Anmeldelse af Læringsglemsel af Lene Tanggaard
(Forlaget Klim, 2018)
Af Erik Exe Christoffersen
Læring er et centralt begreb i vores moderne vestlige kultur og tilskrives en væsentlig begrundelse for vores på mange måder succesfulde vækst og ikke mindst forudsætningen for demokratisk deltagelse. Læring er simpelthen en af de vigtige adgange til deltagelse i den samfundsmæssige udvikling. Derfor er strategier for læring naturligvis også en vigtig diskussion.
Den gennemgående lidt paradoksale pointe i Læringsglemsel af Lene Tanggaard er, at det undertiden er vigtigt at glemme viden for at kunne indtage ny viden. Hun påpeger, at der er evidens for at man lærer bedst ved at glemme og ved at lade kroppen indoptage læring gennem praksis. Læring handler ikke blot om billedligt talt at fylde viden på tomme flasker. Man kan også fra tid til anden have gavn af at tømme flasken eller bare ryste den lidt.
Tanggaard diskuterer læringsglemslen lige fra vuggestuen, dagplejen og børnehaven til skolen og universitetet. Ikke mindst er glemslen vigtig i ungdomsårene, hvor identiteten er under dannelse. Hvordan det rent faktisk kan udfoldes er spørgsmålet. I min optik kan det være en god ide at skele til kunsten og kunstens kreative praksis, hvor det faktisk nærmest er en regel, at det er nødvendigt at glemme sin egen viden
Kropsliggjort læring
Læringsglemsel opstår ved at fokusere på løsningen af en opgave, som optager al ens opmærksomhed. Det betyder, at der ikke er fokus på læringsmålet, og at der i en vis forstand er tale om et moment, hvor man mister kontrol og selvbevidsthed.
Det er vanskeligt sprogligt at forklare hvordan man fx undgår at vælte på cykel eller hvordan man undgår at spilde, når man skænker fra en flaske. Det gælder også kunsten at skrive, som hvis man fokuserer for meget på målet måske ender i skriveblokering. Det kender en hel del elever til, når de skal skrive en opgave.
Man kan i princippet lære teoretisk at svømme. Ifølge Archimedes’ lov vil et legeme, når det nedsænkes i vand, tabe lige så meget i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer. Legemet bliver derfor påvirket af en opdrift, som kombineret med svømmetag betyder, at man ikke synker. Men det er ikke en viden, som hjælper den, der bliver smidt ud på dybt vand, hvis angsten tager over og man sluger vand osv. Subjektet skal glemme teorien og lære tilliden til vand ved at være i det.
Tanggaard peger på kvaliteten at kropslig læring, når hun fremhæver behovet for de uformelle ”køkkenbordssamtaler”, hvor man kan bevæge sig relativt frit i rummet. Her er det undertiden ikke-viden og ”fusk”, som ”taler”. I følge Tanggaard styrkes læring gennem risikabel aktiv handling og sensorisk interaktion med konteksten. Det er situationer, hvor både underviseren og eleven er på glatis, som Tanggaard anser for vigtige. Det drejer sig om at finde klarhed i tåge og på den måde er det en svækkelse af læring, idet risikoen for fejl opsøges bevidst.
Kunstnerisk læring
Denne form for aktiv glemsel er ikke noget nyt, men faktisk en helt central dimension i kunstneriske processer, hvor det er et gennemgående fænomen, at kunstneren tilegner sig teknik, som ”glemmes” igen i selve kunstprocessen.
Den såkaldte dogmebevægelse indenfor film i slutningen af 90erne bestod netop i en række regler, som havde til formål at obstruere en kunstnerisk perfektionisme og en mainstream dramaturgi, som var for ”dygtig” og spærrede for den kunstneriske uforudsigelighed. Triers og Leths film De fem benspænd havde samme ambition. Leths dygtighed spærrer ifølge Trier for det uforudsigelige (og tilfældige). Derfor opfinder Trier en række mere eller mindre arbitrære benspænd, som Leth skal følge i forsøget på at lave et remake af hans (perfekte) film. Det perfekte menneske, 1969. Leth bliver bragt ud af kontrol og genopfinder sin viden på ny og med nye perspektiver.
Også et ældre gruppeteater som Odin Teatret, hvor de samme mennesker har arbejdet sammen i 30-50 år, og naturligvis dygtiggjort sig på mange forskellige måder, må så at sige aktivt glemme sin viden for at finde frem til det uforudsigelige i nye forestillinger. Gennem diverse regler og påfund lærer skuespillerne at glemme sig selv og deres viden. De lærer at forfølge fejlen, misforståelsen eller det ”dårlige” forslag i prøveprocessen.
Læringsglemsel er en vigtig del at den kunstneriske proces, som forsøger at få tag i den viden, som endnu ikke er sprogliggjort teoretisk eller bevidsthedsmæssigt. Er det fx nødvendigt at glemme psykoanalysens viden om det underbevidste som en scene af forskellige erotiske og dæmoniserede kræfter, fordi det kan være en viden, som spærrer for handlemuligheder på grund af et forenklet fortolkningsmønster?
Mange teatre arbejder med en obstruktion af den slags fortolkningsmønstre ved at skabe en situation, hvor kroppen tvinges til at reagerer på sensoriske impulser. Hvis nogen spænder ben, reagerer kroppen som regel hensigtsmæssigt i faldet og uden at man skal tænke sig om. Det er den kinæstetiske sans som muskler og sener besidder i forhold til led, som får os til at reagere så optimalt som muligt. Vi genvinder balancen eller falder på en fordelagtig måde. Det gælder naturligvis ikke nødvendig vis alle, og personer, hvis led stive og muskel reaktioner er nedsatte, slår sig i modsætning til hunde og børn, som bare trimler omkring.
Hvordan kan disse erfaringer fra den kunstneriske proces overføres til en pædagogisk læringssituation? Man må i hvert fald ikke undervurdere at aktiv glemsel forudsætter er ganske seriøs træning for ikke at blive til handlingslammelse eller simpel forvirring.
Læring som udviskning
Se i øvrigt på omslaget et øjeblik. Læringsglemsel står der med hvide bogstaver, som er ved at blive udvisket. Det gentages men med næsten usynlige bogstaver. Pointen er, som jeg ser det, at læringsglemsel ikke er det samme som at miste viden. Det er et spørgsmål om for en stund at se bort fra, usynliggøre, udviske eller at overmale viden, som blot defokuseres for senere at vende tilbage men i en ny kontekst som gentænkning, generobring som i begreber som reframing, remake eller remediering.
Historiens glemsel
Noget som undrer mig er, at Tanggaard nævner, hun først fandt på begrebet læringsglemsel i 2014 i forbindelse med en konference. Samtidig påpeger hun imidlertid glemslens betydningsfuldhed hos Friedrich Nietzsche (1844 – 1900), som taler om historien, som hvis den er belærende blokere for en virkelyst. Nietzsche påpeger i ’Historiens nytte’ fra 1874, at man både kan have for megen historie, for lidt historie og for ’forkert’ historie med sig som enkeltindivid og som fællesskab. Historie skal tjene ”livets interesser”. Nietzsche peger med det han kalder aktiv glemsel på oplysningens paradoksale dimension. Oplysningen kan både fremme og blokere udviklingen.
Det samme gælder et helt andet begreb som serendipitet, som også peger på nødvendigheden af læringsglemsel. Begrebet blev skabt af den engelske forfatter Horace Walpole i 1754. Walpole var inspireret af et persisk eventyr om tre prinser fra Serendip (Sri Lanka, tidligere Ceylon).
De havde lært alt af de bedste lærere, men deres far følte, de manglede noget i deres læring, som han ikke var i stand til at formulere. Derfor sendte han dem ud på en rejse, hvor de var tvunget til at benytte sig af deres iagttagelsesevne til at finde noget uden at søge det. De lærte at kombinere deres iagttagelser på nye måder uden et bestemt mål. De lærte så at sige at glemme det, de allerede vidste.
Nietzsche og Walpole peger for mig at se på en vigtig pointe vi ikke må glemme: der findes en lang tradition for det man også kunne kalde negativ læring eller læringsglemsel.
Tanggaard anvender, som hun siger en direkte stil. Bogen er let læselig og fyldt med små anekdoter, der gør den meget tilgængelig og lærerig. For det handler jo ikke om at fornægte læring, den følger os som en nødvendighed hele livet igennem fra det første skrig. Men læring har også en tendens til at stivne og blive til normer og uantastelige værdier. Det er her læringsglemslen bliver vigtig som en legende proces, der åbner for nye perspektiver.
Erik Exe Christoffersen, lektor i dramaturgi. Institut for Kommunikation og Kultur – Aarhus Universitet. Har tidligere skrevet blandt andet Serendipitetens rum (med Tatiana Chemi), Forlaget Klim 2018