DET TABTE LAND – et musikalsk drømmespil om maleren Poul Anker Bech.
Af Janicke Branth.
Hyldest til en nordjysk kunstner
Vendsyssel Teater annoncerer hjælpsomt med, at man kan komme på venteliste til den meget udsolgte forestilling, men rygtet går, at den er lang! Det må man lykønske teatret med. Det er en forestilling med et forholdsvis smalt emne, en musik som intet har med musicals at gøre, dans som udtrykker sig gennem et modernistisk formsprog og ingen stjerne-navne, der kan ’trække’! Kort sagt et koncept der ifølge klichéen ikke sælger billetter. Det er modigt af teatret. Det siger også noget om teater som en kunstform, der ikke alene taler ind i sin samtid, men også skal være i dialog med sin (nære) omverden.
Anna ur Konoy og Jakob Højlev Jørgensen, foto: Jacob Stage
Den scenografiske maler
Det tabte land spilles i teatrets store sal; allerede her viser man sin betydelige ambition med forestillingen. Scenografen Signe Krogh har indlysende valgt at inddrage Poul Anker Bechs billeder i scenografien. Hans malerier er i sig selv en iscenesættelse af virkeligheden, og det er næsten uundgåeligt – og forventeligt – at vi kommer til at møde motiver fra hans fascinerende billeder. Fem store sceneflader forskyder sig ind over hinanden, som de løsrevne jordflader der ofte svæver i hans billeder og fortaber sig i teatrets store ’tomme’ (scene)rum. En enkelt stor skråtstillet flade rejser sig i baggrunden som et kæmpe lærred med projektioner af motiver fra hans malerier. På de forskudte sceneflader genser vi flere af de objekter, vi kender så godt fra hans billeder: campingvognen, fjernsynsapparatet, støvsugeren, havestolen, benzindunken, gylletanken, den tilsnørede sorte plastiksæk osv. Men hvor de i maleriet fremkalder en både magisk og absurd oplevelse, fordi de er anbragt i en natur, de er så fremmede i, bliver de på scenen til rekvisitter i den kunstneriske skabelsesproces.
Et portræt af Poul Anker Beck
Forestillingen er centreret omkring Poul Anker Bechs seneste – og sværeste – år efter hans kone Lisbeths død. Verden udefra trænger sig på gennem telefonen, som er centralt placeret i scenebilledet. Bech har på ingen måde lyst til at tage den, så telefonsvareren gentager løbende, ”det er Poul Anker Bech, hvis du synes det er vigtigt, så læg en besked”, mens han kæmper med sit vigtigste problem: kan han stadig male de billeder, som han måske har inde i sig?
Jesper B. Karlsen har fokuseret på tre/fire temaer i Poul Anker Bechs liv: hans forhold til familien og hustruen Lisbeth, der efterlod ham som alenefar med to døtre (alle skildret af Anna ur Konoy), forholdet til omverdenens forventninger til ham som kunstner, hvad enten det er galleristen fra København (Kristian Boland) eller de uvidende kunder på telefonsvareren. Og så er der først og fremmest hans egne forventninger til sig selv som maler – hvad han kan og vil udtrykke i sine værker. Endelig er der forholdet til publikum. Forstår de hans kunst?
Jakob Højlev Jørgensen spiller den centrale rolle som Bech med en imponerende ydre lighed og fin indlevelse i den stilfærdige nordjyske malers kamp med depression og opgivelse; en kunstner der sent i livet er ved at blive indhentet af sine egne dystopiske temaer og som også giver efter for dem til sidst.
Det er ikke nogen let opgave scenisk at beskrive de indre konflikter hos et menneske, som gør så lidt væsen af sig, som Bech. I hvert fald sådan som han her er beskrevet. Ideen til forestillingen er oprindeligt udviklet af koreografen Rebekka Lund sammen med kapelmester Jakob Lindbirk og Jakob Højlev Jørgensen. Derfor har det også fra starten været tanken, at dansen og det musikalske skulle være en væsentlig del af beskrivelsen af hans indre univers. Nicklas Schmidts komposition tegner et særegent komplekst og klassisk inspireret symfonisk billede. Bech var hele sit liv optaget af klassisk musik. Rebekka Lund har sammen med de to dansere (Steffen Hulehøj og Linnea Stenbeck) og skuespillerne skabt et fysisk sprog, som bl.a. bruges til at gestalte de tavst indadvendte figurer i Bechs landskaber, eller tableauer med f.eks. undrende gæster på hans udstillinger. Et rørende billede skabes, da danserne bærer den kræftsyge Lisbeth i en bølgende bevægelse, snart ind, snart ud over scenekanten. Instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum har i imponerende grad flettet forestillingens mange elementer sammen til en helhed.
Tableau med udstillingsgæster, Anna ur Konoy, Kristian Boland og Linnea Stenbeck, foto: Jacob Stage.
At skildre en verden i opløsning?
Forestillingens titel[i] Det tabte land refererer til et tredelt værk, der består af ”En vinter lang” fra 2005, ”I drift” fra 2003, og ”Sommernat” fra 2004, som maleren selv betragtede som sit hovedværk[ii]. De tre malerier var ophængt som et ”triptykon” på en posthum udstilling på Randers Kunstmuseum i 2010. Forestillingen slutter med at vise os de tre billeder projiceret op på det hvide lærred og beskrive dem i sang: ”Det tabte land, det tabte land / en måne hvid / i sommerlyse nat / det tabte land, en flosset skal / gennem en nat; det tabte land.”[iii] Som teksten udpeger, er Poul Anker Bechs billeder et konstant arbejde med at beskrive en verden i opbrud, uden fast grund under de svævende landskaber, og hvor det hjemlige fortaber sig som en fjern utopi.
”Et drømmespil” kaldes forestillingen i overskriften, men teksten udnytter ikke rigtigt genrens muligheder for at udfordre og lege med den traditionelle dramaturgiske opbygning. Relativt lineært føres vi frem mod det punkt, hvor transformatortårnet (et af Bechs mest yndede motiver) rejser sig som billedligt mål for hans kunstneriske bestræbelse, et spændingsfelt – forstår vi – han må konfrontere sig med for at forløses som kunstner: ”Bech er trængt ind i tårnet og er forløst”. I forestillingen beskrives det som et vendepunkt i hans krise og efterfølges af den scene, hvor han første gang møder sin Lisbeth. De to begivenheder hænger nok ikke biografisk sammen, men bliver et poetisk billede af lykkelig forløsning. Spørgsmålet om mening og kunstnerisk forløsning er et centralt motiv i forestillingen. Det er den mening, som Bech mister ved konens død, og som datteren Cathrine kæmper for at indgyde ham ved hele tiden at insistere på, at der er en mening med hans værk. I forestillingen er sådanne lyse øjeblikke af forløsning sat op som kontrast til det mørke, som til sidst opslugte Poul Anker Bech og som fik ham til at tage sit liv.
Den poetiske frihed finder vi navnlig i den scenografi, dans og musik, som på sanselig vis skildrer lyset og mørket, det musikalske og det svævende i hans billeder. Omkring Bech selv gror følelsen af meningsløshed. På den ene side værket, på den anden side mennesket Bech i hans sidste, svære år. Her kan det biografiske spor lede til spørgsmål som: Var Poul Anker Bech så optaget af klassiske dikotomier som provins og hovedstad, kerne og overflade, det meningsgivende og det meningsløse? Måske, men er det så vigtigt? Er det i Bechs ånd jævnligt at lade ham omtale sig selv som kunstner med stort K og insistere på en modsætning mellem det at være en kunstner i det nordjyske og ikke i hovedstadens kunstkritiske miljø, domineret af, ‘muldvarpe-eksperter’? Og er der ikke lige lovligt meget ’udkant’ i en sang som ”Man kan ikke være noget, hvis man er fra Hjørring (-) en bonderøv fra Hjørring / bange for at blive hængt til tørring”? Hvorfor insisteres der – også sprogligt – så meget på at iscenesætte den følsomme og sårbare Bech som jordbunden, djærv nordjyde?
I det felt mellem poetisk frihed og biografisk forbillede, synes forestillingen ikke helt at have besluttet sig.
En hyldest til en stor nordjysk maler
Når Jesper B. Karlsen i programmet skriver ”I denne historie er der ikke tilstræbt en biografisk korrekt sandhed om maleren Poul Anker Bech. Det er digt, der er sandhed og noget andet midt imellem”, så antyder han en kunstnerisk frihed i forhold til Bechs liv og værk, som han godt kunne have dyrket mere. Men stykket er en bestillingsopgave – præget af de dilemmaer, der ofte følger med, ikke mindst, at man sjældent helt er herre over materialet. Den stort opsatte forestilling, det musikalske bidrag, ja opdraget i sig selv har sandsynligvis sat nogle rammer og været med til at begrænse hans approach. Disse indvendinger til trods er forestillingens i sin helhed et imponerende sats af Vendsyssel Teater.
Det Tabte Land. Et musikalsk drømmespil om maleren Poul Anker Bech på Vendsyssel Teater.
Spiller indtil 20. oktober 2018.
Dramatiker, Jesper Bræstrup Karlsen; Komponist, Nicklas Schmidt; Iscenesættelse, Ina-Miriam Rosenbaum; Koreografi, Rebekka Lund; Scenografi, Signe Krogh; Kapelmester, Jakob Lindbirk
Medvirkende: Jakob Højlev Jørgensen, Kristian Boland, Anna Ur Konoy, Linnea Stenbeck og Steffen Hulehøj.
Musikere: Ola Denward, Thomas Hamilton, Sofia Kayaya Mads Ulldall-Jessen og Jakob Lindbirk.
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. medlem af Peripetis redaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.
i På Kanten 2010 Randers Museum
ii Museets undervisningsmateriale. Titlen refererer også til første del J.V.Jensen store værk, Den lange rejse og dermed til en anden nordjysk kunstner
iii Tekstcitater er fra det foreløbige manuskript til forestillingen.