør du ikke?
Mischa: Ja, ja det gør du.
Freja: OK.
Mischa: Dog var det meget godt med flowet imellem talks og performance.
Freja: The one and only Odin Teatret-indslag – en Dramaturgi-darling uden lige.
Mischa: Utroligt underholdende og lærerigt at vise en dramaturgisk proces som performance.
Freja: JA DERES ARBEJDSDEMONSTRATIONER ER VILDE.
Et drengekor fra Sovjetunionen synger en dityrambe, uden synderlig entusiasme. En MGP-vært går ind på scenen. Han bevæger munden som om han snakkede, ingen lyd kommer ud. Kun vingummiorme. Det er mærkeligt, er det ikke?
Mischa: JA!
Freja: Det er dejligt at se kroppe i fokus – ofte kan kroppen virke irrelevant når nogen skuespillere indtager scenen… HVILKET bringer os tilbage til det dér med at skulle specialisere sig.
Mischa: Ja, det kan man godt sige: men kan man ikke bruge Odin Teatrets metoder i andre sammenhæng end det, de gør?
Freja: M. Hansen, hvis du vil vide noget om Odin Teatret, bør du kontakte evt. E.E Christoffersen… MEN det var meget begejstrende at høre om Landsbylaboratoriet.
Mischa: Devising på landsbyplan.
Freja: Ja, og det gjorde teatret mindre elitært og akademiseret.
Mischa: GENIALT i en akademisk konference.
En lille støvledans opført af en hejre, en pensionist, en lysestage, og en knock-off Marilyn Monroe impersonator sker, imens en centerjulemand beskuer det med et lusket smil på læben.
Freja: Og igen kom vi ned på et punkt som handler om menneskemødet med teateret – og det er jo det, det hele handler om… og dramaturgen.
Mischa: JA! – publikumsundersøgelser – som der også bruges mægtig mange penge på… i modsætning til dramaturgen. Av.
Sne falder ned fra himlen til tonerne fra en trist violin. En kort stilhed.
Freja: Men Misha H.
Mischa: Ja?
Freja: Jeg vil opsummere.
Mischa: Skal vi ikke gøre det i kor?
Freja: JO DA!
Fortæller: Og så begyndte de at opsummere… de var ikke særlig gode til det – og de kunne knap holde rytmen, og det tog vist også et par timer… men her er nogle pointer vi fik ud af det:
Dagen stod i det immersives tegn – fremtidens teater? Begynder forestillingens eftermæle at have en større rolle end selve oplevelsen?
Et splittet teatermiljø, det frie felt og institutionerne – og spørgsmålet om specialisering og tekstteater. Skal vi tilbage til realismen? En ny realisme?
Er teateret en lukket klub, eller skal det være en deltagende proces, som fx i landsbylaboratoriet?
Dramaturgens rolle: er dramaturgen? Og hvor placeres hen (som i kønspronomenet) i det hele? At dramaturge eller ikke at dramaturge.
Mischa og Freja (I kor): En tusindkunstner der skal det hele: være up-to-date inde for feltet og hele den vide verden, og se mindst to forestillinger om ugen. Eller er hen (som i kønspronomenet) en specialist, der skal vide alt om en ting, som man kontakter som havde en sagt ”I know a guy…”.
Fortæller: Dette diskuterede Misha H og B. Nielsen i lange drag. En ting er sikkert: de ville nu gerne opleve en sådanne konference igen, gerne én med mere tid til dybden og samtalen. Begge mente de, at der var potentiale til en decideret messe, hvor man bl.a. kunne inkludere danske dramatikere – og andet godt folk, ikke kun de etablerede og/eller akademikere. Også gerne vækstlaget, da vi alle godt ved at dansk teater (på alle parametre) har gang i et større generationsskifte i løbet af de næste 10-15 år. Hvem kommer vi til at se på scenen, hvad og hvem kommer til at bestemme det, og vil der være publikum til det i en hverdag – som nok ikke bliver mindre medialiseret?
Freja: Apropos generationsskifte, så var der i forbindelse med jubilæet også afskeds reception med Janne Risum og John Andreasen som begge har skrevet teater- og i den grad dramaturgistudiets historie. Du vil møde i dem i fremtidige tekster, kæreste Mischa, og så vil jeg bare sige at der er gode og yderst intelligente mennesker bag de tekster!
Mischa: Men jeg er stadig ikke sikker på hvad en dramaturg HELT præcist laver…
Freja: Ah, Mischa H. – en dramaturg er helt præcist hvad du gerne vil have at det skal være. (MEN HVOR ER FILMDRAMATURGEN (og tv-dramaturgen)? HVOR FINDES DE? HVAD LAVER DE? HVEM ER DE? HVAD KAN DE LIDE AT SPISE? SKAL DE VANDES HVER DAG ELLER MÅSKE HVER ANDEN UGE SOM EN KAKTUS?). Og hvad med børneteatret?
Mischa: Jeg kan godt lide når de siger ting på en scene. Måske græder de også lidt. Det syntes jeg bare er smukt. – ”Det er det teater kan”.
Freja: OG hvad med den nye scenekunstlov?
Mischa: … og hvad skal vi gøre for at stoppe den?
Peter Plaugborg løber ind på scenen og omfavner Mischa. (SLUT)
Dette manuskript er ændret efter uropførelsen i Kasernens foyer.
Mischa Hansen og Freja B. Nielsen, Studerende på Dramaturgi 1. og 2. år.